Bag Jerntæppet: Ivan er totalt afhængig af sine børn som 68-årig

af i Europa/Historie/Liv & Mennesker

REJSEBREVE FRA UDKANTSEUROPA #14 – “Ligesom dengang vil mange gøre karriere, de siger et og gør noget andet. De er hyklere”, erklærer Ivan fra Odessa, der er kritisk overfor sit lands magthavere og konflikten med Rusland. ”Ukraine var russisk i 300 år – så hvad er Ukraine? Jeg, for mit, vedkommende ved det godt”.

”Hvis det ikke var for min datter og svigersøn, sad jeg ikke her i dag”, siger Ivan og banker med en pegefinger på sit hjerte. ”Den ville have kostet mig hele min pension i 10 år. Umuligt”.

De har betalt for hans kunstige hjerteklap, så han har fået forlænget sit foreløbige 68-årige liv.

Ivan ser ældre ud end sin alder, han går dårligt og hiver efter vejret. Han og hans kone gennem næsten 40 år bor på landet, men i dag er de inde i byen, fordi Ivan skal til læge.

Vi mødes i datterens lille lejlighed i den fine del af Odessa, den del hvor man næsten skulle tro, at vi var i Paris. Elegante fransk-italienske fin de siècle-bygninger – opera, hoteller og litteraturmuseum – giver en fornemmelsen af for et øjeblik at være tilbage til den tid før revolution og første verdenskrig, hvor alverdens forfattere, kunstnere og teaterfolk strømmede til ’Sortehavets Paris’.

Det er ikke usædvanligt at være afhængig af sine børn her i Ukraine. Faktisk er det tilskud, som nogle børn kan betale til deres forældre helt livsvigtigt for, at de gamle kan klare sig

Lejligheden ligger lige ved den verdensberømte Potemkin-trappe. Den er beskeden, et enkelt rum og lille køkken. Den bliver brugt af Ivans datter, når hun kommer forbi fra New York eller Almaty i Kasakhstan – to byer, som hun sammen med sin mand pendler imellem. Eller hans anden datter, der forsker indenfor biologi på et universitet i det nordlige Sverige.

Både Ivan og hans kone er veluddannede, Ivan har været forsker og lærer, hans kone læge, men i Ukraine er det ikke noget, som sikrer én en tredje alder som ’det grå guld’.

De bor i en lille landsby, lever af hvad haven kan producere og får omkring 1500 kroner hver i pension.

”Men pengene bliver mindre og mindre. 1500 kroner rækker ikke langt. Og da slet ikke til at betale for operationer, lægebesøg og medicin”, siger Ivan.

Det er ikke usædvanligt at være afhængig af sine børn her i Ukraine. Faktisk er det tilskud, som nogle børn kan betale til deres forældre helt livsvigtigt for, at de gamle kan klare sig. Og det gælder også forældre som stadig arbejder, for lønnen er lav og umulig at klare sig for for de fleste.

Hans onkel var generalsekretær Brezhnevs’ højre hånd i en halv menneskealder, og hans bedstemor har leget med Lenins bror, Dimitri, i familiens dacha. Men han er ikke nostalgiker

”Og selvom udbuddet på hylderne de seneste år er vokset, hvad nytter det så, når man ikke har råd til at købe noget”, spørger Ivan retorisk.

Ivan har arbejdet hele sit liv indtil for få år siden, det samme har hans kone. Nu vender de hver en skilling.

”Under kommunismen fik lærere og læger, der boede ude i landsbyerne, gratis energi og kul. I dag har vi ikke råd til noget. I Sovjettiden var der stabilitet, priserne steg ikke. Til gengæld var der intellektuelt helt tomt”, husker Ivan tilbage.

Det er ikke fordi Ivan længes tilbage til Sovjetunionen, selvom han både kan prale af, at hans onkel var generalsekretær Brezhnevs’ højre hånd i en halv menneskealder, og hans bedstemor har leget med Lenins bror, Dimitri, i familiens dacha. Men han er ikke nostalgiker.

