MUSIK // KONCERTANMELDELSE – I Royal Arena bevæger Radioheads koncert sig mellem kollektiv forløsning og kølig distance, mellem kunstværk og livekoncert, og bliver “en musikalsk centrifuge, der slynger én følelsesmæssigt rundt i manegen”. Krævende, fragmenteret og intenst, men stærkt, når bandet samler salen, skriver Anders Thulin.
Radiohovederne fra Oxfordshire skabte mandag aften det tredje af i alt fire musikalske værker for 17.000 dedikerede fans i Royal Arena. Til tider mesterligt og rørende. Af og til fraværende og navlepillende, ofte manisk og klagende, men hele vejen igennem kraftfuldt som en musikalsk centrifuge, der slynger en følelsesmæssigt rundt i manegen.
Hype, ventetid og syv års ophobet forventning
Det siges, at det skal gøre ondt, før det gør godt. Det passede ordret på den oplevelse, en stor del af de fremmødte i Royal Arena denne mandag aften i december havde op til koncerten. Den skulle oprindelig have været afholdt den 2. december som den første af fire udsolgte koncerter i København, og som en del af en mindre Europa-turné, men den måtte rykkes et par uger, fordi forsanger Thom Yorke fik halsbetændelse.
Den uendelige hype omkring billetkøbene, hvor danske såvel som udenlandske fans fra hele verden sad i kø – for at blive skrevet op til at komme i betragtning til endnu en kø, der måske ville give mulighed for en billet til en af de fire forjættede aftener i indiebandets sjældne selskab – skabte selvsagt ekstra forventninger hos dem, der havde ventet i hele syv år, siden bandet sidst var på besøg i Danmark.
Som de står dér bag de semitransparente skærme med glitchende videoprojektioner, er det svært at vurdere, om vi er rekvisitter i et liveopført kunstværk
Radiohead i 2025 er legemliggørelsen af et orkester, der transcenderer tiden med deres sære, sfæriske lyd og position som hippe outsidere med bred nok appel til at ramme en kollektiv (selv)bevidsthed med stor kraft. De er for den synkopiske takt, hvad Noma er for spiselige myrer med en næsten irriterende kompromisløshed.
Ikke mindst synes de fortsat at tiltrække nye generationer af fans, som finder den sært nørdede, polyrytmiske avantgarderock både appellerende og vedkommende. For en ung generation fungerer deres musikalske univers som en fremkaldervæske for et dystopisk fremtidsbillede, der står som et smertende vidnesbyrd om den fremmedgørelse, vores nedbrudte verden har skabt, og som de kan spejle deres utilpassethed i – i dag såvel som for 30 år siden.
Jeg var så heldig at være ung i 90’erne – en tid, der ikke blot leverede et væld af musikalske mirakler, men som i dag fremstår som en lykkelig parentes i den menneskelige habitus’ lange lidelseshistorie. I året, hvor OK Computer (1997) udkom, spillede Radiohead i KB Hallen. En koncert, der stadig står for mig som et lysende minde om ungdommens ulidelige lethed.
Mesterværket fra dengang spiller stadig en stor rolle, når de optræder; hele fem numre var på sætlisten mandag aften.
Lyset er dæmpet, og rundt omkring på scenen illuderer lysende portaler indgange til en anden dimension, hvor paranoide androider og plastiktræer er i symbiose, og alt er på sin rette plads. Lyset sender publikumsklappen og begejstrede råb i kredsløb i den runde arena, alt imens Thom Yorke og hans intergalaktiske kunstnerkollektiv dukker op fra under scenegulvet og indleder den musikalske forestilling med et lydkort fra Planet Telex.
Som de står dér bag de semitransparente skærme med glitchende videoprojektioner, er det svært at vurdere, om vi er rekvisitter i et liveopført kunstværk – eller vidner til en syret mandagsøver i et cirkulært øvelokale med omkring 17.000 statister som bagtæppe.
En rund scene og et publikum i alle retninger
Mange orkestre har igennem tiden eksperimenteret med runde, centriske scener, der i de store koncertrum ofte bedre favner publikum og gør oplevelsen mere intim. Samme idé virker også for Radiohead denne aften, især da Royal Arena i forvejen er rund, hvilket giver salens tilhørere en mere ligeværdig oplevelse. Men måske er det mere tanken om den runde scene, der virker godt. For som det ofte er med gode idéer, er det i praksis, det viser sig, om konceptet holder. Prisen bliver i hvert fald, at Thom Yorke især må dele sin opmærksomhed med publikum i alle retninger.
Fra mit sted på gulvet, hvor både lyd og sigtbarhed er god, virker det til tider distraherende, at man ikke kan se ham, mens han synger. Hver gang sniger der sig en smule koncentrationsbesvær ind, når han giver sin opmærksomhed væk til andre. Bandet forsøger at kompensere ved at dække ind for ham i de huller, han efterlader, men da Yorke med sin store karisma er den ubestridte hovedperson, er det ikke altid nok.
Bandet kender hinanden så godt, at de kan spille med ryggen til hinanden uden at miste samspillet
På andet nummer slår bandet tonen an til det mesterlige ”2+2=5” fra albummet Hail to the Thief(2003), der på mange måder indrammer bandets musikalske kollektiv, hvor summen er højere end de enkelte tal lagt sammen. Men Yorke er kongen af cool og spasser ud i sin ikoniske dansestil, alt imens han fægter rundt med armene og trækker op i sine moderigtige oversizebukser.
