phil spector, coverfoto

Phil Spector er død – han opfandt det usynlige rock’n’roll-teater

i Musik/Mindeord af
PHIL SPECTOR // NEKROLOG – En af de helt store i rockmusikkens historie er gået bort. Musikproducer og sangskriver Phil Spector, skaberen af The Wall of Sound, er død efter at være blevet smittet med covid-19. Ved sin død var den 81-årige legende i færd med at afsone en dom på 16 års fængsel for det meget omtalte mord på skuespilleren Lana Clarkson. Spector var indlagt i fængslets hospitalsafsnit. POV’s musikredaktør Jan Eriksen skriver om den kontroversielle pladeproducers enorme betydning for rockmusikken.

At en dreng, der voksede op i en jødisk familie i hhv. New York og Los Angeles, fik Richard Wagner som sin første store inspirationskilde, kan måske forekomme overraskende. Men det var sådan det var for Phil Spector.

Den unge mand, der ligesom alle andre teenagere faldt på halen over det nye medio 1950’erne med Elvis Presley i front, var først og fremmest inspireret af Wagners musik. Det var allerede tidligt hans vision at skabe popmusik med samme emotionelle kraft som i “Nibelungens Ring”, især “Valkyrien”. 

Det er ikke ligefrem lyserøde kærestebreve, der skabes associationer til her. Næh, det er en blodrød kærlighedserklæring fra en drama queen med teenagehormoner på langt over kogepunktet. Elvira Madigan, lyt og lær

Spector drømte om at skabe musik efter Wagners dogme om musik som ‘unsichtbares Theather’, altså i form af lydkulisser, der finder sin form i lytterens fantasi. 

Spectors senere kone, Ronnie Spector aka Veronica Bennett, der bogstavelig talt flygtede fra ham på grund af hans psykisk og fysisk voldelige – læs: vanvittige – adfærd, har sagt, at det meste af det, han foretog sig, skulle forstås i lyset af især to personlige forhold: 

Han var påvirket af en ubehandlet bipolar lidelse og så savnede han sin far, der begik selvmord, da Phil var ni. 

Titlen på det første og stort set eneste hit, Phil Spector selv medvirkede på som musiker, “To Know Him is to Love Him”, stammer fra en tekst på faderens gravsten.

Efter at have opnået moderat succes med gruppen The Teddy Bears, opkaldt efter et Elvis-nummer, dannede Spector og en ven i 1961 pladeselskabet, Philles Records, hvortil han bl.a. knyttede The Chrystals, der gav ham hans første hitliste-førsteplads med “He’s a Rebel”. I 1963 fulgte det definerende hit “Be My Baby” med trioen The Ronettes med bl.a. Ronnie Spector. Blandt mange komponister var The Beach Boys’ Brian Wilson stærkt inspireret af dét nummer.

Når man i dag taler om Wilsons kappestrid med The Beatles, især Paul McCartney, glemmer man hurtigt Spectors indflydelse på The Beach Boys. “God Only Knows” og “Don’t Worry Baby” – de surfer derudaf på ren Phil Spector-lyd og inspiration. Wilson var en af få komponister og rockarkitekter, der havde Spectors fulde respekt. 

Og så kom det nummer, der skulle blive fatalt for Spector, “River Deep, Mountain High” med Ike & Tina Turner. Ja, det blev et hit. Men kun i Europa. Det floppede totalt i USA

Det var i rollen som komponist og producer, Spector fandt sin raison d’etre. Det er muligt, som Ringo Starr engang har sagt, frit oversat, at “man kan sige meget om Phil Spector, men ikke, at han er sympatisk” – men visionær og musikalsk, det var han.

Enter The Wall of Sound

Det frustrerede Spector, at al den gode musik, der blev optaget rundt omkring i studierne, nåede lytterne gennem relativt elendige lydkilder som transistorradioer, jukebokse og pladespillere med indbyggede højttalere, der ikke ydede de gode sange og melodier fuld ret.

Enter The Wall of Sound

Det gjaldt om at skabe LYD, ikke nødvendigvis frem for melodi og karakter. Men først og fremmest det usynlige teater. Tag f.eks. “Baby I Love You”. Det er ikke ligefrem lyserøde kærestebreve, der skabes associationer til, mens man lytter. Næh, det er en blodrød kærlighedserklæring fra en drama queen med teenagehormoner på langt over kogepunktet. Elvira Madigan, lyt og lær.

Musikken blev indspillet med store orkestre. Spector benyttede sig af mindst dobbelt opsætning af alle instrumenter, altså to trommesæt, basser, guitarer. Fandtes muligheden for dobbelt opsætning ikke, indspillede han instrumentet to gange. Han brugte det dengang primitive udstyr til at skabe det særlige Wall of Sound ekko.

Også her var han pioner.

Man finder et illustrativt vidnesbyrd om Spectors teknik og arbejdsmetode i filmen om studiegruppen The Wrecking Crew på Netflix.

Ved Phil Spectors død
Phil Spector: The Ronettes

Lyt f.eks. til The Crystals “Da Doo Run Run”, Darlene Loves “Christmas, Baby Please Come Home”. Senere The Righteous Brothers’ “You’ve Lost that Loving Feeling” og “Unchained Melody”. Undervejs i 1960’erne blev Spector flittigt brugt af sine samtidige, Ben E. King, Dixie Cups (“Going to the Chapel”) og The Walker Brothers (“The Sun ain’t Gonna Shine Anymore”).

