PORTRÆTINTERVIEW // POV BUSINESS – Hvad får en succesfuld serie-iværksætter til at bryde illusionen om at være hårdkogt og uopnåelig og vise sine sårbare sider, i stedet for bare at ride succesens godstog og forventeligt lægge afstand til os andre dødelige, som vi havde forventet og tilgivet? Det spørgsmål stillede POV’s Trine Wibrand da hun mødte Pernille Lotus på hendes kontor i Københavns indre by. Svaret handler mest om at kunne lede sig selv, så man kan lede andre.
En uge efter, at Pernille Lotus havde etableret sig som en supersucces på LinkedIn ved at announce, at hun netop havde solgt sin virksomhed, influencerbureauet WeAreCube, til svenske Gigger Group for 75 millioner svenske kroner, delte hun samme sted, at hun aldrig var kommet så langt, hvis hun ikke havde mediteret.
Dermed placerede hun sig selv blandt den nye tids ledere, som gør op med tidligere tiders billede af, at succes i business er lig med overmenneskelig mental toughness og en “du må aldrig vise svaghed”-indstilling. For ledere er også bare mennesker, der kan være usikre, bange og føle sig sårbare.
“Måske synes du, jeg er sejere end dig? Måske synes du, jeg er stærkere end dig? Måske synes du, jeg virker mere velafbalanceret end dig i dette hektiske liv? Måske synes du alt muligt mere om mig? MEN NU SKAL JEG FORTÆLLE DIG SANDHENDEN… Mit liv er ikke som du tror, eller ser på SoMe… Jeg kæmper hver dag med mine følelser, angst-lignende tilstande. Jeg bliver ofte bange for mine følelser… Nogle gange må jeg sætte mig ud på et toilet og fokusere på vejrtrækningen i min næse, som min meditationslærer, Jesper Westmark, har lært mig gennem snart 12 år for ikke at miste mig selv foran mine børn, mine kunder, mine ansatte og andre mennesker jeg møder…” Lyder en del af teksten til opslaget.
Men hvorfor? Hun kunne jo bare have redet bølgen og spillet succesfuld? Hvorfor vise denne sårbare side af sig selv? Udstille sig selv og sine svagheder, ville nogen måske sige. Hvorfor ikke bare ride det godstog af succes, som uværgerligt kommer buldrende med udmeldingen om, at man har scoret den store gevinst.
Historien om Pernille Lotus er historien om en mønsterbryder, der som ganske lille lover sig selv, at hun vil blive rig, for hun vil aldrig være fattig som sin mor. Hun vil aldrig byde sine børn en opvækst som sin egen
“Jeg fik lyst til at vise, at alt ikke er så pudset og poleret, og pirke lidt til forestillingen om, at det handler om at tjene de der millioner, før man kan se sig selv som et fuldendt menneske. For ingen ved, hvad der foregår bag facaden på andre mennesker inde i de lag, som ingen ser”, siger Pernille Lotus til Trine Wibrand.
“Vi har jo en tendens til at tænke, at andre mennesker er en succes og tænke, at deres liv gad vi godt at leve. Sandheden er bare, at det ikke er sikkert, vi vil det”, siger hun.
Men man skulle jo tro, at sådan en succes som Pernille, som har alt, da ikke sidder og misunder andre.
“Jo, det kan du tro, jeg gør! Punktum!”
Sandheden er, at opslaget om meditation fik mange mange flere likes og visninger end opslaget om salget af virksomheden, og det siger måske lidt om, at vi alle vinder, når vi solidarisk deler med hinanden, at vi ikke er superhelte, og at alle har skrabede knæ og bagage, som tynger.
Jeg vil aldrig være fattig
Historien om Pernille er historien om en mønsterbryder, der som ganske lille lover sig selv, at hun vil blive rig, for hun vil aldrig være fattig. Da Pernille var lille, var hun alene med sin mor, som var eneforsørger for tre børn, og det betød trange kår, på trods af hendes mor gjorde det så godt som hun kunne.
Hun skulle i hvert fald ikke ligge på hospitalet og se, at hendes børn ikke kan klare det derhjemme
Det er også historien om en kvinde, der gerne vil være berømt, for så har hun en platform at stå på, når hun skal fortælle verden – og især unge mennesker – at man godt kan nå langt, selvom det ikke nødvendigvis ligger i kortene. At man godt kan rejse sig, selv om man har valgt en vej, der selvdestruktivt lægger en ned. Bogstavelig talt. Mentalt såvel som fysisk.
