PAVENS DØD // NEKROLOG – Pave Frans – den romersk-katolske kirkes 266. pave og den første fra Latinamerika – sov ind 2. påskedag i en alder af 88 år. Vatikanet offentliggjorde budskabet om hans død tidligt mandag morgen. Ifølge en talsmand fra Vatikanet var hans sidste ord: ”Señor, perdona a tu pueblo” – Herre, tilgiv dit folk.
Pave Frans brød som åndelig leder med den katolske kirkes konventioner, men søgte samtidig at bevare katolicismens sjæl og tradition.
Til en kirke i mødet med en omskiftelig og moderne verden efterlader Frans sig en arv defineret af hans ydmyghed, sans for social retfærdighed og medfølelse. For millioner af katolikker – og ikke-katolikker – verden over var han ganske enkelt kendt som verdens sognepræst.
Den første pave fra det globale syd
Pave Frans blev født Jorge Mario Bergoglio den 17. december 1936 i Buenos Aires i Argentina. Han var søn af italienske immigranter. Han blev uddannet kemiker, før han trådte ind i Jesu Selskab (jesuitterne) – en katolsk orden kendt for intellektuel stringens, mission og engagement i uddannelse og socialt arbejde. Han blev præsteviet i 1969, ærkebiskop af Buenos Aires i 1998 og blev udnævnt til kardinal i 2001 af pave Johannes Paul II.
Jorge Mario Bergoglio blev valgt som pave den 13. marts 2013 som efterfølger for Benedikt XVI, der abdicerede tynget af interne skandaler, udbredt nepotisme og alt for mange biskopper med alt for ringe evner til at løfte deres opgaver.
I sin første officielle handling som pave bøjede han sig ydmygt foran menneskemængden på Peterspladsen og bad folket om at bede for ham
Han tog som den første pave nogensinde navnet Frans efter Frans af Assisi, den middelalderlige helgen, der huskes for sin ydmyghed, for at leve i fattigdom, i kærlighed til naturen og sin evne til at bygge bro mellem mennesker – ja, endda for sit forsøg på at skabe fred under korstogene.
Valget signalerede den kurs, pave Frans ville lægge: væk fra pomp og pragt og hen imod ydmyghed, enkelhed, fred og forsoning med et dybt fokus på skaberværket.
En pave af mange første
Frans blev den første jesuiterpave, Sydamerikas første pave og den første ikke-europæer i over 1.200 år. Hans pontifikat markerede dermed både et geografisk og et ideologisk skift i den globale kirke.
I sin første officielle handling som pave bøjede han sig ydmygt foran menneskemængden på Peterspladsen og bad folket om at bede for ham. Det blev et signal om den enkle og dialogsøgende stil, der kendetegnede hele hans paveperiode.
Han ønskede en kirke ”for de fattige og med de fattige”. Han valgte at bo i et beskedent gæstehus i Vatikanet frem for i de storslåede historiske pavelige gemakker. Han kørte i en enkel bil og undgik al luksus og ekstravagance. Også derfor kom han til at udøve en enorm moralsk autoritet.
Den medfølende reformator
Selv om han aldrig betragtede sig selv som radikal, blødte Frans støt og sikkert kirkens traditionelt strenge dogmatisk tilgang hen imod pastoral omsorg. Medfølelse blev hans grundlæggende mission – især over for de marginaliserede, de fattige, syge, flygtninge og LGBTQ+-personer
Et af hans mest berømte udsagn faldt allerede i 2013, da han blev spurgt om sin holdning til homoseksuelle præster: ”Hvem er jeg, at jeg skal dømme?” svarede han. Det udsagn signalerede en ny tone – også selv om kirkens officielle doktrin forblev uændret.
I januar 2019 udnævnte han den første kvinde til en ledende stilling i Vatikanets Statssekretariat ved at udpege lægpersonen Francesca Di Giovanni som ansvarlig for diplomatiske forbindelser
Han åbnede ligeledes døren for, at fraskilte og gengifte kunne modtage nadveren, han opfordrede til større kvindelig indflydelse i kirkens beslutningsorganer og fokuserede på heling frem for udelukkelse.
