MINDEORD – Da fotograf Eddie Michel sidste gang mødte Johnny Reimar (1943-2026) for fire år siden, var sangeren tæt på de 80 år. “Men det var ikke noget, man mærkede. Han havde det godt med sin alder,” skriver Michel i dette mindeord om den folkekære entertainer, der lørdag sov stille og fredfyldt ind efter kort tids sygdom.
»Jeg bemærker så, at flertallet af publikummerne ikke klapper på samme tid som de andre, hver gang jeg afslutter en sang,« begynder Johnny Reimar, mens han sætter sig til rette i en lænestol på Danmarks Radio, hvor jeg skal fotografere ham til en serie på fem afsnit, som Jørgen de Mylius har færdiggjort til P5 om partykongens ekstraordinære liv og karriere.
»I pausen spørger jeg så en af plejerne: “Hvorfor er alle de publikummer ude af sync med resten, når der skal klappes?” “Det er, fordi de alle sammen er døve!”, svarer hun.«
Jeg skriger af grin, og det samme gør Johnny Reimar.
Det er præcis fire år siden, i april 2022, og den på det tidspunkt 78-årige legende har været svær at lave en aftale med, for trods sin fuldvoksne alder har han stadig mange spillejob. Særligt på det her tidspunkt, som han fortæller mig, og især på plejehjem og aktivitetscentre, der efter to års pause på grund af covid-nedlukningen har modtaget ekstra midler til underholdning.
»HOLD DA KÆFT, tænkte jeg, du optræder for døve! Nu har karrieren sgu da ramt bunden!« griner Reimar igen højt. Plejeren fortæller ham så, at døve opfatter vibrationer i den hjernedel, hvor hørende personer opfatter signaler fra ørerne, og at de på den måde faktisk får en oplevelse ud af det.
Det er tydeligt, at selv om Reimar på det her tidspunkt er tæt på de 80, så vil han nødigt helt undvære sine musikjobs
»Men pludselig i andet sæt rejser de sig alle sammen op … og går!« fortsætter Reimar. »”Hva’ faaaen”, tænker jeg og giver igen tegn til plejeren, som kommer hen. “Hvorfor går de?” spørger jeg. “Jamen, det er, fordi handicapbussen er kommet. Busselskabet har travlt og kan altså kun komme og hente dem nu.” Der står jeg så tilbage foran resten, 11 mennesker, og synger: “SIKKEN fest vi har haft nu i nat, åååh ja ååååh ja åh”.«
Jeg griner højlydt i kor med partykongen, der hele vejen igennem vores fotosession er lun, mild, glad og talende.
»Jeg sir’ dig … selv efter 60 år er det sgu ikke kedeligt at optræde. Når jeg forresten optræder for demente, minder plejerne mig altid om, at jeg skal have taget et billede med hver beboer. Ellers kan de ikke huske, at jeg har været der!« forklarer en storsmilende Reimar, som jeg har været så heldig at møde et par gange før denne dag i april.
En cirkushest
I min blakkede fortid, hvor jeg var radiostudievært, nåede jeg at interviewe ham nogle gange, og Reimar var hver gang anekdotens mester. Han havde tusinder af sjove oplevelser fra sit liv og sin karriere, der begyndte, da han pladedebuterede i 1961 som en del af pigtrådsbandet The Cliffters.
Siden dengang i 1961 har han ikke alene været sanger og guitarist, men også producer, direktør, tekstforfatter og tv-vært. Han har blandt andet også produceret debutpladen fra The Savage Rose i 1968, ligesom han selv har haft dansktophits med “Lille fregnede Louise” og senere “Sikke’n fest” samt “Du burde købe dig en tyrolerhat”. I 1971 producerer han musicalen Hair, og i slutningen af 1970’erne får han succes med “Smølfesangen” og tager på turné sammen med Smølferne. I begyndelsen af 1980’erne bliver han sågar forlagschef for Gutenberghus.
Han har deltaget i Dansk Melodi Grand Prix med “Sig mig, hva’ du er ude på”, hittet med sin VM-landeplage fra 1986, “Halli halli hallo”, optrådt i årevis med Fællessang på Bakken og været vært i tv-programmet Fællessang på Charlie.
Det er tydeligt, at selv om Reimar er tæt på de 80 da jeg møder ham i 2022, så vil han nødigt helt undvære sine musikjobs.
