MIDTVESTLIV // KLUMME – Igennem alle årene i USA har Julie Bendtsen og hendes mand insisteret på, at dansk var det sprog, der skulle tales inden for hjemmets vægge. Men en uklædelig danglish-tendens har bredt sig, og den bunder måske bare i dovenskab.
CHICAGO – “Hvad er det dog for noget dansk?” spurgte min mor mig i en sms forleden, efterfulgt af grædegrinende smiley.
Men jo mere jeg tænkte over det, jo mere vidste jeg jo godt, at den var gal. Og jo mere gik det op for mig, hvor gal den egentlig generelt er herhjemme – hvor skidt det står til med vores sprog efterhånden.
Efter snart otte år i USA er der nemlig sket det, at engelsk – på den amerikanske måde – har fedtet sig så godt og grundigt ind i vores daglige tale, at vi ikke engang selv lægger mærke til det mere.
Reaktionen kom på, at jeg havde sendt hende en besked, som blev indledt med ordene “Så du ved den hest, jeg kiggede på …” Først studsede jeg lidt over min mors reaktion, for selv om jeg godt vidste, at den måde at indlede en sætning på ikke ville vinde nogen sprogpriser, var det faktisk ikke gået helt op for mig, hvor omfattende et lingvistisk makværk, jeg havde gang i.
Når alt kommer til alt, er det et udtryk for sproglig dovenskab
Ovenstående eksempel er et lysende et af slagsen.
Herovre er der ikke noget galt i at begynde en sætning med “so you know this horse …”.
Bevares, det er ikke en indledning, man ville dekorere en afhandling med, men den er helt igennem almindelig og bruges hele tiden. Mine børn bruger den konstant. “So you know how we were supposed to play a game today?” ville være et helt legitimt spørgsmål, både herhjemme, hos vennerne og hos naboen.
Forskellen mellem os og naboen er bare, at vi har ladet den sive ind i vores danske også, og fordi vi, i alle de år, vi har boet her, har insisteret på, at dansk er sproget, vi taler herhjemme, lægger jeg nu ikke længere mærke til det nærmest sprogligt frastødende i, at min datter på daglig basis begynder en samtale med den direkte oversættelse. Det lyder helt normalt i mine ører.
Eller, det gjorde det, indtil jeg blev gjort opmærksom på, hvor overhovedet ikke normalt det er.
Til grin med gloserne
Kan I huske, hvordan vi alle sammen trak på smilebåndet af nu afdøde Sidney Lee, da han kom hjem efter et par år i Los Angeles og pludselig ikke kunne tale dansk uden accent og generøs dryssen af amerikanske gloser ud over sine sætninger?
Ganske vist har vi efterhånden været her lidt længere, og jeg bilder mig på det kraftigste ind, at der ikke er skyggen af accent at spore i mit danske – men det med ordene er en anden sag.
Jeg er bange for, at jeg også ville blive til grin, hvis nogen overhørte en samtale i vores familie. Da jeg først begyndte at gøre mig selv opmærksom på det, opdagede jeg, hvor mange amerikanske ord, vi bruger fuldstændig skødesløst hældt ud over og ind i vores danske samtaler. Det er et ragnarok, en uklædelig omgang ruskumsnusk.
Værst er det, når vi taler med vores børn. For nok har vi som nævnt holdt fast i, at det danske skal holdes ved lige, og derfor taler vi dansk sammen, når der ikke er andre (amerikanere) til stede, men i vores iver over at skabe vores sprogreglement glemte vi måske lige at dykke lidt ned i reglerne for det.
For kan man overhovedet påstå, at “vi taler dansk derhjemme”, når en sætning over middagsbordet, uden at nogen løfter et øjenbryn, eksempelvis kan lyde, “er du blevet færdig med dit math homework?” og “hov, vi skal også lige huske at signe den der registration, som du skal bruge for at komme med på skolens ski trip. Og så skal du huske at pakke dine poles og nogle hand warmers” og “jeg synes, de her meatballs er lidt spicy”.
I kan godt høre det, ikke? Vederstyggeligt.
