UKRAINE, LITAUEN OG EU // KOMMENTAR – Samfundsforsker og forfatter Aksel V. Carlsen påpeger, at myndighederne i Ukraine og Litauen gennem længere tid bevidst har søgt at lukke munden på flere kritiske røster.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I ”det frie og demokratiske” Vesteuropa, hvor ytringsfrihed betragtes som et adelsmærke, er der opstået russerhad på baggrund af Ruslands blodige invasion af Ukraine.
Det had oppiskes af vores moraliserende politikere og medier. Og den aktuelle militaristiske stemning får desværre jævne danskere til at gå i selvsving. I kølvandet på danskernes forståelige medfølelse med det ukrainske folk oplever herboende russere nu, at blive chikaneret, fordi de er russere. Dette er hverken et nyt eller blot dansk fænomen. Også i andre lande sker dette – endda for fuld skrue.
I de seneste dage er to markante journalister og bloggere, af forskellig politisk observans, blevet ofre for et omsiggribende russerhad. Det er ukraineren Anatolij Sharij og litaueren Algirdas Paleckis.
Anatolij Sharij og Algirdas Paleckis
Den 4. maj blev den 43-årige Anatolij Sharij, der lever i eksil i Vesteuropa, arresteret i Spanien på anmodning af Ukraines myndigheder. På grund af flere års kritik af de herskende forhold i Ukraine blev han sidste år anklaget for landsforræderi, men var allerede før krigen hadeobjekt for ukrainske magthavere og højreekstremister og offentligt udråbt som ”pro-russisk” og ”Kreml-propagandist”.
I de nærmeste dage bliver det i Barcelona afgjort, om han kan udleveres til Ukraine.
En anden fremtrædende journalist, der i flere år er blevet hængt ud på samme måde – men i EU-staten Litauen – er den 50-årige Algirdas Paleckis. Han har i årevis været opsøgende journalist, men blev sidste sommer i Litauen idømt 6 års fængsel efter at have gennemlevet halvandet års varetægtsfængsel. Han ankede dommen, men anken blev nu afvist den 6. maj.
Umiddelbart har disse to tilfælde intet med hinanden at gøre. De har dog fællestræk. Begge personer har talt de respektive magthavere midt imod. Begge er ramt af EU-landes myndigheder. Og sidst, men ikke mindst, bliver de udråbt som talerør for det, den ”frie verden” nu ser som nutidens største fjende: Rusland. Både Sharij og Paleckis er ofre for russerhad.
Sharij – ukrainsk blogger og journalist
Tilbage i 00-erne blev den unge ukrainske journalist Anatolij Sharij kendt for sine publikationer om kritisable sociale forhold i Ukraine. Og da han samtidig fordømte sider af den sovjetiske historie, især fra Stalin-tiden – var han populær. Han vandt flere priser for veldokumenteret undersøgende journalistik. Men fra omkring 2008 satte han især fokus på den omfattende korruption i Ukraine. Både under den national-liberale præsident Viktor Jusjenko og siden – under præsident Viktor Janukovitj.
Dermed kom han på kant med myndighederne. Og da han mærkede, at jorden begyndte at brænde under fødderne, drog han i 2012 til Litauen. Her fik han politisk asyl og har siden opholdt sig i EU-lande sammen med hustruen Olga.
I 2020 kunne han sammen med sine tilhængere dokumentere, hvem der havde myrdet den kendte systemkritiske ukrainske forfatter Olesj Buzina, en sag myndighederne ellers har syltet
Anatolij Sharij har nu i flere år fra Spanien på sociale medier dagligt leveret skarpe analyser af den fortsatte korruption og af anden rådenskab i Ukraine, så som heksejagten siden Majdan-oprøret i 2014 på personer, hvis russerhad ikke var tydeligt nok (det har jo siden 2014 heddet sig, at Rusland havde overfaldet Ukraine). Hans ukrainske kritikere påstår, at han er finansieret af russiske oligarker. Officielt hedder det, at hans vigtigste sponsorer er i Ukraine, hvoraf den største er en succesrig forretningsmand inden for IT og reklame, Ivan Mantjur.
