NY BOG // ANALYSE – Woke-bevægelsen og de symbolske kapitalisters diskurser har vakt modstand i store dele befolkningen, skriver Per Clausen i sin læsning af en ny debatbog af Musa al-Gharbi. Den har forstærket polariseringen og var en medvirkende årsag til Kamala Harris’ nederlag. Den lider også af privilegieblindhed.
I sommeren 2020 iagttog sociologen Musa al-Gharbi mange aftener demonstranter i Manhattans Upper West Side med plakater med påskriften ”Black Lives Matter”. Men selv om sorte bor og arbejder i kvarteret, var det overvejende hvide, og efter udseendet at dømme, højtuddannede, der deltog. Samtidig var der en del hjemløse, sorte mænd langs vejen, men dem ænsede demonstranterne ikke. De var tilsyneladende usynlige eller ligefrem en uvelkommen forhindring.
Senere fik kvarterets beboere, hvoraf mange sikkert deltog i demonstrationerne, fjernet de uønskede elementer fra bydelen, dvs. en typisk NIMBY-holdning. Og samtidig nyder de ”progressive” beboere godt af en underbetalt minoritetsunderklasse til at gøre rent, passe børn, lufte hunde, som Uber-chauffører, Amazon-ansatte, mm. Selv om de ”progressive” giver udtryk for at solidarisere sig med de marginaliserede grupper, så nyder de godt af at udbytte og fastholde dem i deres marginaliserede position.
Hvorfor er vinderne i nutidens samfund så optagede af at associere sig med de marginaliserede i samfundet?
På samme måde oplevede al-Gharbi, da han studerede på Columbia University, at de woke studerende, der gik ind for social retfærdighed, var ligeglade med den hær af lavt betalte ansatte, der servicerede dem. Denne modsætning mellem ord og handling fik al-Gharbi til i bogen We Have Never Been Woke at analysere, hvordan de privilegerede lever med denne kognitive dissonans, og hvorfor vinderne i nutidens samfund er så optagede af at associere sig med de marginaliserede i samfundet? Besvarelsen af disse spørgsmål giver nemlig også en del af forklaringen på Trumps og Republikanernes valgsejr.
Al-Gharbi betragter de progressive ”wokes” som en ny elite, der har samme ideologiske og kulturelle holdninger. Ud fra Bourdieus kapitalformer kalder han dem for ”symbolske kapitalister”, der har gennemgået en højere uddannelse, og som er kendetegnede ved at arbejde med symboler, sprog, billeder, fortællinger, data og analyser, idéer og udarbejde strategier. Det var dem, som Robert Reich for årtier tilbage kaldte symbolanalytikere, og som Richard Florida priste som kreative drivkræfter i udviklingen.
Herhjemme har Johannes Andersen i Fra en anden verden, der er udkommet på samme tidspunkt som al-Gharbis bog, analyseret den samme klasse og er nået frem til stort set tilsvarende konklusioner, hvilket også er tilfældet i Sahra Wagenknechts bog Die Selbstgerechten. Den nye elite er et internationalt fænomen.
Hvem er den nye elite?
De symbolske kapitalister arbejder inden for uddannelse, forskning, medier, jura, finans, konsulentbranchen, administration og har fælles interesser i spørgsmål om betydningen af uddannelsessystemet, af forskning og ekspertise og investeringer i disse områder samt i kultur.
De bor i de byer, hvor udbuddet af arbejdspladser og kulturelle tilbud er stort, og hvor man kan omgås folk med samme interesser og holdninger. Det betyder på den anden side, at der dannes ekkokamre, således at klassen mister kontakt med levevilkår og holdninger blandt andre befolkningsgrupper.
Denne elite lever en privilegeret tilværelse, men det vil eliten ikke indse, da den betragter sig som en del af underklassen
Det paradoksale er, at den nye elite ikke betragter sig som elite eller en klasse med fælles interesser i Marx’sk forstand, men ser sig selv som individer med særlige talenter, hvor de hele tiden forsøger at forbedre deres individuelle position og sociale status. Og det er sigende, at de symbolske kapitalister fremhæver identitetsgrupper som undertrykte, men helt negligerer betydningen af klasser. Konsekvensen er, at man overser, at ikke alle inden for en gruppe kan betragtes som marginaliserede: For eksempel er der en stor sort middelklasse og rige, sorte kapitalister, hvis interesser ikke er de samme som den sorte underklasses, der ikke bliver rigere og mere lykkelig af at blive udbyttet af en sort arbejdsgiver.
Den nye elite ser sig selv i modsætningsforhold til den gamle kapitalistiske elite, der udbytter resten af samfundet. Den nye elite ser det som sin opgave at kontrollere og beskytte resten af befolkningen over for dens udbyttere, dvs. at klassen betragter sig og legitimerer sig som altruister. Dette blev illustreret af Occupy Wall Street i 2011, hvor deltagerne, der overvejende var symbolske kapitalister, opstillede modsætningen mellem den ene procent over for de 99 procent. Men herved skjulte man, at de øverste 20 procent også har haft gavn af udviklingen af videnssamfundet og dermed har bidraget til den stigende ulighed.
