MUSIK // ANMELDELSE – Albummet ’The Golden Hour’ illustrerer musikhistorie på smukkeste vis. Den ’nye’ italienske stil, der bryder frem i slutningen af 1600-tallet, møder den mere indadvendte franske tradition. Violinen møder gamben, og en anderledes ekvilibristisk musik fødes ud af dette ægteskab. Alpha Classics præsenterer kammermusik på nyt album, der gnistrer.
Nogle anmeldelser er sværere at skrive end andre. Ofte kan man pege årsagen ud; man bryder sig ikke om indspilningen, man er ikke vild med musikken, hvis det er et sammensat program, kan man være irriteret over temperamentsskift eller ujævnhed blandt værkerne.
Denne anmeldelse har voldt mig store kvaler, for slet ingen af de nævnte grunde har været i spil, men noget fungerede ikke for mig, og det har derfor krævet ekstra tid at lytte sig ind på albummet. Og tid er som regel en faktor i moderne anmelderi; det skal være aktuelt, helst på udgivelsesdagen osv.
Men jeg har brugt fire måneder på at tilegne mig denne indspilning, for jeg fornemmede, at det var et glimrende album, helstøbt i sin tilrettelægning og dadelløst i sin udførelse. Det var mig, der var problemet – jeg havde noget med hjemmefra, som man siger, og det tog mig så fire måneder at lægge mine uvaner fra mig.
Goûts Réunis
Ægteskabet mellem den franske og den italienske stil omkring år 1700 lyder som regn og sol, som intimitet og sorgløshed, som samtaler om vægtige emner og lattermilde melodier, der snurrer i hovedet længe efter endt lytning.
Første halvdel af 1700-tallet var en transitionstid, hvor barokken langsomt forvandlede sig til nye udtryk båret af andre idealer, i det mindste hvis vi betragter musikhistorien særskilt, og i denne overgangstid opstod der i Frankrig et nyt greb, der blandede den traditionelle franske stil med den nye italienske; “Goûts Réunis” kaldes ægteskabet mellem fransk følsomhed og italiensk ekvilibrisme.
Det er også samtidigt et solnedgangskapitel for den i Frankrig foretrukne og dominerende viola da gambe og omvendt en solopgang for violinen som hovedinstrument.
Den nye generation af franske komponister lod sig inspirere af den voldsomt populære italienske stil, med oprindelse særligt i Corellis kompositioner, der havde spredt sig ud over hele Europa som en veritabel musikstorm, hvor violinens vægt med ét var blevet central.
Generationen bestod af bl.a. Jean-Féry Rebel, Louis-Antoine Dornel, Joseph Bodin de Boismortier, Jean-Marie Leclair og François Francœur, og alle disse er repræsenteret på det nye album ’The Golden Hour’ fra det spændende franske pladeselskab Alpha Classics.
Kammermusikanter
To franskmænd og en canadier har fundet sammen om at realisere et album dedikeret til lyden af dette ægteskab, denne sammensmeltning af fransk tradition og italiensk ekvilibrisme, og det er der kommet et meget vellykket album ud af.
Især har jeg stor veneration for Lucile Boulangers gambespil, som er sublimt og i verdensklasse, men hun er også flankeret af velkvalificeret musiceren. Simon Pierre, som agerer den nye stemme fra Italien, gør det godt og skaber rum til de to instrumenters forskellighed, og bag dem lægger Oliver Fortin det fineste tonespindel fra cembaloet.
Værkerne er sonater for gambe, violin og cembalo og udgør derved i en vis forstand forløbere for klavertrioen, der snart blev den foretrukne form for kammermusik sammen med strygekvartetten, som især udvikles i de tysktalende dele af Europa i årene, der følger Goûts Réunis. Det er så at sige barokkens svanesang, der er indfanget på albummet, og tonen er da også fuld af en inderlig skønhed, der snart ville blive opfattet som håbløst umoderne.
Den franske solnedgang
Men lyt fx til Leclairs to mol-sonater Op. 4 og Op. 13 (som begge er arrangementer af sonater for to violiner; men det er så elegant gjort, at man nærmest ikke kan høre det). Det er musik skrevet i 1732 og 1753, og alle værkerne på albummet ligger i spændet mellem barok og senbarok med kun et strejf af det nybrud, der venter forude, hvor rokoko danner bro til det, vi i dag kalder wienerklassikken.
Lyt også til Boismortier, der måske i dag er mindre kendt, men som i sin samtids Frankrig var en meget populær og produktiv komponist, der som en af de første kunne leve af at publicere sin egen musik. Hans Sonate for violin og gambe Op. 50 nr. 6, som udkom i 1734, giver et glimrende eksempel på hans lethed og evne til at skrive smukke melodier.
Lidt tidligere eksempler på den nye franske lyd repræsenteres ved sonater for samme ensemble af Dornel og Rebel, sidstnævnte en af mine favoritkomponister fra perioden, og deres musik har tydeligere en stærk forankring i barokken.
Jeg kendte ikke Dornel i forvejen (han er uden sammenligning albummets mest ukendte), og hans tone minder mig i høj grad om generationen før, bl.a. Sainte-Colombe og Marin Marais, som de fleste stiftede bekendtskab med gennem den vidunderligt kulørte og sanserige film Alle morgener på jorden fra 1991.
Endnu én af periodens i dag mindre kendte komponister, François Francœur, som i sin tid var en stor og indflydelsesrig herre (sammen med sin gode ven Rebel sad de tungt på musikscenen), har skrevet en helt vidunderlig sonate for denne nye konstellation, som vidner om hans yndlingsfelt som komponist. Han skrev operaer, og hans sans for arien skinner tydeligt igennem i hans Sonate i E-dur fra 1733.
En anmelders pligt
Der har hen over sommeren været fokus på anmelderi anno nu, og den glimrende artikelserie i ATLAS Magasin skrevet af Kamilla Löfström og Katrine Marie Guldager med fokus på litteraturkritik (eller mangel på samme) har fået mig til at tænke videre over det at anmelde. Noget, jeg allerede har tænkt meget grundigt over.
det er musik så fuld af den særlige sans for arien, for melodien, som franskmændene opdyrkede i første halvdel af 1700-tallet
Jeg besluttede for længst, da jeg i sin tid i det små begyndte at anmelde, at jeg kun ville anmelde noget, jeg kunne sige noget overvejende positivt om – resten ville jeg lade ligge – men artikelserien fik mig til at forstå, at det også er vigtigt indimellem at tilegne sig noget, som umiddelbart støder dig væk, ja, faktisk er det en pligt, hvis man ønsker at være anmelder.
Og det var præcis i denne kattepine, jeg var havnet med dette album – der var mange ting, jeg umiddelbart kunne sige noget positivt om, men jeg havde det supervanskeligt med klangen af violinen og havde derfor stor ulyst til at lytte i begyndelsen. Men jeg følte også, at det var mærkeligt og uretfærdigt, hvis jeg lod dette vilkår afgøre, om jeg skulle anmelde albummet.
Så derfor tog det mig godt fire måneder – men nu kan jeg med sindsro og efter utallige gennemlytninger skrive: Det er en fremragende udgivelse. Kammermusik udført med dyb indlevelse i musikken – og det er musik så fuld af den særlige sans for arien, for melodien, som franskmændene opdyrkede i første halvdel af 1700-tallet, og som stadig ligger dybt i deres musiktradition, og jeg kan (efter at have tilegnet mig violinens klang) uden at lyve give dette album min allervarmeste anbefaling!
Klik dig videre til flere musikanmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og