Et ligestillet samfund er gavnligt for alle – det ved unge mænd udmærket

af i LIGESTILLING/Mænd/Politik & Samfund

DAGENS POV // KØN & LIGESTILLING – Da Anette Dina Sørensen sluttede sig til ligestillingskampen som ung studerende i 1980’erne, var det ikke en sag, der optog mænd i hendes egen generation. Faktisk var de “skråt hamrende ligeglade med kvinders demokratiske kamp for ligestilling”. Derfor var det med både vantro og håb for fremtiden, at hun til Kvindernes Internationale Kampdag i år overværede et stort antal unge mænd på gaden. Hvad har ændret sig?

“Det har jeg aldrig set før”, var min første tanke, da jeg fredag den 8. marts stødte til demonstrationen ”Alle feminister på gaden” i København.

Den 7.000 mennesker store demo gled i en lind strøm fra Frue Plads op ad Nørregade med kurs mod Nørrebro. Jeg stod på ved Krystalgade, og mere end mængden af mennesker, som i parentes bemærket imponerede, var det antallet af unge mænd i demonstrationen, der slog mig som helt usædvanlig.

Jeg skævede til de venner, jeg var ankommet sammen med, og opdagede, at vi alle stod med det samme store, lidt vantro smil, som ramt af en slags håb, eller tro på, at den nære fremtid bliver en anden rent ligestillingspolitisk.

Gennem livet har jeg været på gaden 8. marts mange gange. Men demonstrationen i 2019 markerede en klar forandring.

Hvad er der sket?

Da tale- og definitionsretten tilhørte mændene

Mange mænd i min egen generation (jeg er 56 år) er og har altid været skråt hamrende ligeglade med kvinders demokratiske kamp for ligestilling.

Der har selvfølgelig været undtagelser, som jeg har kendt og samarbejdet med. Èn af dem blev jeg gift med, men på den politiske venstrefløj, hvor jeg har befundet mig i hele mit ungdoms- og voksenliv, har mændene i vid udstrækning fundet kampen overflødig.

Der har ligesom altid været noget, der var vigtigere, større, mere betydningsfuldt end kvinders repræsentations- og ligestillingskamp.

I de år var venstrefløjens unge mænd mansplainere af Guds nåde, de havde tale- og definitionsretten, og de vidste, hvilke politiske kampe, der skulle tages, og det var ikke ligestillingskampen

Det mærkede jeg ikke kun som helt ung RUC-studerende i midten af 1980’erne, da jeg talte varmt for, at RUC’s studenterråd skulle have repræsentanter i Kvindepolitisk Udvalg (KPU) under Danske Studerendes Fællesråd, og blev mødt med fnis og himmelvendte øjne. Joh, jeg kunne da udmærket være medlem af KPU, men det var ikke noget Studenterrådet som sådan ville lægge energi i, skulle jeg bare vide.

Den samme holdning kom til udtryk i mere private sammenhænge, når emnet køn og ligestilling blev luftet over middagsbordene i diverse progressive københavnske kollektiver, hvor jeg kom op gennem 1980’erne og 1990’erne.

I de år var venstrefløjens unge mænd mansplainere af Guds nåde, de havde tale- og definitionsretten, og de vidste, hvilke politiske kampe, der skulle tages, og det var ikke ligestillingskampen.

I dag beklæder mange af de samme mænd ledende stillinger i mediebranchen og landets store kulturinstitutioner, og det kan tælles på én hånd, hvem af dem, der har øje for ligestilling og køn i deres arbejde, eller som ville dukke op til en 8. marts demonstration.    

En kortlivet idégruppe om mænd

Well, mænds manglende interesse for spørgsmålet om kønsligestilling fik i starten af 1990’erne det daværende Ligestillingsråd til at nedsætte en gruppe, der skulle udarbejde forslag til, hvordan mænd kunne engageres i sagen.

På det tidspunkt stod det nemlig klart for os, der havde haft fingrene nede i sovsen i en årrække, at ligestilling næppe blev en realitet i Danmark, hvis ikke vi fik gang i dialogen med mænd.

Arbejdsgruppen hed ”Idégruppe om mænd”, og jeg var så heldig at være medlem sammen med blandt andre psykolog Svend Aage Madsen, idrætshistoriker Hans Bonde, og Ligestillingsrådets Søren Carlsen, der var hjernen bag gruppen inspireret af tankegods fra Sverige og USA.

Jeg husker, at det var lærerigt at åbne for samtalen med mænd om deres syn på køn og ligestilling, og jeg husker, at vi brugte tiden på primært at forholde os til mænd, mænds liv og mænds holdninger

Det er sikkert de fleste bekendt, at Svend Aage Madsen og Hans Bonde stadig er stemmer i kønsdebatten – dog med lidt forskellige positioneringer, kan man rolig sige.

Jeg husker, at det var lærerigt at åbne for samtalen med mænd om deres syn på køn og ligestilling, og jeg husker, at vi brugte tiden på primært at forholde os til mænd, mænds liv, mænds holdninger, hvor i samfundet mænd ikke var ordentligt repræsenteret eller var den svage part.

Vi talte kun undtagelsesvis om kvinder og kvinders ligestilling. Og jeg indrømmer gerne, at den viden, jeg høstede, påvirkede min egen udvikling som kønsforsker og ændrede mig som menneske.