Siden Majdan har Sharij vist sig som kompromisløs kritiker af det nye Kyiv-styre og dets tætte samarbejde med USA. Han var klar i spyttet ved i sine talrige indslag fra starten at betegne det nye styres såkaldte ”Anti-Terror-Operation” mod civilbefolkningen i Donbas som ”borgerkrig”.
I 2020 kunne han sammen med sine tilhængere dokumentere, hvem der havde myrdet den kendte systemkritiske ukrainske forfatter Olesj Buzina, en sag myndighederne ellers har syltet. Så hvis han i forvejen havde nok fjender, så blev han efter Majdan også klandret for manglende patriotisme.
I sine indslag støtter han sig til et omfattende netværk af frivillige korrespondenter i alle dele af Ukraine. Sammen med et lille hold af journalist-kolleger har hans skarpe analyser og kommentarer vundet popularitet både i Ukraine og andre lande. I 2019 havde hans youtube-videoudsendelser 2 mio. abonnenter og i 2022 omkring 3 mio.
Under den nuværende krig har Sharij næsten haft døgnvagt på de sociale medier, hvor han har viderebragt friske oplysninger fra hele Ukraine, som han modtog fra sit netværk.
Sharija-partiet
I 2019 stiftede han i eksil et politisk parti med afdelinger i Ukraine. Under parolen ”Retten til sandheden” (Prava na pravdu) forsøgte disse afdelinger lokalt at arbejde politisk ud fra Anatolij Sharijs afsløringer af social uretfærdighed, højreradikale udskejelser og korruption blandt magthavere. Sharija-partiet, der betegnes som libertariansk, altså en slags liberal-anarkistisk, blev frem til Ruslands invasion – lige som et andet midtersøgende OP-parti – betragtet som Ukraines største legitime oppositionsparti.
Sharija-partiet deltog i de seneste parlaments- og lokalvalg. Det førte friske unge kræfter ind i ukrainsk politik. Partiet fik 2,2 pct. af stemmerne (over 330.000 stemmer), men ikke nok til at komme over spærregrænsen til parlamentet. Ved regional- og byrådsvalg opnåede partiet 52 mandater i Odessa- og Donbas-regionerne.
Både Sharija-partiet og OP-partiet var blandt de 11, som præsident Volodymyr Zelenskij nu forbød ved krigens start, hvorved disse partiers folkevalgte politikere nærmest er blevet fredløse.
Afsløring af nynazister
Blandt Sharijas journalistiske “yndlingsofre” har været flere ukrainske højreradikale og nynazistiske grupper. For eksempel har han haft fokus på Sergej Sternenko, en fremtrædende nynazistisk aktivist fra Odessa, der blev tiltalt for mord og narkosalg, og som var ivrig deltager i mordbranden i Odessa den 2. maj 2014.
Sharij afslørede Sternenkos kontakter i ukrainsk politiledelse og retsvæsen. Sharij har mere end antydet, at myndighederne ind til for nylig holdt hånden over denne nynazist. Hans afsløringer af nynazisternes samarbejde med ex-præsident Petro Poroshenko medførte, at den slags aktiviteter flere gange overfaldt Sharijs tilhængere.
Ved invasionens start slog Kyiv-styret ned på oppositionsmedier og blokerede Sharijs youtube-udsendelser, selv om han klart tager afstand fra Ruslands krig
Da præsident Zelenskij fra 2021 slog ind på samme politiske kurs som Poroshenko med optrapning af borgerkrigen og underminering af Minsk-aftalerne, intensiverede Kyiv-styret en klapjagt på kritikere. Da Zelenskij for et år siden – udenom retsvæsenet – lukkede OP-partiets tre TV-stationer og fik dets leder, forretningsmanden Viktor Medvedtjuk arresteret, var Sharij blandt de skarpeste kritikere af Zelenskij. Han satte fokus på Zelenskijs tendens til at gå uden om parlamentet og overdrage mere og mere magt til en snæver personkreds i Det Nationale Sikkerhedsråd.
