Jeg har som udlandsdansker fået min mest grundlæggende demokratiske ret fjernet

af i Danmark/Debat/Politik & Samfund

FV-2019 // KOMMENTAR – Hvorfor mon ingen partier ønsker at se på den grundlovsændring, som kunne give over 100.000 udlandsdanskere ret til at stemme til folketingsvalget? Sjovt nok vil staten rigtig gerne have en del af vores skattepenge, og vi forventes at stille op som ”ambassadører for Danmark” i udlandet. Vi må også gerne investere i arbejdspladser, skrive bøger og promovere alt fra nordisk mad, design, film og ’hygge’. Men stemme – det må vi ikke, skriver Annegrethe Rasmussen fra Washington. For hende er valgdagen nok en hyldest til demokratiet, men den er iblandet en tristesse over ikke at kunne bidrage. De danske regler er unikke. I f.eks. Sverige, Finland, Norge og USA må statsborgere stemme hele livet – uanset hvor de bor.

WASHINGTON D.C. – ”Ih, hvor er det spændende, at der er valg i Danmark. Nu tænker du dig vel godt om, før du stemmer,” siger min nabo til mig hen over den velfriserede græsplæne.

Jeg har underholdt lidt ude på vejen om det spøjse lille land, jeg stammer fra, for i USA’s hovedstad går rigtig mange op i politik, og da mine naboer ved, at jeg følger tæt med i amerikansk politik som journalist, forsøger de at kvittere ved at gengælde interessen.

Samtidig ved de alt om, at jeg udlejer min egen lejlighed i København og mit sommerhus i det nordsjællandske – jeg har forsøgt at overtale flere af dem til at give Denmark a try, og at hele min egen familie residerer tilbage i the Mothership, som min nabo spøgende kalder Danmark, som de synes lyder som a really beautiful place. Et par af dem har sågar Borgen på DVD – efter at Bill og Hillary Clinton udnævnte serien til deres yndlingsserie for nogle år siden.

Svaret på min nabos bemærkning er – til hans overraskelse – et trist ”nej, jeg har ikke stemmeret”, så det kan jeg desværre ikke

Endelig ved nogle af dem faktuelt også mere om Danmark i dag end nogensinde før. Det sørgede senator Bernie Sanders for i 2016, hvor Danmark endog opnåede den ære – for første gang, så vidt jeg ved – at blive nævnt af Washington Post som et af de fem retoriske ”vindertemaer” fra den første demokratiske primærdebat.

Faktisk nævnte Sanders vort lille lykkelige socialdemokratiske paradis så mange gange under debatten, at Clinton til sidst fik nok, ”We are not Denmark”, bemærkede hun, og det kan jeg skrive under på, at Amerika ikke er.

Mange ting, jeg tænker på som typisk danske, ville ikke slå an i USA – og her tænker jeg ikke på rugbrød, lakrids og koldskål men mere fænomener som SU, barselsorlov, billige vuggestuer og et offentligt sundhedssystem og den slags; ligesom amerikanerne næppe nogensinde kommer til at fraskrive sig retten til lave skatter, adgang til skydevåben og en indbygget skepsis overfor ”big government”, der ikke rimer på ”Skandinavien.”

Der er dog en del, som jeg – efter nu at have resideret i Washington i 11 år – misunder amerikanerne; først og fremmest det endeløse gå-på-mod og ’can do optimisme’, som det store flertal synes vaccineret med; og ikke kun dem på solsiden. Også arbejdsløse, elendigt lønnede og hjemløse er ofte både storsmilende og venlige – også overfor mennesker, de ikke kender. Høflighed er i høj kurs.

Og det er ikke kun noget, jeg bare sætter pris på, fordi jeg efterhånden er solidt midaldrende – også da jeg var helt ung, syntes jeg, der var noget nærmest beroligende venligt over, at folk åbnede døren for en, stod i kø og ventede, til det var deres tur og sagde ”sorry” i et væk.