I januar 2019 udnævnte han den første kvinde til en ledende stilling i Vatikanets Statssekretariat ved at udpege lægpersonen Francesca Di Giovanni som ansvarlig for diplomatiske forbindelser.
Pave Frans så heller ikke altergangen som en belønning for de fejlfrie: ”Eukaristien (…) – den er ikke en præmie til de perfekte, men gavmild hjælp og næring til de svage.” – Evangelii Gaudium (2013).
Han indkaldte til to såkaldte familiesynoder, og han styrkede den tværreligiøse dialog med muslimer og jøder, ligesom han søgte forsoning med de østlige ortodokse kirker. Han talte oprigtigt for oprindelige folks rettigheder og bad om tilgivelse for kirkens rolle i overgrebene mod børn i canadiske kostskoler.
Kirkens liv og fornyelse
Overgrebene havde sit fundament i ”Doctrine of Discovery” – en juridisk og teologisk lære fra 1400- og 1500-tallet, som blev brugt til at retfærdiggøre kolonisering og besættelse af områder beboet af oprindelige folk. Den hævdede grundlæggende, at kristne europæiske magter havde ret til at ”opdage”, besætte og underlægge sig ikke-kristne landes områder og befolkninger. Doktrinen dannede grundlag for kolonisering i Amerika, Afrika, Asien og Oceanien.
I 2023 tog Vatikanet officielt afstand fra ”Doctrine of Discovery” og erklærede, at den ikke længere repræsenterede kirkens lære. Det skete i kølvandet på pave Frans’ rejse til Canada i 2022, hvor han bad om tilgivelse for kirkens rolle i kolonisering og tvangskristning af oprindelige folk: ”Doktrinen er ikke en del af den katolske tro,” sagde Vatikanet og anerkendte hermed doktrinens destruktive konsekvenser.
Pave Frans udtrykte også en konsekvent stærk støtte til Det Andet Vatikankoncil (1962–1965) og så det som en vejviser for kirkens liv og fornyelse i vor tid. Han mente, at koncilet ikke blot var et historisk dokument, men et kald, der stadig er aktuelt – og som mange steder endnu ikke er blevet fuldt modtaget og forstået.
Det er velkendt i det katolske univers, at de miljøer, der er opstået omkring den ”ekstraordinære messe”, visse steder har skabt en radikaliseret og ekstremistisk kultur – ja nogle mener en decideret nyfascistisk kultur – så pave Frans’ indgriben her var både efterspurgt, nødvendig og velfunderet
I 2013 sagde Pave Frans: ”Enten er du med koncilet – og dermed med kirken – eller også er du det ikke. Ingen kan hævde at være troende katolik og samtidig forkaste Det Andet Vatikankoncils lære.”
I 2021 udsendte pave Frans et såkaldt Motu Proprio, der tilbagekaldte alle tilladelser, som hans to forgængere, pave Johannes Paul II og pave Benedikt XVI, havde givet til en udvidet brug i bispedømmerne af messen i den såkaldte ”ekstraordinære form”, dvs. den form, der var i brug før koncilet. Samtidig blev ansvaret for reguleringen af området lagt tilbage til de lokale biskopper, der fik ansvar for implementeringen af pavens skrivelse.
Motu Proprio’et var en opfølgning på de indkomne svar på et spørgeskema, som paven pålagde Troskongregationen at udsende i april 2020 til alle biskopper om situationen omkring den ekstraordinære messe i bispedømmerne verden over.
Og det er velkendt i det katolske univers, at de miljøer, der er opstået omkring den ”ekstraordinære messe”, visse steder har skabt en radikaliseret og ekstremistisk kultur – ja nogle mener en decideret nyfascistisk kultur – så pave Frans’ indgriben her var både efterspurgt, nødvendig og velfunderet.