På det tidspunkt var maskulinitetsforskning mest noget, der foregik i USA, så hele teorigrundlaget for at forstå, hvordan maskuliniteter konstrueres såvel som viden om mænds konkrete livsvilkår, var sparsomt.

Dengang inviterede vi mænd ind i ligestillingskampen med en garanti om, at deres tilstedeværelse og perspektiv på sagen var uundværlig. Vi talte ikke om deres ansvar, og vi talte slet, slet ikke om deres magt

Inden for akademia forstod vi imidlertid, at mere substantiel viden og teoriudvikling på området var vigtige trædesten på vej til kønsligestilling. Derfor etablerede vi først et Netværk for Mandeforskning i Danmark, og kort efter gik vi i kompagniskab med andre nordiske lande om at etablere en skandinavisk pendant.

Forskningsområdet har aldrig vokset sig stort i Danmark og drives i dag af få engagerede profiler blandt andet på RUC og Aalborg Universitet. Men som samfund er vi klart blevet klogere på mænd og maskuliniteter, end vi var, da de første entusiastiske spadestik blev taget i midten af 1990’erne.

Lad mig nævne, at den politisk initieret Idégruppen om Mænd ikke førte til noget. Den opløste sig selv efter et år på grund af strid med de ansvarlige politikere om midler til iværksættelse af gruppens handlingskatalog.

Få år efter blev der oprettet et Videnscenter for Ligestilling, hvor maskulinitet var et prioriteret indsatsområde, men centret blev lukket af den borgerlige regering i 2001 som led i “opgøret med smagsdommeriet”.

Nu støtter mænd endelig ligestillingskampen

Når jeg sammenligner dengang og nu, slår fornemmelsen mig, at de mange unge mænd i 8. marts-demonstrationen forrige fredag gik turen fra Indre By til Blågårds Plads af andre årsager, end det, der drev mænd ind i ligestillingsdiskussionen og maskulinitetsforskningen i 1990’erne.

Dengang inviterede vi mænd ind med en garanti om, at deres tilstedeværelse og perspektiv på sagen var uundværlig. Vi talte ikke om deres ansvar, og vi talte slet, slet ikke om deres magt. Hvis vi havde gjort det, var de skredet igen.

Måske har en dybere erkendelse af, hvad der er hverdag for deres koner, mødre, døtre, kærester og veninder, slået rod?   

Dén situation ændrede sig i oktober 2017, da #MeToo’s virale steppebrand med titusindvis af kvindelige vidnesbyrd om alt fra direkte seksuelle overgreb til almindelig hverdagssexisme tydeliggjorde, hvor strukturelt funderet mænds magt er.

Derfor gætter jeg på, at det stigende antal mænd, der dukker op 8. marts afspejler et wake-up call blandt mænd. Måske har en dybere erkendelse af, hvad der er hverdag for deres koner, mødre, døtre, kærester og veninder, slået rod?   

Dagens unge mænd går ikke først og fremmest på gaden 8. marts for deres egen skyld, tror jeg. De traver turen sammen med veninder og kærester for at vise deres støtte til en ligestillingskamp, de har indset, de selv har et ansvar for lykkes.

Og de går turen, fordi de godt ved, at et samfund, der bygger på ligestilling, er gavnligt for alle.


Topillustration: Pixabay

Journalist med egen medievirksomhed. Oprindelig uddannet cand.mag. i historie og kønsstudier. Har de sidste 20 år arbejdet med journalistik og kommunikation dog med enkelte sidespring til køns- og medieforskningen.

Har blandt meget andet skrevet bagsideklummer til Information, blogget om køn og medier på journalisten.dk, lavet undervisnings- og oplysningsmateriale om køn og grænser til folkeskolen,
anmeldt tv, fag- og skønlitteratur for Politiken gennem 15 år, stået i spidsen for digitaliseringen af Nordisk Kvindelitteraturhistorie, været forskningsleder for nordisk forskningsprojekt om unge, køn og pornografi, og de senere år slået sine folder som moderator og interviewer på diverse litteraturfestivaler.

Erkendelsen af køn som social og hierarkisk forskelsmarkør ramte frontalt første skoledag, da Anette D sammen med klassekammeraterne skulle afhente lyseblå og sorte meddelelsesbøger hos læreren efter et kønnet trampe/listemønster, man nemt regner ud, når man får oplyst, at det foregik kort efter amerikanernes første månelanding.

Oplevelsen gik i blodbanerne på det syvårige barn og udstak kursen for hendes liv ligesom den også blev afgørende for både partnervalg og børneopdragelse. Og ja tilværelsens næstmest udskældte position – den kønspolitiske - har været pest og driver for de valg af stofområder hun har truffet som forsker, journalist, litteraturanmelder og debattør.

Dertil kan lægges, at hun efter opfordring fra sine forældre har brugt det meste af tilværelsen på at fægte sig frem som mønsterbryder, men stadig i bestemte situationer er i tvivl om, hvorvidt hun befinder sig i middelklassen på en badebillet.

Privat er hun gift med Peter og har to døtre, der ofte beder deres mor ”vente med kønsanalysen til efter filmen”.

Anette Dina skriver om køn og medier for POV.

Seneste artikler om LIGESTILLING