KURDISTAN // ANALYSE – Selvom PKK’s udmelding markerer et historisk skifte i kurdernes nationale kamp og et vigtigt skridt mod en løsning på den kurdisk-tyrkiske konflikt, rejser den samtidig en række ubesvarede spørgsmål – især om den tyrkiske stat overhovedet har en reel og troværdig plan for forhandlinger med PKK om en fredelig og demokratisk løsning.
Den 12. maj meddelte Kurdistans Arbejderparti (PKK), at organisationen efter mange års kamp har besluttet at nedlægge våbnene og opløse bevægelsen. Beslutningen blev truffet under en kongres, der fandt sted den 5.-7. maj med deltagelse af 232 højtstående medlemmer. Kongressen blev afholdt synkront på to forskellige lokationer i bjergene i Nordirak – formentlig af hensyn til sikkerheden for delegerede.
Men hvordan og hvor skal våbnene nedlægges? Hvem skal tage imod dem? Og hvad sker der med de nuværende PKK-medlemmer? Kan de få lov til at vende hjem til Tyrkiet uden retsforfølgelse, eller vil de få mulighed for at fortsætte deres politiske kamp på nye platforme?
Selvom PKK erklærer sig opløst, understreger ledelsen, at kurdernes kamp ikke kan fortsætte uden en form for reorganisering. Det rejser en række spørgsmål: Er der tale om en reel afslutning – eller blot en omstrukturering/omorganisering under nyt navn? Samtidig fremstår beslutningen om opløsning fra PKK’s side som betinget af, at ”staten skal bane vejen for demokratisk kamp og foretage de nødvendige juridiske reformer”. Men har den tyrkiske stat en troværdig køreplan for løsningen af den kurdiske konflikt?
Et skifte drevet af geopolitik
Meget tyder på, at der bag kulisserne har været en uofficiel dialog mellem PKK’s leder, Abdullah Öcalan, og den tyrkiske stat i næsten et år. Processen har dog ikke haft et officielt navn og omtales stadig forskelligt af parterne. Den tyrkiske regering kalder den for ”et Tyrkiet uden terror”, mens PKK betegner den som ”kaldet til fred og et demokratisk samfund”. Forskellen i terminologi afspejler muligvis de vidt forskellige forventninger og opfattelser af processen, der i den grad præger forholdet mellem parterne.
Men hvorfor ønsker parterne overhovedet at indlede forhandlinger, når de står så langt fra hinanden? Svaret skal formentlig findes i de geopolitiske forandringer i regionen og den nye verdensorden, som har udviklet sig hastigt – især i lyset af konflikten mellem Israel og Hamas i Gaza og valget af Trump som USA’s nye præsident. Den ændrede magtbalance i Mellemøsten, hvor Iran og Syrien er svækket i post-Assad-perioden, og hvor Israel står stærkt, tvinger både Tyrkiet og PKK til at gentænke deres strategier.
PKK har historisk opereret som en transnational bevægelse i alle fire dele af Kurdistan – opdelt mellem Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran. Bevægelsen har haft stor indflydelse på den kurdiske kamp i alle fire lande. Men den geopolitiske virkelighed har ændret sig, og derfor måtte PKK erkende, at kurdernes kamp må føres lokalt – inden for de nationale rammer, de lever i. PKK’s beslutning kan dermed også tolkes som et opgør med partiets oprindelige mål, nemlig kampen for et forenet og selvstændigt Kurdistan. Med ovennævnte paradigmeskifte accepterer bevægelsen indirekte Lausannetraktaten fra 1923, hvor kurdernes landområder blev opdelt mellem de fire nævnte stater. Det betyder, at den kurdiske kamp fremover skal føres inden for de enkelte landes grænser.
Erdogans Tyrkiet under pres – men med nye muligheder
Samtidig står Erdogans Tyrkiet over for store udfordringer. Den langvarige borgerkrig i Syrien har haft alvorlige økonomiske konsekvenser for landet. Nu, i tiden efter Assad, hvor Syrien bevæger sig i retning af en sunnimuslimsk ideologi, som harmonerer med Erdogans visioner, øjner han nye muligheder. Tyrkiet kan spille en central rolle i genopbygningen af Syrien – med økonomisk støtte fra blandt andet Saudi-Arabien og Qatar. Denne indflydelse kan styrke Erdogans neoosmanniske ambitioner om at positionere Tyrkiet som en ny regional stormagt – især i en tid, hvor Iran i høj grad er svækket.
Kurderne har længe været en væsentlig hindring for Erdogans planer om at være den store magt i regionen. De udgør minoriteter i alle de lande, hvor han ønsker at øve politisk indflydelse. Kurdiske politiske bevægelser er ofte præget af sekulære og demokratiske idealer – i kontrast til den sunnimuslimske dagsorden, som Erdogan ønsker at fremme. Kurdernes rolle i kampen mod Islamisk Stat, deres nye alliancer i Vesten og den internationale anerkendelse, de har opnået, gør det heller ikke lettere for Erdogan at realisere sine ambitioner.