Paven gav en stemme til de marginaliserede og de stemmeløse
Gennem hele sin pavegerning var Pave Frans en uforbeholden talsmand for verdens marginaliserede. Han besøgte fængsler, flygtningelejre og krigsramte områder – fra Den Centralafrikanske Republik til Myanmar og den græske ø Lesbos. Disse rejser var ikke ceremonielle, de var konkrete udtryk for solidaritet.
Hans kamp for økonomisk retfærdighed og flygtninges rettigheder gav ham heltestatus blandt mange katolikker, men skabte samtidig modstand
I encyklikaen Laudato Si’ fra 2015 løftede han klimakrisen op til et moralsk anliggende. Han omtalte planeten som ”vores fælles hjem” og opfordrede menneskeheden til at tage ansvar for miljøet. Budskabet fik global resonans – også blandt ikke-troende. Han advarede mod ”globaliseringen af ligegyldighed” og kaldte ureguleret kapitalisme for ”en ny form for tyranni”.
Hans kamp for økonomisk retfærdighed og flygtninges rettigheder gav ham heltestatus blandt mange katolikker, men skabte samtidig modstand – både blandt konservative katolikker og kirkelige reformatorer, der mente, han gik for langsomt frem.
Mellem tradition og fornyelse
Pave Frans var imidlertid ingen revolutionær. Han fastholdt kirkens traditionelle holdning til abort, ægteskab og det mandlige præsteembede. Men han advarede imod at simplificere tingene: ”Vi kan ikke blive ved med kun at tale om abort, homoseksualitet og prævention. Det er ikke muligt. Det er ikke kirkens lære … Kirkens moralske lære er som et stort hus. Vi kan ikke reducere det til enkelte rum,” lød det.
I stedet fokuserede han på barmhjertighed og næstekærlighed: ”Jeg ser kirken som et felthospital efter slaget. Det nytter ikke noget at spørge en såret mand, om hans kolesteroltal er for højt. Vi må først og fremmest hele hans sår,” sagde han i et interview i La Civiltà Cattolica i 2013.
I stedet for gennemgribende forandringer valgte han den gradvise reformvej. Han indførte finansiel gennemsigtighed i Vatikanet, indsatte lægfolk i centrale poster og udnævnte et kardinalkollegium, der afspejlede det globale syd, også for at sikre, at fremtidige paver ikke nødvendigvis ville komme fra Europa.
Frans’ autoritet lå ikke i store ord, men i små handlinger
En af hans største prøvelser blev håndteringen af kirkens globale sexmisbrugsskandale. Han blev kritiseret for sin langsomme reaktion på visse sager, men iværksatte senere strengere retningslinjer og oprettede nye instanser til at undersøge og pålægge biskopper ansvar. Flere overlevende ofre anerkendte indsatsen, men mange ønskede dybere strukturelle reformer.
I februar 2019 skrev han historie ved at fratage Theodore McCarrick – en tidligere kardinal anklaget for seksuelt misbrug – hans præsteembede. Det var første gang, en amerikansk kardinal blev udelukket fra præsteskabet.
Og for at gøre det muligt for gejstlige at anmelde seksuelle overgreb til politiet ophævede han et dekret fra 2001, der var udstedt af pave Johannes Paul II, som havde givet kirkelige embedsmænd mulighed for at klassificere anklager om seksuelt misbrug som ”pontifikale hemmeligheder” – den mest hemmelighedsfulde kategori i kirkens system.
Enkelhedens kraft
Frans’ autoritet lå ikke i store ord, men i små handlinger. Han vaskede fødder på indsatte i fængsler – både mænd og kvinder – uanset tro og livssyn. Han krammede børn med handicap og ringede privat til mennesker i sorg.
Han var en kommunikatør af Guds nåde – ikke med prætentiøs teologi, men med evangeliets kernebudskab: Elsk din næste.
