ÖCALANS UDSPIL // KOMMENTAR – At PKK vælger at nedlægge våbnene betyder ikke nødvendigvis, at der er fredsforhandlinger mellem partiet og den tyrkiske stat. Det er snarere tale om, at PKK gerne vil overføre sin kamp til en mere legitim og demokratisk platform.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kurdistans Arbejder Parti, PKK, som i 1978 blev stiftet af daværende jurastuderende Abdullah Öcalan, opfordres af stifteren selv til at nedlægge våbnene og opløse bevægelsen. Det siger i hvert fald Öcalan fra øen Imrali i Tyrkiet, hvor han har været fængslet siden 1999.
På trods af at Öcalan har været fængslet i mere end 26 år og i lange perioder ikke har haft kontakt med omverdenen, har han alligevel fungeret som den ultimative leder for PKK. Han er uden tvivl den hidtil mest populære kurdiske leder, ikke alene blandt kurdere i Tyrkiet, hvor han har ledet et militant og nationalistisk kurdisk oprør mod den tyrkiske stat, men også blandt kurdere i andre lande, hvor de er minoriteter. Derfor er det på ingen måde ligegyldigt, hvad han siger.
Allerede den 1. marts, to dage efter Öcalans opfordring, erklærede PKK en øjeblikkelig våbenhvile og accepterede Öcalans anmodning om at indkalde bevægelsen til en kongres snarest med henblik på at opløse bevægelsen.
Da PKK blev stiftet, blev det nævnt som et klart formål i det første manifest, at bevægelsen skulle kæmpe for et stort, forenet og frit Kurdistan
Men er det nu muligt for PKK at opløse sig selv uden nogen garanti for, at kurdernes rettigheder, som partiet kæmpede for, først bliver anerkendt i Tyrkiet? Vil Öcalans anmodning imødekommes på PKK’s kommende kongres uden opposition fra bevægelsens medlemmer? Hvorfor ønsker Öcalan overhovedet, at PKK skal opløse sig selv? Og hvorfor lige nu, mens de nye geopolitiske udviklinger i Mellemøsten og især i Syrien skaber udsigter til at PKK kan blive endnu større og mere afgørende for kurdernes nationalkamp, hvis partiet kommer til at kunne udnytte sine muligheder?
Et stort, forenet og frit Kurdistan
Der kan rejses endnu flere spørgsmål. Men lad os først vende tilbage til, hvad Öcalan ellers skriver i sin opfordring. Öcalans appel til PKK om at opløse bevægelsen kommer til udtryk med følgende konstatering: “Som det er tilfældet med enhver moderne bevægelse og ethvert parti, hvis eksistens ikke bliver bragt til ophør med magt, bør I/bevægelsen frivilligt indkalde jeres kongres og træffe en beslutning; alle grupper skal nedlægge deres våben, og PKK må opløse sig selv”.
Da PKK blev stiftet, blev det nævnt som et klart formål i det første manifest, at bevægelsen skulle kæmpe for et stort, forenet og frit Kurdistan. Ikke alene i Tyrkiet, men også i de kurdiske områder i Irak, Iran og Syrien. Derfor har PKK siden 1984 ført en væbnet kamp mod Tyrkiet, hvor den største population af kurdere (mindst 30 millioner) bor.
Men Öcalan har altid anset den væbnede kamp for at være et middel og ikke et mål. Fordi den tyrkiske stat aldrig har tilladt og gjort det muligt for kurdere at kæmpe for deres rettigheder med demokratiske og legale midler, var PKK i sin tid nødsaget til at gribe til våben for at tvinge staten til at forhandle med kurderne.
Nu mener Öcalan, at kurdernes kamp er blevet så stor, at de delvis har opnået international anerkendelse, hvorfor de ikke længere har brug for en væbnet kamp, dermed heller ikke et bevæbnet PKK.
PKK’s feministiske motto Jin, Jiyan, Azadi, som på dansk betyder Kvinde, Liv og Frihed, har ikke alene rystet Iran, men har også været med til at forene kvinder fra forskellige etniske og religiøse grupper i en fælles kvindekamp i hele Mellemøsten
Öcalan understreger i sin opfordring, at PKK ikke opløser sig selv, fordi bevægelsen har tabt kampen mod den tyrkiske stat, men snarere fordi bevægelsen nu er blevet til en social, kulturel, politisk og ideologisk bevægelse blandt alle kurdere i hele verden. Derfor er tiden nu inde til at kurderne fortsætter med deres legitime kamp på en demokratisk platform.
