
TOBIAS RAHIM // TEKSTANALYSE – På Tobias Rahims nyeste album, Når sjælen kaster op, er livet ikke kun for sjovt, og i virkeligheden knap nok sjovt. Popmusik kan godt snyde, da teksterne selvsagt er iklædt en popmusikalsk dragt, og derfor kan det hele virke både let og folkeligt. Men albummet er bestemt ikke lavet for sjovt. Juna N. Kruse analyserer Danmarks pt. mest populære popartists tekster.
Vi bliver alle sammen ædt op af rottehjulet i forsøget på at realisere os selv. I et forsøg på at realisere nogle af de mange muligheder, friheden giver os. Og, som Tobias Rahim synger i første sang, “07 I 6A”, vil han gå langt for friheden.
I allerførste sang står Rahims alterego i en bus tidligt om morgenen og betragter rotterne i hjulet. Det hele handler om reklamer og forbrug. Hans tilsyneladende indsigt i tingenes tilstand gør ham dog ikke mere nærværende, tværtimod. Sangen slutter med en telefonstemme, der siger, at ”du står i kø som nummer halvtreds”. En besked man typisk får, hvis man skal henvende sig om noget vigtigt, men i stedet ender i en telefonkø. Rahims alterego er også helt umuligt at få kontakt til. Han er totalt fraværende.
Han har nemlig også travlt med at realisere sig selv.
Første sang slutter med en optakt til andet nummer, ”Feberdrømmer Xx Dubai”, hvor han ironisk synger om, at det er ”næsten ironisk som jeg jagter berømmelsen nu”. Her synger han faktisk også om at være en rotte i hjulet, selvom det sker i forsøget på at realisere sig selv. Det går ikke så godt, lykkeligt er det i hvert fald ikke, og det ender som en feberdrøm i stedet. Om at være en luder i Dubai, som gør, hvad han vil – slår en rigmand ihjel, stjæler hans penge og hans bil og kører afsted. Meget kan som bekendt lade sig gøre i en drøm, og endnu mere i en feberdrøm.
Og hvis de alligevel føler sig for fremmede i Danmark, og samtidig kun er ”turister” i Tyrkiet, er fremmedgjortheden jo fuldstændig
I næste sang bliver det ikke meget bedre med at komme videre. Her synger han om at stå på et tomt tag kl. 3 og tænke på alle dem, han har danset beskidt med hele natten, ”mens jeg tænker på dig”. Det lyder meget ensomt.
Tobias Rahim og fremmedgjortheden
Ja, selv i selskab med en kvinde, kan han ikke være nærværende. Hun er den, der får ham til at føle sig alene – og det endda på trods at, at han synger ”pige, du’ min”. Men hun vil ikke noget forpligtende. Hun vil også være fri.
Forklaringen kan være, at han er umulig at trænge igennem til, hvilket også er tydeligt i den halv-humoristiske sang ”Makeup” (i videoerne til ”Mucki Bar”, ”Når mænd græder” og ”Feberdrømmer Xx Dubai” har han vidt forskellige masker og makeup på). Den handler blandt andet om kæresten, der ønsker, han skal gå til psykolog hos Bjarne. Det viser sig dog at være for sent.
Der er altså en utrolig fremmedgjorthed – overfor sig selv og andre – på spil hele tiden. Det gør også sangen ”Kurder i København” ekstra interessant, som blandt andet handler om, at han og hans landsmænd ikke længere er fremmedarbejdere i Danmark, men er blevet ”kendte”. (Det kan dog også være en henvisning til ham selv og den unge kurdiske rapper fra Danmark, Zaman Kilic, kaldet ZK og den dansk-tyrkiske folkemusiker, sangerinden Luna Ersahin, som alle er kendte i musikbranchen, og som begge synger med på nummeret).
Det er en hjerteskærende sang om ikke længere at være fremmed og så alligevel være det. Teksten synes at mene, at situationen, hvor ”farfar vasked’ tallerkner for folk som kaldte ham perker”, er nogenlunde overstået.
”Mucki Bar” er nærmest en arbejdersang, en lang klagesang over rottehjulet, der sætter folk i kasser og tvinger folk til at arbejde steder, de ikke gider, og hvor man har mest lyst til at nikke chefen en skalle
For nu er de ikke fremmede mere, men turister i Alanya. Ikke desto mindre lader det til, at drømmen er en pool i Kelhasan i Tyrkiet (Zaman Kilic og Tobias Rahim kommer begge fra Kelhasan). Man kunne have troet eller håbet, det var i Danmark. Og hvis de alligevel føler sig for fremmede i Danmark, og samtidig kun er ”turister” i Tyrkiet, er fremmedgjortheden jo fuldstændig. Der er tilmed en hilsen til det kurdiske mindretal i Tyrkiet. Rahims egen far har faktisk været soldat i den kurdiske frihedskamp i sin ungdom.
Derfor kan man med rette spørge, hvad det egentlig vil sige at være fremmed.
Man kan jo også tale om den fremmedgjorthed overfor det almindelige hverdagsliv, som man føler i underklassen, hvor Rahim selv kommer fra. Han har på spoken word-nummeret ”Skæbnen elsker os” en overoptimistisk ide om, at bunden af samfundet er det bedste springbræt til at komme videre fra.
Til fest med eliten
Man kan selvfølgelig hævde, at fra bunden kan det kun gå op ad. Hvor meget Rahims alterego på albummet egentlig tror på det, er et godt spørgsmål, for i den oprørske ”Bums for eliten” ser det sort ud.