»Jeg er jo en cirkushest, som er vant til at rende rundt i manegen. Jeg kan ikke helt undvære det. Jeg bliver for eksempel stadig ringet op af folk, der holder oktoberfester, som vil have mig til at deltage. Jeg skal blandt andet optræde for flere tusinde mennesker, når folkene bag Vi Elsker 90’erne arrangerer Danmarks største oktoberfest i Forum. Jeg bliver da lidt smigret over, at det yngre publikum stadig er interesseret i mig.«
Hos yngre som ældre, er Johnny Reimar gennem tiderne mest af alt blevet kaldt partykongen, men det har han det slet ikke skidt med.
»Nej, jeg er jo både Smølfekongen og Partykongen … og Smølfefar er jeg også blevet kaldt. Så nej, nej. Men jeg vil helst bare kaldes Reimar, for det hedder jeg.«
En million plader
En af de gange, jeg også møder Reimar, er, da han i 2005 udgiver pladen A Handful of Love Songs, en parafrase over det gamle Tommy Steele-nummer “Handful of Songs”, hvor han viser en mere afdæmpet og moden side af sit talent som sanger, blandt andet som crooner.
»Det har taget mig mange år at tage mig sammen til at lære at synge den slags ting, og min stemme er faldet tre, fire, fem toner, fra dengang jeg sang med Cliffters. Så nu ligger det rigtigt, og jeg kan synge det. Det første, jeg lærte at spille på guitar, var faktisk det Tommy Steele-nummer. Jeg var kun 12 år, da jeg faldt for hans musik. I det hele taget, alle de der melodier på pladen, er melodier, jeg har haft et forhold til, inden jeg selv begyndte at lave plader. Så det er tilbage til rødderne.«
»Der er jo længe mellem snapsene, skulle jeg ellers lige til at sige,« bemærker Reimar om albummet, der består af 15 sange, som trækker tråde tilbage til de store croonere og æraen med gyldne evergreens. På pladen kaster Reimar sig eksempelvis over numre som Nat King Coles “Mona Lisa”, Paul Ankas “Put Your Head on My Shoulder” og jazzstandarden “Beyond the Sea”.
»Jeg tror, det sidste rigtige album, som ‘Johnny Reimar’, altså ikke med The Cliffters eller ’Party’, men sådan et rigtigt album, der skal vi tilbage til … øhh … 1963 eller sådan noget.«
Tak spids … du tager dig da god tid mellem pladerne, Reimar.
»Jo jo, men i mellemtiden har jeg lige solgt en million plader, så …« lyder det tørt fra Reimar, inden vi begge to igen griner.
En betragtelig del af det store millionsalg udgør pladerne Party 1, Party 2, Party 3 osv. osv. og numre som “Du burde købe dig en tyrolerhat” fra 1970, hans ultimative signatursang, der dengang solgte over 100.000 eksemplarer, og “Sikken en fest” fra 1972, der cementerede hans status som landets festkonge, der synger om pølser, øl og munterhed. Begge numre er stadig faste indslag i dansk festkultur hos både ung, ældre og gamle. Derfor er det også de sange, folk mest af alt vil høre, når Reimar optræder.
Sikken fest
»Det gør mig ikke spor, at folk altid kommer op og vil høre “Sikke’n fest” eller ‘Tyrolerhatten’, og heller ikke at det stort set altid er de to numre, de vil tale med mig om. Det var værre, hvis de kom hen til mig og sagde: “Hvad er det nu for en, du har sunget … jeg kan sgu ikke huske det? Har du i det hele taget sunget noget som helst?”«
Alle de mennesker, man kan høre feste på “Sikke’n fest”, er det noget, du bare har lagt ind bagefter, eller var de tilstede, mens I indspillede?
»Det var nogen, som vi inviterede i pladestudiet. Og rent faktisk så er det meste indspillet. De skulle faktisk bare lave lidt larm og grine og klappe lidt. Så vi hældte noget hvidvin på dem. Billig hvidvin,« understreger Reimar og slår endnu et grin op.
»Der var fuld gang i den, men jeg ville også gerne have, at de skulle grine, så jeg lukkede nogle ting ud, men det var sgu ikk’ lige sådan. Når du hører den næste gang, så læg mærke til et sted i slutningen, hvor jeg siger et eller andet, som jeg forventer, at folk skal grine af. Men det ku’ de jo ikke vide, for de var skidefulde af hvidvin, så de grinede ikke. Så lige på det sted vender vores kapelmester, Helmer Olesen, sig om, og så smider han bukserne, og så skreg folk af grin og klappede, og så var den jo hjemme. Det gik ikke stille af. Der hang kartoffelsalat i loftet, da de var gået, og nogen blev skilt … hahahaha.«
Tyrolerhatten er et nationalklenodie
Tyrolerhattene … hvor mange har Johnny Reimar egentlig slidt op?