Til mine allersjoveste og lykkeligste øjeblikke som politisk journalist og senere Europa-medarbejder og redaktør i København hører valgaftenerne på Christiansborg

Og før læseren begynder at indvende noget om skoleskyderier, galopperende ulighed og elendig infrastruktur, som jeg naturligvis også er henholdsvis nedslået over, bange for, modstander af og undrende overfor, så lad mig straks komme til det egentlige budskab med dagens tekst:

Som er, at det er Folketingsvalg onsdag, og at svaret på min nabos bemærkning – til hans overraskelse – var et trist ”nej, jeg har ikke stemmeret, så det kan jeg desværre ikke”. Han var himmelfalden og forstod intet, for i USA kan alle statsborgere stemme til præsidentvalget hele livet. Uanset hvor de bor.

Nu er det ikke fordi, det er nyt for mig at have mistet min demokratiske rettighed.

Jeg fik et brev fra Indenrigsministeriet 6 måneder efter jeg var flyttet til London i 2002 om, at jeg ikke længere havde stemmeret i mit fædreland. Dengang gjorde det nærmest fysisk ondt på mig. Jeg havde, før jeg var udrejst, været politisk redaktør på Weekendavisen, medlem af Presselogen (meget kort) og sågar i tiden, før jeg skiftede job, haft arbejdsplads på Christiansborg.

Og til mine allersjoveste og lykkeligste øjeblikke som politisk journalist og senere Europa-medarbejder og redaktør i København hører valgaftenerne på Christiansborg.

Jeg er hele mit liv gået op i politik – jeg har selv som ungt menneske været opstillet til både Folketinget og Europa-Parlamentet og om end jeg meldte mig ud af aktiv politik helt tilbage i 1987, så har jeg aldrig sluppet branchen; først som statskundskabsstuderende og siden som politisk journalist.

Beskæmmet indstillede jeg mig på livet som stemmeløs. For jeg kunne jo heller ikke stemme ved de britiske, og senere franske og amerikanske nationale valg. Sidste gang, jeg stemte, var til borgmestervalget i London. Og jeg siger ikke, om jeg stemte på Boris Johnson

Jeg klagede prompte til Indenrigsministeriet i 2002 og henviste til, at jeg da i det mindste burde kunne beholde retten i 2 år, som loven siger. Men nej – jeg var nemlig ”udvandret” for det første. Så falder hammeren pronto. Og derudover, meddelte Indenrigsministeriet mig, var jeg heller ikke ”udsendt af en dansk virksomhed” (så kan man nemlig bevare retten i 2 år), men havde ladet mig ansætte på en dansk avis – nemlig Dagbladet Information – efter, at jeg var ankommet til London.

Beskæmmet indstillede jeg mig på livet som stemmeløs. For jeg kunne jo heller ikke stemme ved de britiske, og senere franske og amerikanske nationale valg. Sidste gang, jeg stemte, var til borgmestervalget i London. Og jeg siger ikke, om jeg stemte på Boris Johnson.

Jeg er langt fra alene. Lige under 150.000 udlandsdanskere lider samme vanskæbne, og før I kommer alt for godt i gang med, at vi ikke betaler skat eller bidrager til velfærdsstaten og at det derfor er helt i orden, så lad mig oplyse om et par ting:

  1. Alle de danskere, der bor i Sverige og som tager på arbejde hver dag i det danske – og betaler skat i Danmark – kan heller ikke stemme.
  2. Alle os der har betalt skat i rigtig mange år og som fortsat betaler skat f.eks. for mit vedkommende af udlejning af egen bolig, bidrager fortsat til Danmark, vi føler os mindst lige så danske som alle I andre – måske endda mere – og for rigtig manges vedkommende vender vi tilbage på et tidspunkt
  3. Og så er der alle de velhavende udlandsdanskere, og dem er der en del af, som f.eks. stifter virksomheder i Danmark og som med andre ord bidrager til det danske velfærdssystem ved at skabe masser af jobs og som også ofte spæder til, når der skal doneres til ædle formål eller gives penge til kunst, kultur eller investeres i startups.
  4. Det er heller ikke fordi danske virksomheder – eller offentlige institutioner – holder sig tilbage fra at rekruttere danske talenter fra udlandet til at sidde i bestyrelser, fonde, komiteer eller promovere danske værdier eller dansk kultur udenfor landets grænser. Tværtimod forventes det, at danske skuespillere, forfattere, arkitekter, poeter eller opfindere skamløst er med til at promovere alt fra det nordiske køkken til Danish Design, Nordic Noir eller hygge. Her forventes det, at man stiller op, uanset om man har den mindste demokratiske rettighed eller ej. Det manglede da bare; sit fædreland og det rødbedefarvede pas skylder man alt.
  5. Og lad mig ikke engang begynde at nævne alle de danskere i udlandet, som jeg kender og som SKAT nidkært forfølger for at inddrive alt fra ejendomsskatter til SU over mystiske arbejdsmarkedsbidrag og afgifter, som jeg faktisk ikke tror, man skal betale, men som skattemyndighederne alligevel gør deres bedste for at inddrive. Plus pensionslovgivningen, der er et kapitel helt for sig selv.
  6. Familie har vi for det meste også i Danmark; en familie, som vi elsker og som vi besøger ofte, og hvis hverdag vi følger med i og kunne være med til at påvirke i den ene eller den anden retning ved at stemme på den politikere, vi er enige med.

