MELLEMØSTEN // KOMMENTAR – Douglas Murray diagnosticerer ideologisk ondskab, Pankaj Mishra kolonial rådvildhed. Begge rammer rigtigt i dele af fortællingen, men begge skærer væk, hvor kilderne bliver ubekvemme. Per Clausen overtager deres polaritet uden at rette op på de historiske mellemliggende led, skriver Michael Hansen i denne kommentar.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Per Clausen sætter i en kommentar på POV International Douglas Murrays On Democracies and Death Cults op mod Pankaj Mishras The World After Gaza og lader de to bøger udfolde et moralsk panorama, hvor den ene ser en palæstinensisk “dødskult”, mens den anden ser den “sidste vestlige koloni”.
Begge forfattere har deres pointe, men ingen af dem – og heller ikke Clausens kommentar – kan fastholde fortællingen, når man løfter blikket fra den litterære retorik til de kilder, som folkeret, demografi og militærhistorie faktisk tilbyder.
En dekolonial hjemvenden
Den internationale ret betragtede fra første færd jøderne som et indfødt folk. San Remo-konferencen i 1920 og Folkeforbundets Palæstina-mandat i 1922 pålagde Storbritannien at “sikre etableringen af det jødiske nationale hjem”. Zionismen var derfor en dekolonial hjemvenden – finansieret gennem jordkøb fra ottomanske absentee-godsejere – ikke en europæisk koloni. Over halvdelen af de parceller, der blev købt inden 1948, tilhørte ikke lokale arabere, og de fleste var ubeboede sumpe eller kalkskrænter, som nybyggerne selv drænede og opdyrkede.
Civile tab i Gaza er tragiske, men Hamas’ strategi med menneskelige skjolde er veldokumenteret
Allerede i mandatperioden ulmede volden. Ved Hebron-massakren i 1929 blev 67 jøder dræbt, og byens jødiske liv udslettet. Stormuftien Haj Amin al-Husseini allierede sig i 1941 åbent med Hitler for at forhindre et jødisk hjemland. Når Murray taler om et had, der går dybere end politik, har han altså et historisk rygstød, som Mishra og Clausen ikke nævner.
FN’s delingsplan af 29. november 1947 blev accepteret af det jødiske lederskab, men afvist af Den Arabiske Liga. Fem arabiske hære invaderede den 15. maj 1948, og krigen skabte to samtidige flygtningestrømme: omkring 750.000 arabere flygtede eller blev fordrevet, mens ca. 850-900.000 jøder blev jaget ud af de omkringliggende arabiske lande. Denne befolkningsudveksling – som efter Anden Verdenskrig normalt ville afslutte erstatningskrav – er fraværende i Mishras postkoloniale ramme og i Clausens referat.
156.000 arabere blev boende i Israel og fik statsborgerskab; i dag tæller de over to millioner borgere. Samtidig stammer mindst 45 % af Israels jødiske befolkning fra Mellemøsten og Nordafrika. Racekategorien “hvidt overherredømme”, som Mishra anvender forsvinder derfor i mødet med den demografiske virkelighed.
Palæstinenserne oplever på deres side Vestbredden som en dagligdag af checkpoints og militær kontrol. Men folkeretten kalder området omtvistet, ikke ulovligt besat: Jordans annektion i 1950 blev aldrig anerkendt, og FN’s Sikkerhedsråds-resolution 242 kræver tilbagetrækning fra territorier – ikke nødvendigvis fra alle – mod gensidigt anerkendte grænser. Murray understreger denne nuance, men glemmer at forklare, hvor politisk eksplosivt den opleves af palæstinenserne.
Gazas juridiske status er klarere. Den 12. september 2005 forlod Israel enklaven fuldstændigt og evakuerede 8-9.000 bosættere. To år senere tog Hamas magten.
Under Operation Guardian of the Walls i maj 2021 affyrede Hamas og andre grupper 4.360 raketter og mortérer på blot 11 dage. Mishras påstand om en “fortsat kolonisering” måles således direkte mod en Israel-fri realitet.
Hamas’ charter fra 1988 lover at udslette Israel “indtil Islam udsletter det”. Den 7. oktober 2023 omsatte bevægelsen teksten til handling: Omkring 1.200 israelere – hovedsagelig civile – blev myrdet, og 251 taget som gidsler. Seks uger senere fastslog PCPSR-instituttet, at 72 % af palæstinenserne betragtede angrebet som den “rigtige beslutning”. Det er vanskeligt at tolke det som andet end ren desperation.
Myten om “sten mod geværer” i Første Intifada opløses, når man åbner IDF-registrene: 3.600 molotovcocktails, 100 håndgranater og 600 skyde- eller bombeangreb på fire år. Under Anden Intifada (2000-05) blev 1.137 israelere dræbt; 78 % var civile. Disse tal glimrer ved deres fravær hos både Murray og Mishra, og derved mister læseren proportionerne.
Civile tab i Gaza er tragiske, men Hamas’ strategi med menneskelige skjolde er veldokumenteret. IDF viste i november 2023 en befæstet tunnel under al-Shifa-hospitalet, og i juni 2025 fremviste hæren et kommandocenter under European Hospital i Khan Younis. Enhver proportionalitetsanalyse må nødvendigvis medregne dette.
Kompromis forudsætter dokumentaion
Den Internationale Domstol udstedte 26. januar 2024 kun foreløbige foranstaltninger i sagen Sydafrika v. Israel; retten afsagde ingen folkedrabsdom og nægtede at kræve våbenhvile. Alligevel påkaldes kendelsen i debatten som endelig dom. Samtidig vedtog FN’s Generalforsamling i 2024 hele 17 fordømmelser af Israel – mod blot seks om alle andre lande tilsammen. “Vestlig immunitet” er det svært at få øje på under disse omstændigheder.
Konflikten reduceres dermed til moral, ikke dokumentation
Endelig har den israelske side fremsat tre substantielle fredstilbud: Camp David/Clinton-parametrene i 2000, Taba-samtalerne i 2001 og Olmert-kortet i 2008 med 94 % tilbagetrækning fra Vestbredden. Alle blev afvist uden modforslag. Mishra nævner ingen af dem; Murray berører dem kun perifert.
Murray diagnosticerer ideologisk ondskab, Mishra kolonial rådvildhed. Begge rammer rigtigt i dele af fortællingen, men begge skærer væk, hvor kilderne bliver ubekvemme. Per Clausen overtager deres polaritet uden at rette op på de historiske mellemliggende led – muftiens nazisamarbejde, den dobbelte flygtningetragedie, Hamas’ charter, den massive palæstinensiske folkelige opbakning til vold, og den dokumenterede brug af hospitaler som baser.
Konflikten reduceres dermed til moral, ikke dokumentation. Men kompromis forudsætter netop dokumentation: at jødernes rettigheder som indfødte og palæstinensernes krav på værdig statslighed behandles på samme præmis. Uden denne dobbelte anerkendelse vil hver ny bog – og hver ny anmeldelse – blot føje ord til den brand, der allerede brænder så voldsomt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og