HJERTESTOP // KLUMME – Da den første hjerteløberalarm vækkede Karina Minoun klokken kvart i seks om morgenen, kastede hun sig på cyklen med appens rutevejledning i hånden uden helt at vide, hvad der ventede. Først bagefter forstod hun, hvor meget sådan en oplevelse sætter sig. “Den første tur er ikke nem. Men den er vigtig,” skriver hun.
I morges blev jeg vækket af min første hjerteløberalarm. Jeg har været tilmeldt som hjerteløber i over 2 år, men har aldrig modtaget en alarm.
Men nu kom den. Omkring kvart i seks i morges, mens jeg sov, blev en alarm aktiveret. Først vidste jeg ikke, hvad det var, der havde vækket mig, og søvndrukkent åbnede jeg vinduet for at finde ud af, om der var udbrudt krig, men finder så ud af, at hjerteløber-appen på min mobil er aktiveret. Og der vågnede jeg for alvor.
Hans briller ligger på jorden. Der ligger også en taske
Det, der sker nu, sker næsten per automatik, som om jeg havde prøvet det før. Jeg trækker hurtigt noget tilfældigt tøj på og går direkte på badeværelset for at finde mine kontaktlinser. Ja. Jeg kan ikke se noget, hvis jeg ikke har dem i. Jeg løber ud ad døren og cykler i hast afsted med min mobil i højre hånd for at følge appens rutevejledning.
Fire minutter på cykel, står der i min hjerteløber-app.
Da jeg nærmer mig, ser jeg blå blink. Ambulancen er der allerede. Og endnu en bil fra beredskabet. Tre ambulancereddere sidder omkring manden, der ligger på gaden, og som nu får hjertemassage.
Min alarm går i gang igen, da jeg ankommer. Måske for at identificere mig. Måske en fejl. De kigger op, og jeg spørger, hvad jeg kan gøre. Om jeg kan gøre noget. Men nej. De har styr på det.
Manden er ikke så gammel. Måske 40. Det er svært at se, men det er voldsomt at se et menneske få hjertemassage. Jeg har et behov for at blive stående. Passe på stedet. Passe på ham.
Det er en sær følelse. Men hallo. Det her er nyt. Og jeg er også berørt.
For der skal ikke herske tvivl om, at når man bliver vækket af en hjerteløberalarm og farer afsted på sin cykel og oplever et menneske få hjertemassage, så er det svært ikke at sidde overvældet tilbage
Hans briller ligger på jorden. Der ligger også en taske. En af ambulanceførerne tager det hele, og de bærer ham nu ind i ambulancen, hvor jeg kan se, at de fortsætter deres arbejde.
Jeg har brug for at blive for at finde ud af, hvordan det går ham, men føler mig så sært i vejen. Er også bekymret for at blive forvekslet med en af de katastrofeturister, der stopper alene for oplevelsen ved et uheld. Og mit arbejde, der aldrig er gået i gang, er jo også slut.
Jeg har ikke mere at gøre på stedet og kører stille hjem.
Hjerteløberne – et helt unikt netværk
Hjerteløberordningen er et frivilligt beredskab, hvor frivillige med et førstehjælpskursus bag sig, via hjerteløberappen modtager en alarm, når 1-1-2 får et opkald om hjertestop.
Herefter aktiveres appen, og frivillige sendes afsted for at yde livreddende førstehjælp og bringe hjertestartere til stedet, inden ambulancen ankommer.
Hjerteløberordningen, der blev lanceret i Region Hovedstaden i 2017 og blev landsdækkende den 1. maj 2020, havde pr. 31. marts 2026 61.059 aktive hjerteløbere i Danmark. 61.059. Det er svært ikke at være imponeret.
I årets første kvartal af 2026 blev hjerteløberordningen aktiveret 758 gange og i den seneste statusrapport fra TrygFonden aktiveres hjerteløberordningen i gennemsnit 13 gange om dagen. Det betyder, at 75 frivillige hjerteløbere hver dag – og døgnet rundt – smider alt, hvad de har i hænderne, for at forsøge at redde et andet menneskes liv.
Danmark var det første land i verden med et nationalt hjertestarterregister. Det er svært ikke at være stolt af.
Siden starten har hjerteløberne fået flere internationale priser, og det forstår jeg godt. For det er svært ikke at blive imponeret over både den digitale udvikling og koordineringen bag appen.
