FILM // FESTIVAL – Igen i år byder POV på en ekstensiv dækning af filmfestivalen CPH:PIX. Over de fem dage, festivalen varer, vil der hver dag være en ny tema-artikel med afsæt i et udvalg af festivalens film. Første dag handler det om skandaler, sex og død, skriver POV’s filmredaktør Frederik Bojer Bové.
CPH:PIX har altid været gode til at vise det skandaløse, det provokerende, det tabubelagte. Det har festivalen også gjort i år, hvor en af tre sektioner hedder The Wild Side. Der er da også altid godt salg i det emne, så jeg valgte at dykke ned i det emne i første artikel.
Fire film behandler det skandaløse på meget forskellige måder. Der bliver f.eks. lavet et mesterværk ud af at skandalisere det fine rumænske samfund, mens en tysk film omvendt skildrer kapitalismes skandaler så normaliseret, at det bliver komisk.
After Blue (Bertrand Mandico)
Fransk film er altid leveringsdygtig i provokerende film. For tyve år siden talte man om “New French Extremity”, men det har nu varet så længe, at det ikke kan kaldes for nyt længere.
De seneste par år har der været en ny-ny-bølge af lignende film. Bertrand Mandico var den måske mest lovende instruktør derfra. Han er dog nok rimelig klart blevet overhalet af Julia Ducournau, hvis efter sigende ret så provokerende Guldpalme-vinder Titane får dansk premiere netop nu. After Blue havde aldrig vundet en Palme. Men Mandico er stadig helt særlig.
After Blue er en art sci-fi film. I fremtiden er menneskeheden rejst til en anden planet, hvor kun kvinder kan overleve (eller “æggestokke-havere”, som filmen så smukt kalder det). Her møder vi teenageren Roxy, der en dag på stranden finder en kvinde begravet i sand til halsen. Da den mystiske kvinde bliver gravet op, hiver hun en pistol frem og skyder tre andre kvinder, hvorefter hun stikker af. Så nu må Roxy ud at jage rundt på den mystiske planet.
Alt er glidende, udlydende, løst defineret hos Mandico. Hvilket nærmest er det modsatte af den gamle bølges kontante sex-fiksering
After Blue viser, at den nye “French extremity” ikke er din fars “French extremity”. Bølgen har ændret visuel stil. De gamle film skabte opmærksomhed med en nærmest hardcore pornografisk fremstilling af sex. Der var nøgne kroppe, filmet klinisk og gerne et enkelt glimt af penetration eller to.
Den nye bølge er langt mere inspireret af softcore-æstetikker. Blandt Mandicos fantastiske kortfilm – hvoraf flere kan ses på MUBI – findes biopic’en Boro in the Box om den polske softcore-instruktør Walerian Borowczyk, og da hans kollega Yann Gonzales lavede en film om halvfjerdsernes pornomiljø, var det særligt deres sans for at være “silly and innocent” , han forsøgte at fange. Det er halvfjerdser-erotikkens sprog med den cheesy musik og vaselinen på kameraet, som den nye stil dyrker.
Alt er blødt i After Blue. Kvindekroppene er filmet i halvfjerdserlys, og der er bløde overgange mellem de mange flader af neonlys, så det blå, det røde og det grønne nærmest glider over i hinanden. Kroppenes kurver er bløde og oplyst af varmt lys. Og identitet er flydende, konstant til forhandling, mens særligt Roxy forsøger at finde ud af, hvem hun er.
Den flydende identitet er også særligt Mandico’sk. Hans debut langfilm The Wild Boys, der har været månedens film i Cinemateket, handlede om fem unge drenge, der på en mystisk ø begyndte at skifte køn. En eller anden frugt gjorde, at de fik bryster, og deres penisser faldt af. De blev også alle spillet af kvindelige skuespillere. Alt er glidende, udlydende, løst defineret hos Mandico. Hvilket nærmest er det modsatte af den gamle bølges kontante sex-fiksering.
Det er fascinerende. Jeg er dog ikke sikker på, at nogen Mandico-film behøver at vare 130 minutter. Og der er ikke helt lige så meget gang i den, som der var i The Wild Boys. Og som nævnt er Mandico blevet overhalet indenom af Ducournau. Men han understreger stadigvæk, at han er en af de mest interessante og spændende yngre franske instruktører lige nu.
Bad Luck Banging or Loony Porn (Radu Jude)
Radu Jude er ikke længere bare “interessant” eller “spændende”. Da Bad Luck Banging vandt Guldbjørnen i år, blev han endegyldigt kåret som en af de pt. største filmkunstnere i Europa. Og filmen lever heldigvis op til det. Det er et hovedværk, en unik og anderledes film, der samtidig også føles som en mere tilgængelig udgave af de eksperimenterende hybrid-film, Jude har lavet de sidste par år.