»De holder godt! Men i de gode gamle dage, nu snakker vi 1969, og faktisk i mange, mange år frem, der havde jeg slet ikke nogen tyrolerhat. Jeg gik ned i 1000 Ting på Lyngby Hovedgade [nord for København], og her købte jeg sådan en papirtyrolerhat, men når jeg kom hjem og havde siddet på den i vores tourbus, så var den sgu ikke meget værd. Så jeg måtte hele tiden ned i 1000 Ting og købe en ny. Og så en dag sagde jeg: Nu skal det sgu være løgn, hvis nogen skal have en rigtig tyrolerhat, så skal det da være mig! Så jeg tog en tur til Tyrol, og så gik jeg rundt og kiggede på hatte, men det var først, da jeg kom til den lille by, der hedder Bramberg, at jeg fandt en hat. Her fandt jeg også alle de der mærkelige gemsefjer, skilte og jeg ved ikke hvad til at putte på hatten. Og dét blev så den oprindelige autoriserede ’tyrolerhat’, som jeg havde i mange år. For øvrigt var det sådan, at når jeg var ude på diskoteker, så forsvandt den utrolig mange gange. Der var altid nogen, der syntes, den var rar lige at tage med hjem som souvenir.«
Det er den da også. Det er jo ikke bare en fantastisk souvenir, men nærmest et nationalklenodie!
»Sådan blev den i al fald set på af vagter.«
Vagter?
Der var altid nogen, der syntes, den var rar lige at tage med hjem som souvenir
»Ja, den var jo en drøm for de der vagter, fordi de så lige skulle vise, hvad de kunne. De spærrede det hele af. “Stop, stop, stop. Ingen forlader lokalet. Reimars tyrolerhat er væk!” Den blev sgu fundet hver gang,« forklarer Reimar, inden vi igen igen griner.
»Og nu er den lige blevet solgt på auktion til en stor indsamling. Jeg tror, jeg dengang gav … 150 kroner for den. Men den blev solgt for 17.-18.000 kr.!«
Hvis du havde haft den med her, så havde jeg købt den af dig.
»Jeg har faktisk flere tyrolerhatte,« kommer det hurtigt fra Reimar. »Jeg vil endda sige, at jeg for så vidt har nok af tyrolerhatte. For efter at jeg har solgt den originale, synes folk, det er så synd for mig, at jeg ikke længere har nogen tyrolerhat. Og de ved jo, at jeg stadig optræder, så jeg får tilsendt tyrolerhatte! Jeg har lige fået en sommermodel i strå.«
Uffe Ellemann?
Gennem 1980’erne og 90’erne var det en stående vittighed i Danmark, at Johnny Reimar og den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen lignede hinanden til forveksling. Det skyldtes ikke mindst deres næsten identiske og meget karakteristiske brede smil, deres frisure og den store skovsnegl af et overskæg. Det førte indimellem til misforståelser, hvor Reimar flere gange blev stoppet af folk, der ville diskutere udenrigspolitik eller EU-forbehold med ham. Men, hvornår er han mon sidst blevet forvekslet med Uffe Ellemann-Jensen – det må da være år siden?
Har din lighed med Uffe Ellemann givet dig noget VIP-opgradering på et eller andet tidspunkt?
»Det er nøjagtigt 20 minutter siden,« lyder det overraskende fra Reimar, hvilket får mig til at spærre øjnene op. »Jeg ankom her i jeres reception derude og blev anbragt med en Cola Light … og et Vi Unge, jeg ved ikke, hvem de tror, jeg er. Og der sad jeg så, og så kom der flere forskellige nydelige damer forbi og nikkede til mig. Pludselig kommer en over og siger: “Jeg må bare hilse på dig. Det har altid været mit største ønske at hilse på dig, Uffe Ellemann.” Jeg troede faktisk, det var for sjov. Så går hun over til damen i receptionen, som så hviskende siger: “Er du klar over, at det altså er Johnny Reimar?” Så blev hun ildrød i ansigtet … hahahahaha.«
Men dengang i 1980’erne og 90’erne, gav din lighed med Uffe Ellemann dig nogensinde VIP-opgraderinger?
