Et ofte brugt politisk citat lyder “Hvis det er fakta, så benægter a fakta”. Ordene blev sagt første gang af Venstremanden Søren Kjær, der sad i Folketinget i 28 år i sidste halvdel af 1800-tallet. Siden har det fundet hyppig anvendelse, når politikere mere eller mindre bevidst vælger at lukke øjnene for realiteterne.
I vore dage har Kjær fået en værdig arvtager. En mand som forstår at ophøje benægtelse af fakta til en livsstil.
Det viser sig nemlig, at Dansk Folkepartis Peter Skaarup slet ikke er den blege skyggeonkel, mange betragter ham som. I stedet er han en filosof af næsten Kierkegaardsk format.
Desværre forbigik det manges opmærksomhed, da bemeldte Skaarup 25. juli skrev et ugebrev til partiets vælgere med et ret spektakulært indhold.
Hvis det er fakta, så benægter a fakta
Information tog ganske vist sagen op tre dage senere, og nu har også Politiken gjort det i en portrætartikel (begge kan kun læses af abonnenter), men det er som om, omfanget af Skaarups træden i karakter ikke for alvor er sunket ind hos den brede befolkning.
Det er synd. Det bør der rettes op på. Lad mig gøre et beskedent forsøg.
Faktaresistent manifest
Skaarups tese er, at “der findes ikke noget facit i politik – kun følelser og holdninger”. Han skriver: “Begreber som sandt og falsk eller godt og ondt har ganske enkelt ikke hjemme i det politiske rum. Sandt og falsk hører til i videnskabens verden, og godt og ondt er et spørgsmål om moral.”
Peter Skaarups ord er med andre ord ikke blot et filosofisk forsvar for at lade følelser være en del af den politiske beslutningsproces. Han mener, at følelser bør være et pejlemærke for vores beslutningstagere og bliver ganske konkret i sin tekst: “Følelsesapparatet hjælper os eksempelvis med at afgøre, hvordan kriminalitet skal straffes, hvor meget studerende skal have i SU, eller hvem der kan få kontanthjælp”.
Åh, Peter, du lille gavtyv! Jeg vidste, du havde det i dig!
Endelig, endelig får den undrende omverden en forklaring på, hvorfor I folkepartister i så lang tid har fremstået som fakta-resistente, som år efter år har fremturet i jeres fejl.
Fuck Darwin, fuck journalister, fuck viden, fuck research, fuck forskning – fuck sandheden og lev lykkeligt på din selvskabte, følelsesbaserede løgn!
Endelig forstår vi, hvorfor I kan fremlægge politiske krav for hundreder af milliarder, selv om der ikke er dækning for dem i jeres egne budgetter.
Endelig kan vi se rimeligheden i, at I efterhånden har krævet så mange politibetjente indsat overalt, at der er en reel risiko for, at vi ender med flere betjente end borgere, hvis alle jeres ønsker bliver opfyldt.
Endelig forstår vi, at den racisme og den homofobi, I skydes i skoene, slet ikke er racisme eller homofobi – det er FØLELSER!
Kunsten at vide absolut intet, men alligevel insistere på at have ret. DF’s særlige form for ekspertvælde: Bevidst uvidenhed og i sine følelsers vold.
En game changer
Mine damer og herrer: Med Skaarups velformulerede, fakta-forladte tilgang til politik står vi overfor et paradigmeskifte, eller som de siger i sportens verden, en game-changer.
I år 0 efter Skaarup behøver ingen længere forholde sig til fakta: Skid på de fine rapporter fra diverse specialister! Blæs på beretningerne fra øjenvidner og folk, som lever i den realitet, politikerne skaber. Fuck Darwin, fuck journalister, fuck viden, fuck research, fuck forskning – fuck sandheden og lev lykkeligt på din selvskabte, følelsesbaserede løgn!
Fremover vil jeg afstå fra at forsøge at argumentere med DF’ere! I stedet vil jeg forsøge at udtrykke mine følelser overfor dem i håb om at omvende dem
To af mine personlige interesser er politik og filosofi, så Peter Skaarups ord har selvsagt gjort et dybt indtryk på mig. Man kan næsten sige, at jeg føler mig berøvet en stor del af min raison d’être.
For hvad nytter det at gå sagligt og rationelt ind i debatter om samfundsspørgsmål med Dansk Folkepartis politikere og tilhængere, hvis man blot mødes af et tomt blik eller i bedste fald krav om, at deres følelsesbaserede overbevisning skal tillægges samme værdi som faktuelle oplysninger, fordi sådan “føler” de nu en gang?
Jeg har tænkt over problemet i dagevis og er efter flere søvnløse nætter nået til en slags konklusion, som hjælper mig til at komme videre: Fremover vil jeg afstå fra at forsøge at argumentere med DF’ere! I stedet vil jeg forsøge at udtrykke mine følelser overfor dem i håb om at omvende dem.
Jeg må have luft
Her er min første politiske kommentar, og den er tilegnet Peter Skaarup:
Dansk Folkeparti er som et stoppet lokum: fuld af ubrugeligt affald og næsten umuligt at slippe af med. Det ledes af en samling folkeforførere og populister, som konstant lefler for deres tilhængeres indre idiot og som bedrager dem i processen. Det er et parti, som appellerer til folks laveste instinkter, som glorificerer had mellem mennesker, og som tilmed roser sig af det. Uden dem var dette land et bedre sted.
Pyh, det hjalp! Hvilken befrielse sådan at få lov til at slippe den indre svinehund løs. Og så så dejligt uforpligtende. Jeg tror sgu, du har fat i noget, Peter!
Men nu må jeg virkelig slutte. Jeg skal ud og gurgle hals i Listerine og så afsted til stemmetræning, så jeg kan brøle om kamp med de værste af de værste. Mit hjerte er næsten bristefærdigt. Jeg har så mange følelser, jeg trænger til at komme af med, og hvem ved? Måske møder jeg det 21. århundredes største politiske filosof henne i Brugsen?
Fotocredit:
Topillustration: Wikimedia Commons, Arne List
Peter Skaarup, Dansk Folkeparti. Pressefoto.
Kan du lide denne blogpost, så kan du sende et beløb direkte til Peer Aagaard på MobilePay 40219733. Det er naturligvis helt frivilligt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
