
KLIMASIKRING I UGANDA // REPORTAGE – I slumkvarteret Kitintale i Ugandas hovedstad, Kampala, har borgerne taget sagen i egen hånd for at dæmme op for klimaforandringerne. Der er ingen hjælp i sigte udefra, så med stålnet, sten og sammenhold forsøger de at redde deres hjem fra ødelæggende regnskyl.
KAMPALA – I det fattige byområde Kitintale samles folk fra hele kvarteret på en lille offentlig plads. Pladsen er omkranset af mure, malet med farverige motiver af naturen. På væggen står der skrevet med graffiti: ”The future of humanity and all life on earth now depends on us.”
Unge fra organisationen Network of Active Citizens er mødt frem for at modtage byggematerialer, som – når dagen er omme – skal beskytte kvarteret mod oversvømmelser.
Den lille plads er blevet centrum for et stærkt lokalt fællesskab, men også et billede på de dybe uligheder, der præger den ugandiske hovedstad. Kampala har oplevet en eksplosiv befolkningstilvækst, og det presser fattige ud i uformelle boligområder som Kitintale. Det er et kvarter, som bærer præg af manglende byplanlægning, og som består af mange tidligere og nu ødelagte vådområder.
Når regnsæsonen starter, er Kitintale særligt hårdt ramt og oplever voldsomme oversvømmelser. De store regnskyl kan blive ødelæggende for byens fattigste, som risikerer at deres boliger skyller bort. Der er ingen støtte at hente hos myndighederne til at sikre deres hjem, så i dag tager beboerne i Kitintale sagen i egen hånd.
Med sten og stålnet bygger de såkaldte gabionvægge. Det er robuste vægge af stablede sten, som bliver holdt sammen af stålnet. Gabionvæggene fungerer som barrierer, der bremser og leder regnvandet ned i kanaler, så det ikke fosser gennem gaderne og ind i husene. Arbejdet er tungt, så flere lokale støder til for at hjælpe.
I Kampala er oversvømmelserne et konkret og tilbagevendende mareridt. Vandmasserne ødelægger veje, afgrøder og hjem
”For meget vand kan forårsage stor skade,” siger Andrew Osilo, der er en af de lokale, unge mænd, som er kommet til for at hjælpe med arbejdet. Han fortæller, at hans seng ofte oversvømmes, når regnen falder. Han vil, når han har sparet nok penge sammen, bygge en højere seng – ligesom hans naboer har gjort – så han fortsat kan sove i den, selvom hans hjem står under vand.
”De fleste mennesker kom blot for at vise deres støtte til projektet. Vi havde ikke bedt dem om det,” fortæller Nasifu Abdallah, der selv er opvokset i Kitintale. Han er en af de unge ildsjæle, som er frivillig i Network of Active Citizens, og leder dagens arbejde med gabionvæggene.

En by i hastig forandring
Kampala er en pulserende storby med millioner af indbyggere, og er en af Afrikas hurtigst voksende hovedstæder. Bare sidste år steg indbyggertallet med over 200.000, og boligbyggeriet kan slet ikke følge med. Mange tilflyttere slår sig derfor ned i uformelle bosættelser, som med tiden bliver til selvstændige bydele med tusindvis af indbyggere.
”Mange af de huse, der er opført i Kitintale, ligger i vådområder, hvor det egentlig ikke er tilladt at bygge,” forklarer Majid Muwonge Wadamba, Community Development Officer i Nakawa-distriktet. ”Men med det stigende befolkningstal og manglen på alternativer er det forståeligt, at folk ender her.”
Kitintale er blot ét af mange tætbefolkede lavlandsområder, der de seneste år har været hårdt ramt af gentagne oversvømmelser. Udfordringerne med at holde vandet væk er vokset i takt med klimaforandringer, skovrydning, ødelæggelsen af vådområder samt fabrikker, der leder vand direkte ud i byområdet og videre mod det grønne lavland i Kitintales sydøstlige del.
For mange borgere i Kampala er oversvømmelserne et konkret og tilbagevendende mareridt. Vandmasserne ødelægger veje, afgrøder og hjem.
Ifølge bymyndighedernes vurderingsrapport af klimarelaterede risici oplever byen også flere og mere intense oversvømmelser end tidligere. Rapporten konkluderer, at oversvømmelser nu udgør den mest alvorlige og tilbagevendende klimatrussel i Kampala. Det er et problem, der kun vil vokse, hvis ikke der handles på både infrastrukturen og de sociale uligheder.
Når kloakker er et privilegie
I takt med at uformelle bosættelser breder sig i vådområder, svækkes de naturlige drænsystemer. Når kraftige regnskyl rammer, står vandet tilbage mellem de simple bygninger sammen med affald, sygdom og mistede ejendele.
Andrew Osilo er 28 år og bor til leje i Kitintale i en bolig på cirka seks kvadratmeter
Selvom myndighederne kender udfordringerne, er indsatsen ulige fordelt. Beboere i Kitintale oplever, at investeringer i dræning, affaldshåndtering og klimatilpasning først og fremmest sker i de rigere kvarterer, hvor brede asfaltveje glinser i solen, og velplejede fortove og grønne parker pryder gadebilledet. Her findes vejtræer, busskure og effektive kloakker, hvilket alt sammen er tegn på planlægning og store investeringer.