Og så er det historien om en kvinde, som trods masser af succes og arbejde med sig selv, stadig kæmper med sit hver dag, og som har fundet det værktøj, der for altid skal hjælpe hende.
Ridser i facaden
Ugen efter salget blev annonceret, tog hun på retreat i Sverige. Det har hun været 32 gange. Hun tog op til sin meditationslærer, Jesper Westmark , som hun har mentaltrænet under i omkring 12 år.
“Der har jeg fået lov til at gå i dybden med mig selv i forhold til at kigge på alt det, som skræmmer mig”. Det, og hvorfor meditationen fik så stor en plads i Pernilles liv, vender vi tilbage til.
Efter at have annonceret sig selv som det, vi per automatik definerer som en succes: At have drevet et firma frem til noget, som nogen vil betale mange penge for, fik hun lyst til at fortælle den anden side af historien om succes.
Historien om skrabede knæ, store følelser, søgen og sårbarhed. Den historie, som vi sjældent hører om, med mindre det er i forbindelse med en fortælling om stress. Den historie, som nogen måske ville mene, ikke har en plads i offentligheden, fordi det er svært at blive konfronteret med andre menneskers sårbarhed. Den størrelse, som vi tit kalder svaghed.
Det vil jeg ikke byde mine egne børn, hvis jeg kan undgå det
De skrabede knæ kom i barndommen i Greve. Det var i en familie med tre børn og en mor, der skulle klare det hele alene. Faren var der ikke. Moren arbejdede i København og kørte børnene i institution på en gammel knallert.
“Min mor græd altid, for vi havde en stram økonomi. Det var hårdt at høre på som lille. Jeg tænkte dybt inde i mig selv, dybt inde i min kerne, “det vil jeg ikke byde mine egne børn, hvis jeg kan undgå det”. Det var jo et traume for mig, siger hun.
“Min mor gjorde det så godt hun kunne, men jeg tænker så tit, “shit et liv. Hun havde ikke de muligheder, jeg har nu”.
Lær at klare dig selv
Da Pernille Lotus blev 11 år fik hendes mor bugspytkirtelkræft. Hun havde tre uger tilbage til at leve i og blev indlagt. I den tid styrede Pernille økonomien.
“Jeg havde en lille, hvid pengekasse med 50 kr. til hver dag, som skulle række til mad til min storebror og mig. Og ansvaret blev mit, fordi min storebror på 15 hellere ville købe øl for pengene. Så der startede jo noget ansvarlighed i forhold til at finde ud af økonomi, og jeg var så pligtopfyldende og inde i mit hoved havde jeg fortalt mig selv, at hvis jeg ikke kunne finde ud af det, så døde min mor måske. Hun skulle i hvert fald ikke ligge på hospitalet og se, at hendes børn ikke kan klare det derhjemme”.
“Børn er typisk ikke ofre”, siger hun. “Børn lægger sig typisk ikke ned på gulvet og græder. De mander sig op og er meget loyale og snakker helst kun om de gode ting. Det har jeg også oplevet med mine egne børn, som er skilsmissebørn”.
Hjemme gik hun i gang med at skabe sig en ny fremtid og startede et it-firma. Det gik ikke og hun gik konkurs. Men i stedet for at hvile i nedturen, startede hun et nyt firma, “for det, man ikke dør af, gør en stærkere”
Moderen overlevede, men efter at have været adskilt i otte måneder, var familien splittet og for Pernille betød det, at hun søgte familieskab et andet sted og faldt i med en flok, hvor det at flygte ind i stoffer, der kan få en til at glemme, var det, der bandt dem sammen. Så som 14-årig søgte hun ind i et miljø, hvor det er nemt at blive venner med kriminelle typer, for de sover heller aldrig, og der er altid nogen at feste med. De andre har også brug for at dulme smerten og man kan altid tage noget mere coke og drikke noget mere fantasy.
Vendepunktet kom, da hendes kæreste prøvede at begå selvmord.
“Jeg fandt ham i min seng hjemme i min lejlighed på Nørrebro. Med selvmordsbrev og det hele. Og sad med ham på hospitalet i tre dage, mens han var i koma. En voksen mand. Det var ret voldsomt. Han overlevede”.