»Nej, men en gang blev vi forvekslet i lufthavnen, hvor jeg skulle flyve et eller andet sted hen, og han skulle så åbenbart flyve en halv time efter. Nogen fra lufthavnen ser mig så sidde på en bar og ringer straks til servicefolkene, det var mens Uffe var udenrigsminister og fik særbehandling. Så kommer den øverste chef løbende, mens han sætter en nellike i knaphullet, det skulle rigtig være fint. Så ser han mig sidde i baren og udbryder: “Hold kæft, er det bare dig.” Han havde fået at vide, at “udenrigsministeren er lidt tidligt på den og sidder alene i baren og venter”.«
Familiemennesket Johnny Reimar
Når han ikke stod under det skarpe scenelys eller modtog de mange, mange guldplader, var Johnny Reimar et familiemenneske, der i mere end 60 år (!) dannede par med sit livs Annie, et sjældent stabilt fundament i en ellers flygtig branche. Sammen har de skabt en stor familie, der tæller fire børn, hvor datteren Lotte Reimar er bedst kendt, samt seks børnebørn og to oldebørn. Familien var hans faste holdepunkt, og han prioriterede altid rollen som far og bedstefar højt, når han trak sig tilbage til privaten i Hellerup nord for København.
En af gangene vi mødtes kom vi blandt andet også ind på det med at forkæle sine børn.
»Det er jo et definitionsspørgsmål, for de har aldrig manglet noget. Materialistisk har jeg forkælet dem, men så har de haft en mor, der har været en modvægt.«
Hvad mener du med ‘definitionsspørgsmål’?
Jeg er afslappet og afklaret med min alder. Det er en fantastisk fornemmelse. Jeg kan ikke opnå mere, og jeg behøver ikke at stræbe efter mere
»Ja, det var jo det der med, at jeg også skulle kompensere hele tiden. For jeg var ikke så meget hjemme i perioder. Så jeg kom jo slæbende hjem med alt muligt … alle mulige mærkelige ting.«
Så … det var mere dårlig samvittighed end nødvendigvis at forkæle?
»Ja, det tror jeg nok, det var. Det er det der med kompensation. Jeg prøver at gøre det samme med mine børnebørn, men jeg er jo verdens dårligste til det. Jeg er anti-opdrager, for når de er hos mig og min hustru, og min datter for eksempel siger om hendes lille søn Frederik: “Nej, det må han altså ikke, far”, så begynder jeg at gøre nøjagtig det, han ikke må.«
Når Reimar var lidt for meget væk hjemmefra, fik han lige et vink med en vognstang fra sin hustru Annie.
»Ja, altså der var en gang, hvor jeg havde tilbragt lidt for meget tid med Otto Brandenburg, Ole Ernst og en masse andre bavianer inde på Wessels Kro [i det indre København]. Og i stedet for at brokke sig, så sendte hun min dyne.«
Sendte din dyne?
»Ja, der trådte en taxachauffør ind ad døren på Wessels og sagde højt: “Hvor er Johnny Reimar?” “Han er dér,” svarede bartenderen og pegede i min retning. “Værsgo, her er din dyne”, sagde chaufføren og gik.«
Hahahahaha … hvor er hun sej.
»Ja. Og hun har faktisk lavet den en gang mere. Det var dengang, hvor jeg havde kontor inde i Tivoli. Det havde jeg i ti år, i tårnet derinde. Og der holdt jeg simpelthen alle mine møder i Grøften … jeg boede jo nærmest derinde. Så en dag skete det samme. En chauffør træder ind, kommer hen til mig og rækker mig et kompas. “Det er fra din kone, så du kan finde hjem.”«
Den sidste gang, jeg møder Reimar, er som nævnt for fire år siden, og selv om han er tæt på de 80 år, er det ikke noget, man mærker. Faktisk fremstår det, som om Johnny Reimar har det godt med sin alder.
»Jeg er afslappet og afklaret med min alder. Det er en fantastisk fornemmelse. Jeg kan ikke opnå mere, og jeg behøver ikke at stræbe efter mere.«
Om det lykkedes mig med mit kamera at indfange det afklarede og afslappede i hele Reimars måde at være på, skal jeg ikke kunne sige, men af de billeder, jeg fik taget den dag, kommer det her nedenfor nok tættest på, og på hans udstråling i det hele taget.
Sikken en fest vi alle har haft med Johnny Reimar …
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og