Israel og Trump som afgørende aktører
Israel har givet udtryk for, at landet ønsker at støtte kurdisk autonomi i Nordsyrien, hvilket Israel anser som en troværdig og mulig alliancepartner i kampen mod jihadisterne. Et svækket og decentraliseret Syrien vurderes at være til gavn for Israels nationale sikkerhed – hvilket står i skarp kontrast til Erdogans vision. Erdogans villighed til at forhandle med PKK skal derfor ses i sammenhæng med, om Erdogan ønsker at forhindre, at kurderne søger støtte hos rivaliserende magter.
Dette gælder ikke kun i Syrien, men også i de øvrige dele af Kurdistan, hvor kurderne er velorganiserede og har potentiale til at styrke deres kamp. Dette er formentlig en af hovedårsagerne til, at dele af det tyrkiske etablissement nu ønsker at genoptage dialogen med PKK for at finde en langvarig løsning med kurderne. De seneste fredsforhandlinger brød sammen i 2015 efter at Erdogan fik skubbet forhandlingsbordet væk.
Erdogans mål er ikke nødvendigvis at ændre Tyrkiets historiske fornægtelse af kurdernes eksistens, men snarere at sikre landets strategiske interesser – især ved at forhindre, at kurderne indgår alliancer med fjendtlige aktører. Nationalistiske kredse har længe advaret om, at Vesten allerede har destabiliseret Irak og Syrien, og at Tyrkiet kunne blive det næste mål, hvis landet ikke selv løser sin kurdiske konflikt.
Erdogan og Trump: Et taktisk forhold
Erdogan forsøger samtidig at tilpasse sin strategi efter Trump. Selvom Trumps Syrien-politik endnu ikke er fuldt ud kendt, står det klart, at han ikke ønsker at trække sig ud uden en plan – i modsætning til Bidens tilbagetrækning fra Afghanistan, som Trump betragtede som en pinlig affære for USA.
I dag er der omkring 1.000 amerikanske soldater i Syrien, som samarbejder med kurdiske styrker i kampen mod Islamisk Stat. Deres tilstedeværelse forhindrer både Tyrkiet og den nye syriske regering i at angribe kurderne og bidrager samtidig til Israels sikkerhed ved at begrænse Irans indflydelse i regionen.
Erdogan er klar over, at han ikke uden videre kan regne med opbakning fra kurdiske vælgere, hvorfor han på trods af sin manglende interesse indledte en ny fredsproces med PKK. Samtidig bruger han PKK til at tegne et fjendebillede. Han har i mange år brugt ”terrortruslen” til at styrke sit greb om magten, legitimere militære operationer i Syrien og Irak samt at aflede opmærksomheden fra indenrigspolitisk kritik. Mens han udadtil signalerer fredsinitiativer, fortsætter han med at få anholdt borgmestre og politikere fra oppositionspartiet CHP.
Erdogan har angiveligt spillet en væsentlig rolle i at arrangere et møde mellem Trump og Syriens selverklærede leder, Ahmed al-Sahaa Jolani, i Saudi-Arabien
Det kan virke åbenlyst selvmodsigende, at han på den ene side taler om fred med kurderne, mens han på den anden side underminerer demokratiet ved at forfølge den demokratiske opposition. Men Erdogan er kendt for at handle pragmatisk. Et tydeligt eksempel er hans skiftende retorik om PKK’s opløsning. I begyndelsen præsenterede han PKK’s beslutning som en sejr for sin regering – en afslutning på den langvarige ”terrortrussel”, der ifølge ham har hindret Tyrkiet i at blive en regional stormagt.
Som første skridt i en mulig aftale med PKK skulle regeringen inden sommerferien have indført en ny amnestilov, der også ville omfatte tusindvis af politiske fanger – især ældre og behandlingskrævende. Men loven er nu udskudt til efteråret. Det skyldes formentlig, at Erdogan i mellemtiden har opnået bedre forbindelser til Trump.
Erdogan har angiveligt spillet en væsentlig rolle i at arrangere et møde mellem Trump og Syriens selverklærede leder, Ahmed al-Sahaa Jolani, i Saudi-Arabien – et møde, der blandt andet førte til ophævelse af amerikanske sanktioner mod Syrien.
Et nyt magtspil i Syrien
Som følge af alt dette vil store dele af Syrien nu være under tyrkisk indflydelse – på trods af utilfredshed fra Netanyahu. Trump har gjort det klart, at han ikke ønsker en konflikt mellem Erdogan og Netanyahu i Syrien, men derimod et samarbejde. Det betyder, at Tyrkiet reelt kan få kontrol over det nordlige Syrien – med undtagelse af de kurdiske områder, imens Israel får indflydelse i den sydlige del af landet.
Trumps ovennævnte udmelding er for Erdogan en strategisk gevinst
Trumps ovennævnte udmelding er for Erdogan en strategisk gevinst. Han håber, at Trump snart vil trække de amerikanske soldater ud af Syrien, hvilket vil give ham mulighed for at eliminere det kurdiske selvstyre i regionen. Som modydelse lover Erdogan, at Tyrkiet – sammen med den nye syriske regering – vil overtage kontrollen med Islamisk Stats fangelejre og videreføre kampen mod terrororganisationen.