Starten på et nyt liv
Hendes chef, Anders Eigen fra Eigens ballroom, tilbød hende at flytte hjem til ham gratis for at få hende ud af miljøet og hans fødselsdagsgave på Pernilles 20 års-fødselsdag var en flybillet til Hawaii, så hun kunne besøge sin mor, som var flyttet derover.
Tiden på Hawaii blev starten på et nyt liv. Hun holdt op med at ryge, drikke og tage stoffer og kom ind i en helt anden verden. Efter tre måneder tog hun til Val D’isere og blev skibums i syv måneder, før hun var klar til at komme hjem til Danmark og prøve at stå på egne ben med nye venner med sunde interesser.
Hjemme gik hun i gang med at skabe sig en ny fremtid og startede et it-firma. Det gik ikke og hun gik konkurs. Men i stedet for, at hvile i nedturen, startede hun et nyt firma, “for det, man ikke dør af, gør en stærkere”, som hun siger.
“Jeg ville være økonomisk uafhængig. Og det, jeg lærte i min barndom om økonomi og ansvarlighed, og om at klare sig selv, er det, der har gjort, at jeg kan være iværksætter”.
Hård udenpå og blød indeni
Pernille Lotus får ind i mellem at vide at hun fremstår hård og kontant, men siger, at “inden i mig selv er jeg jo bare en lillebitte blød pige, som har en hel masse følelser og en hel masse tanker, og noget af det skræmmer mig. Meget af det”.
Det er den følsomhed, der gør, at hun ind i mellem er nødt til at sætte sig ud på toilettet og fokusere på sin vejrtrækning, som hun har lært via meditationen, fordi hun i en situation er begyndt at skælve, eller ikke kan huske “hvad fanden jeg skal tale om til dette her store møde”.
Jeg har den vildeste energi i kroppen, og kan mærke det fysisk, om noget er skidt for mig
“Jeg har den vildeste energi i kroppen og kan mærke det fysisk, om noget er skidt for mig. I min krop kommer det som ondt i maven. Og det er blevet min vejviser. Så når jeg er usikker og angst, så får jeg ondt i maven, og så ved jeg, at der er noget galt.
Det er et pejlemærke til, hvor jeg er i mit liv, hvad jeg laver, hvem jeg omgås med, hvem jeg giver mig i kast med af det modsatte køn og også business wise, fordi min gut feeling er så stærk. Min krop taler hele tiden til mig, og jeg dykkede ned i meditationen for at forstå, hvad det er, den fortæller mig”.
For 12 år siden gjorde det så ondt, at hun ikke kunne sove. Hun “kunne ikke være i sig selv”. “Jeg græd hele tiden. Prøvede at dulme med at arbejde noget mere, gå mere ud, drikke noget mere. De klassiske ting, som folk, der har haft problemer med stoffer eller alkohol, jo bare gør. Altså en stor flugt”.
Hun vidste, at hun måtte gøre noget. Række ud efter hjælp og fandt frem til at hjælpen skulle i komme i form af et meditationsretreat hos Jesper Westmark. Så uden at vide noget om meditation tog hun op i den svenske skov og satte sig ned og lukkede øjnene i fire dage og begyndte at kigge ind ad i stedet for ukritisk at fylde på udefra.
Når jeg har roen, kan jeg møde verden med ro
“Vi er designet til at kigge udad. Vi lytter hele tiden. Vi taler hele tiden. Det er jo meget meget sjældent, vi sætter os ned og bare er stille. Men i stilheden kommer alle svarene. Det ved jeg i dag. Jo mere stille jeg er, jo mere tilbagelænet i mig selv og i min krop, jeg er, og jo mindre jeg tager aktive valg, jo mere falder der faktisk ind i mit hoved. Især lige for tiden, siger hun.
“Når jeg har roen kan jeg møde verden med ro”.
Meditationen er et værktøj i hverdagen til at finde den ro, hun skal møde verden med. Spørger du hendes guru, Jesper Vestmark, hvor tit, du skal meditere, vil han sige, at det skal du altid. At det ligger i verjtrækningen, som du kan bruge til at hoppe ud af følelser, der sidder i kroppen og forstyrrer dig. Dem kan du vælge at lade være med at respondere på ved at fokusere på vinden i næsen, som er lidt køligere, når du trækker vejret ind og mere varm og rummelig, når du puster ud igen. Prøv selv.
