FILM // INTRODUKTION – Den rumænske instruktør Radu Jude har været massivt produktiv de seneste seks år, og det er netop kulmineret med en Guldbjørn for hans nye film Bad Luck Banging or Loony Porn. Frederik Bojer Bové har fulgt instruktørens film i Cinemateket, på filmfestivaler og på streamingtjenester de seneste år, og giver her en introduktion til et helt unikt filmisk projekt. Om Historie, nationalisme og propaganda.
Måske er det lettest at forklare den rumænske instruktør Radu Jude med udgangspunkt i et af hans mindste værker. The Marshall’s Two Executions fra 2018 er blot ti minutter lang, og består udelukkende af klip fra to skildringer af samme begivenhed: Henrettelsen i 1946 af marskal Ion Antonescu, der var leder af Rumænien under Anden Verdenskrig, hvor Rumænien var allieret med nazisterne og udrensede jøder med så meget energi, at det ifølge Hannah Arendt chokerede selv tyskerne.
Dels ser vi et smalfilmsklip fra 1946, sort/hvid dokumentarisme. Dels ser vi klip fra filmen Oglinda af Sergiu Nicolaescu, en kontroversiel film fra 1993, der skildrer henrettelsen med patos, orkestermusik og et ‘Leve Rumænien’ som sidste ord.
Den lille film indkapsler dobbeltheden hos Jude. Dels vil han skildre Rumæniens virkelige fortid, i al sin gru, men dels er han optaget af det blik, rumænerne selv har kastet på det. Hvordan kunne man dog lave en glorificering af Antonescu i 1993? Og hvordan kan man egentlig snakke om den komplekse historie for et land, der består af så mange forskellige områder og befolkninger, og som sådan set ikke har eksisteret så forfærdeligt længe?
De spørgsmål har Radu Jude behandlet i spillefilm, dokumentarfilm og hybrider af de to genrer. Han har brugt pastichestil til at genskabe fortiden, baseret film på arkivmateriale, og brugt teatralske rekonstruktioner. Efterhånden er det blevet virkelig komplekst. Men det startede ganske muntert, med noget så tillokkende som en slags western.
Aferim! (2015)
Jeg havde aldrig hørt om Radu Jude inden Aferim! havde verdenspremiere i konkurrence på Berlin Filmfestivalen i 2015. Han havde lavet to film inden da, The Happiest Girl In The World i 2009 og Everybody In Our Family i 2012, men det gav et øjeblikkeligt gennembrud da kritikerne fik Aferim! at se. En simpel sammenligning: Det lykkedes Radu Jude at få lavet én film hvert tredje år inden da. Han har lavet i gennemsnit én om året siden da…
Aferim! er sort/hvid, og er nærmest en western-pastiche. Den foregår i 1800-tallet, før der overhovedet var noget, der hed Rumænien, på sletterne i Valakiet, teknisk set vist stadig en del af det osmanniske rige, men under russisk beskyttelse, og fyldt med alle mulige folkeslag. Russere, ungarere, jøder, romaer, der er ikke ret mange, der føler sig sådan reelt rumænske. Filmens hovedpersoner, to gendarmer på jagt efter en bortløben slave, rejser rundt som repræsentanter for en ordensmagt, der nærmest overhovedet ikke eksisterer.
Som historisk film er Aferim! nærmest ubrugelig. Dens historiske virkelighed er så kaotisk, at det er umuligt at forstå. Men det er også lidt meningen. Den skildrer lige præcis en tid og et sted, Valakiet i starten af 1800-tallet, hvor alt føles i opbrud. Og dens postmoderne genrepastiche føles på samme måde, som om den kan være alt på én gang. Det er en bemærkelsesværdig film. I bakspejlet lidt en bagatel. Dengang en kæmpe overraskelse, der skaffede Jude en Sølvbjørn for Bedste Instruktør.
Scarred Hearts (2016)
At man virkelig skulle holde øje med Jude blev tydeligt, da han allerede året efter var klar med en ny film: Den langt mere vægtige Scarred Hearts, der havde premiere på filmfestivalen i Locarno, hvor den vandt Juryens Specialpris.
Scarred Hearts minder på visse punkter om Aferim! Igen er det en historisk film, igen handler det om en underbelyst del af rumænsk historie, og igen er billedsiden pastiche-præget. Filmen foregår hovedsagligt på et sanatorie i sluttrediverne og startfyrrerne, og filmens billedside forsøger at fange farverne fra de tidligste farvefotografier. Resultatet er helt unikt, det er som at se fortiden vakt til live på en langt mere opslugende måde end i de fleste historiske film.
Scarred Hearts er historisk film, med en hovedperson som intet historisk kan udrette. I stedet kan han opleve det.
