KRIG I GAZA // ANALYSE – Der synes ikke at være nogen udsigt til våbenhvile mellem Israel og Hamas. Begge parter står stejlt på deres, og nu har Joe Biden omsider besluttet at trække en tydelig rød linje.
TEL AVIV – Joe Biden har givet den israelske Netanyahu-regering en frist på et par uger til at komme med en skriftlig erklæring om at ville overholde international lovgivning, så længe israelerne gør brug af amerikanske våben i krigen mod Hamas.
Umiddelbart lyder dette som endnu en advarsel eller trussel, der bare bliver hængende i den blå luft uden at få videre konsekvenser. Men meget tyder på, at Biden nu har trukket en kraftig rød streg, og at det får alvorlige følger, hvis den israelske erklæring ikke foreligger senest den 25. marts.
Den amerikanske præsident gav klart udtryk for sit stærke mishag over for Netanyahu under sin State of the Union-tale sidste torsdag, og i et efterfølgende interview på tv-stationen MSNBC blev han endnu mere konkret. Her sagde han tydeligt, at hvis Israel ikke lukker op for tilførsel af nødhjælp til civilbefolkningen på Gazastriben, og hvis Israel vover at iværksætte den planlagte militære offensiv mod byen Rafah, vil han med månedens udgang lukke helt af for salget af offensive våben til Israel.
Krig uden endemål
Dette er alvorlige sager og vil i givet fald stå som et dramatisk skift i hele det israelsk-amerikanske forhold, og det kan blive en ændring af permanent karakter. Biden understreger, at han aldrig vil svigte Israel, og at amerikanerne vil fortsætte med at levere defensive våbensystemer, hvilket blandt andet omfatter forsvar mod de raketter, som forskellige islamiske grupper tidligere affyrede i betragteligt omfang.
Bidens skarpe udmelding kommer ikke mindst ud fra en erkendelse af, at krigen nu ser ud til at fortsætte, uden at noget endemål er i sigte. Den israelske militæranalytiker Yossi Melman, som skriver for dagbladet Haaretz, beskriver situationen som en form for ukrainisering af Gaza.
Denne sammenligning er blevet brugt før, og afhængigt af hvor man befinder sig i det vilde debatklima, er der vidt forskellige syn på, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Når det kommer til stykket, betragter både Ukraine, Rusland, Israel og Hamas sig som ofre i krigen, og det argumenteres der for på alle leder og kanter.
Gidselsituationen er grunden til, at mange israelere tøver med at afslutte krigen, så længe Hamas stadig er en magtfaktor, mens de samme israelere går forrest i den bitre kritik af Netanyahu og dennes elendige håndtering af situationen
I den konkrete Gaza-sammenhæng er det dog mere interessant, at begge parter fremfører argumenter for, at krigen kan vindes. Militært set er Hamas efter alt at dømme stærkt medtaget. Bevægelsens sidste kamptropper befinder sig i Rafah, og et sted mellem 60 og 70 procent af dens raketarsenal og militære kapabilitet synes at være ødelagt.
At der i den seneste tid er blevet afskudt raketter fra Gazastriben mod israelske byer, kan derfor ikke ses som noget ønske om at gøre en strategisk forskel i selve krigen. Det handler om at sende et signal om, at Hamas stadig er til stede som en faktor i spillet. Ud fra en militærstrategisk vurdering ville Israel derfor nok være i stand til at lukke og slukke for Hamas i fysisk forstand ved at rykke ind i Rafah. For at bruge en floskel, ville Israel med andre ord nok være i stand til at vinde slaget, men ville stadig være ude af stand til at vinde krigen.
Det er netop dér, Hamas henter sin selvtillid. De israelske tropper sidder fast i Gaza, og Netanyahu synes ikke at have travlt med at få det hele bragt til ende ved at formulere en plan for krigen. Det er vanskeligt at se Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober som udtryk for spontan palæstinensisk vrede – selv om palæstinenserne på Gazastriben har rigeligt at være vrede over. Angrebet var nøje planlagt, og med kynisk ligegyldighed over for hensynet til områdets civilbefolkning gjaldt det om at få fremprovokeret en israelsk reaktion, som man – qua den stærkt højre-nationalistiske israelske regering – vidste, ville blive både dramatisk og blodig.
Nu har det ovenikøbet ført til alvorlige skår i det israelsk-amerikanske forhold, og aktuelt tales der om, at det anspændte forhold mellem Israel og den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon hurtigt kan kamme over og udvikle sig til endnu en krig. Dette synes at være helt efter Hamas’ drejebog, og det omfatter også konturerne af en sejr, om end denne er lige så flygtig og diffus som Netanyahus vision.
Biden undgår Netanyahu
Der har gennem længere tid pågået forhandlinger for at få en våbenhvile på plads. Med Qatar og Egypten i mæglerrollen har der flere gange været optræk til noget, men i sidste uge gik parterne igen fra hinanden. Og selv om der i denne uge blev gjort et nyt forsøg på at genstarte forhandlingerne, er der kun ringe udsigt til, at det lykkes.
Hamas insisterer nemlig på, at en våbenhvile skal omfatte en total israelsk tilbagetrækning fra Gazastriben og være af permanent karakter. Udvekslingen af 40 af de resterende 136 israelske gidsler med 400 palæstinensiske indsatte kommer ifølge Hamas kun i sidste ende. Omvendt holder Israel på, at netop udvekslingen skal udgøre starten på denne proces. Netop gidselsituationen er grunden til, at mange israelere tøver med at afslutte krigen, så længe Hamas stadig er en magtfaktor, mens de samme israelere går forrest i den bitre kritik af Netanyahu og dennes elendige håndtering af situationen.