“Det er det, jeg har lyttet til nu i 12 år. Første gang, jeg fik lov at kigge ind i mig selv, vidste jeg, at meditation ville være mit værktøj igennem krisen og til at kunne stå i det liv, jeg står i, med alle de traumer jeg har med mig. Jeg tror slet ikke, jeg ville stå, hvor jeg står i dag, hvis jeg ikke havde haft den træning”.
Jeg VIL være sammen med mine børn
Og nu tænker du sikkert, kære læser, at Pernille alligevel er en af de der perfekte ledertyper, der står op hver morgen og laver sine fem tibetanere og mediterer, inden hun for alvor tager fat på dagens trivialiteter, men nej. Yoga har slet ikke en plads i hendes liv lige nu, og i øvrigt er den “jo faktisk kun opfundet for at forberede os på at sidde i skrædderstilling og meditere”, siger hun, og hun ved, hvad hun snakker om, fordi hun selv blev uddannet astangayogalærer i 2013 i Indien. Og meditationen passer hun ind, når hun kan.
“Jeg mediterer så ofte, som jeg kan, men der er først plads om aftenen. Morgenerne er mine børns. De kommer altid først. Så morgenerne er helliget til at hygge med dem og tage det i deres tempo. Du kan ikke skynde på en to-årig, der sidder og spiser. Det handler om min moral omkring det at være mor. Mit værdisæt. Det er en følelse i min krop af at være til stede, og at føle, at jeg gør det godt. Jeg ved, at jeg bliver nødt til at vægte det at være sammen med mine børn, for ellers kan jeg ikke fungere som menneske. Og så kommer jeg til at gå grædende på arbejde”.
Og lige så meget, hun vil være en god og nærværende mor, når børnene er hos hende, lige så lidt savner hun dem, når ikke er sammen med dem.
DR filmer hende, journalister hiver i hende fra alle sider og invtitationerne til at tale på alle landets scener vælter ind. Så hvad så nu?
“Det lyder måske koldt og kynisk at sige, at jeg ikke savner dem, men det gør jeg faktisk ikke. Jeg nyder min tid alene. Og jeg glæder mig til, at begge børn kan være hos deres fædre 7-7. Jeg investerer i mig selv i de uger, hvor jeg ikke har børnene og tager på retreat og hvis jeg ikke kan det, så tilbringer jeg tid med mine dejlige spirituelle venner. Måske tager vi en weekend til Ibiza for at feste på en eller andne stor yacht. Jeg tanker mig selv op,” siger hun og forklarer, hvordan hun står med et ben i to verdener.
“Hvis du googler lotus, så får du halv sportsbiler og halv lotusblomster, og det beskriver mig meget godt. Jeg kunne ikke være det ene uden at være det andet. Jeg er slet ikke interesseret i kun at være spirituel og bare give slip på min driftighed og sætte mig ud i en skov og sige mmm indtil jeg dør.”
“Jeg vælger at gøre de ting, som jeg ved, er vigtige for mig, uanset hvordan det påvirker andre, for jeg kan ikke gå imod mig selv. Jeg har jo min indre vejviser, der måske giver mig ondt i maven eller gør mig utryg eller usikker eller lidt shaky. Det handler om at kunne kigge mig selv i øjnene i spejlet og sige til mig selv, “jeg elsker dig” og vide, at du gør det bedste, du kan, og jeg er her for dig”.
Jeg VIL være sammen med mine medarbejdere
Og dualiteten kommer også til udtryk i Pernille som forretningsmenneske.
“Jeg arbejder i et felt, hvor det handler om at sælge noget, så jeg kan godt gå ud og være den jagende, men jeg gør det på en måde, hvor jeg stadig står i mig selv som menneske, jeg ved, at det produkt jeg står inde for i min inderste kerne, det kommer af god karma, så du kan godt nivellere det over i begge felter”.
Egentlig var det friheden til at kunne arbejde remote fra sommerhuset, fra poolen i Las Vegas, fra Hawaii, ja, fra hele verden, der prægede Pernilles fremtidsdrømme. Men i takt med, at forretningen voksede, kom der også ansatte til, og det forpligter. For hvis man ikke sidder fysisk sammen i et antal timer om dagen, kan der gå mange informationer tabt. og der kan gå forretning tabt, siger hun.
Vi er nødt til at tale lidt om hverdagen og den vaskemaskine, som ikke kom i går
“Vi skal ikke sidde her fra 8-17 hver dag, og jeg er meget fleksibel i min måde at lede på, men jeg har bare fundet ud af, at man bliver nødt til at være fysisk samlet. Vi er nødt til at tale lidt om hverdagen og den vaskemaskine, som ikke kom i går. Og sige, det går nok alt sammen. Lad os grine af det, i stedet for at du sidder derhjemme og er frustreret”.
