1950’erne har ringet til Altinget – de vil gerne have deres panel tilbage

i Danmark/Digitalt/Erhvervsliv/Kultur af

Se godt på dette billede – det er Altingets nye debatpanel om sociale medier.  Vi ved jo alle, at de eneste, der bruger Facebook er mænd.
Og de eneste, der ved noget om sociale medier, er også mænd. Bortset fra, selvfølgelig, at flere af lige disse mænd ikke er stærke på sociale medier – en bruger dem end ikke. Vi andre har SÅ travlt med …. tjah, whatever.
Hvor er jeg glad for, at jeg ikke bor i Danmark, når jeg ser den slags. For det ville ikke ske her i USA. Sorry to say.
Og det har intet med panelet her at gøre. Jeg kender de fleste af de herrer; glimrende er I alle sammen. Mit raseri går på dem, der ikke er med. Og på vegne af dem. Ingen navne nævnt, ingen glemt.
#AbsurdPanel

Ja, så surt skrev jeg på min Facebook-side onsdag, fordi jeg var vred. Vred over, at Danmarks førende digitale medie havde nedsat et panel på ni personer, alle mænd, der skulle bidrage til den vigtige diskussion om Facebooks rolle som den dominerende digitale platform i den danske medie- og kulturdebat.

Men er det ikke en lillebitte ting at hidse sig op over?

For mig er svaret nej. Dels fordi jeg mener, at jeg som debattør, journalist, redaktør og yes – jeg indrømmer det – feminist (gys, hun sagde det) har en forpligtelse til at råbe op, når det ene køn systematisk bliver udelukket fra vægtige samfundsdebatter, hvor der er magt på spil. Dels kæmper jeg meget gerne for kvinders rettigheder i andre og mere repressive dele af verden – i USA har jeg især bidraget til at hjælpe piger og unge kvinder i Afghanistan. Men det skal ikke stoppe mig fra at forholde mig til mit eget land.

Men derudover er Altinget ikke et ligegyldigt sted. Nej, Altinget er det største, rigeste og mest succesrige digitale medie i dronningeriget, og jeg plejer at sige – når talen falder på dem, hvilket den af og til gør, fordi jeg selv skrev fast om USA for dem indtil december sidste år – at det er et medie, jeg er fuld af beundring over.

Dels fordi hele konceptet er godt tænkt – brancheportaler, som særlig interesserede professionelle mennesker og virksomheder kan abonnere på er simpelt hen en indlysende god ide. Dels fordi jeg godt kan lide den politiske dækning, der går i dybden og aldrig forfalder til det politiserende eller platte. Dertil kommer, at Altinget har en forretningsplan, der faktisk virker – modsat så mange andre medier, både digitale og dem på papir, der kæmper med at finde deres redaktionelle og kommercielle ben.

Men at være ledende forpligter også. Og det gælder også denne, Altingets nyeste, fine, satsning på debatstoffet, der har været rullet ud gennem det sidste år på mange af mediets forskellige portaler. Og så er vi tilbage ved det nyetablerede debatpanel om sociale medier, mere specifikt Facebook. Man kan læse Altingets egen beskrivelse af panelet her.

Skærmbillede fra Altinget.dk
Skærmbillede fra Altinget.dk

Og hvis man gør det – går til Altingets egen artikel – kan man også se kommentarerne, der for stort set alles vedkommende er båret af den samme kombination af vrede og “måske skulle man bare give op”-følelse, som jeg selv mærkede, da jeg så panelet. En skriver: “Hallo, Altinget, 1950’erne har ringet, de vil gerne have deres panel tilbage :-). ” En anden, “lad mig gætte, I ikke så meget som tænkte på det… “ Og så videre.

Her rør vi ved en anden del, der gjorde panelet ekstraordinært ubegavet sammensat. Der er mange kvinder at tage af – den sædvanlige klagesang om, at man har spurgt en hel masse, men der var ingen kvinder, som kunne/ville/havde tid kan ikke trækkes af stalden. Og Facebook har en overvægt af kvindelige brugere. Kommercielt giver ensidigheden dermed heller ingen mening. Faktisk det modsatte.

Også på min væg på Facebook (der er åben, så alle kan scrolle ned ad væggen og læse med) var der en stemning af “nu kan det være nok.” Hvilket der i øvrigt også havde været på Twitter dagen før.

Jeg har skrevet om dette fænomen før, om de mange konferencer i Danmark, hvor kønsfordelingen ofte er skæv. Og ofte – især i Danmark, hvor mange har det meget svært med begrebet om diversitet mødes man med massiv latterliggørelse. Det slår aldrig fejl, at man skal forklare, hvorfor det nu er så vigtigt med kvinder, og om man ikke lige så godt kan fokusere på manglen på unge, jyder, handikappede eller indvandrere eller mennesker fra Fanø, som den ene debattør på Altingets egen side, som ikke var oprørt, fik sagt.

