FILM // FESTIVAL – Der er to slags festivaler. Dem, der bare skal vise de bedste film, og så dem, der er mere emne-baserede. Men betyder det så, at kvaliteten er lavere? Frederik Bojer Bové har set nærmere på to af de film, som festivalen MIX Copenhagen, der viser film til LGBTQ+-miljøet, kalder for “ekstraordinære”.
MIX Copenhagen er ikke sat i verden for at vise de bedste film. Det er et faktum, som folk muligvis fik galt i halsen for et par år siden, da festivalen meldte ud, at de ikke længere ville vise film, hvor cis-skuespillere spillede trans-kønnede.
“Men handler det da ikke om hvilken film der er bedst?” Nope. At vise film udvalgt efter neutrale kvalitetskriterier, det er PIX og DOX, som bør gøre det. MIX er en frivillig forening, der viser film til et LGBTQ+-miljø, så man kan ikke klandre dem for at udvælge film ud fra publikums interesser.
Men hvad gør det så ved ting som æstetik og filmisk kvalitet? Det ville jeg godt kigge nærmere på. Jeg kastede mig derfor over de nominerede til festivalens Lili-pris, der gives til “ekstraordinære film, der udfordrer eksisterende køns- og seksualitetsnormer”. Er de ekstraordinære og udfordrende film? Eller er deres indhold bare udfordrende? Eller hænger de to ting sammen?
Der er et opgør ikke bare med den politiske fortid, men også de underliggende kulturelle problemer som f.eks. patriarkalisme og mandschauvinisme
Det skal dog siges, at jeg desværre har været i perifer kontakt med en corona-smittet, og derfor har holdt mig væk fra biografer under festivalen. Jeg kunne derfor kun skrive om to af filmene, som det lykkedes mig at skaffe link til. Men de to film giver alligevel forskellige vinkler på problematikken.
Forgotten Roads (Nicol Ruiz Benavides, Chile)
Den chilenske film Forgotten Roads understreger meget godt et problem, som MIX har for tiden. Den er ret så fremragende, og den udfordrer helt bestemt eksisterende normer i Latinamerika. Men den gør det lidt på en måde, som så mange andre latinamerikanske film også gør. Her er min tanke dog mere, at det er PIXs problem snarere end MIXs. De har mistet en debut-film, som virkelig havde gjort deres konkurrence ære.
Filmen er kort, og plottet er meget enkelt. Da Claudinas mand dør, flytter hun væk fra sit tomme hjem og ind hos sin datter. Her møder hun naboen Elsa, og de to indleder et stilfærdigt forhold. Da Claudina begynder at tage til et hus inde i byen, hvor der er plads til queer-miljøet, begynder rygterne dog at spredes. Og hov, fik jeg fortalt at der også er UFO’er, og at deres ankomst har betydet opblomstringen af en masse religiøse sekter?
Twistet med UFO’erne lyder måske mærkeligt, men det er ganske tidstypisk for latinamerikansk kultur. Denne uge bragte The Guardian en artikel om, hvad de kaldte en “gothic” bølge. Dunkle elementer fra horror og thriller-film breder sig i latinamerikansk fiktion, og jeg kan tilføje, at det også ses i mange af kontinentets film. The Guardian mener, det bunder i generelle dunkle fremtidsudsigter i en region, der aldrig rigtigt fik taget opgøret med arven fra de fortidige diktaturer, og hvor autokrater måske er på vej tilbage. Når ikke man kan se en vej frem, så bliver det nærliggende at trække på f.eks horror-genren.
En film som Forgotten Roads kan dog godt se en vej frem. Eller den har i hvert fald en klar diagnose af problemet. Filmen skriver sig også ind i en bølge af, hvad jeg vil kalde anti-machismo-film, der dels har resulteret i stærke LGBTQ+-film som Sidste nat i Caracas og The Heiresses (der begge kan ses på dansk streaming) men også stærke portrætter af cis-hetero kvinder som Gloria og Aquarius. Der er et opgør ikke bare med den politiske fortid, men også de underliggende kulturelle problemer som f.eks. patriarkalisme og mandschauvinisme, der stadig fylder meget i regionen.
Der er altid en frygt for, at tingene kan blive meget meget værre for folk i denne lille chilenske landsby, især for dem, der ikke passer ind
De to ting mærkes så tydeligt i Forgotten Roads, at jeg nærmest vil kalde den eksemplarisk. Der er en langsommelig og afdæmpet ro, der passer godt til Claudina og hendes lavmælte opgør med omgivelserne. Hun bevæger sig ikke så stærkt, råber ikke så højt. Men derfor er hun stadig stærk og udfordrende. Filmen er ligeledes smukt lavet, fyldt med dels smukt komponerede billeder af Claudina alene i for store rum, dels flotte håndholdte bevægelser rundt med karakterne. Og så er tålmodigheden også en styrke, for når pludselig vi bliver lukket inde i det store hus, virker det æstetiske skift også som en kæmpe frisættelse for publikum.