Det handler om at skabe en verden langt mere end at fortælle en historie. Filmens hovedperson er inaktiv som sjældent set i en film. Scarred Hearts bygger på historien om den jødiske forfatter Max Blecher, der havde en sjælden form for knogletuberkulose. Filmens hovedperson hedder dog Emmanuel, men filmen klipper citater fra Blechers romaner ind undervejs, så det er en meget tydelig kobling, der laves.
Emmanuel bliver indlagt på et sanatorie, bliver helt viklet ind i gips, og tilbringer resten af filmen i liggende tilstand. Herefter diskuterer han alt mellem himmel og jord, fra de bedste reklameslogans og til den politiske situation i sluttredivernes Rumænien, hvor den fascistiske jerngardist-bevægelse får mere og mere indflydelse.
Scarred Hearts er en historisk film, med en hovedperson som intet historisk kan udrette. I stedet kan han opleve det. Baseret på Blechers egne skrifter er det en historisk film, der kaster et udfordrende blik på det gængse historiske narrativ. For de rumænske jøder kunne godt se, hvad vej tingene gik. Selvom de intet kunne gøre ved det.
The Dead Nation (2017)
I 2017 lavede Jude så sin første dokumentar-film, The Dead Nation, der har undertitlen ‘fragmenter fra parallelle liv’. Et vidunderligt koncept, er Historie med stort H egentlig andet end livenes parallellitet? The Dead Nation er eksplicit parallelle spor, dens billed- og lydside er totalt adskilt. På lydsiden hører vi dels uddrag fra den jødiske doktor Emil Dorians dagbog fra 1937 og frem, og dels uddrag af propaganda og hyldest-sange til Jerngarden. På billedsiden kører der fotografier fra samme periode, taget af en fotograf fra det sydøstlige Rumænien.
Verden bliver mørkere og mørkere, gardisterne kommer, politikere myrdes, landet allierer sig med nazisterne, og massakrerne begynder. Dorians dagbog er et fremragende vidnesbyrd, analytisk og klarsynet, men stadig personligt og med plads til den mørkeste humor.
Og så samtidig de her billeder. Opstillede, falmede. Smilende mænd i uniform, kvinder med blomster, billeder fra fester, strande, familiebegivenheder som bryllupper etc. Imens de grusomste begivenheder beskrives, kan vi se daterede billeder fra præcis de samme dage, med ubekymrede smilende mennesker.
Man fristes til at påstå, at Rumænien ikke har nogen Historie. Men bare en hel masse historier, der de sidste hundrede+ år har forløbet parallelt.
Filmens første tale er fra en dyster politiker, der ønsker at samle alle rumænerne i Transylvanien, Bessarabien, Bukovina. De skal alle være en del af den rumænske rejse. Men som filmen viser, så har landets indbyggere absolut ikke været på samme færd. Jo, deres liv er forløbet parallelt, men der er sket vidt forskellige ting, alt efter hvilken befolkningsgruppe man tilhørte.
Man fristes til at påstå, at Rumænien ikke har nogen Historie. Men bare en hel masse historier, der de sidste hundrede+ år har forløbet parallelt.
The Dead Nation kan streames hos DAfilms.com.
I Do Not Care If We Go Down In History As Barbarians (2018)
Med meta-filmen I Do Not Care If We Go Down In History As Barbarians fra året efter tog Jude så alligevel livtag med idéen om den rumænske Historie. Hoverpersonen er en kvindelig instruktør ved navn Mariana Marin, der er i gang med at lave en ‘rekonstruktion’ af en dunkel episode i rumænsk historie, slaget om Odessa i 1941, hvor den rumænske hær myrdede et ukendt antal ukrainske jøder. Filmen handler dermed igen om traumet ved Anden Verdenskrig, men handler også om, hvordan historien bliver opfattet i dag.
Filmens lange titel skulle være noget Ion Antonescu sagde, inden massakrerne gik i gang. I en scene ser Marin og hendes elsker førnævnte film Oglinda blive sendt i fjernsynet. Hun konfronteres også hele tiden med folk, som synes hun hellere skulle skildre noget af al den gode historie. Men det vil hun ikke. Hun vil pille ved selvopfattelsen.
Æstetisk sker der et kæmpe skift undervejs i filmen. Det meste af filmen er optaget på celluloid, og har typisk varme arthouse-farver. Men da så rekonstruktionen går i gang, så bliver det til digitalt filmet gadeteater, relativt amatøristisk, men med sin egen styrke. Det er fremmedgørende, men understreger også umuligheden af reelt at vække så uforståelige dele af Historien til live igen.