Skillelinjen ligger ved uddannelse
Den vigtigste sociale skillelinje går i dag mellem folk med eller uden videregående uddannelse, idet sidstnævnte har oplevet stagnerende eller faldende levestandard. Ved at rette fokus på den øverste procent kan de symbolske kapitalister undgå at analysere deres egen rolle i udviklingen, og hvordan man selv har draget fordel af udviklingen.
Folk med uddannelse har nemlig øget deres indkomster og formuer og har langt større valgmuligheder i forhold til resten af befolkningen, det al-Gharbi kalder ”hamstring af muligheder”.
Det er meget vigtigt for de symbolske kapitalister, at deres børn også får en god uddannelse, helst fra et Ivy League-universitet, og det kan opnås gennem at købe et hus i et dyrt område med en god skole og et godt gymnasium.
Desuden har man mulighed for at købe ekstra undervisning og sørge for kulturelle tilbud til afkommet for at øge dets kulturelle kapital. Disse muligheder står kun i begrænset omfang åbne for folk med almindelige indkomster, der heller ikke har råd til at betale for de meget dyre universitetsuddannelser.
Da de symbolske kapitalister sætter sig på de mest eftertragtede uddannelser, gør de det svært for andre grupper at få del i de fordele, som eksamensbeviser giver. Denne elite lever en privilegeret tilværelse, men det vil eliten ikke indse, da den betragter sig som en del af underklassen. Ironisk, da den kræver af andre privilegerede, at de skal se på deres privilegier.
Status og privilegieblindhed
De symbolske kapitalister har et nærmest umætteligt begær efter symbolsk kapital, da den sociale status altid kan forbedres og aldrig er sikker. Deres holdninger bliver en vigtig del af deres identitet, da de skaber en mening med tilværelsen i en sådan grad, at man kan tale om en form for erstatningsreligion for en gruppe, der er den mest sekulære i samfundet. Derfor bliver det også vigtigt at udbrede holdningerne til resten af samfundet, hvilket til tider gøres ret aggressivt – man har jo set lyset!
Hvor den økonomiske elite opnår status gennem materielle statussymboler – fx store huse eller biler – opnår de symbolske kapitalister status gennem anerkendelse og respekt fra andre inden for klassen.
De symbolske kapitalister har et nærmest umætteligt begær efter symbolsk kapital, da den sociale status altid kan forbedres og aldrig er sikker
Status kan opnås gennem at markere sig ved at delegitimere institutioner og værdier eller ved at skabe nye statusmarkører, fx i form af et nyt woke-sprog eller ved at finde nye grupper, som kan betragtes som undertrykte, og som man – på det symbolske plan – kan solidarisere sig med, da alle disse grupper er undertrykte af ”systemet” i form af racisme, patriarkatet, homo- eller transfobi, osv.: Teorier og påstande om, at alle hvide mænd er racister og privilegerede, hvilket er i modstrid med mange fattige, hvide mænds oplevelser. At kønnet er socialt konstrueret, hvilket ophæver kønnene. At transkvinder er kvinder, hvorfor biologiske mænd kan deltage i kvindesportskonkurrencer, skaber stor modstand i store dele af befolkningen.
Vicepræsidentkandidat Tim Waltz’ karakteristik af Republikanernes holdninger som ”weird” er en ret nøjagtig afspejling af republikanske vælgeres opfattelse af Demokraternes holdninger – og svarer i vid udstrækning til Lars Olsens og Bjørn Brandenborgs karakteristik af den øvre middelklasse i hovedstaden som ”aparte”.
En vækkelsesbølge
Den nuværende vækkelsesbølge er langtfra unik, idet forskellige forfattere samstemmende har beskrevet tre bølger før den nuværende, hvor man oplevede nogenlunde samme fænomener, om end i mindre omfang, da antallet af højtuddannede var mindre.
Den første bølge optrådte i forbindelse med krisen i 1930’erne, den anden bølge i 1960’erne, den tredje bølge fra slutningen af 1980’erne til starten af 1990’erne (den var mindre end de andre), og den seneste bølge startede efter finanskrisen i 2008 og fandt sig først udtryk i Occupy Wall Street.
Den fjerde bølge startede før Black Lives Matter og før #MeToo-bevægelserne, idet de manifesterede allerede underliggende udviklinger. Bevægelserne afløste hinanden, således at deltagerne gik fra Occupy Wall Street til Black Lives Matter til #MeToo og Women’s March, og bevægelsernes krav blev hele tiden radikaliseret, fx i form af ”defund the police”, afkriminalisering af forbrydelser, cancelling og deplatforming af folk, man var uenige med.
Det, der igangsætter vækkelsesbølgerne, er det, som Peter Turchin i ”End Times” har kaldt ”eliteoverproduktion”
Man spurgte ikke eksempelvis den sorte befolkning, hvad den mente om forslagene, og hvilke problemer de sorte syntes var vigtige. Den sorte befolkning havde ingen ønsker om at indskrænke ordensmagten, da det var dem, der var mest udsatte for kriminalitet.
