KRISTNE I MELLEMØSTEN // SAMTALE – At betragte de kristne som en mellemøstlig mindretalsbefolkning er et produkt af europæisk tankegang, siger markant palæstinensisk teolog i ny bog. Og det bidrager kun til vores forestillinger om en region i splittelse og internt fjendskab.
JERUSALEM – Et af brændpunkterne under Al-Aqsa-intifadaen i begyndelsen af 00’erne udspillede sig mellem det sydlige Jerusalem og Beit Jalla, en palæstinensisk landsby på Vestbredden. I perioder var der næsten hver aften skudvekslinger hen over dalen, som ligger mellem de to byer. Israelere og palæstinensere skød mod hinanden.
Beit Jalla udgør sammen med Betlehem og Beit Sahour et sammenhængende byområde syd for Jerusalem, og her finder man en af Vestbreddens kristne befolkninger. Ifølge tidens narrativ var det imidlertid ikke lokale kristne palæstinensere, der deltog i de næsten ritualiserede skudvekslinger med israelerne ovre i Jerusalem, men muslimske palæstinensere, der kom til Beit Jalla for at føre kampen fra hustagene.
Situationen skabte et misforhold til de kristne, der blev beskyldt for at svigte den fælles kamp mod besættelsen, og det gav anledning til, at endnu flere kristne familier besluttede at forlade Beit Jalla, typisk med Nordamerika som mål.
Et vestligt påfund
Mitri Raheb er en af de markante, kristne stemmer på den del af Vestbredden. Han er teolog, siden 1988 har han været præst ved Den Lutherske Julekirke i Betlehem, han har grundlagt privatuniversitetet Dar al-Kalima i byen, og en af hans seneste bøger er denne sommer udkommet i dansk oversættelse.
Her opponerer han imod opfattelsen af et modsætningsforhold mellem de kristne og muslimske befolkninger. Det ser han som et vestligt påfund med en klar dagsorden, og argumentet får særlig relevans, når konflikten hærger i regionen.
Når det sker, hører vi nemlig palæstinensiske ledere tale om national samhørighed i kampen, og det hører vi også fra lederne af bevægelsen Islamisk Jihad, som helt aktuelt er er mål for de israelske bombeangreb på Gazastriben.
Men hvordan hænger dette sammen? Mitri Raheb foretager en sondring, da vi mødes:
”Det bliver meget klart, hvis vi sammenligner Al-Aqsa-intifadaen, som du nævner, og det vi kender som den første intifada,” forklarer han. ”Under den første intifada deltog den kristne befolkning på lige fod med den muslimske. De kristne var helt fremme i første række, og der var en stærk social sammenhængskraft i oprøret. Den anden intifada var af en helt anden natur. Det var væbnet modstand, hvilket de kristne normalt ikke involverer sig i, og den var meget mere islamisk orienteret. Det ligger jo også i, at den fik navn efter Al-Aqsa-moskeen i Jerusalem.”
Som Raheb ser det, var der i Det Osmanniske Rige langt større gensidig respekt og accept af de etniske grupper, end det på den tid var tilfældet i Europa, hvor antisemitismen og fremmedhadet bølgede
Han understreger, at der også er mange muslimske palæstinensere, som modsætter sig væbnet modstand mod besættelsen, og at det derfor er forkert at skelne mellem trosretningerne på det grundlag. Han medgiver også, at den kristne befolkning procentuelt bliver mindre, men han afviser, at det skyldes et modsætningsforhold og chikane fra muslimsk side.
”Fødselsraten blandt de kristne er langt lavere, end det er tilfældet blandt både muslimer og jøder i denne del af verden,” siger han. ”Men dertil kommer, at de kristne gennem generationer har haft familiebånd til Vesten. En stor del af de kristne sætter også deres børn i privatskoler, hvor de lærer fremmedsprog på højt niveau, og dette gør det meget enklere at udvandre og skabe sig en bedre fremtid. Men hovedårsagen til udvandringen er stadig den israelske besættelse og alle begrænsningerne, og den oplever kristne og muslimer på lige fod.”
Middelklasse
Forklaringen på misforholdet mellem de to, som han skam anerkender, er til stede, sporer han tilbage til Det Osmanniske Rige. Det var den mest multietniske, multireligiøse og multisproglige enhed for sin tid. I det sekstende århundrede udgjorde de kristne måske 7 pct. af Mellemøstens samlede befolkning, og denne gruppe havde friere rammer for selvstyre, end det havde været tilfældet under det byzantinske styre længere tilbage i tiden.
”Denne autonomi var ikke en tjeneste, som osmannerne viste de kristne, men en bevidst politik for at opretholde imperiets enhed og stabilitet,” forklarer Mitri Raheb.
Det var dog muslimer, der styrede riget, og en del af det var det såkaldte millet-system. Udtrykket dækker et nationalt eller etnisk samfund med tilknytning til en bestemt religion. Disse grupper fik lov til at håndtere egne religiøse og sociale anliggender, så længe de accepterede det muslimske osmannerriges politiske overherredømme.
Dette blev selvfølgelig et klassesamfund, hvor nogle borgere var finere end andre, men det fungerede. Og som Raheb ser det, var der i Det Osmanniske Rige langt større gensidig respekt og accept af de etniske grupper, end det på den tid var tilfældet i Europa, hvor antisemitismen og fremmedhadet bølgede.