”Jeg kan sige meget godt om min tidlige ungdom under Sovjet, men dengang var jeg jo ung og stærk, jeg fik uddannelse og job og havde ikke brug for læger og medicin. Men det var en anden tid”. Og da kommunismen begyndte at bryde sammen i andre dele af Europa, begyndte han også at længes efter forandringer.

”Da jeg var 33 år gammel, samme alder som Jesus havde da han døde, overvejede jeg at tage en bombe på maven og sprænge Lenin-mausolæet i Moskva i luften. Jeg syntes, jeg måtte udrette noget, gøre en forskel – som Jesus – men så kom Gorbatjov og med ham også håbet. Men det var en illusion, en stor illusion”.

Afhængig/uafhængig

At Ukraine blev et selvstændigt land, huer heller ikke Ivan.

For ham er og bliver Ukraine også Rusland.

”Ukraine var russisk i 300 år – så hvad er Ukraine? Jeg for midt vedkommende ved det godt”, siger han.

Jeg kan ikke lide det totalitære”, siger Ivan og ryster på hovedet, og han synes, han genkender meget i Ukraine i dag, som også fandtes i Sovjetunionen

”Engang var vi ét folk, et stort land uden grænser – lige fra Odessa til Vladivostok. Russere og ukrainere er brødre, som nordmænd og svenskere”.  

Han er trist over de seneste års udvikling, Maidan-revolutionen, krigen i Donbas og den russiske annektering af Krim har skabt splittelse mellem ukrainere og russere i Ukraine.

”I virkeligheden kan jeg slet ikke lide grænser”, smiler han, men smilet forsvinder hurtigt igen, da vi taler om den politiske situation i Ukraine. Hvad tænker han om fremtiden? Han har tydeligvis ikke megen tillid til Ukraines politiske ledelse under chokoladeproducenten og præsidenten Poroshenko

”Jeg kan ikke lide det totalitære”, siger Ivan og ryster på hovedet, og han synes, han genkender meget i Ukraine i dag, som også fandtes i Sovjetunionen.

”Ligesom dengang vil mange gøre karriere, de siger et og gør noget andet. De er hyklere”, siger han, og han har svært ved at se, at det hele skulle være blevet så meget bedre efter Ukraine er blevet et selvstændigt land.

”Og hvordan tror du, det føles at være totalt afhængig af sine børn som 68-årig?”


Fotos: Skribenterne

Thomas Ubbesen, født 1956. Globalist.
Opvokset i Hong Kong. Har fra en ung alder rejst over det meste af kloden. Journalist siden 1982. Fra 1994 udlandsmedarbejder på DR. Har dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Balkan i 90erne, Irak, Libanon, Syrien, Libyen, Mali, Myanmar, Haiti, Pakistan og Afghanistan for bl.a. Radioavisen, TV-avisen, Horisont og Orientering. Modtog i 2011 Krüger-prisen for sin indsats for public service.
Har skrevet bøgerne ”Udsendt – historierne bag 22 reportager”(Tiderne Skifter 2014), ”Good luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen” (Gyldendal 2016) og ”Gensyn med hippieruten – i egne fodspor 40 år efter” (Gyldendal 2018). Thomas Ubbesen er en efterspurgt foredragsholder.
Kontakt: mail@thomasubbesen.dk, tlf. 5154 1309.


Anne Haubek, født 1962, journalist, tidligere mangeårig redaktør af DR P1 programmet ’Europa lige nu’ og studievært på Orientering i P1, nu freelance journalist (bl.a. for DR) og foredragsholder.
Har rejst og rapporteret fra de fleste europæiske lande og har modtaget flere priser for sin Europadækning – bl.a. DOF-prisen og den danske del af Europaparlamentets journalistpris. Har desuden rapporteret utallige gange fra EU/Bruxelles – ikke mindst i forbindelse med topmøder.
Var i en årrække med i ledelsen af et undersøgende journalistisk netværk i Østeuropa. Fungerer desuden som censor ved journalistuddannelserne og som moderator ved konferencer – især om europæisk og international politik.
Kontakt: anne@haubek.dk – tlf.: 27634383.

Seneste artikler om Europa