Ofte blev han fotograferet med et varmt smil, iført sin hvide kjortel, støvet af aske fra pilgrimsrejser eller jord fra en flygtningelejr. Han prædikede glæde, mildhed og barmhjertighed – og insisterede på, at kristendommen ikke er en fæstning, men en rejse i fællesskab.
En pave for vor tid
I en verden præget af polarisering, populisme og institutionel mistillid tilbød pave Frans en anden slags autoritet: moralsk klarhed uden fordømmelse. Han foregav ikke at have alle svarene, men han insisterede på menneskelig værdighed, solidaritet og omsorg for de svageste.
Han tog også moderne medier i brug for at nå unge og opfordrede præster til at være ”hyrder, der lugter af deres får”. Under hans ledelse blev kirken mere udadvendt og socialt engageret – også selv om interne spændinger fortsatte med at ulme.
”Vi har ikke brug for biskopper med flyveplaner, men hyrder med duft af deres får,” sagde han i en tale til nye biskopper i 2015. Det var ment som en kritik af kirkelige ledere, der er mere optagede af prestige, rejser og internationale konferencer end af deres eget bispedømme.
Under hans ledelse blev kirken mere udadvendt og socialt engageret – også selv om interne spændinger fortsatte med at ulme
Trods svigtende helbred og høj alder forblev han aktiv til det sidste. De afsluttende år var præget af en intens indsats for fred i Ukraine og en utrættelig appel om at værne om livet i alle dets former. Pave Frans’ forståelse og brug af begrebet synodalitet (fra synode, som betyder ”at vandre sammen”) var en af grundpillerne i hans pontifikat og et udtryk for hans vision om en mere lyttende, deltagende og inkluderende kirke.
Denne vision kulminerede i ”Synoden om synodalitet” – en verdensomspændende proces, som blev startet i 2021, og som strækker sig over flere år. Det er ikke kun et møde i Vatikanet, men en global høring, hvor alle katolikker er inviteret til at give deres mening til kende. Temaet er netop: ”For en synodal kirke: fællesskab, deltagelse og mission.” Alle døbte har en rolle i kirkens liv og mission. Synodalitet betyder, at man tager lægfolk – uanset køn og alder – alvorligt.
Frans ønskede, at beslutninger i højere grad skulle tages lokalt – ikke altid centralt i Rom. Biskopperne og de lokale kirker har ansvar for at lytte til deres folk og handle med autoritet.
Et farvel og en arv
Hyldester strømmer nu ind fra hele verden. FN’s generalsekretær António Guterres kaldte ham ”en moralsk kæmpe i vor tid”. Brasiliens præsident Lula hyldede ham som ”en ægte latinamerikansk profet for fred og værdighed”. Ærkebiskop Justin Welby fra Canterbury beskrev ham som ”en brobygger, en fredens pilgrim og en ven af hele menneskeheden”.
Mens klokkerne ringer over Rom, og troende samles på Peterspladsen, sørger verden over en pave, der ville bringe kirken tættere på folket – og mennesker tættere på hinanden.
Han vil blive husket ikke kun for sine ord, men for sin måde at være til på: enkel, barmhjertig og nærværende. I en kirke præget af hierarki og skandaler mindede pave Frans os om dens oprindelige kald: at tjene.
Folkets Pave
Mere end nogen titel satte han pris på det navn, som millioner verden over gav ham: Folkets Pave. En hyrde, der gik med sin hjord, og en præst, der ikke var for ophøjet til at vaske andres fødder. En teolog, der citerede digtere og fortalte vittigheder til journalister. En jesuit, der prædikede glæde. En troens mand, der gjorde medfølelse til sit kalds fundament.
I en af sine sidste påskeprædikener sagde pave Frans: ”Lad os ikke trættes af at gøre det gode. Lad os ikke være bange for at drømme stort. Gud går med os – selv i natten.”
Nu går han ikke længere iblandt os, men hans budskab, og hans aftryk, lever videre. Requiescat in pace.
Læs også Kirsten Jørgensens påskeessay: “Den lange fortælling handler om, at ingenting er endeligt”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og