Efter den paranoidt voksende ”Sit Down. Stand Up” kaster bandet sig ud i en af aftenens mange højdepunkter – ”Lucky” fra OK Computer. Blåt lys understreger situationens alvor: ”Pull me out of the air crash. Pull me out of the lake. ’Cause I’m your superhero. We are standing on the edge”.
Ja, måske står vi på kanten, men vi føler os alle heldige over at være her denne aften.
Trance, distance og den svære balance
En halv time inde i koncerten synes bandet at være i fuld symbiose med sig selv og syrer igennem, så man tager sig selv i at gå lidt i trance. Lyden er ikke dårlig, men virker mærkelig fjern. Vi er tilbage i den store kunsthal, hvor ikke alle billeder er lige interessante, selvom kvaliteten er indiskutabel. Men kunstværket bliver ved med at udvikle sig. Lange soniske penselstrøg rammer kraftfuldt lærredet på scenens store staffeli.
Pludselig er det, som om Yorke og hans kollektiv atter finder et forløsende spor at forfølge. De ved, hvor de vil have værket hen. Folk klapper rytmisk. Yorke er oppe at køre og hamrer løs på sin røde enhånds-synthesizer, imens det lange, viltre hår kastes rundt i en takt, kun han kender.
Kollektiv forløsning i mørket
Alle virker optagede af deres eget arbejde. Bandet kender hinanden så godt, at de kan spille med ryggen til hinanden uden at miste samspillet. Rytmesektionen holder sammen på hele balladen, og ordene fra de tekster, det er så svære at synge med på, flyder sammen med instrumenterne og spænder lærredet helt ud. ”Nude” fra albummet In Rainbows (2007) er uafrystelig, og Yorkes smertende vokal rammer tydeligvis salen: ”You paint yourself white. And fill up with noise. But there’ll be something missing.”
Jonny Greenwood er indbegrebet af rock ’n’ roll-attitude og er storleverandør af insta-venlige guitar-poses. Med det lange sorte pandehår skødesløst hængende ned over øjnene, den drengede positur og telecasteren i en 60 grader opadgående vinkel er det ikke til at se, om han er 24 eller 54. Alt imens vandrer den lige så cool Ed O’Brien rundt med underspillet elegance og lægger den sfæriske klangbund.
”Everything in Its Right Place” … you bet! Messende og insisterende. Rundt og rundt og rundt. Som en uendelig karusseltur, hvor man først bliver svimmel, inden man finder tyngdepunktet og bliver vægtløs. Det psykedeliske tekstunivers danner billeder, der giver bedst mening i en koger. ”Yesterday, I woke up sucking a lemon.”
Salen når ikke at tørre øjnene, før bandet er tilbage med fuld smæk på. Beatet på ”Ful Stop” fra A Moon Shaped Pool (2016) er nærmest vendt på hovedet
På ”Bloom” fra The King of Limbs (2011) har Yorke og hans malerlaug atter de store pensler fremme. Værket er helt ukontrollabelt og frit nu. Som om der ikke er noget center i den cirkel, de står i; som om lydene udgår fra kanten i en opadgående spiral. Det er svært at finde fodfæste i lydbilledet, der igen er på vej i sin egen retning. Støjen vokser sig høj og infernalsk i denne del af værket, der virker både abstrakt og indforstået – der bliver fandme hverken leflet eller givet ved dørene.
”Exit Music (for a Film)” er indiskutabelt et af aftenens højdepunkter, som nummeret også er det i Radioheads musikalske bagkatalog. Den er næsten så smuk, at man ikke kan være i sin krop, når sangen eksploderer i sætningen ”And now we are one. In everlasting peace. We hope that you choke. That you choke.”
Heldigvis vender Thom sig imod den del af salen, hvor jeg står, og jeg føler mig i et kort øjeblik lige så heldig som dengang, jeg fløj over Himalaya og havde udsigten til Everest på den rigtige side. ”Sing us a song. A song to keep us warm. There’s such a chill, such a chill.”
Salen når ikke at tørre øjnene, før bandet er tilbage med fuld smæk på. Beatet på ”Ful Stop” fra A Moon Shaped Pool (2016) er nærmest vendt på hovedet – støjende, smukt og destruktivt. Colin Greenwood holder rummet med sine knivskarpe basgange, alt imens Phil Selways stakkels trommer får hårde og vedvarende asynkrone tæsk.
Yorke proklamerer skingert: ”You messed up everything.” Det er ondt. Det gør ondt. Det er godt. De er helt oppe at støde: ”I see it coming, I see it coming.”
Tilgængelige og utilgængelige på samme tid
Der følger en kort pause, inden kvintetten stiger op fra gulvet over slammet, som Amager hviler på, og giver encore til syv numre, heraf ”Fake Plastic Trees” og ”Just”, begge fra albummet The Bends, der i 1995 udbyggede Radioheads position som klynkerockere efter Pablo Honey (1993), inden de ramte en langt mere langtidsholdbar musikalsk guldåre med OK Computer.
Denne mandag aften i december er Radiohead lige i midten af, hvad de er bedst til: at være både tilgængelige og utilgængelige på samme tid. Når koncerten lægger sig i kroppen, står én ting tilbage. Denne aften er vi alle radiohoveder med antennerne oppe og følelserne uden på tøjet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og