SEIKATSU – japansk hverdag: De selskaber, som driver de private jernbaner ud til storbyernes udkanter, er de samme selskaber, som driver flere af de store stormagasinkæder. Og det er ikke tilfældigt.
Når indbyggerne i Japans største bycentre, Tokyo og Osaka, ved fyraften skal hjem til deres lejligheder i forstæderne, har langt de fleste af dem altid taget toget.
Nogle af de private togselskaber, som sørger for de millioner af daglige pendlere, der skal frem og tilbage hver dag, hedder i Tokyo Seibu, Tokyu, Odakyu, Keio og Tobu – og i Osaka hedder de Hankyu, Hanshin og Kintetsu.
Men hov, det er jo også lige akkurat navnene på mange af Japans største og mest traditionsrige stormagasinkæder. De selskaber, som driver de private jernbaner ud til storbyernes udkanter, er med andre ord de samme selskaber, som driver flere af de store stormagasiner.
Det er naturligvis ikke tilfældigt. Stormagasinerne opstod i tyverne og trediverne og især i årene lige efter verdenskrigen ved, at jernbaneselskaberne så en ny forretningsmulighed. De åbnede selv større og større indkøbscentre ved siden af – og sidenhen oven på – de togstationer, de knudepunkter i trafikken, som folk alligevel skulle forbi på vejen hjem.
Forsvar den lille købmand
Det var nemt og bekvemt for de travle storbybeboere. Men det var knap så velkomment hos de tusinder af små købmænd, fiske- og grøntsagshandlere og andre former for gesjæfter, som lå langs smalle gader rundt om stationerne. De mistede i stort tal deres kunder til de nye smarte højhuse af glas, som skød op oven over jernbanesporene.
Det skabte arbejdsløshed og protester. Japans regering indførte derfor for at forsvare ”den lille købmand” nogle skrappe regler og godkendelsesprocedurer, som jernbaneselskaberne skulle leve op til, hvis de ønskede at åbne nye varehuse.
Disse regler er til en vis grad stadig er i kraft, og i firserne og halvfemserne blev de fokus for handelspolitiske forhandlinger mellem Japan og USA, som opfattede dem som nederdrægtige ”strukturelle forhindringer”, beregnet på at holde nye og udenlandske forretningsdrivende ude af det japanske marked for forbrugsvarer.
Markedsstemning
Man kunne helt fra begyndelsen kun få de tilladelser til at bygge stormagasiner i højden, som man gerne ville have, hvis man flinkt inviterede alle lokalområdets små handlende med ind i varmen i det nye varehus. Hvilket er den historiske forklaring på de farverige og myldrende fødevaremarkeder, som kælderetagerne i de store stormagasiner ved stationerne har udviklet sig til at være.
Her står fiskehandlerne ved siden af de andre fiskehandlere og konkurrerer på pris og friskhed. Her står slagterne, te-handlerne, grønthandlerne og forhandlerne af søde kager ligeledes ved siden af hinanden. I god gammeldags markedsstemning forsøger de at lokke kvalitetsbevidste japanske husmødre til sig.
Det er bestemt ikke det billigste sted at gøre sine indkøb. Supermarkeder og døgnbutikker ude i selve boligområderne har imidlertid slet ikke det samme udvalg som disse velassorterede underetager. Så hvis man skal på besøg eller gerne vil forkæle familien eller aftenens gæster lidt, er det her, man køber ind.
Turistattraktion
I dag er den historiske oprindelse glemt, og de underjordiske markeder overlever, fordi de i en nutidig sammenhæng er konkurrencedygtige. Bevidste japanske husmødre elsker dem, fortravlede japanske forbrugere af begge køn elsker dem, japanere på rejse elsker dem, og udenlandske turister opfatter dem med god grund i sig selv som en turistattraktion.
Det er virkelig en sjov oplevelse for en rejsende i Japan at spadsere rundt i disse underetager. Normalt ender det også med, at man kommer til at købe en pose grøn te eller japansk rissnack med hjem.
Og de fleste af de hvidkitlede ekspedienter, der falbyder deres friske varer, er naturligvis i dag fuldtids- eller deltidsansatte hos stormagasinet. De oprindelige små private købmænd er for længst væk. De overlevede i de fleste tilfælde kun i en generation.
Mine japanske hverdagsklummer på POV ligger mig meget på sinde. Men POV lønner jo ikke sine skribenter. Så hvis du kan lide mine klummer og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere af slagsen, er du velkommen til at donere en lille ekstraløn for mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.
Foto: Asger Røjle Christensen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og