Og således føres familieskabet ind i virksomheden. For vi er nødt til at mærke hinanden og tale sammen for at kunne skabe sammen. Også når det gælder den forretning, som lige nu har gjort Pernille Lotus, ikke bare, rig, men også berømt. Og således har hun nået sit erklærede mål i livet. Det betyder, at hun nu har en platform at stå på, så folk vil lytte til hende. At hun får lov til at fortælle sin historie.
Hvornår føler man sig som en succes?
Hun begyndte at føle sig som en succes omkring salget af virksomheden og den anerkendelse, hun følte, da der kom en masse PR i kølvandet på nyheden. Anerkendelse af at hun havde gjort det godt, og af at være lykkedes trods alle dem, der undervejs tvivlede på, om hun kunne nå de stjerner, hun så ivrigt, ambitiøst og målrettet sigtede efter.
For hun lagde aldrig skjul på, at hun ville mere og længere. At hun ville være rig og berømt. Nu har hun nået det. DR filmer hende, journalister hiver i hende fra alle sider og invtitationerne til at tale på alle landets scener vælter ind. Så hvad så nu?
“Jeg føler, at jeg er lykkedes med den økonomiske del på grund af det traume, som blev puttet ind i mig som lille, men jeg ved godt, at det ikke er pengesummen, der gør mig lykkelig,” siger hun og henviser til, at hun for nylig sagde farvel til et enormt overflodsliv sammen med sin eks vel vidende, at hun skulle være alenemor til to børn.
“Det, at vælge at være alene, er også at lykkes som menneske. Jeg var meget modig i det valg, og jeg mærkede mig selv og tog en beslutning. Så det er på det personlige plan, at jeg er lykkedes. Jeg ved, jeg kan klare mig selv, også hvis jeg skulle have været kassedame i Netto. Jeg har et rigtigt godt liv. Og når jeg kommer helt ind til kernen af, hvem jeg er som menneske, når jeg sidder på retreat i den svenske skov og går i svedehytte, hvor man ikke taler med nogen mennesker, men bare står der, alene med sig selv, fuldstændig nøgen og klædt af, så ved jeg også, at jeg kommer til at arbejde mere hen imod lotusblomsten, fremfor at gå imod bilen”, siger hun.
Jeg vil bruge min succes til noget
“Jeg kan sagtens blive mere rig og mere berømt. Det handler om at nå så mange mennesker, som muligt med min historie om, at selv om du kommer fra 2670 Greve, og er vokset op i det forkerte miljø, med de forkerte venner og har taget stoffer og været ude i vanvittige perioder i dit liv, kan du godt lykkes. Det er noget med at sige, at det ikke er for sent”.
Hun vil nå ud til de mange unge, der har det svært og har angst og slet ikke kan finde ud af, hvilken identitet de skal have, fordi det hele handler om det ydre. De unge, som sammenligner sig med de influencere, de ser på de sociale medier, og som hun selv, paradoksalt nok, er med til at sælge.
Jeg vil så gerne fortælle dem alle sammen, at de skal finde roen i sig selv, og at der findes hjælp derude
“Jeg vil så gerne fortælle dem alle sammen, at de skal finde roen i sig selv, og at der findes hjælp derude, og at man kan starte med at kigge på, hvad meditation kan gøre for en. For med meditation, får man ro på det, der foregår inde i ens system i stedet for hele tiden at lægge mere og mere på udefra.
Jeg vil så gerne fortælle de unge, hvordan du udvikler dig som menneske. Og at du kan stå i det største slot i Frankrig, men hvis du gør det med så meget angst, at du ikke kan være i det, så bliver alt bare værre.
Man hører jo om mennesker, som har skudt papegøjen og ender med at springe ud fra en bro. Så når det ikke er pengene, der gør dig lykkelig, hvad er det så? Den samtale vil jeg gerne have. Og jeg er billedet på, at det kan lade sig gøre at rejse sig trods modstand og traumer. At man kan vælge at finde sin egen vej og lykkes som menneske”.
Se Pernille Lotus fortælle om influencere og historien om, hvordan WeAreCube startede, her:
Der er, efter publicering, foretaget enkelte præciseringer i teksten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