Det, der igangsætter vækkelsesbølgerne, er det, som Peter Turchin i End Times har kaldt ”eliteoverproduktion”, idet der uddannes for mange i forhold til udbuddet af stillinger, hvilket truer mange symbolske kapitalister, især studerende og lige færdiguddannede, med social deklassering.
De mister troen på systemet og radikaliseres, men klager ikke over egne dårlige fremtidsudsigter. I stedet fremhæver de, hvor dårlige forholdene er for andre, især marginaliserede grupper, som de forsøger at lave alliancer med.
Når konjunkturerne forbedres, og jobmulighederne forbedres, får de symbolske kapitalister karrieren at tænke på, og vækkelserne ebber ud.
Al-Gharbi mener, at den nuværende bølge begyndte at vende i 2022, men forudsiger, at den hastige udvikling inden for AI vil disrupte velbetalte jobs for symbolske kapitalister, der derfor kan forudse økonomisk deklassering.
Mange må formentlig tage til takke med lavt betalte jobs inden for servicesektoren, sådan som det er sket for overflødiggjorte industriarbejdere. Denne deklassering vil formentlig ramme de berørte hårdt, fordi prestigen associeret med at have en lang uddannelse for mange har været af stor betydning, selv om de ikke har haft vellønnede jobs.
Der er grænser for solidariteten
Da de symbolske kapitalister mener, at magten og undertrykkelsen skabes igennem sproget og symboler, lægger de vægt på at ændre sproget og omdanne symboler og indfører et sprogpoliti, der indskrænker, hvad man må sige i det offentlige rum, hvilket skaber vrede i den øvrige befolkning.
Denne praksis gavner imidlertid ikke forholdene for de marginaliserede grupper, der primært har brug for bedre levevilkår, især højere lønninger og lavere huslejer.
De symbolske kapitalister modsætter sig, at der bygges i de kvarterer i storbyerne, hvor de bor, hvilket har drevet huslejerne op, så folk uden store indkomster ikke har råd til at bo der. De symbolske kapitalister går i princippet ind for billige boliger, bare ikke i deres kvarter. Herved har man skabt en form for social apartheid, hvilket har ført til, at storbyerne er blevet segregerede efter race og indkomst, og manglen på boliger, som almindelige mennesker kan betale, har skabt et stort hjemløseproblem, især i byer styret af Demokraterne.
De symbolske kapitalister går i princippet ind for billige boliger, bare ikke i deres kvarter
De symbolske kapitalister går i princippet ind for diversitet og inklusion, men det må ikke gå ud over deres ejendomsværdier eller deres æstetiske præferencer. Det betyder, at de ofte kræver flere indgreb fra ordensmagten, når de overtager nye kvarterer, da de ikke bryder sig om larm eller tilstedeværelse af ”uordentlige” elementer.
Solidariteten har således sine grænser. Det må nemlig ikke koste noget.
De symbolske kapitalister fremhæver ofte historisk betingede, undertrykkende strukturer som årsag til marginaliserede gruppers position i dagens USA, men disse strukturer reproduceres i det daglige bl.a. af de symbolske kapitalisters praksis.
Demokratisk nederlag
De symbolske kapitalister lider af det, Bourdieu kaldte méconnaissance, dvs. fejlagtig opfattelse af sin egen praksis. Den er – i modsætning til, hvad de symbolske kapitalister selv siger – med til at forøge uligheden til skade for de marginaliserede i samfundet, hvorfor gruppen, som al-Gharbi konkluderer, aldrig har været vækket, dvs. aldrig har set lyset i form af at kunne gennemskue undertrykkelsesmekanismerne.
De symbolske kapitalisters diskurser har vakt modstand i store dele befolkningen, har forstærket polariseringen og var en medvirkende årsag til Kamala Harris’ nederlag.
Hendes tilslutning til, at transkønnede i fængsler skulle have ret til kønsskifteoperationer, blev nådesløst udnyttet af Republikanerne til at vise, hvor outrerede Harris og Demokraterne var.
Man må håbe, Demokraterne og de symbolske kapitalister vil starte en selvransagelse og ændre på deres opfattelser og politikker. Da den fjerde vækkelsesbølge har toppet, burde forudsætningerne være til stede, men det kan være svært at indrømme, at man har taget fejl, især hvis disse holdninger er en del af éns identitet.
Der har dog allerede været Demokratiske politikere ude og kræve ændringer i deres politik, så det bliver spændende at følge udviklingen.
Musa al-Gharbi er sociolog og adjunkt ved School of Communication and Journalism på Stony Brook University. Hans forskning fokuserer primært på den politiske økonomi i vidensproduktion og det “sociale liv” for videnskabelige og journalistiske udgivelser.
Han er klummeskribent for The Guardian, og hans tekster har også været bragt i The New York Times, The Washington Post og The Atlantic blandt andre publikationer.
al-Gharbis første bog, We Have Never Been Woke: The Cultural Contradictions of a New Elite, er udgivet hos Princeton University Press i oktober 2024.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