Erdogan føler sig nu styrket og hæver igen stemmen mod kurderne i Syrien. Han kræver, at de – som led i aftalen med PKK – også skal aflevere deres våben til den nye syriske regering. Dette nægter kurderne blankt. I denne sammenhæng er det vigtigt at nævne, at PKK’s opløsning er strategisk vigtig for det kurdiske selvstyre i Nordsyrien, da Erdogan ikke længere kan bruge PKK’s terrorstempling som påskud for de militære angreb.
Et broderskab på nye vilkår?
Trods Erdogans intentioner ønsker dele af den tyrkiske stat – især nationalistiske kredse – fortsat at forhandle med PKK. De mener, at tyrkere og kurdere har brug for at genopbygge deres alliance under parolen, det såkaldte ”broderskab mellem folkene”. Med dette begreb henviser de til historiske begivenheder: at det var kurdere, der i 1071 hjalp tyrkerne med at overtage Anatolien fra Det Byzantinske Rige, at tyrkere og kurdere levede fredeligt sammen i over 500 år under Det Osmanniske Rige, og at kurdere støttede Atatürks kamp mod de vestlige kolonimagter.
Men mange kurdere anser dette broderskab som noget, der altid har været defineret på tyrkernes præmisser – uden at give reelle fordele til kurderne. Derfor møder statens hensigter i dag fortsat stor skepsis. For kurdere har mistanke om, at Tyrkiets henvisning til en fælles historie primært handler om, at Tyrkiet forsøger at sikre egne interesser og national sikkerhed. Mange kurdere oplever, at det tyrkiske syn på broderskab er dybt forankret i en fælles sunnimuslimsk, tyrkisk identitet – en forståelse, som i den grad står i kontrast til, hvad kurdiske aktører drømmer om både politisk, kulturelt og ideologisk.
Især efter kampen mod Islamisk Stat i Syrien har kurdere i de seneste år opnået en større politisk bevidsthed, en regional autonomi og en betydelig international anerkendelse. Dette har medvirket til, at kurderne i dag har en anden opfattelse af sig selv som et folk og som nation. Mange ønsker ikke længere blot at blive anerkendt som en del af et religiøst fællesskab, men som et folk med egne rettigheder, sprog og politiske mål. Det rejser et centralt spørgsmål: Hvad skal være fundamentet for et nyt broderskab mellem to parter, der i dag står ideologisk langt fra hinanden? Hvor – og hvordan – kan de mødes?
Et nyt kapitel – eller blot en ny strategi?
PKK’s opløsning kan markere begyndelsen på en ny fase i den kurdiske kamp – en fase, hvor politisk organisering og internationale alliancer bytter plads med væbnet modstand. Men spørgsmålet er, om Tyrkiet overhovedet er villig til at møde kurderne på en demokratisk platform – eller om konflikten fortsætter i nye former.
Det centrale spørgsmål for mange kurdere er derfor ikke, hvorvidt PKK forsvinder – men snarere hvordan bevægelsens værdier og mål kan videreføres i en ny form
Mens PKK’s beslutning om at nedlægge våbnene og opløse bevægelsen er blevet mødt med international anerkendelse, har reaktionerne blandt kurdere været mere nuancerede – og ofte præget af en solid skepsis. Mange sætter spørgsmålstegn ved både timingen og betingelserne for beslutningen. Der hersker udbredt mistillid til den tyrkiske stats intentioner, og flere frygter, at PKK’s opløsning er sket uden tilstrækkelige garantier for kurdernes rettigheder og sikkerhed. Selv kritikere af PKK og dets væbnede kamp opfordrer nu bevægelsen til at genoverveje sin beslutning.
Er kurderne klar til en kamp uden PKK?
PKK har i løbet af sine 52 år udviklet sig til mere end blot at være en væbnet organisation. For mange kurdere fungerer PKK som en institution, der har udgjort en modvægt mod statslig undertrykkelse og assimilationspolitik. Bevægelsens ideologiske og organisatoriske netværk strækker sig i dag langt ud over Tyrkiets grænser og har opnået dyb forankring i kurdiske samfund verden over.
Særligt i lyset af den politiske usikkerhed i Irak og Syrien mener mange, at PKK stadig spiller en vigtig rolle. Hverken ezidierne i Sinjar eller det kurdiske selvstyre i Rojava ville have overlevet uden PKK’s tilstedeværelse. Trods bekymringerne, er der også en vis forsigtig optimisme. Mange kurdere ser positivt på, at PKK ønsker at transformere sig fra en militant bevægelse til en mere politisk og social bevægelse Men ønsket er, at denne transformation sker under nye rammer – fx gennem dannelsen af et nyt politisk parti, der kan videreføre PKK’s ideologiske arv på en demokratisk platform.
Det centrale spørgsmål for mange kurdere er derfor ikke, hvorvidt PKK forsvinder – men snarere hvordan bevægelsens værdier og mål kan videreføres i en ny form, der både kan skabe international legitimitet og sikre kurdernes rettigheder lokalt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og