Til forsvar for uniformen

i Danmark/Featured/Liv & Mennesker af

FREDAGSKLUMMEN – Der er mange fordele ved regler, dresscode og skoleuniformer samt håndtryk frem for kram, skriver Annegrethe Rasmussen i anledning af ugens tidlige agurketidsdebat om en chefredaktørs dekret mod shorts på arbejdspladsen.

Årene går, derom er der ingen tvivl.

Og som de løber forbi en, stadig hurtigere som ens forældre altid forklarede en ville ske, når man blev ældre (selv troede man naturligvis ikke en døjt på den påstand, for alle ved, at når man er lille kan selv tredive minutter i en kedelig kø føles som en mindre evighed og det, man ønsker sig mere brændende end alt andet, er at blive voksen så hurtigt som muligt, så det, man tror er det rigtige liv, kan starte) undres jeg over, at det hele tiden enten synes at være sommerferie eller juleaften.

Noget sker der imidlertid, mens tiden spurter derudad: jeg bliver for hver måned, der går, lidt mindre dansk.

Ikke i den forstand, at jeg har tabt den nyttige evne, det er at kunne bemestre de kulturelle koder i mit hjemland, uanset om det gælder middagsselskaber, konfirmationer eller en glad aften i byen. Og modsat mange tilflyttere, der ikke er vokset op med ’Fjernsyn for dig,’ Alfons Aaberg, evindelige familieselskaber eller konfirmationer, ved jeg udmærket, at man spiser sild før frikadeller.

Og selvom jeg ikke har boet i Danmark i 16 år, har jeg skam både set ‘Borgen’, ‘Broen’, ‘Forbrydelsen’, ‘Arven’, ‘Nordkraft’, ‘Liberty’ og samtlige dogmefilm. På en vis måde bliver vi udlandsdanskere ved med at se hjemad – nogle mere insisterende end andre. Om end man af og til må give fortabt eller snyde, når man forsøger at forstå nye fænomener (som før sidste Folkemøde, hvor jeg i al hemmelighed måtte google ”Gulddreng” for at forstå, hvad en gammel ven talte om, da han begejstret sagde, hvad han skulle lytte til fredag aften).

Ikke desto mindre føler jeg mig mere og mere som en amatørantropolog, der iagttager gældende normer, mens jeg selv har ændret holdning

Danskerne ved f.eks. ikke noget bedre end ”folkelige” politikere. Fri os fra det stive og den overhøflige, korrekte spejderdreng, vi vil have brede grin og fadøl

En af de ting jeg har ændret mening om, er formalia. Det er faktisk helt fint med mig. Regler er smarte. Men det tager man som hovedregel afstand fra i Danmark.

Ja, jeg vil påstå, at vi er ude i noget ærkedansk – næsten i samme vægtklasse som mantraet om, at alle skal hygge sig med ti tændte stearinlys på bordet (tal ikke om den dårlige luftkvalitet, der opstår i de lidt beklumrede stuer, for danskerne vil have ild i pejsen og lys i vinduerne, uanset hvor miljøuvenligt begge dele er).

Danskerne ved f.eks. ikke noget bedre end ”folkelige” politikere. Fri os fra det stive og den overhøflige, korrekte spejderdreng, vi vil have brede grin og fadøl.

Som en kyndig analytiker skrev for nogle år siden i en avis – jeg har glemt hvem – så er den højeste udmærkelse for en minister, der ellers per definition må regnes for en del af ’eliten’, hvis medierne beskriver vedkommende som ”et helt almindeligt menneske.” Altså sådan en, der slår græs og går ud med skraldet selv. Er du kvindelig minister, skal du helst demonstrere, at du ud over det politiske også passer forældremøderne, skovler sne og køber ind.

Derfor kan man heller ikke finde skoleuniformer i danske skoler, bortset fra på det i sig selv meget udanske Herlufsholm. Næh, vi tænker skrårem, militær, og strækmarch per refleks.

Skolepiger i sommeruniform under et springvand – de ser ikke specielt undertrykte ud. Foto: Flickr.

Der er heller næsten ingen danskere under 40 eller udenfor adelen, diplomatiet, militæret eller Kongehuset, som trykker hånd længere, så snart man blot har mødt hinanden en enkelt gang.

Dagens ret er krammet – og især hvis du er kvinde. Med kroppen forstås. Ikke den franske version, hvor man høfligt kindkysser to gange på hver side, men i luften og i virkeligheden ikke rør hinanden.

Det er heller ikke tilfældigt, at det ikke er det formelle håndtryk, men “krammeren, som især florerer i netværk uden formaliseret magtstruktur

Men lad mig straks tilstå: for mig er skoleuniformer (eller en vedtagen dresscode, som mine børn var underlagt i deres skole i Paris, mørkeblå eller grå bukser, kjoler eller nederdele samt en hvid overdel) i mange sammenhænge en befrielse. Og jovist, det kan godt skyldes, at jeg netop har boet i Storbritannien, hvor det er normen og rejst en del i Asien.