Når veje eller huse ødelægges af regnvand i de fattigere kvarterer, må beboerne derimod selv finde løsninger på oversvømmelserne. Borgerne i Kitintale har længe forsøgt at grave kanaler, placere sandsække og forsøge at kontrollere vandets retning. Men vandet strømmer med så stor kraft, at kanterne på kanalerne undermineres, og affald ophober sig og blokerer drænene.
Skimmelsvamp og boksedrømme
Andrew Osilo er 28 år og bor til leje i Kitintale i en bolig på cirka seks kvadratmeter. Han fortæller stolt, hvor meget det betyder for ham at have sit eget sted.
For at komme ind i Andrews hjem må man forcere en halvmur, som han har bygget i et forsøg på at holde vandet ude af værelset. Indenfor mødes man af en gennemtrængende lugt af fugt. På gulvet ligger stadig spor af det vand, der oversvømmede huset sidste gang, og mærkerne på murværket afslører, hvor højt vandet stod.
Andrew stryger med fingrene over væggene i huset, der smuldrer under berøringen, tydeligt mærket af den konstante fugt i rummet. Stikkontakten på væggen er kortsluttet af vandet, hvilket efterlader rummet i et mørke, kun oplyst af det dagslys, der kommer ind ad døråbningen.
”Jeg føler mig virkelig trist og rådvild,” fortæller han. ”Samtidig er jeg bekymret over at skulle erstatte de ting, der bliver ødelagt, hver gang det sker,” siger Andrew, mens han samler en af sine yndlingstrøjer op fra gulvet. Den er blevet muggen.
Når der ingen hjælp er at hente fra myndighederne, så tager de sagen i egen hånd
Så langt væk fra vandet som muligt, på øverste hylde af reolen ved siden af sin seng, opbevarer han sine mest værdsatte ejendele: en ekstra tør madras, boksehandsker, boksetøj og boksestøvler.
For når Andrew ikke dyrker afgrøder på den jordlod, han ejer, arbejder han som boksetræner og tilbyder træning til venner og bekendte mod betaling. Han drømmer om at blive professionel bokser ligesom sin bror.

Sten for sten – et fællesskab i arbejde
For at løse oversvømmelsesproblemerne i Kampala kræves der langt mere end lokale initiativer. Kampalas lokale myndigheder peger på nødvendigheden af investeringer i dræninfrastruktur, bedre affaldshåndtering og naturbaserede løsninger som genopretning af vådområder.
Men det kræver politisk vilje, økonomiske ressourcer og en erkendelse af, at planlægning bør komme alle til gode. Ikke kun de rige kvarterer.
Men selvom der ikke er meget materiel rigdom i et område som Kitintale, så er der en vilje til at skabe forandring. Og der skal mere end voldsomme regnskyl til for at slå Nasifu Abdallah, Andrew Osilo og de mange andre borgere i området ud.
For når der ingen hjælp er at hente fra myndighederne, så tager de sagen i egen hånd.
Mange, der har fået deres hjem ødelagt, møder op på den lille plads for at bygge nye gabionvægge, løfte sten, flette stålnet og reparere dræn. For selvom gabionvæggene ikke løser alt, kan de mindske skaderne, når regnen vender tilbage.
Den lille plads i Kitintale er blevet et eksempel på, at klimaforandringerne rammer dem, der har mindst, hårdest. Arbejdet på pladsen illustrerer også det, mange savner fra myndighederne: handlekraft, sammenhold og troen på, at forandring kan skabes nedefra.
Forfatterens tur til Uganda i det østlige Afrika er blevet til i samarbejde med Dreamtown og er betalt af Globuspuljen. Artiklen er skrevet i samarbejde med Verdens Bedste Nyheder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og