Fra utallige sider er den israelske leder altså under belejring, og nu søger også Biden at undgå ham
Hertil kommer også, at der er tvivl om gidslernes tilstand. Det er en almindelig antagelse, at mindst 30 af gidslerne slet ikke er i live længere, mens andre sætter tallet langt højere, og Hamas nægter at udlevere oplysninger. Man kan sige, at dette drejer sig om meget små tal i forhold til de massive palæstinensiske tab, men dette argument løfter sig ikke rigtigt, da der på begge sider af konflikten er et stærkt emotionelt element.
Det er disse følelser, som både Hamas og Netanyahu også spiller på, og det er afgørende med til at sætte alle håb om en våbenhvile i baglås.
Det kan ses som en af grundene til, at Biden nu har taget skeen i den anden hånd. For en måned siden tog han således initiativ til sanktioner mod en lille gruppe radikale bosættere, som er med til at opildne den allerede eksplosive atmosfære på Vestbredden.
Dette var et vink med en vognstang til den israelske premierminister om at få tæmmet de radikale kræfter, og da det ikke kastede nogen videre reaktion af sig, udtalte Biden for nylig de ord, som man ikke tidligere har hørt fra den kant, nemlig at Netanyahu er farlig for Israel. På den baggrund er det også interessant at se, at oppositionslederen Benny Gantz, som sidder med i det særlige krigskabinet, blev godt modtaget, da han i begyndelsen af måneden rejste til Washington.
Imens viste Netanyahu sin åbenlyse vrede med bemærkningen om, at Israel kun har én premierminister, men det lyttede man ikke til. Netanyahu søgte at tage revanche, da Gantz umiddelbart efter tog til London for at møde premierminister Rishi Sunak: Han gav den israelske ambassade i London klar besked om ikke at give Gantz nogen form for assistance i forbindelse med besøget.
Fra utallige sider er den israelske leder altså under belejring, og nu søger også Biden at undgå ham. Under sit besøg i Washington mødte Gantz vicepræsident Kamala Harris, og de drøftede blandt andet den humanitære situation på Gazastriben. For nylig søgte USA at kaste nødhjælp ned til Gazastribens civilbefolkning, hvilket viste sig at være et uheldigt initiativ: Fem palæstinensere blev dræbt, da forsyningerne styrtede ned uden faldskærm, og desuden var metoden både kostbar og helt utilstrækkelig.
Derfor kom Biden med det seneste initiativ, som er placeringen af en flydende havn ud for Gazastriben, hvor forsyningerne vil blive bragt i land. På det seneste har Biden sagt det tydeligt, at nødhjælpsforsyninger på ingen måde skal være del af forhandlingerne om en våbenhvile i krigen, og at der her og nu skal ydes hjælp til Gazastribens civilbefolkning.
Fra israelsk hold har dette været en del af strategien, idet man beskylder Hamas for at stjæle store dele af nødhjælpen. Dette er udokumenteret, men virker slet ikke usandsynligt – men hvor sandheden end ligger, er det ikke noget legitimt argument.
Ramadan
Joe Biden havde længe sat søndag den 10. marts som sidste frist for at få en våbenhvile i stand. Søndag aften startede nemlig den muslimske fastemåned, ramadan, og det kan af mange grunde betragtes som en særligt følsom tid.
Ramadan er en tid, hvor man viser kærlighed og medmenneskelighed, og ved iftar, måltidet der om aftenen bryder dagens faste, er der masser af god mad på bordet. Dette er en umulighed for de fleste mennesker på Gazastriben, og alene af den grund vil ramadan føre til yderligere støtte til Gazastribens palæstinensere rundt om i den muslimske verden.
Men det vægtigste argument er nok, at ramadan i den aktuelle sag har en helt særlig symbolbetydning. Angrebet den 7. oktober fandt sted dagen efter 50-året for starten på Yom Kippur-krigen i 1973. I den arabiske verden hedder den også ramadan-krigen eller Operation Badr. Det år faldt ramadan nemlig i oktober, og Badr henviser til Slaget ved Badr. Det fandt sted i år 624, hvor profeten Muhammed vandt sit første vigtige militære slag mod sine modstandere, og også det fandt sted i fastemåneden. Derfor er der en ekstra åndelig dimension i at gå i krig i ramadan.
Hvor Joe Biden end har fundet sin begrundelse for at bruge begyndelsen på ramadan som deadline, lykkedes det som bekendt ikke. Krigen fortsætter, og parterne står lige langt fra hinanden. Man kan godt sige, at faren for en ukrainisering af krigen derfor er blevet endnu mere akut, nu da forhandlingerne ikke længere har en deadline at holde sig som mål.
Hamas har demonstreret, at der fortsat er liv i bevægelsen, og har ikke travlt, og Netanyahu har heller intet hastværk. Han kæmper for sit politiske liv og ved til fulde, at en afslutning på krigen også kan betyde et endegyldigt stop for hans politiske løbebane. Derfor har Biden nu sat stolen for døren.
Læs meget mere om Israel, krigen i Gaza og politik i Mellemøsten af POV’s udlandsredaktør, Hans Henrik Fafner, her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