Dovne løsninger
Jeg bilder mig ind, at jeg holder mit eget sprog ved lige blandt andet gennem klummerne her i POV. Her går det ikke at lalle rundt i en danglish forvirring. Men i husstandens talesprog har jeg (og min mand) mistet kontrollen, og det er egentlig lidt pinligt, for når alt kommer til alt, er det et udtryk for sproglig dovenskab.
Når vi i samtaler med vores børn – både de lette og de alvorlige – uden at skamme os tyer til amerikanske løsninger for hvert fjerde ord, er det jo, fordi vi ikke lige tager os tid til at komme i tanke om den danske version. Eller fordi vi ikke føler os overbeviste om, at de forstår den.
Men hvis vi virkelig ønsker, at vores børn holder fast i deres danske, er det jo vores opgave at sørge for, at de netop lærer de danske versioner i stedet for at forfalde til dovne danglish-løsninger.
Vi pudser ellers vores danskerforældreglorie, når vi ser vores børn sidde troligt og lave danske lektier hver uge. Vi har meldt dem til et dansk online-skoleforløb, som koster det hvide ud af øjnene, men som vi hele tiden har tænkt, var pengene værd.
For når eller hvis vi flytter tilbage, ville det være surt og uhensigtsmæssigt, at de måtte se sig slået helt tilbage, fordi de staver som to brækkede arme og aldrig har stiftet bekendtskab med de drilske finurligheder, der er det stumme h, det stumme g, det stumme (og bløde) d – og alle de andre uigennemskuelige elementer af det danske skriftsprog.
Pengene har hidtil virket godt givet ud, for deres stavning er faktisk blevet bedre. Det virker også, som om de lærer nogle lidt mere ungdommelige formuleringer i deres danske, så deres sprog ikke længere bare er en kopi af deres midaldrende forældres (som i sagens natur heller ikke har udviklet sig synderligt de sidste knap otte år).
Kampen for modersmålet
Men det er stadig to skridt frem og et tilbage, når vi selv vælger at sige appropriate i stedet for passende, hurtful i stedet for sårende, nurse i stedet for sygeplejerske, mashed potatoes i stedet for kartoffelmos. Det er detaljer, men de er overalt, og hvis vi ikke passer på, formerer de sig.
Engelsk – eller amerikansk – er på mange måder et fantastisk sprog. Efterhånden som vi taler det bedre og bedre, går det op for mig, hvor rigt det er, hvor mange forskellige ord der er at vælge imellem for noget, der umiddelbart kunne lyde som det samme, men nyder godt af den dér lille nuance.
Mit nytårsforsæt for 2023 må være, at jeg rent faktisk taler dansk til mine børn
Jeg ved godt, at mange danskere synes, det lyder frygteligt, og jeg kan kun erklære mig enig i, at det føles som ren tortur, hvis dét amerikanske, man mestendels oplever, er det, der tales i Keeping Up With The Kardashians eller Love is Blind.
Men heldigvis er amerikansk engelsk så meget og mere og sjovere end dét, og det er en fornøjelse at høre mine børn mestre det. Men det skal ikke være på bekostning af det danske, som trods alt er deres modersmål.
Jeg kender familier, hvor den ene forælder er dansk, rumænsk, guatemalansk eller polsk, og den anden amerikansk, og fælles for dem alle er, at trods alle de gode intentioner er det ikke lykkedes dem at lære deres børn deres eget modersmål som flydende andetsprog.
Der ligger simpelthen for meget arbejde i at holde ved den daglige eksponering, og hvis ens partner ikke forstår sproget – eller taler det særlig godt – bliver det meget nemt en ekskluderende og unaturlig situation vedvarende at skulle tale sproget til og med sine børn. Det er ikke umuligt, men det er svært.
Det er ikke svært for os. Det burde det i hvert fald ikke være – vi skal bare tage os sammen. Vi har alle muligheder og ingen undskyldninger.
Så mit nytårsforsæt for 2023 må være, at jeg rent faktisk taler dansk til mine børn – og ikke begynder sætninger med slatne oversættelser af “so this one time at band camp …”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