Jeg er enig med mange analytikere i, at Öcalans overraskende udmelding virker fornuftig og gennemtænkt, idet verden ikke er den samme, som da PKK for første gang indledte sin kamp mod Tyrkiet. Kurderne er heller ikke længere det glemte folk. Tværtimod inspirerer deres kamp og ideologi andre undertrykte minoriteter i verden og også kvinder.
PKK’s feministiske motto Jin, Jiyan, Azadi, som på dansk betyder Kvinde, Liv og Frihed, har ikke alene rystet Iran, men har også været med til at forene kvinder fra forskellige etniske og religiøse grupper i en fælles kvindekamp i hele Mellemøsten.
Erdogans såkaldte krig mod terror
PKK er dog stadig på listen over terrororganisationer i både Tyrkiet, EU og USA. At Tyrkiet er medlem af NATO, giver landet en legitim ret til ikke alene at bekæmpe PKK, men også at bruge PKK som en undskyldning for at invadere dele af Irak og Syrien. Samtidig skaber kurdernes bidrag til den igangværende kamp mod Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien ikke alene positiv opmærksomhed om deres sag, men de bliver også anset som alliancepartner med Vesten.
Statens krig mod PKK har gjort bevægelsen til en transnational dynamisk aktør i regionen med stor international indflydelse
Næsten 2.000 amerikanske soldater er stadig i Nordsyrien, og de kæmper ikke kun sammen med kurderne mod IS, men de forhindrer også Tyrkiet i at foretage nye invasioner i landet. Denne forhindring gælder også over for den nye selverklærede jihadistiske regering i Damaskus.
Hvis PKK opløser sig selv, vil det skabe et nyt spillerum for det kurdiske selvstyre i Nordsyrien. Det vil ikke længere være muligt for Tyrkiet at italesætte PKK’s angivelige tilstedeværelse i Nordsyrien som en national sikkerhedstrussel. Derfor er Det Hvide Hus også positivt indstillet over for Öcalans udmelding. Det Hvide Hus skriver, at de er glade for, at PKK skal opløse sig, og at et lettet Tyrkiet fremover bør give kurdere i Nordsyrien ro i deres kamp mod IS.
Men Erdogan hæfter sig særligt ved bemærkningen i Öcalans udmelding om, ”alle grupper skal nedlægge deres våben”, og påstår, at kurderne i Syrien også bør nedlægge deres våben. Dette blev afvist øjeblikkeligt af kurdere i Nordsyrien. De mener nemlig, at Öcalan ikke er deres leder, og at de som sikkerhedsstyrker i Nordsyrien selv aldrig har udgjort nogen trussel mod Tyrkiet. Deres kamp er mod regeringen i Damaskus, og de kæmper for retten til et selvstyre i et forenet Syrien.
Det ser dog ud til, at Erdogan og en del af den tyrkiske stat ikke vil nøjes med, at PKK nedlægger våbnene, hvilket de kan bruge som et argument for ikke at gå i dialog med PKK. Den såkaldte ”krig mod terror” har for mange i Tyrkiet interesse både politisk, økonomisk og militært, hvorfor de sikkert ikke vil miste deres levebrød. Men er der overhovedet en dialog mellem Tyrkiet og PKK? Ønsker Tyrkiet virkelig at PKK skal opløse sig selv?
Det er ikke nemt at besvare disse spørgsmål. For Erdogan, hans ministre og Devlet Bahceli, der står i spidsen for regeringens støtteparti Nationalistisk Bevægelse, og som antages at stå bag dialogen med Öcalan, siger altid forskellige ting, når de skal forholde sig til emnet.
De nægter også, at staten har indgået en fortrolig aftale med Öcalan. Derudover afviser de påstandene i de tyrkiske medier om at ”PKK opløser sig selv til gengæld for at staten skal ændre grundloven, hvor kurdernes identitets- og kulturelle rettigheder bliver anerkendt.”
Den sidste fredsproces blev i 2015 afbrudt af Erdogan, da han vurderede at borgerkrigen i Syrien skabte nye fordele for kurdere, hvilket han anså som en trussel mod nationens interesser
Måske er det alligevel ikke en aftale. Fordi selvom PKK har erklæret våbenhvile, fortsætter Tyrkiet stadig sine militæroperationer i Irak og Syrien. Siden oktober 2024, hvor det først kom frem, at Öcalan er i dialog med staten, er der nemlig sket en markant stigning i angrebene mod PKK og de pro-kurdiske kræfter i Tyrkiet. Flere borgmestre er blevet fjernet fra deres poster, mens journalister og aktivister er blevet fængslet.