Men stemme – næh nej, der sætter grundloven alligevel grænsen.

Da jeg boede i Paris og London stemte alle mine amerikanske venner troligt ved alle præsidentvalg, selvom de boede i Frankrig. De så sig selv som ambassadører for deres land.

Men tænk, at vi har så småtskåret en grundlov. Og tænk at ingen dansk politiker kunne drømme om at tage denne umoderne og udemokratiske ordning op til revision.

Min amerikanske nabo forstod det simpelthen ikke, da jeg forsøgte at forklare det. “You are not a bad Dane,” som han venligt sagde.

Og nej, det synes jeg ærligt talt heller ikke; og man kan i øvrigt også stemme hele livet i f.eks. Sverige, Norge og Finland – uanset hvor man bor. Da jeg boede i Paris og London stemte alle mine amerikanske venner også troligt ved alle præsidentvalg, selvom de boede i Frankrig. De så sig selv som ambassadører for deres land.

Det gør jeg fortsat også. Men jeg synes, det er sølle, at mit land nægter mig stemmeretten. Og underligt, at der ikke er et eneste parti, der har den grundlovsændring på programmet, der ville kunne ændre sagen. Så ærlig talt: hvad med at få set på det?

God valgdag!

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme. Men stemme må jeg ikke. Foto: Christiansborg.

Fakta:

Mange tusind udlandsdanskere kan ikke stemme til folketingsvalget. Ifølge grundlovens § 29, skal man have ”fast bopæl i riget” for at have stemmeret til folketingsvalget. Retten fortabes efter 2 år. Valgloven giver visse danskere, der bor i udlandet, mulighed for at bevare stemmeretten i op til 10 år, hvis man f.eks. er diplomat eller udsendt af en dansk myndighed, virksomhed eller forening. Studerende på udveksling kan også bevare stemmeretten, mens de læser.

Langt de fleste udenlandsdanskere falder udenfor disse undtagelser.
Der bor ca. 140.000 danskere udenfor Danmark heraf ca. 42.000 i Sverige. Men selv de danskere, der arbejder og betaler skat i DK, kan ikke stemme. når de har bopæl i det svenske – og de kan heller ikke stemme til det svenske rigsdagsvalg, der nemlig kun er åbent for svenske statsborgere.

Europa-Kommissionen har ifølge en artikel om emnet i Ræson kritiseret Danmark på dette område, senest i januar 2014. Kommissionen mener ifølge artiklen, at ”det er problematisk, at EU-borgere mister deres stemmeret, blot fordi de bruger sin ret til fri bevægelighed og vælger at bosætte sig i et andet EU-land. Fri bevægelighed for arbejdskraft, varer, tjenester og kapital er netop en af grundpillerne det indre marked og EU. Kommissionen opfordrer til, at danskerne skal kunne bevare deres stemmeret, så længe de viser en interesse for det politiske liv i Danmark. Kommissionen henviste blandt andet til en nylig Eurobarometerundersøgelse om valgret. To tredjedele af de adspurgte i undersøgelsen mente, at man ikke bør miste sin ret til at stemme ved nationale valg i sit hjemland, blot fordi man bor i et andet EU-land.”


Topillustration: Wikimedia Commons.

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 er hun også sprunget ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Danmark