DOLLY PARTON // ANMELDELSE – Dolly Partons 48. soloalbum, Run Rose Run, udkommer samtidig med en roman, som hun har skrevet sammen med forfatteren James Patterson. Og sørme om ikke Mrs. Partons smittende spilleglæde udfordrer POV’s Henning Høeg, der ellers var på vej ind i en større krise pga. verdens øjeblikkelige tilstand. “Det er fuldstændig umuligt at opretholde den dommedagsvision, jeg ellers omhyggeligt havde brugt de sidste 14 dage på at opbygge”, skriver anmelderen.
Hun er bare så irriterende, hende Dolly Parton. Således er countrydronningens 48. soloalbum Run Rose Run mindst lige så energifyldt, iørefaldende og skruphamrende uimodståeligt som mindst 47 af de andre. Ja, spille- og skaberglæden ligefrem hopper ud af højtalerne. Og hvis man ikke passer på, så kan man i de 38 minutter og 43 sekunder, albummet varer, risikere at glemme alt om covid-pandemi, truende økonomisk kollaps og Vladimir Putins ihærdige forsøg på at starte tredje verdenskrig.
Danm you, Dolly. Det kan godt være, at Run Rose Run ikke indeholder nogen ny “I Will Always Love You”, “Jolene” eller for den sags skyld “Wildflowers” med Trio (med Linda Ronstadt, Emmylou Harris og Dolly). Men når vi snakker Dolly Parton, så kan mindre i den grad også gøre det. En gennemsnitlig Dolly-tune er således stadig klasser over 95 pct. af det præ-fabrikerede bras, vi til daglig kan stifte bekendtskab med på den gennemsnitlige Nashville top-ti radiostation.
Og efter at have lyttet til nye Dolly-baskere som “Woman Up (and Take it Like a Man)”, “Big Dreams and Faded Jeans” og den tindrende smukke ballade “Blue Bonnet Breeze” er det fuldstændig umuligt at opretholde den dommedagsvision, jeg ellers omhyggeligt havde brugt de sidste 14 dage på at opbygge. Hvad fanden bilder du dig ind, Dolly, at komme her med al din musikalitet, positive energi og som Iggy engang sang … “Lust for Life”.
Men snart måtte jeg overgive mig til Dollys charme og talent. Stemmen er klokkeklar, kompositionerne er rene og noget nær perfekte
Run Rose Run bliver udgivet sideløbende med den nye roman af samme navn, som Dolly Parton har skrevet sammen med en af verdens bedst sælgende forfattere, James Patterson. Man er jo kun 76 år gammel, så hvorfor ikke udgive en roman og et fuldlængde album samtidig. Et album, hvor man selvfølgelig har skrevet samtlige tolv sange alene.
Siden sin start i midten af 60’erne har Dolly Parton solgt over 100 millioner album, hun har skrevet godt 3.000 sange (den første som fem-årig til sin dukke), hun har vundet 11 Grammypriser (nomineret til 50). 25 af Dollys sange har ramt førstepladsen i USA, multitalentet ejer og står bag én af verdens mest succesfulde forlystelsesparker, Dollywood, og på det seneste har den 76-årige legende gjort sig ekstra bemærket ved at være den første og måske vigtigste investor i Moderna-vaccinen imod Covid – lang tid før Præsident Trump gavmildt foreslog, at vi alle skulle sprøjte desinfektionsmiddel direkte ind i årerne … det virker jo på køkkenbordet.
Dolly-flammen brænder i begge lejre
I 1966 sprang Dolly ud som sidevogn til tv-legenden Porter Wagoner. Snart blev birollen dog for lille til Dolly. Den slags naturtalent lader sig ikke begrænse. Og allerede i 1968 slog hun således benene væk under Nashvilles patriarkat med den forrygende frigørelsessang “Just Because I’m a Woman”. For Dolly er hver dag kvindernes internationale kampdag.
Dolly har gentagende gange fortalt, hvordan hun på blot sin anden dag i country-hovedstaden Nashville rendte ind i sin kommende ægtemand, Carl Thomas Dean – på et møntvaskeri, for det ikke skal være løgn. Men trods den traditionelle ramme omkring privatlivet har Dolly aldrig været den konforme type. Hun og Dean har således aldrig fået børn og op igennem 70’erne, 80’erne og lige til nu har Dolly opbygget en status som en af klodens største LGBTQ+-symboler på linje med både Cher, Barbra Streisand og ja, hvorfor ikke, RuPaul.
Mens andre rebeller som Dixie Chicks er blevet ofre for Nashvilles konservative indercirklers fordømmelse, har Dolly Parton dog formået at holde flammen brændende i begge lejre – fra det yderste højre til det yderste venstre. “Kun en tåbe elsker ikke Dolly”, som sangerindens gamle ven og med-legende, Marty Stuart udtrykker det.
Men tilbage til soloalbum nummer 48, Run Rose Run. Det handler i al sin enkelthed om den unge Roses drøm om at blive countrystjerne. Til at begynde med forsøgte jeg at bilde mig selv ind, at nogle af sangene måske virkede lidt formulariske – en slags lejlighedssange, der passede til de enkelte kapitler i bogen.
Men snart måtte jeg overgive mig til Dollys charme og talent. Stemmen er klokkeklar, kompositionerne er rene og noget nær perfekte, musikerne hører til typen, der kan få mange andre til at knække Gibson’en i tre lige store dele, og så er produktionen så tidløs og forrygende, at man på skift tænker “Randy Travis”, “Merle Haggard”, “Dolly Parton?”
Der er selvfølgelig mindre strålende sange. Således røg “Dark Night, Bright Future” ud af det andet øre, før den for alvor var kommet ind af det første. Og den afsluttende “Love or Lust” har heller aldrig fundet en solid stol at sidde på i mit indre musikbibliotek.
Modsat er “Run”, “Big Dreams and Faded Jeans” og “Demons” nye favoritter på linje med Dollys allerbedste. Og selvom jeg ihærdigt forsøgte at stå imod, er sangen “Secrets” røget helt op i toppen af min indre Dolly-hitliste.
Både Phil Lynott, Karen Carpenter og David Bowie gjorde det godt. Men ingen synger som Dolly i perfekt harmoni med sig selv
I sangen lægger Dolly sin parfumerede arm omkring lytteren, mens hun synger “No matter what’s gone on before, Don’t hold it in a moment more”. Melodien er uimodståelig, akkompagnementet er diskret og perfekt, og som på resten af albummet er Dolly Partons stemme opbygget af lige dele følsomhed, styrke og indsigt.
Både Phil Lynott, Karen Carpenter og David Bowie gjorde det godt. Men ingen synger som Dolly i perfekt harmoni med sig selv. Og man skal være lavet af granit for ikke at blive dybt påvirket af Dollys smukke ord og drømmende vokal. I modsætning til mange andre nutidige kunstnere skriver Dolly Parton sine sange alene – her … alle tolv. Bevares, co-writing kan være den forløsende faktor, der gør en god ide til et internationalt hit.
Men i Dollys tilfælde gør soloarbejdet sangene ekstremt intime, charmerende og dybt rørende. Og lad endelig ikke de til tider naive tekster og umiddelbart enkelte melodier snyde dig. Dolly Parton har dybe rødder, sans for tradition og et melodisk indblik, der får de fleste kollegaer til at fremstå som de berømte konfirmander uden arme. Således vokser de umiddelbart enkle melodier for hver gennemlytning, og de til tider naive tekster åbner sig snart som en dør til Dollys store bankende hjerte og konstant fritløbende musikhjerne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