Det er frivillighed, der kan gøre en forskel mellem liv og død, og et hjerte-netværk, jeg er stolt af at være en del af.
Jeg fik min ilddåb
I dag var min første hjerteløberdag. Min ilddåb. Min første. Og jeg er lidt flov over at skrive, at jeg flere timer efter endnu ikke har fået det helt ud af kroppen.
For der skal ikke herske tvivl om, at når man bliver vækket af en hjerteløberalarm og farer afsted på sin cykel og oplever et menneske få hjertemassage, så er det svært ikke at sidde overvældet tilbage, når turen er slut, adrenalinen har lagt sig, og det eneste, der fylder, er ens tanker.
En af mine tanker er, at han ikke var så gammel. Og om han klarer den. Jeg håber sådan, at han klarer den.
Og om jeg i farten fik aktiveret appen rigtigt. Om jeg brugte for lang tid på de pokkers kontaktlinser. Og om jeg overhovedet skulle have taget jakke på. Hvert et sekund bliver gennemgået. Den del skal jeg lige have på plads. Det ser jeg som en del af arbejdet. Og processen. Og som jeg har brugt dagen på at få talt det igennem.
Som hjerteløber får du da også en sms et par timer efter, som du kan udfylde, hvis du vil, om selve forløbet. Og om du har brug for at blive ringet op.
Det sidste tænkte jeg lidt over, for jeg vil jo ikke være så selvoptaget at få en tragisk hændelse for et andet menneske til at handle om mig, men da en veninde sendte mig et link fra hjertestarter.dk, hvor der stod, at det ikke var unormalt, at man er påvirket bagefter, så satte jeg også kryds der.
Det ville jeg gerne. Ringes op. Det var min første tur. Og jeg vil sikre mig, at jeg har gjort det rigtige.
For det var en af de ting, jeg ikke vidste, da jeg tilmeldte mig, men nu ved. At man naturligvis er berørt bagefter. Måske også en smule chokeret. Og den del vil jeg gerne give videre, for jeg var ikke selv forberedt på mine følelser. Jeg plejer at kunne håndtere andres uheld. Men det her var bare anderledes.
Har du taget et førstehjælpskursus? Så tilmeld dig hjerteløber-appen. Det er en fantastisk opfindelse. Og har du endnu ikke taget et kursus, så kan du nå det endnu
Så hvis du melder dig til hjerteløberne, så tag det lille link med dig. Og husk på, at du ikke er alene. At det både er skræmmende, vildt og overvældende. Og at alt er helt, som det skal være.
Min arbejdsdag er ved at gå på hæld. Og jeg har båret manden med mig hele dagen. Det er svært andet.
Jeg er journalist, så jeg har brugt en del af dagen på at skrive denne artikel.
For jeg falder bedst ned, når jeg skriver. Får mine tanker ud. Og uden sammenligning har jeg det som den kendte forfatter Joan Didion, der tilbage i 1976 skrev i New York Times:
“I write entirely to find out what I’m thinking, what I’m looking at, what I see and what it means. – Joan Didion”
Du kan også være den, der kommer først
Men jeg skriver også, fordi jeg gerne vil fortælle dig, hvilken unik mulighed vores digitale virkelighed giver os for at hjælpe hinanden, og hvor imponeret jeg er over hele konceptet hjerteløberne.
Det var min første alarm. Jeg tænker, det ikke bliver den sidste.
Så min opfordring til dig. Har du taget et førstehjælpskursus? Så tilmeld dig hjerteløber-appen. Det er en fantastisk opfindelse. Og har du endnu ikke taget et kursus, så kan du nå det endnu. Det er tid, du aldrig fortryder, at du har brugt. Og så er det gratis.
Og til TrygFonden bag appen. I har endnu ikke ringet. Men selvom appen er ni år gammel, så er der nok altid lidt skønhedsfejl. Og jeg tænker, I når det nok.
Og til dig, der læser med. Nej. Jeg har ikke brug for tak. Eller ros. Der var 61.058 før mig, og mange af dem har reddet liv. Jeg har bare brug for at fortælle dig om det, jeg ikke vidste før, men nu ved. At den første tur ikke er nem. Men den er vigtig. Og jeg er klar til den næste.
Pas godt på dig selv – og hinanden.
Læs hvordan du kommer i gang her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.