Jeg skrev en stor artikel om Jude, da han vandt sin bjørn. Han er kort fortalt blevet den helt store rumænske provokatør, den sublime skildrer af landets skandaler. Dog fortrinsvis de historiske. Hans seneste film har kredset om historiske forbrydelser og kulminerende med den tre timer lange The Exit of the Trains, om den måske største forbrydelse i rumænsk historie: Det rumænsk ledte massemord på jøder i byen Iasi i 1941. Med Bad Luck Banging bevæger Jude sig op til nutiden og hen imod en mere generel skandale: Et lækket sextape, der skaber ravage på en rumænsk skole.
Men Bad Luck Banging er stadig en eksperimenterende opbygget film. Vi starter med at se det ekstremt eksplicitte sextape – så er vi ligesom chokeret fra start. Herefter skildrer filmens første del båndets hovedperson, skolelæreren Emi, mens hun vandrer rundt i Bukarests corona-tømte gader. Der sker ikke ret meget, hun ordner dagens gøremål, indtil hun skal til konference på skolen om det skandaløse bånd. Men kameraet registrerer dagligdagen i Bukarest, hvor spændingerne lurer lige under overfladen.
Vi ser i medierne ofte kampen som et clash mellem øst og vest, mellem EU og højrefløje i østeuropæiske lande. Men Judes helte er ikke vesterlændinge
Filmens andel del er en art leksikon med en hel masse klip ordnet alfabetisk. Under “Hæren” får vi at vide, at den rumænske hær har støttet hver eneste af landets diktaturer. Vi får at vide, at “blowjob” er det mest søgte ord i den rumænske online encyklopædi (det næstmest søgte er “empati”).
Jude leverer et arkiv om historiske fænomener – om sex i Rumænien, små anekdotiske betragtninger. Han forklarer også, hvor vigtigt det er for kunsten at skildre de mest horrible ting, for de er for forfærdelige til, at vi kan se dem uden kunstens formildende lag. Det føles til sidst nærmest som et manifest fra Judes egen hånd.
Men derefter får resten af samfundet lov til at komme til orde. Tredje del skildrer forældremødet, der holdes ude i gården af Covid-grunde, og hvor en række karakterer anklager læreren for amoralsk og skandaløs optræden, mens hun forsvarer sig med, at hun bare har haft sex med sin mand, og at det ikke er hendes skyld, det er blevet delt.
Efterhånden bliver det nærmest en meget større kulturkamp. Der er en præst, der er militærfolk, der er politiske højreorienterede. Efterhånden bliver Emis undervisning også angrebet; hun “indoktrinerer” børnene om Holocaust, hun tager måske endda imod penge fra George Soros! Hun underminerer rumænsk historie, hun spreder LGBT-ideologi, og hun deler tekster af kommunister. Det lyder efterhånden lidt som noget, vi kender fra nyhederne.
Kampen om østeuropæisk kultur, særligt i Ungarn og Polen, fylder ret meget i medierne. Bad Luck Banging handler klart også om den kamp.
Men det er her, at kunsten tilbyder noget særligt. Vi ser i medierne ofte kampen som et clash mellem øst og vest, mellem EU og højrefløje i østeuropæiske lande. Men Judes helte er ikke vesterlændinge! Emis undervisning kredser om forfattere som Isaac Babel, en jødisk forfatter fra Odessa ved Sortehavskysten, der ikke er så vanvittigt langt fra Rumænien/Moldova. Judes tidligere film, Scarred Hearts, var også baseret på tekster af forfatteren Max Blecher, der ligeledes var en jødisk forfatter, der opholdt sig meget ved Sortehavet.
Bad Luck Banging er et manifest. En filosofi. Den beviser endegyldigt, at Radu Jude er en af Europas vigtigste kunstnere
Kort fortalt er Judes kosmopolitanske kultur specifik østeuropæisk. Den er tværkulturel og moderne, men inspireret af jødisk kultur, kulturblandingerne i havnemiljøerne omkring Sortehavet, generelle kulturstrømninger, som også er en del af den østeuropæiske historie. Radu Jude etablerer sig selv som en af de strømningers vigtigste moderne arvtagere.
Bad Luck Banging er et manifest. En filosofi. Den beviser endegyldigt, at Radu Jude er en af Europas vigtigste kunstnere. En af Europas vigtigste tænkere. Hans filmografi hidtil er et unikt historisk værk, og hans seneste er dels en skandaløst underholdende crowdpleaser, men samtidig også en polyfon diskussion om, hvilken vej Rumænien skal bevæge sig fremover. Bare med flere blowjobs.
To Kill the Beast (Agustina San Martin)
Der er et bæst i denne argentinske film, men jeg har en smule svært ved at forklare, hvad det er for et bæst. Da vi for første gang ser et glimt af det, syntes jeg, at det lignede en art luffe, men den var placeret lidt sært, og måske skulle det forestille at være et rumvæsen? Det viste sig, at det var nærbilledet af et øre, og bæstet er såmænd en ko. Men åbenbart en meget farlig ko.
