TEATER // ANMELDELSE – Det Kongelige Teaters nye husinstruktør, Sigrid Strøm Reibo sætter sig mellem for mange stole i Heinrich von Kleist ordmættede stykke om Penthesilea og Achilleus i krig og i kærlighed, og man kan næsten mistænke hende for at være bange for, at publikum skal kede sig.
Kys og bid må leve sammen.
Den der elsker kan i farten let forveksle dem.
Sådan siger Penthesilea i slutscenen i forestillingen Penthesilea – krig mellem kønnene i Det Røde Rum, på Det Kongelige Teater. Og hvorfor ikke begynde med slutningen?
For sjældent har jeg set en så spektakulær slutscenografi. Det er dødskampen, kærlighedskampen mellem Penthesilea og Achilleus. Scenografen Jonas Fly lader det hvide gulvtæppe være kampscenen mellem den græske krigshelt og amazonernes dronning. Gennem forestillingen er lærredet blevet beskidt af blandt andet jord. Nu hældes der teaterblod på tæppet. Rødt for kærlighed. Rødt for blod, for død. Fra gulvet hejses det hvide – nu med røde stænk – så det i stedet for at være gulvtæppe, bliver til bagtæppe. Her kæmper Penthesilea og Achilleus i krig og i kærlighed i en dødsdans.
Smukt, rørende, genialt udtænkt scenografi af Jonas Fly.
Kleist, krig og kærlighed
Vi er i det tiende år af den trojanske krig mellem grækerne og trojanerne. En kamp fra den græske mytologi, som vi kender fra Homers værker Iliaden og Odysseen.
I denne forestilling er det den tyske dramatiker Heinrich von Kleists stykke fra 1808. Han var stort set samtidig med Tysklands to store dramatikere, tænkere og forfattere Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich Schiller. Den lidt yngre Kleist er ikke forblændet af romantikken, men drevet af sin indre forvirring og fortvivlelse over livets store spørgsmål. Det høres i stykket om Penthesilea. Kleist bruger myterne, personerne og guderne fra den græske mytologi til at fortælle sin historie. Han blander, roder rundt og samler det til sin fortælling.
Hvor Kleist med sine ord, enkelt og retorisk, leger med tilskuerne, så man skal spidse øre for at forstå helhed og sammenhæng, så arbejder iscenesættelsen og scenografien den anden vej
I Heinrich von Kleists værk blander den kvindelige amazonehær sig i krigen mellem grækerne og trojanerne. Disse kvindelige Amazone-krigere er tidligere blevet forrådt og udnyttet af mænd. Nu er de i krigen – ikke nødvendigvis for at slå ihjel, ikke for at hævne sig, ikke for at støtte grækerne eller trojanerne – men for at finde mænd til befrugtning og avl. Myten fortæller, at drengebørn blev slået ihjel.
I kampen finder Amazone-krigerne mandlige skønheder, som de kan tage med hjem til Rosenfesten i deres stat, som udelukkende består af kvinder. Ved Rosenfesten skal mændene bistå ved befrugtning af jomfruerne blandt Amazonerne.
I den kontekst står amazonedronningen Penthesilea og den græske krigshelt Achilleus pludselig over for hinanden på slagmarken. Ved første øjekast bliver den græske kriger forelsket, mens Penthesilea bare vil have Achilleus med hjem til Rosenfesten. Hurtigt må Penthesilea dog også overgive sig til sine følelser. Dramaet kan begynde. Dramaet mellem de to, mellem kønnene og mellem individ og samfund.
For meget løb og stroboskoplys
Så langt, så godt. Penthesilea – krig mellem kønnene ligner den ideelle tekst at tage fat på i en tid med stadig fokus på køn og identitet. Johanne Louise Schmidt kæmper en sej kamp i rollen som både lederen, krigeren og elskeren, men det er, som om al fokus er lagt på hendes rolle som Penthesilea. Indtrykket er så voldsomt, at mange af de andre skuespillere og dj’en, der står centralt på scenen, ikke kommer udover scenen.
Forestillingen er iscenesat af Det Kongelige Teaters nye husinstruktør, Sigrid Strøm Reibo. Jeg synes, hun får sat sig mellem for mange stole i Heinrich von Kleist ordmættede stykke. Skuespillerne løber i et væk rundt i scenekanten, som var det en atletikbane, og når der er kampe mellem grækerne og amazonerne, så trækkes det gamle teatertrick, stroboskoplyset, frem. Man bliver aldrig rigtig fanget ind. Hverken i krigs- eller kærlighedsscenerne.
Hvor Kleist med sine ord, enkelt og retorisk, leger med tilskuerne, så man skal spidse øre for at forstå helhed og sammenhæng, så arbejder iscenesættelsen og scenografien (hvor slutningen stadig var helt fantastisk) den anden vej, så man bliver bombarderet med visuelle indtryk og lyde, der mere spiller mod teksten end med.
Man kan næsten mistænke Sigrid Strøm Reibo for at være bange for, at publikum skal kede sig over den ordtunge tekst.
Tilbage er et lidt rodet helhedsindtryk, hvor man tænker, hvorfor egentlig sætte en tysk tekst fra 1808, baseret på gammel græske mytologi, op på et dansk teater i 2019?
Det Kgl. Teater: Penthesilea – krig mellem kønnene
Af Heinrich von Kleist
Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo
Scenografi: Jonas Fly
Varighed: 1 time og 50 minutter
Spiller til den 11. januar 2020
Foto: Miklos Szabo, PR.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