Den osmanniske ordning var også med til at skabe en særlig social struktur. Muslimerne styrede staten og militæret, men de kristne drev en betydelig del af imperiets økonomi. Ad den vej opstod med tiden en relativt velstående og veluddannet kristen middelklasse, og selv om det er mange år siden, har dette mønster på mange måder overlevet til i dag. Lige fra kopterne i Egypten over de kristne i Aleppo til de kristne palæstinensere er der en tendens til, at disse grupper har det materielt bedre end befolkningen generelt.
Udviklingen fik dog en bekymrende drejning, da Napoleon i 1798 landede i Egypten. Det betegnes ofte som begyndelsen på enden for Det Osmanniske Rige, og selv om Napoleon kort efter blev tvunget ud af Mellemøsten igen, signalerede hans felttog en ny æra med europæiske interventioner.
Middelhavets syge mand
Alt dette ligner historiske udredninger, men det er netop Mitri Rahebs pointe at vi skal finde de dybere forklaringer. Det kan hurtigt komme til at lyde som den sædvanlige række af floskler og paroler, når han lægger en stor del af ansvaret for Mellemøstens ulykker på imperialismen og den europæiske grådighed. Den slags kommer let til at lyde som en slags ansvarsforflygtigelse. Det er jo nemmere at skyde skylden på andre, men forklaringen giver mening.
”Det var på det tidspunkt, Osmannerriget begyndte at være ’Middelhavets syge mand’,” fortsætter han. ”Og det udnyttede europæerne.”
Man kan måske sige, at de brugte de kristne samfund til at retfærdiggøre deres egen jagt på strategiske interesser i regionen
Der var en række handelsmæssige og økonomiske interesser, og eksempelvis Suezkanalens åbning i 1869 gav regionen en ny strategisk betydning med søvejen til Indien og alt det der. Men nok så vigtigt, lyder Rahebs argument, var de europæiske kirkers interesser i navnlig Jerusalem, hvilket i netop den tid blev en del at nationalstatstanken.
En række europæiske magter med England, Frankrig og Tyskland i spidsen, og Rusland som yderst aktiv medspiller, benyttede Osmannerrigets åbenlyse svaghed til at indgå en række aftaler og konventioner. Man sikrede sig retten til at åbne diplomatiske repræsentationer i Jerusalem og Beirut, og dermed fulgte også retten til at opkøbe land, hvilket udlændinge ikke havde haft mulighed for i Osmannerrigets storhedstid.
Dette banede vejen for kirker og missionsselskaber. Det er denne tid, den svenske forfatter Selma Lagerlöf beskrev i sin store roman ’Jerusalem’ (1901-02), og en tid drøftede vestmagterne endda at gøre Jerusalem til et fælles protektorat.
Enighed om dette nåedes ikke. Men selve ideen bidrog til den magtkamp og det kaos, som lidt efter lidt greb hele Mellemøsten, og i den atmosfære mente de europæiske magter også, at de burde ”beskytte” de kristne samfund, de havde været med til at opbygge i Jerusalem og talrige andre steder.
Eller man kan måske sige, at de brugte de kristne samfund til at retfærdiggøre deres egen jagt på strategiske interesser i regionen. Den zionistiske bevægelse, som skulle føre til etableringen af staten Israel i 1948, trådte ind på scenen, mens kaos allerede herskede. Mitri Raheb lægger ikke skjul på, at han kun betragter dette som en yderligere komplikation, men det er i hans optik ikke hovedforklaringen.
En del af det samme folk
Senere i historien kom Israel selvfølgelig til at spille en dominerende rolle, og dette ikke mindst efter 1967, hvor israelerne besatte Vestbredden og dermed også Betlehem, hvor forfatteren bor og arbejder. Denne historiske udvikling har ført til fænomener som kristen zionisme, altså konservative kirkesamfund i navnlig USA, der blandt andet lægger stor vægt på at støtte bosætterbevægelsen på Vestbredden.
Alt dette har bidraget til opfattelsen af Mellemøstens og navnlig Palæstinas kristne samfund som hjælpeløse, forfulgte og afhængige af hjælp fra Vesten.
”Dette er en illusion,” siger han. ”Og jeg er navnlig stærkt kritisk over for brugen af ordet minoritet i den forbindelse. At betragte os som en minoritet er en konstruktion. Det er en del af Vestens narrativ, som går ud på at tilvejebringe en befolkningsgruppe, der skal beskyttes. Vi er ikke nogen minoritet. Kulturelt, sprogligt, historisk og på en række områder er vi en del af det palæstinensiske fællesskab. Vi er en del af det samme folk, og det eneste, der skiller os ud, er vores tro. Men det gør os ikke til nogen minoritet.”
Her kan man føle sig fristet til at sige, at dette nok er et noget akademisk spørgsmål, når man betænker, hvor meget der i øvrigt står på spil i denne konfliktfyldte del af verden. Men i virkeligheden er det et rammende eksempel på, hvordan der i den rodede konflikt ofte ligger en masse elementer bag det, man ser. Og hvad det angår, tager Mitri Raheb læseren ved hånden på en begavet og tankevækkende rundtur, der sætter mangt og meget i perspektiv.
Læs mere om Mellemøsten i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