Vi får aldrig nogen forklaring på UFO’erne. De glimter bare for folk, virker først og fremmest truende. Som om der altid er en frygt for, at tingene kan blive meget meget værre for folk i denne lille chilenske landsby – især for dem, der ikke passer ind i flertallet. Men så meget desto mere grund til at insistere på at finde lidt skønhed og glæde, mens man kan. Det formår filmen i sidste ende, samtidig med den på opfindsom vis æstetisk bearbejder regionens problemer. Og ja, udfordrer dem.
Nico (Eline Gehring, Tyskland)
Den tyske film Nico er lidt omvendt. Hvor de udfordrende elementer i Forgotten Roads er det, som gør den nærmest eksemplarisk, så er det omvendt det, der får Nico til at skille sig lidt ud, hvor dens æstetik ellers indtil da har været ret genkendelig.
F.eks. ender startscenen med en ret finurlig visuel komposition. Et billede af en bilrude med filmens navn placeret sådan lidt for meget til højre, hvor der er lidt tomt i venstre side, indtil hovedpersonen Nico i vrede tværer en donut ud på ruden og dermed får billedet til at balancerer. Sjovt. Men desværre også en idé, jeg så udført med en græskarlygte dagen forinden i børnefilmen Forsvundet til Halloween, som bestemt er hverken ekstraordinær eller udfordrende.
De næste scener er også ret velkendte. Det er små dokumentariske scener, hvor Nico passer sit job som hjemmeplejer og hænger ud med sin veninde. Små, nærmest sketch-agtige sekvenser, der tit tager en lidt overraskende pudsig drejning. Som når Nico og veninden, der begge lader til at have tyrkisk baggrund, ser to kvinder med slør og har en lille diskussion om konservatisme, indtil de passerer de to tilslørede kvinder og hører, de er i gang med at diskutere dildoer. Sjovt og overraskende!
Det er ikke nemt for de to kvinder at opnå intimitet med en hverdag præget af angst, mistro og manglende rettigheder
Det bliver bare lidt mindre sjovt et par scener efter, da en lille hændelse udvikler sig mindst lige så overraskende, og Nico bliver udsat for en racistisk hate crime. Til gengæld er det ekstremt stærkt og æstetisk fremragende lavet. Vi er vandt til de her små hverdagsscener, og hvordan der kan ske hvad som helst, og så pludselig bliver det helt forfærdeligt.
Den dokumentariske stil fortsætter, men nu handler det om Nicos forsøg på at komme sig efter overfaldet. Hun går til karate, hun er utryg i hverdagen, hendes bånd til omverdenen lider skade. Derudover møder hun en ung engelsk-talende kvinde i et tivoli, og de to nærmer sig stille og roligt hinanden. Men det er ikke nemt for de to kvinder at opnå intimitet med en hverdag præget af angst, mistro og manglende rettigheder.
Jeg tror, jeg har set alle de filmiske virkemidler i Nico før. Men aldrig med det politiske indhold, aldrig som led i at fortælle en historie om minoriteters liv i en verden, hvor ubehageligheder aldrig er helt på afstand. Og det er ret øjenåbnende, hvor stærkt de her æstetiske midler virker, når de kobles til det her indhold. Det føles det meste af tiden friskt igen.
Det kræver mere kamp, koncentration og mentalt arbejde bare at være i verden, hvis man mangler majoriteternes privilegier
Der er flere æstetiske idéer, der i sammenhængen føles friske. Mens Nico bliver overfaldet, ser hun konturerne af et forbipasserende tog – et nærmest abstrakt billede, der gentages flere gange. Særligt når Nico kommer i nærheden af en togbane. Det er et smukt billede af, hvordan verden kan indskrænkes af et traume, hvordan der skabes nye psykologiske forbindelser, og hvordan det kræver mere energi og kamp at være i verden.
For det er i sidste ende, hvad Nico handler om. Hvordan det kræver mere kamp, koncentration og mentalt arbejde bare at være i verden, hvis man mangler majoriteternes privilegier. Det er en pointe, der passer perfekt til MIX. Og selvom æstetikken kunne ses andre steder, så fungerer den særligt stærkt med den pointe.
Jeg er så priviligeret, som man overhovedet kan være, mere eller mindre. Jeg kan derfor sidde i god ro og mag og vurderer MIX-film efter deres æstetiske styrke uden at forbinde det til noget i mit eget liv. Men jeg må bare sige, at også fra det udgangspunkt kan Lili-filmene noget særligt. Bare ved at være MIX på egne MIX-principper har festivalen en særlig rolle at spille i det danske filmmiljø.
MIX har i år lanceret eget streamingsite, så begge film kan ses på festivalens egen hjemmeside.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