Det enkle svar, som jeg også fik givet i min egen Facebook-tråd denne gang, er, at de to køn faktisk er forskellige og bidrager med noget forskelligt, og at det i de allerfleste sammenhænge faktisk er fornuftigt med en flerhed af stemmer og input.

Men lige i denne debat var der en ekstra dimension, som fik også de mennesker i mit netværk, der normalt blander sig uden for kønsdebatten, til at kritisere det konkrete panel. For dels er der en overvægt af kvinder, som bruger Facebook. Dels er der et hav af kvindelige eksperter i Danmark, der faktisk ved en hel del om sociale medier, ja faktisk er der – surprise –  nogen af dem, som lever af det.

Og hermed rør vi så ved en anden del, der gjorde panelet ekstraordinært ubegavet sammensat. Der er mange kvinder at tage af – den sædvanlige klagesang om, at man har spurgt en hel masse, men der var ingen kvinder, som kunne/ville/havde tid, kan ikke trækkes af stalden. Men derudover var der mange, mange mænd skal det måske siges, der tilføjede, at der også var noget andet besynderligt ved panelets udseende. For Altinget var åbenbart gået efter “topchefer” i stedet for at gå efter dem, der ved noget om emnet (og som har tid til at ytre sig og selv at skrive – hvilket topchefer netop meget sjældent har). Flere af paneldeltagerne er enten kendte for andre ting – politik, ledelse eller journalistik. Men kun tre af de herrer – Thomas Bigum, Nikolai Thyssen og Robin Juel Johansen – arbejder med eller har arbejdet med Facebook direkte.

Med andre ord: Altinget så ind i “den gamle medievirkelighed”. Tog nogle ledende mænd, som de kender i forvejen. Glemte kvinderne og glemte ovenikøbet også brugerne og dem, der professionelt beskæftiger sig med nye/digitale medier.

Standardsvaret: “Tak for respons – send os et indlæg”

Inde på Altingets egen side svarede redaktionschef Anders Jerking: ” Kære læsere, Tak for respons på vores debat-panel og tak for input til gode debattører. Vi vil fremover have fokus på en bedre sammensætning af panelerne. Vores debat er åben for alle – både M/K – send indlæg til debat@altinget.dk.  Bh Anders Jerking, redaktionschef, Altinget”

Det kan man ikke just kalde imødekommende. Hvis man skal være lidt morsom, kunne man mene, at det er et standardsvar, som en algoritme kunne have frembragt. Alternativets deltager – og partiet som sådan – besluttede sig til gengæld for at tilslutte sig den kendte digitale bevægelse “The Pledge”, hvor man kan skrive under på, at man ikke vil deltage i det, der i årevis i den engelsksprogede verden har været kendt på Tumblr i nogle år og som går under “congrats, you have an all male panel.” Der er et fast billede, man kan sætte ind, og hvis man går til Tumblr, kan man se, at det bruges uafbrudt – fortsat. Her et eksempel til fra medieverdenen:

Fra Tumblr.
Fra Tumblr.

Så det mest konkrete, der komer ud af dette, er muligvis at Alternativet fik sig en omgang gratis reklame. Nå ja – og at Føljetons Nikolai Thyssen galant tilbød, mens debatten rullede, at overlade sin plads til journalist Anja Bo, der er tilknyttet mediet. Hun sagde, at det så hun frem til, men spørgsmålet er, om hun egentlig har lyst til at være med på afbud? Om ikke det deprimerende i denne debat handler om, at ingen tænkte på det her fra starten. Det vil jeg mene.

Og det var så det, der kom ud af den omgang. Toget kører videre, og man kan som debattør godt undre sig over, at de samme fejl gentager sig gang på gang. I medieverdenen ved redaktører og mediechefer godt, at kvinderne er deres flittigste brugere. Og dermed giver det som allerede nævnt heller ingen kommerciel mening at overse dem.

Og lad mig så lige nævne – I behøver ikke læse videre – vi er kommet til min omtale af dette medie, så er I advaret:

På POV International er vi to kvindelige stiftere samt en mand, ligesom vi har en kvindelig journalistisk chefredaktør. I vores faste skribentgruppe er vi 27 kvinder og 22 mænd, og vi kommer i øvrigt ikke bare fra hele Danmark, men fra hele verden. Vi findes i mange aldre, religioner, farver og har forskellige seksuelle præferencer. Men det er ikke sket via kvoter, eller fordi vi er en samling uforbederlige politisk korrekte eller vadmelsbeklædte sipper M/K. Men fordi vi har vores øjne vidtåbne og ikke altid retter vores opmærksomhed mod dem “alle kender i forvejen” eller dem, der sidder i store og magtfulde jobs.  Det er en opskrift, vi gerne så, andre dele. Så er det sagt.

Topfoto fra Facebook.

Holder du af det jeg skriver? POV International lønner ikke sine bloggere. Så hvis du har lyst, kan du donere direkte til mit arbejde som chefredaktør og skribent efter endt læsning.  Eller lad være, det er ganske frivilligt. Jeg modtager donationer direkte via Mobile Pay: 93 85 05 85

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international