Phil Spector var blevet overhalet i sit hjemland af ‘The British Invasion’ og han tilgav aldrig det amerikanske pladepublikum

Og så kom det nummer, der skulle blive fatalt for Spector, “River Deep, Mountain High” med Ike & Tina Turner. Ja, det blev et hit. Men kun i Europa. Det floppede totalt i USA. 

Phil Spector var blevet overhalet i sit hjemland af The British Invasion, og han tilgav aldrig det amerikanske pladepublikum.

Det store comeback

Ironien er til at tage at føle på. For det skulle blive The Beatles, der gav ham det store comeback. På anbefaling af den mindst lige så gale advokat Allan Klein indkaldte John Lennon Spector til at redde stumperne af albummet Get Back, der endte som Let it Be.

Når man i dag hører Let it Be Naked’ med hel- og halvakustiske versioner af numrene på Let it Be kan man diskutere, om Spector gjorde noget godt for The Beatles, men man kan ikke diskutere, at sangene “Let it Be” og “Across the Universe” hører til de store i The Beatles’ enorme sangkatalog. Og den volumenøse produktion af “The Long and Winding Road” står i al sin sentimentalitet som det perfekte score til rulleteksterne i filmen om The Beatles. 

Spector producerede for præcis 50 år siden også John Lennons Imagine og andre soloplader og George Harrisons første soloalbum All Things Must Pass, selvom det gjorde ham vred, at han ikke måtte tage sin pistol med ind i studiet.

I 70’erne gled Spector ud i glemslen, men fik et mindre comeback omkring Leonard Cohens Death of a Ladies Man og The Ramones End of the Century. Modsat de overlevende medlemmer af The Ramones, kan jeg egentlig godt lide det album. Pop, punk og patos i samme rendesten.

Born to Run 

At forsøge at beskrive Phil Spectors indflydelse  på eftertidens rockmusik vil være en artikelserie i sig selv.

Der havde ikke været milepæle som Springsteens Born to Run eller Darkness on The Edge of Town uden Spector. De havde i hvert fald lydt kedeligere. Det var Spector, der gav Bruce ideen til at indspille med mange overdubs ovenpå en rytmegruppe bestående af ham selv, Max Weinberg, Roy Bittan og Gary Tallent. 

Der havde ikke været milepæle som Springsteens ‘Born to Run’ eller ‘Darkness on The Edge of Town’ uden Spectors lyd

 I 80’erne begyndte mere eller mindre kultiske indiepop-bands at tage lyden af Wall of Sound til sig. Sneeky Feeling, Ganglians, Flying Nun. Som det mest kendte band Jesus and the Mary Chain, hvis guitarer er indspillet med overdubs og masser af ekko og Spector-trommelyd. Lyt f.eks. til  “Just Like Honey”.

Mange bands i den såkaldte Shoegazer-bølge står på Spector/Jesus and The Mary Chains skuldre. Mercury Rev, Spiritualized (som også lyder af Beatles og Beach Boys), Flaming Lips og det ret nye Cigarettes After Sex.  

Og så er der jo danske Raveonettes med Sune Wagner, der aldrig har lagt skjul på sin fascination af Spector.  Tjek f.eks. hittet “Love in a Trash Can”.

Et forholdsvis aktuelt eksempel er Wagners produktion af Ulige Numres Carl Emil Petersens første soloplade, f.eks. “Skærgården”.

 

Phil Spector-lyd: ABBA
Phil Spector-lyd: ABBA

Min foretrukne historie om Spectors indflydelse foregår et eller andet sted i det centrale Stockholm. Da pladeselskabsmanden Stig Stikkan Andersson omkring 1972 havde overbevist Björn, Benny, Agnetha og Anni-Frid, som de kaldte sig i begyndelsen, om, at de burde danne en gruppe, manglede de en producer. Så han spurgte Michael B. Tretow, som de kendte i forvejen.

Han var frisk. Havde tilfældigvis lige læst Phil Spectors biografi, hvor han afslørede nogle af sine indspilningstricks. Hvis gruppen gerne ville væk fra folk/jazz og svensk 60’er Folkpark folklore og samtidig drømte om at vinde Melodi Grand Prix, kunne de lære noget af Phil Spector. Mente Tretow.

Det lød jo fint og følsomt, når Agnetha og Anni-Frid sang “My, my, at Waterloo Napoleon did surrender”, akkompagneret af Bennys klaver og Björns akustiske guitar. Men på Tretows initiativ begyndte de at overdubbe instrumenterne – og skrue op. Og en ny lyd og et af de mest betydningsfulde kapitler i pophistorien kunne skrives.

Takket være Phil Spectors Wall of Sound.

Spector var manden, der bragte dramaet ind i rockmusikken.


LÆS MERE AF POV’S MUSIKREDAKTØR JAN ERIKSEN HER


Topillustration: Phil Spector, pladecover. 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Jan Eriksen er musikredaktør på POV. Han oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017) og 'Anne, Sanne, Lis - historien om en dansk musikrevolution', der udkom i 2019.

Jan Eriksen er redaktør på podcastmediet Mediano Music.
Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Musik