Alle dem, der skulle sørge for et retfærdigt samfund med fair og lige regler for alle, nemlig advokaterne og dommerne, ”er til fest med eliten”. Der er totalt mangel på sammenhængskraft. Jeg kan selv tilføje: Middelklassen har ikke råd til at bo, hvor overklassen bor, og middelklassen gider ikke bo, hvor underklassen bor. I sangen nævnes Ghetto-loven direkte som et eksempel på en lov, der helt åbenlyst behandler folk forskelligt. Og loven er selvsagt ikke møntet på områder, hvor overklassen bor.
”Mucki Bar” er nærmest en arbejdersang, en lang klagesang over rottehjulet, der sætter folk i kasser og tvinger folk til at arbejde steder, de ikke gider, og hvor man har mest lyst til at nikke chefen en skalle. Så er det nemmere at bedøve sig med et gram eller halvandet.
At skabe et meningsfuldt liv kan være svært, hvis man ikke har kontakt til sig selv. Så bliver det meget overfladisk. Og så er sex måske det nemmeste til at fylde tomheden ud med. Hvis altså ikke det bliver flasken
”Nogen har en off-dag, andre har et off-liv”, som det hedder. Det er også en kærlighedshistorie, men pigen han synger om, og som er ved at forlade ham, har han tilsyneladende ikke rigtig tid til, da han jo arbejder deltid på Mucki Bar og må nøjes med at tænke på hende. Rottehjulet er med til at ødelægge meget.
Og man kan være langt nede. Således handler ”Ozonlag a energi” med Niels Brandt (forsanger i The Minds of 99, som Rahim var support for først på året) om at være så langt nede, at man har brug for et helt ozonlag af energi (”Før jeg springer i floden, og la’r mig driv’ med”) – og en bøn til Gud om at han vil beskytte kernen, ”den der’ indeni”.
Der er megen angst og frustration i den sang og ud over at have et uhyre catchy omkvæd (det skal nok blive et stort hit), har sangen en af de mest interessante tekster på albummet:
”Løber langt ind” i junglen, helt alene og ramt. Hvor soldater med Kalashni si’r: “Vi’ skabt af det samme”. Jeg har smurt mig ind i fedtet fra den klammeste slange. Jeg ved, at ham, der hader mig, han er bange”.
Mænd og følelser
Til sammenligning er ”Flyvende Faduma” (med et musisk hint til “Tarzan Mama Mia”) nok noget mere opløftende, selvom den også handler om mobning. Men også fravær af rottehjulet er måske et problem, for hvad skal man så lave: ”I en luftballon slår vi tiden ihjel”.
Det gælder sådan set også ”Stor mand”, som handler om at ryge sig skæv og danse med sin elskede i Aarhus. Der er altså en søgning bort fra rottehjulet, selvom man ubehjælpsomt hele tiden bliver indfanget af det alligevel, og det er som om, at den eksistentielle ensomhed vækkes, når man alligevel kommer bort fra det.
Så når Rahim forsøger at synge om livet, synger han samtidig om frygten for ikke at kunne leve det meningsfuldt
Frihed i rottehjulet eller frihed fra rottehjulet kan under alle omstændigheder vække følelsen af angst pga. de mange muligheder, som oplevelsen af frihed kan give. Om man så står i linje 6A om morgenen og bare oplever, hvordan rottehjulet ufortrødent fortsætter videre, eller det er en så bevidst stræben efter frihed, at han hverken kan være nærværende med en kvinde eller med sig selv, er ikke nødvendigvis det afgørende.

Godt nok er frihed vigtigt i ethvert liv, men frihed kan også meget vel være lig med tomhed, da den næsten ubegrænsede frihed, man kan opleve, også giver mange huller, der skal fyldes ud med noget mening, så svimmelheden og angsten ikke fylder for meget. Som han siger det i ”Udfylder tomhed”: ”Vi udfylder tomheden i jer. Danmark er klar på noget pik!”.
Den bemærkning skal nok ikke forstås så seksuelt, som den lægger op til. For det er faktisk et stort spørgsmål, hvordan disse huller skal udfyldes meningsfuldt.
I ”Når mænd græder” bliver det i hvert fald mere end antydet, at den måde, mange mænd igennem tiden har udfyldt tomheden, har været igennem druk og stoffer. Mænd taler ikke om følelser og græder ikke – gråd i skolegården har altid bare givet endnu flere tæsk.
At skabe et meningsfuldt liv kan være svært, hvis man ikke har kontakt til sig selv. Så bliver det meget overfladisk. Og så er sex måske det nemmeste til at fylde tomheden ud med. Hvis altså ikke det bliver flasken. Eller begge dele. Her er gråden det forløsende – men det tør mænd ikke, hvis de er opdraget som maskuline alfa-hanner.
Men der er muligvis et håb. Sidste nummer på albummet kan ikke afspilles. Der står som en slags note til ham selv ”kan først afspilles, hvis verden bli’r klar”, og nummeret hedder ”ALIVE ALIVE ALIVE”. Faktisk slutter nummeret før med en næsten skyggeagtig, drømmeagtig optakt til det, der synes at handle om at danse for evigt med sin elskede. Det kunne være udtryk for den ultimative frihed.
Men det er jo ikke realistisk som andet end en lykkefølelse – og friheden til at forme sig selv vækker altid angsten. Friheden gør mennesket svimmelt. Så når Rahim forsøger at synge om livet, synger han samtidig om frygten for ikke at kunne leve det meningsfuldt. Angsten for ikke at være til stede, mens man realiserer sig selv. Måske endda – ubevidst – i rottehjulet som Danmarks pt. største popstjerne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her