Jeg læste for nylig Lilian Munk Rösings bog Hvorfor skider bjørnen i skoven om en anden provokerende og skandaløs instruktør, nemlig Lars von Trier. Hun bruger undervejs et begreb fra teoretikeren Julia Kristeva: Et “abjekt. Et objekt eller en ting, som er: “out of place” og vækker en forargelse med undertoner af både tiltrækning og afsky“. Jeg forsøger at bruge få teoretiske termer, men jeg kan ikke på nogen bedre måde at beskrive, hvordan To Kill the Beast bruger sit bæst. Egentlig er det bare en ko, men den bliver behandlet som et ‘abjekt’. Dermed bliver den nærmest et symbol på alle andre ting, der egentlig er helt naturlige, men som bliver gjort til abjekter. Som f.eks. lesbiske.
Argentina er et fantastisk filmland, og der er som regel argentinske film i PIX-konkurrencerne. Og selvom To Kill a Beast ikke er dårlig, så plejer de argentinske film gerne at være bedre
To Kill the Beast kunne sagtens være blevet vist på MIX, den minder rigtig meget om Forgotten Roads, som jeg netop har skrevet om. Filmens hovedperson er den unge Emilia, der ankommer til grænselandet mellem Argentina og Brasilien for at lede efter sin bror, der er forsvundet i junglen. Måske er det ham, der er blevet til en ko? Det er jo i hvert meget “abjekt”-agtigt, hvis det er en menneskeko. Den korte film har ikke meget plot, men der ledes efter det her bæst, og samtidig må Emilia navigere en tiltrækning til en anden kvinde på det hostel, hvor de bor.
Det er, som man måske kan fornemme, en meget symbolsk film. Det mest særlige er landskabet, den vilde natur, det ekstreme lag af tåge, der ligger over den lille landsby. Til tider glider kameraet væk fra personerne, som vi stadig kan høre, alt imens billedsiden glider rundt blandt træer og blade. Det er meget smukt, men det føles også mere minimalistisk, end godt måske er.
Bæstet kommer til at symbolisere mangt og meget, fra homofobi over de generelle mørke ting i argentinsk historie – det kan ikke undgås, når der laves film om folk, der er “forsvundne” – hvilket gør det en smule vagt i sidste ende.
Argentina er et fantastisk filmland, og der er som regel argentinske film i PIX-konkurrencerne. Og selvom To Kill a Beast ikke er dårlig, så plejer de argentinske film gerne at være bedre.
Bloodsuckers (Julian Radimaier)
Hvis bæstet i To Kill a Beast er udefineret, så er pointen med uhyrerne i den tyske film Bloodsuckers skåret så meget ud i pap, at det er komisk.
Filmen åbner med en marxistisk læsekreds, der diskuterer et sted, hvor Marx beskriver kapitalisten som en blodsuger, der suger alt blod ud af arbejderne. Den ene spørger, om det så betyder, at det er den lokale fabriksejer, der står bag de vampyr-lignende bid-angreb, der har fundet sted i området? Gruppen bliver enige om, at Marx bare mente det metaforisk, og at kapitalister ikke rigtigt drikker blod. Men passer det?
Der er ingen, der ser et eksempel på kapitalistisk udbytning og tænker, at det virker “out of place”. Det er jo bare hverdag.
Kapitalister er blodsugere, der suger blod. Der er ikke så meget pjat med den pointe. Til gengæld er der pjat med stort set alt andet i Bloodsuckers. For det første er plottet en del mere komplekst og kredser om en russisk flygtning, der er kommet i klemme hos Stalin, fordi han spillede Trotskij i Sergej Eisensteins film Oktober (1927). Han spilles i øvrigt af den georgiske instruktør Alexandre Koberidze, der også har en film på årets festival.
Og filmen skal forestille at foregå i sluttyverne, hvilket nok tager lidt tid at fange, eftersom det højst er halvdelen af scenografi og kostumer, der rammer en tyver-stil. F.eks. ser man i et tidligt klip en ung mand, der pludselig hiver en skrigrød dåse Coca-Cola frem til et middagsselskab.
Hvorfor er plot og stil så mærkeligt? Hvorfor spiller skuespillerne bevidst toneløst? Man kunne sige, at det virker ret Brecht’iansk – at det er fordi, det skal virke fremmedgørende, så vi ikke bare lader os rive med, men tænker over tingene. Men omvendt er filmen vidunderligt afdæmpet og medrivende, så efterhånden vænner man sig bare til det. Hvad er pointen med det?
Jeg tror, pointen er den præcist modsatte end den, der laves i To Kill a Beast. Filmen skildrer kapitalisme karikeret som den mest horrible ting nogensinde. Så filmens emne burde altså være et “abjekt”. Men det er det jo ikke. Der er ingen, der ser et eksempel på kapitalistisk udbytning og tænker, at det virker “out of place”. Det er jo bare hverdag.
Det er for mig den helt særlige pointe ved Radimaiers film. Den håndterer det skandaløse på en helt anden vis end de andre tre film. Det er en fascinerende pointe. Det gør også filmen særdeles medrivende og på sin egen lavmælte måde ultrakomisk.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
