Jo, det bjerg må være guddommeligt

i Internationalt/Kultur/Liv & Mennesker af

SEIKATSU – hverdag i Japan: Hver eneste gang, det er godt og klart vejr, er Fuji-San, Fuji-bjerget, til stede i millioner af japaneres liv. Det ligger i al sin symmetri synligt ude i horisonten som en smuk reminder om, hvad naturen kan frembringe. Ikke så sært at man i århundreder har opfattet bjerget som guddommeligt.

Fuji-San er Japans højeste bjerg. Det er også det smukkeste. Det er i hvert fald svært at forestille sig, at et bjerg kan være smukkere. Helt symmetrisk – og næsten ens,uanset fra hvilken side man betragter det.

Der er ikke noget at sige til, at japanere gennem mange århundreder har tillagt bjerget guddommelig magt. Eller rettere: At japanere gennem mange århundreder har opfattet bjerget som “kami” – som en frembringelse i naturen, som menneskene har måttet lære at ære og respektere og leve i balance med. Vi oversætter i vore dage “kami” med gud eller guddom. En oversættelse, som man godt kan diskutere.

Alle bjerge – og alle træer, søer og små kviste – er “kami”, hvis man skal følge den traditionelle japanske tankeverden, som man i dag har ophøjet til en religion og med en langt nyere betegnelse kalder shinto. Det samme er afdøde forfædre, som nulevende stadig kan huske. De er stadig til stede som “kami”, og man bør respektere dem og tage hensyn til dem.

Men nogle er mere “kami” end andre – og ikke ret mange naturfænomener rummer så megen “kami” som Fuji-bjerget. I gamle dage – før højhusenes tid – kunne bjerget ses i flere hundrede kilometers afstand hen langs stillehavs-kysten, når vejret var til det. Det lå derude og ragede altid op over alting og var altid til stede. I dag kan det stadig ses fra Tokyo, men så skal man ofte op i nogle af de højhuse, der er skudt op i mellemtiden, før man kan se det.

Det næste udbrud

Fuji er i virkeligheden en vulkan. Den har været det i 700.000 år og er stadig aktiv. Det sidste udbrud fandt sted i år 1707, og dengang faldt der aske så langt væk som i de landsbyer, hvad der i dag er Tokyos vestlige forstæder. Det, at bjerget besad så voldsomme kræfter, bidrog til dets guddommelige status.

Ingen ved, hvornår det sker næste gang. Nogle eksperter mener at have iagttaget, at aktiviteten i vulkanens indre er steget siden det store jordskælv i foråret 2011, som skabte den ødelæggende tsunami langs landets nordøstlige kyst det år.

Så sent som sidste sommer blev der målt så meget mere vulkansk aktivitet end normalt, at bjergvandrere i nogle uger fik det gode råd at bære hjelm på bjerget. Hvis det næste udbrud er voldsomt nok, er det langt fra sikkert, at Fuji-San vil se lige så smukt og symmetrisk ud bagefter.

Indtil da ligger det stabilt og godt som en af de mest betydningsfulde og attraktive turist-attraktioner i landet. Så attraktivt, at man i de seneste sæsoner har sat et maksimum på det antal heroiske vandrere, der i sæsonen får lov til at bestige vulkanens top. Alt for mange turister slider slet og ret alt for meget på det ærværdige bjerg.

Træsnit og giftgas

Fuji har gennem tiderne optrådt utallige steder og på utallige måder i japansk kunst og kultur. Ikke kun i fortiden, hvor de fleste kender de mange Fuji-motiver på traditionelle ukiyoe-træsnit og alle de små Fuji-kopier i sten og andre materialer, som man støder på overalt i Japan. Men også i nutiden har bjerget – på godt og ondt – haft en dragende virkning på dem, der har villet skabe nyt inden for kultur eller politik.

Filmskaberen Akira Kurosawa optog nogle af sine mere stilfærdige film på Fujis bjergsider  – og undertegnede havde i begyndelsen af halvfemserne den store oplevelse at rapportere fra optagelserne til hans sidste film, “Madadayo”.

Den private hær, som den meget nationalistiske forfatter Yukio Mishima skabte i tresserne, holdt til på skråningerne omkring Fuji. Det samme gør flere japanske og amerikanske militærbaser den dag i dag. Og den uhyggelige kult, Aum Shinrikyo, som i 1995 slap giftgas ud i Tokyos undergrundsbane, holdt også til i nogle hvide barakbyer rundt omkring på Fuji-bjerget. Dengang rejste jeg fra den ene barakby til den anden i et håb om at få nogle af kultens forskræmte unge disciple i tale.

Den opmærksomme dansklærer blandt POV Internationals læsere vil have lagt mærke til, at jeg demonstrativt lader være med at kalde bjerget for “Fujiyama”. Ganske vist skrev Johannes V. Jensen i 1907 begejstret om “Fusijama”, som han havde hørt navnet, og ganske vist har et eller andet fjols gjort det til dansk retskrivning at skrive “Fujiyama”. Men det hedder det altså ikke.

“Yama” er den daglige prosaiske betegnelse på japansk for et bjerg, et hvilket som helst bjerg, der rager op i landskabet. Men “San”, som kommer fra den kinesiske betegnelse “shan”, er den respektfulde og ydmyge måde at sige bjerg på. Så selveste Fuji-bjerget er naturligvis Fuji-San, ikke Fujiyama.

Kunne du lide, hvad du læste? Så er du meget velkommen til at dele historien med dit netværk. Du må også meget gerne like vores Facebookside.  Endelig er du også velkommen til at donere til fortsatte Seikatsu-skriverier på Mobilepay +45 2636 0251. Det er helt frivilligt.

Asger Røjle Christensen: Erfaren journalist, forfatter, analytiker, kursusarrangør og rejseleder. Med base i Tokyo det meste af året forsøger Asger med faglighed og engagement på mangfoldige måder at skabe større viden og forståelse for Japan og dets nabolande blandt danskerne. Han har en fortid som Tokyo-korrespondent (1989-1995) for blandt andre Politiken, udlandsredaktør på Aktuelt (1995-2000) og på Ritzau (2000-2004), chef for Orientering på P1 (2004-2006) og forsideredigerende på nettet hos DR Nyheder (2006-2013).
Siden november 2013 har han drevet sit eget lille enmandsfirma, der blandt andet udgiver nyhedsbrevet forkant.nu med hurtige analyser af de hurtige nyheder fra Japan og omegn. Efter et par år som korrespondent for Kristeligt Dagblad har han siden sommeren 2017 været Japan- og Korea-korrespondent for Weekendavisen. Ellers kan man følge hans forskellige digitale gøremål på www.asgerrojle.com og på diverse sociale medier.
Han har i over 30 år været lykkeligt japansk gift og har tre forbløffende fornuftige voksne sønner.
Hvis I har mod på at honorere denne uges blog med et beløb og på den måde bidrage til, at der kommer mange flere af slagsen, kan det ske via Mobile Pay på 26360251.