I 2021 fik Zelenskij EU-staten Litauen til at fratage Anatolij Sharij sin asylstatus og erklære ham som ”persona non grata”.
Samme år indførte Ukraines Nationale Sikkerhedsråd sanktioner, ikke kun mod hans hustru Olga, men også mod hans svigermoder i Kyiv. Og ved invasionens start slog Kyiv-styret ned på oppositionsmedier og blokerede Sharijs youtube-udsendelser, selv om han klart tager afstand fra Ruslands krig.
Med arrestationen i Spanien den 4. maj er udsigten til at Anatolij Sharij bliver udvist til Ukraine – et land i krig – stor, og det vil få alvorlige konsekvenser for ham. Særlig grotesk var det, at opleve den tidligere nævnte ukrainske nynazist Sergej Sternenko, der på youtube straks var fremme med jubel og hånede den arresterede Anatolij Sharij.
Algirdas Paleckis – en litauisk antifascist
Paleckis er tidligere diplomat og forhenværende socialdemokratisk viceborgmester i Litauens hovedstad, Vilnius. I 2009 var han medstifter af et socialistisk parti. Han nød respekt for sit sociale engagement og stillede op til et par valg. Han er en internationalt kendt antifascist og har siden 2014 arbejdet med undersøgende journalistik, blandt andet med afsløring af tidligere litauiske fascister.
Hans første sag handler om hans journalistiske efterforskning af en begivenhed, der fandt sted i januar 1991 i Litauens hovedstad, Vilnius. Det var, da Litauen endnu var sovjetisk unionsrepublik, og sovjetisk militær under de daværende uroligheder skulle sørge for sikkerhed omkring Vilnius’ tv-center. Ved de tragiske sammenstød blev 14 demonstranter dræbt.
“Dengang skød vores egne på landsmænd”
Paleckis kom i 2011 i de lokale myndigheders søgelys og blev efterfølgende idømt en bøde på grund af en bestemt sætning, han havde brugt i et tv-talkshow på årsdagen for de tragiske begivenheder i januar 1991. Hans ord i tv var: ”Dengang skød vores egne på landsmænd…”
Paleckis havde på det tidspunkt iværksat egne undersøgelser af begivenhederne og påpeget, at de dødbringende kugler ikke stammede fra våben, som sovjethæren anvendte, men fra jagtgevær – og at de ikke var affyret på tæt afstand.
I december 2018 indkaldte myndighederne pludselig til en pressekonference, hvor det blev meddelt, at Paleckis ville blive sigtet for “deltagelse i et russisk spion-netværk”
Ved en efterfølgende retssag mod ham kunne hans vidner bekræfte, at snigskytter havde skudt fra hustage i nærheden. Men den vurdering strider mod den officielle litauiske (antisovjetiske) historiefortælling og er siden anvendt mod ham som anklage for disrespekt for sit eget land. Hans udsagn blev officielt fortolket som: ”benægtelse af den sovjetiske besættelse af Litauen” og som ”en hån mod ægte litauiske patrioter”.
Den første retssag endte med, at både han selv og hans vidner blev idømt store bøder. Men han fortsatte – samtidig med sit politiske engagement – undersøgelsen af begivenhederne i 1991. Han blev dog i oktober 2018 arresteret og gemt helt væk.
I december 2018 indkaldte myndighederne pludselig til en pressekonference, hvor det blev meddelt, at Paleckis ville blive sigtet for “deltagelse i et russisk spion-netværk”.