Pointen er denne gang ikke at lave en reel rekonstruktion, man kan leve sig ind i. Det er derimod arbejdet med som fællesskab at give sig i kast med at tage den mørke historie seriøst, som er pointen.
https://www.youtube.com/watch?v=tW8X-JfwyOQ
Uppercase Print (2020)
Jude holdt en pause i 2019, hvor han ikke udgav nogen film. Men så var han også klar året efter med hele to film, der begge havde premiere i Forum-sektionen i Berlin. The Exit of the Trains, co-instrueret med Adrian Cioflâncã, er endnu en dokumentar om Holocaust, som ikke har været vist i Danmark endnu, men som forhåbentlig vil blive vist på CPH:DOX til foråret, selvom den er tre timer lang.
Uppercase Print kan derimod for tiden ses i Danmark på streamingtjenesten MUBI. Og det bør man gøre, selvom det er en ret hård omgang. Det føles nærmest som en kondensering af alt, hvad Jude tidligere har givet sig i kast med.
Omdrejningspunktet er igen en virkelig og mørk fortælling, der bliver vakt til live, men denne gang er det en lille historie fra firserne, da Rumænien blev ledet af diktatoren Ceaușescu. Filmen er baseret på arkivmateriale indsamlet af sikkerhedsstyrkerne, efter at kridtgrafitti blev fundet rundt omkring, skrevet helt med store bogstaver, deraf titlen.
Hele sikkerhedsvæsenet bliver sat ind for at finde ud af, hvem der dog skriver så ualmindeligt horrible ting om, at de politiske forandringer i Polen måske er inspirerende. Den slags skal man jo lytte til Radio Free Europe for overhovedet at kende til! Gys! Det viser sig at være en ung skoleelev, der mest lader til at gøre det her, fordi han keder sig.
Igen forsøger Jude at skildre Historiens parrallelliteter. Fjernsynet er fyldt med glade stjerner, alt imens en lille skoleelevs liv bliver smadret.
Uppercase Print er igen ret fremmedgørende. Det er en rekonstruktion, der ikke giver meget plads til indlevelse. Den må basere sig på sagsakterne, men det er jo tekster, aflytninger, afhøringer, protokoller. En række skuespillere deklamerer derfor deres replikker ret tonløst i et tv-studie, i det helt særlige diktatur-sprog. Dertil er der klippet en hel masse bidder af rumænsk fjernsyn fra den tid, alle mulige mærkelige programmer, nyhedsindslag om bøder for brug af båthorn, danseprogrammer, decideret propaganda.
Igen forsøger Jude at skildre Historiens parrallelliteter. Fjernsynet er fyldt med glade stjerner, alt imens en lille skoleelevs liv bliver smadret. I sidste ende er det mest skræmmende ikke så meget den straf, han bliver udsat for, som de absurde ressourcer der bliver brugt på at kontrollere ham. Hans venner bliver interviewet – og lader til alle sammen at fortælle, hvad staten vil høre om ham. Utallige agenter bliver sat på sagen. Der installeres overvågningsudstyr overalt. Alt sammen for en lille dreng, som egentlig mest lader til bare godt at kunne lide at høre radio.
Uppercase Print kan streames hos MUBI.
Bad Luck Banging or Loony Porn (2021)
Jeg har ikke set Judes nye Guldbjørnsvinder. Det lader til for første gang i lang tid ikke rigtig at have så meget med Historie at gøre. Omend det stadig handler om privat vs offentlig historie. Et par får lækket en sex-video, og det mener hele landet åbenbart, at de skal forholde sig til.
Det er vanvittigt at tænke på, at det stadig kun er seks år siden, Radu Jude brød igennem med en simpel og fornøjelig sort-hvid hestefilm.
Hvem ved, måske er Jude parat til at give det historiske en pause, og i stedet fortælle noget om Rumæniens samtid igen? Han har ihvertfald en hel masse tematikker, som også er vigtige i dag: Hvordan Rumænien er et ekstremt kompliceret samfund, hvis nationale fortælling aldrig er faldet rigtig på plads. Hvordan vi alle hver især har vores egne liv, og Historien i høj grad består af den måde, de liv kører parallelt. Hvordan vi bruger film og medier til at forstå såvel os selv som vores omverden.
Og de tematikker behandler han med forskellige teknikker. Pastiche. Rekonstruktioner. Fundne optagelser, fotografier, tekster. Det er vanvittigt at tænke på, at det stadig kun er seks år siden han brød igennem med en simpel og fornøjelig sort-hvid hestefilm. Det har været en af de vildeste udviklinger at følge med i på filmfestivaler, i Cinemateket og på streamingtjenester de seneste år. Jeg håber først og fremmest, at Judes film vil blive bredt langt mere ud, så de bliver langt nemmere at se og gense. Hans tanker om såvel film som Historie fortjener at fylde langt mere.
Topfoto: Pressefoto fra The Dead Nation
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