En transnational aktør
Den tyrkiske stat udviser derved på ingen måde fornuft, og det tyder på, at de ikke har draget nogen erfaringer af 40 års krig mod PKK, som de selv kalder for ”den legitime kamp mod terror”. Selv om mere end 50.000 mennesker anslås at have mistet livet i denne kamp, lykkedes det ikke den tyrkiske stat at vinde kampen mod PKK. Tværtimod har statens krig mod PKK gjort bevægelsen til en transnational dynamisk aktør i regionen med stor international indflydelse.
PKK er også ideologisk meget stærk organiseret blandt alle kurdere verden over, hvilket gør, at dens organisationsstruktur i visse henseender kan sammenlignes med en stat.
Det har dog aldrig været PKK’s formål at udvide sin militære kamp mod Tyrkiet eller eskalere den til borgerkrig med større konsekvenser for Tyrkiet. Formålet har altid været at arbejde for en fredelig løsning. Derfor er det ikke første gang, at PKK ensidigt erklærer våbenhvile og ønsker at gå i dialog med Tyrkiet.
Den sidste fredsproces blev i 2015 afbrudt af Erdogan, da han vurderede at borgerkrigen i Syrien skabte nye fordele for kurdere, hvilket han anså som en trussel mod nationens interesser.
Det eneste, som Öcalan forventer fra den tyrkiske stat, er at sikre juridiske og demokratiske betingelser for at PKK kan nedlægge våbnene. Men vil staten gøre det?
Sideløbende med den væbnede kamp har PKK i årevis investeret betydeligt i legal politik i Tyrkiet. Det har altid været PKK’s mål at transformere den væbnede kamp til en politisk kamp i det tyrkiske parlament. Men den tyrkiske stat har også været brutal over for den legale kurdiske kamp for at forhindre denne overgang.
PKK’s interne udfordringer, at Öcalan blev taget til fange i Tyrkiet og kurdernes overlevelseskamp mod IS i Irak og Syrien har været de andre afgørende faktorer for, at førnævnte overgang ikke kunne ske tidligere.
Öcalan mener dog, at tiden er inde nu. Det pro-kurdiske parti i det tyrkiske parlament er blevet til landets tredjestørste parti. Det lykkedes også PKK at omforme sig fra et militant parti til en politisk og social bevægelse, hvor opbakning til PKK-ideologien er dybt indlejret i det kurdiske samfund.
Derfor er det selvtilliden hos den kurdiske kamp og niveauet af selvtillid, der får Öcalan til at anmode PKK om at opløse sig selv og finde andre metoder for at kæmpe for kurdernes rettigheder. Det er også derfor, han ikke opstiller kriterier for den tyrkiske stat med hensyn til betingelser for at PKK skal opløse sig selv.
Kan PKK afholde kongressen, mens de tyrkiske luftangreb forsætter? Hvad skal der ske med de tusindvis af militante, som skal nedlægge deres våben?
Öcalan appellerer alene til kurdere og PKK, og ikke til staten. Det eneste, som Öcalan forventer fra den tyrkiske stat, er at sikre juridiske og demokratiske betingelser for at PKK kan nedlægge våbnene. Men vil staten gøre det? Hvad skal der ske nu efter Öcalans anmodning?
Det forventes, at PKK afholder sin kongres inden sommeren. Kongressen skal højst sandsynligt afholdes i bjergene i Irak, hvor partiet holder til. Men kan PKK afholde kongressen, mens de tyrkiske luftangreb forsætter? Hvad skal der ske med de tusindvis af militante, som skal nedlægge deres våben? Hvem skal de aflevere deres våben til? Kan de få lov til at komme tilbage til Tyrkiet og endda blive en del af den legale demokratiske kamp? Hvem skal være garanten for den afvæbningsproces? Hvad skal der så ske med PKK’s ledelse? De får næppe lov til at komme tilbage til Tyrkiet.
Der er mange uafklarede ting, og den tyrkiske stat giver ikke indtryk af at have en køreplan. Kurdere har samtidig, i kraft af deres tidligere erfaringer, stor mistillid til staten. I stedet for at appellere til en forsoning mellem kurdere og tyrkere efter flere års sorg og sår forsætter staten stadig med den gamle retorik om de udenlandske kræfter, såsom Iran og Israel, der angiveligt skulle være PKK’s støtter og Tyrkiets fjender, som aldrig vil lade PKK stoppe med deres krig mod Tyrkiet.
Det ser dog ud til at Öcalan har en klar køreplan, som får fuld opbakning fra PKK og kurderne. Men det kan være, at Tyrkiets skjulte køreplan netop er at ødelægge Öcalans plan ved at forhindre PKK i at nedlægge våbnene. Det vil tiden vise.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