Inden det første retsmøde blev hans varetægtsfængsling gang på gang forlænget. Og der gik tre måneder, før hans hustru kunne besøge ham. Da hun så ham, konstaterede hun, at han var syg og havde tabt sig. Trods klager gik der yderligere et halvt år, inden han blev indlagt på hospital. I alt sad han fængslet i halvandet år forud for det første retsmøde. I perioder i enecelle. Da retten skulle begynde, blev møderne gang på gang vilkårligt afbrudt, men i april 2020 blev fængslingen erstattet med midlertidig husarrest. Og i 2021 blev han idømt 6 års fængsel.
Paleckis blev dømt for at have indsamlet privatoplysninger om dommere og anklagere, der havde efterforsket sagen om begivenhederne i januar 1991 i Vilnius. Men der blev aldrig fremlagt konkrete oplysninger, dokumenter eller filer. En del af anklagerne mod ham var baseret på klassificerede tilståelser af en person, der efter en dom for pædofili gik med til siden 2018 at ”samarbejde” med Litauens sikkerhedstjeneste (DGB), og som kendte Paleckis.
Heller ikke denne person fremlagde klar dokumentation for, hvad Paleckis angiveligt skulle have indsamlet, eller konkrete beviser for, hvad der var blevet overdraget til ”en fremmed stat” (underforstået: Rusland). Heller ikke navne på såkaldte ”udenlandske” (altså russiske) agenter blev fremlagt. Anklagerne bygger udelukkende på den sigtede pædofiles påstande.
En anden kilde til anklager mod Paleckis er oplysninger fra DGB-tjenesten. Nogle af dem er klassificeret, men der blev i retten ikke givet en forklaring på, hvorfor de er hemmelige. I den offentliggjorte del af disse oplysninger antyder DGB, at Paleckis under sine besøg i Rusland angivelig havde ”kontakter” til FSB, den russiske sikkerhedstjeneste. Men atter – uden direkte beviser. Udelukkende på grundlag af påstande og antagelser.
DGB’s ”beviser” nævner, at nogle af de personer Paleckis havde kontakt til, for 30 år siden var sovjetiske officerer, der deltog i de tragiske begivenheder i 1991 i Vilnius. Paleckis har ikke benægtet, at han har interviewet disse mennesker, som et led i researcharbejdet til hans bog om disse begivenheder.
Selv hvis Paleckis sag skulle nå frem til Litauens højesteret, er der i denne EU-stat ingen større forventninger om en fair retssag
Men der er aldrig fremlagt beviser på, at disse russiske veteraner er tilknyttet FSB. Imidlertid var anklagen klar og lød: ”Algirdas Paleckis fik sin opgave dikteret af en uidentificeret FSB-officer”. Bemærk: ”uidentificeret”. Men der blev altså ikke fremlagt konkrete navne eller beviser om vedrørende. Og anklagen lød: ”spionage til fordel for Rusland”. Måske er dette tynde grundlag årsagen til, at retsmøderne blev holdt for lukkede døre.
Selv fastholder Paleckis, at hans ærinde var, som del af hans undersøgende journalistik, at få rekonstrueret det faktiske forløb i 1991 og få afsløret de højrekræfter, der stod bag disse mord.
Beskyldningerne mod Paleckis passer godt ind i russerhadet og fjendebilledet, som i Baltikum flittigt har været anvendt i mange år. Og som trofast medlem af NATO tillod Litauen placering af et hemmeligt CIA-fængsel i landet og i 2020 blev der udstationeret amerikanske styrker i landet langs grænsen til Hviderusland og Rusland, hvilket Paleckis har omtalt i flere indslag, bl.a. på youtube.
Paleckis-sagen har vakt international bekymring og protester. I Litauen – et EU-land, der i princippet skulle leve op til internationale retslige forpligtelser – er også andre systemkritikere udsat for ydmygende husundersøgelser og anholdelser. En række politiske mord er forblevet uafklaret.
Og selv hvis Paleckis sag skulle nå frem til Litauens højesteret, er der i denne EU-stat ingen større forventninger om en fair retssag.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her