Som barn i en skole med dresscode eller skolebeklædning slipper man for bekymringerne om, hvorvidt man tilhører gruppen af de cool og de smarte eller om man har råd til mærketøjet. Man kan så bruge sine mentale kræfter på at lære noget i stedet.

Det er i øvrigt også en hjælp, hvis man bliver indbudt til en fest at man får en lille indikation om, hvad man skal have på i stedet for det vage og meget danske ”bare kom som du er”.

Som den eminente forfatter Søren Ulrik Thomsen skriver i en af mine nyere danske yndlingsbøger, ”En hårnål klemt inde bag panelet”, er det heller ikke tilfældigt, at det ikke er det formelle håndtryk, men “krammeren, som især florerer i netværk uden formaliseret magtstruktur.” Hvilket, som han også skarpt pointerer på ingen måde er det samme som, at der ikke er nogen, som bestemmer:

”For den slags miljøer, der opfatter sig selv som ultimativt åbne, anti-institutionelle og nærdemokratiske, viser sig som regel at være knaldhårdt styrede af nogle ganske få personer, som i kraft af deres personlige karisma har højstatus og træffer beslutninger, der ikke kan kritiseres, fordi hierarkierne og kommandovejene ikke bare er usynlige, men som en vigtig del af disse gruppers selvforståelse oven i købet skal forestille slet ikke at eksistere.”

Klarere kan det ikke siges. For hvert kram jeg har modtaget i den danske medieverden, kan jeg tælle de usynlige dømmende blikke, hviskende udgrænsende røster eller knive i ryggen med under bordet.

Jeg drømmer ikke om, at det bliver anderledes. Eller bilder mig ind, at jeg selv er et bedre menneske, specielt klartskuende endsige eksotisk på nogen måde. Blot føler jeg udvandrerens lod lidt tungere for hver gang jeg er på besøg i det Danmark, der er mit på papiret og ifølge passet med mit CPR nummer på. Uanset min forkærlighed for jordbær, koldskål og rugbrødsmadder i de lyse sommernætters kærlige skær.

Men af netop denne grund havde jeg i den grad forståelse for den besked, som chefredaktøren for Jyllands-Posten, Jacob Nybroe, lod udgå fra sit kontor i den forgangne uge om, at mændene på avisen ikke skulle bære shorts eller damerne hotpants eller korte nederdele på arbejdet.

Nu jeg er i gang: lad os i øvrigt i samme omgang med et lidt parallelt eksempel lade være med at prætendere, at der ikke er forskel på et lønarbejde og en familie, en frivillig forening eller gruppe af venner – en anden populær forestilling i det demonstrativt ikke-hierarkiske Danmark

Hans begrundelse om, at man signalerer ”arbejde” gennem en vis formalitet i sin beklædning og ”fritid”, når man hopper i tanktops og shorts – “det er en arbejdsplads, ikke en campingplads”, lød det – blev naturligvis rituelt gjort til grin på mere eller mindre subtil vis. Mest spydigt og overvældende på sociale medier, og selv kunne jeg følge opdatering efter opdatering – især i min venstreorienterede omgangskreds i den kreative klasse samt, selvfølgelig, på Politikens forudsigeligt trætte, kulturradikale bagside.

Der blev selvsagt også ytret mange kloge og kritiske holdninger indimellem – som min kollega Susanne Sayers, der på sin Facebookvæg funderede over om ”hjørnekontorets forordning i virkeligheden udtryk for en tankegang om, at journalisterne kun skal bevæge sig på samfundets øvre trappetrin? I så fald er det, mener jeg, virkelig problematisk”, skrev hun og det var godt set, for det med, at man ikke med sin beklædning skal sende de forkerte signaler kan ikke siges at være “værdifrit”.

Ikke desto mindre synes jeg, Nybroe har ret. Lad os markere forskellen på arbejde og strandferie eller sommerhus.

Og nu jeg er i gang: lad os i øvrigt i samme omgang med et lidt parallelt eksempel lade være med at prætendere, at der ikke er forskel på et lønarbejde og en familie, en frivillig forening eller gruppe af venner – en anden populær forestilling i det demonstrativt ikke-hierarkiske Danmark.

Personligt vil jeg til enhver tid foretrække en leder, der melder klart ud og behandler mig med respekt frem for en frisk yngre mand i krøllet skjorte og gummisko, der med et beklagende skuldertræk og et skævt smil fyrer staben med et par kammeratlige klicheer om omlægninger, som det f.eks. skete i foråret, da et medie, som vi her lader være unavngivent, skilte sig af med en række ældre medarbejdere.

POV lønner ikke sine skribenter – endnu. Men hvis du nyder at læse mine klummer, kan du donere til mit arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – på min Mobile Pay: 93 85 05 85. 

Topillustration: Flickr.

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker. Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen. Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,