Langli: Øen, der vil tilbage i havet, er som et koncentrat af Vadehavets mangfoldighed

i Liv & Mennesker/Danmark af
FODTUR PÅ HAVET  // REPORTAGE – Langli er én af Danmarks yngste øer. Alligevel er den som et Atlantis på vej tilbage, hvor den kom fra, nemlig havet. To måneder om året kan man på bare fødder gå til den spændende vadehavs-ø i Ho Bugt i Vestjylland. Men man skal nok ikke vente for længe. I serien om danske øer, man kan gå til, drager fotograf Carsten Ingemann og forfatter Stig Olesen denne fredag afsted mod en mærkelig, koteletformet ø, som blev født en oktobernat i 1634.

Han er solbrændt, som man kun bliver det i gråvejr, og er iført shorts med mange udvendige lommer, lang kikkert med gummiarmering og et blik, der rummer både himmel og hav og synes fastindstillet på uendeligt.

Jonas behøver ikke at præsentere sig. Man kan kende en naturvejleder på lang afstand.

Og det er netop ham, som vi – små 30 forventningsfulde vandrere – står og venter på her for enden af en smal grusvej ved Ho Bugt, hvor det flade land næsten umærkeligt glider over i marsken og får skorstenene og kranerne inde i Esbjerg til at ligne noget fra en modeljernbane.

Af med skoene og afsted mod den ubeboede ø derude i disen

Vi skal på fodtur på havet, for derude små fire kilometer mod sydøst i den solflimrende dis ligger den lille ubeboede ø Langli, som lige nu mere lader sig høre end se. For vandet er på vej ud gennem vaderne, og dermed åbnes det gigantiske tag-selv-bord, som lokker i tusindvis af sølvmåger, sildemåger, hættemåger og andre altædende frokostgæster til at tage ophold på den flade ø, hvor det højeste punkt rager 14 meter over vadehavet og derfor i århundreder har gået under navnet Langli Bjerge.

Med en infernalsk larm cirklerne mågerne lige nu om øen så utålmodige som kursister, kort før frokostbuffeten åbner.

Langli i Ho bugt ved Esbjerg er en af de få øer i Danmark, man kan gŒå til.

Som at vandre på et fugtigt ryatæppe

Langli er den nordligste og mest fuglerige ø i Nationalpark Vadehavet, der er optaget på UNESCOs liste over verdensarv, og for at give det rige fugleliv ro til yngel og fouragering er der kun adgang til Langli to måneder om året fra 16. juli til 15. september.

Egentlig kunne vi sagtens være gået til Langli alene, fotografen og jeg. Med en tidevandstabel, en madpakke og rigeligt med drikkevand (der findes ikke noget på øen) er det egentligt bare at smide skoene og følge de høje pæle, der i en svag krumning mod vest markerer ebbevejen ud til øen.

Hvis man planlægger sin Langli-vandring rigtigt, vil vandet kun nå til midt på læggen og de små fire kilometer kan mageligt tilbagelægges på en time. Så har man endnu en time til at gå rundt på øen og studere sporene efter de tidligere beboere, inden det atter vil være klogt at sætte kursen tilbage mod fastlandet.

Man skal holde sig til den markerede vej. For der er huller med dynd på begge sider. Engang kørte en landmand fra Oksbøl, som havde været ude at slå hø ned i ét af dem. Traktoren er der endnu.

Hvis man planlægger sin Langli-vandring rigtigt, vil vandet kun nå til midt på læggen og de små fire kilometer kan mageligt tilbagelægges på en time.

Vi har valgt at melde os til én af de guidede vandreture til Langli for også at få historien om denne mærkelig koteletformede ø, som blev født en oktobernat i 1634, da en stormflod rev Langelegh – det lange fiskerleje – løs fra fastlandet og efterlod det som en ø i Vadehavet.

Og Jonas Gadgaard kender øen som sin egen rygsæk, for han har i månedsvis boet på den flade sandbanke for at foretage optællinger og ringmærkninger af blandt andet klyder, havterner, edderfugle og strandskader.

Så af med skoene og afsted mod den ubeboede ø derude i disen.

At gå barfodet i vadehavet er som at vandre på et fugtigt ryatæppe, og i løbet af blot et kvarter ligner vores fødder resultatet af en kostbar pedicure – lyserøde, bløde og varsomt sandslebne.

”Se op, men hold endelig munden lukket”

Naturvejlederen gør af og til ophold ved de høje markeringspæle for at fortælle om det liv, der udspinder sig omkring dem. Og det er ikke så lidt. Krabber, snegle, østers og muslinger flokkes om disse vejmarkeringer, og man skal bare – ligesom mågerne – stå og trampe lidt i sandet med fødderne, før et sandt overflødighedshorn af skaldyr dukker op med det mørke vand, mens man selv langsomt synker længere og længere ned i dyndet for formodentligt helt at forsvinde, hvis man blev ved længe nok.

På pælene sidder store kolonier af rurer, disse små tvekønnede krebsdyr, hvis vulkan-lignende huse man kan rive sig frygtelig til blods på, og som kan drive bådejere til vanvid, når de bosætter sig på ror og propeller. Jonas kan i dag fortælle spændende detaljer fra rurernes privatliv. For eksempel er de udstyret med – relativt set – dyreverdenens længste penis, som de med stor behændighed kan føre ind i nabo-rurens hus og dermed sikre slægtens bevaring.

”Det svarer til, at du var udstyret med en penis på 11 meter,” forklarer naturvejlederen og peger på en ældre herre i gruppen; én af de nærmeststående kvinder griber til sin ravhalskæde og rykker lidt væk.

Man kan beskrive Langli som en slags Maggi-terning, der indeholder et koncentrat af Vadehavets mangfoldige natur og kultur: et overvældende fugleliv og en vrimmel af snegle, muslinger og østers tilført fortællingen om de mennesker, der tog kampen op med havet, blæsten og sandet

Efter cirka en times vandring gennem ankelhøjt vand gør vi endelig landgang på nordsiden af Langli, hvor kolonien af vrisne sølvmåger rutinemæssigt skælder ud, kredsende som bombefly over vores hoveder.

”Se op, men hold endelig munden lukket,” formaner Jonas med et smil.

Et par harer farer forskræmte op og zigzagger forvirrede i mange retninger gennem den lave bevoksning af strandmalurt og den kaktus-lignende salturt, der smager lidt som salte asparges og egner sig fortrinligt som tilbehør til fiskeretter.

Ved et par mosbegroede cementrør skal Jonas lige hilse på en gammel ven, der med et arrigt plirrende blik trykker sig ned i den sparsomme vegetation. Det er sølvmågeungen Hugo, som naturvejlederen for længst har ringmærket, og som nu ihærdigt forsøger at bide hans fingre af.

”Kulden i foråret var rigtig hård ved æggene, så der er faktisk betydelig færre måger herude end sædvanligt,” forklarer han og lægger forsigtigt Hugo ned.

Vi kigger op mod himlen. Det er svært at forestille sig.

Dødemandsbjerget

Efter stormfloden i 1634 lå den nyfødte ø Langli ubeboet hen i over 200 år, kun hjemsøgt af fiskere, jægere og skibbrudne sømænd. De sidste var der desværre mange af, og var der tale om strandvaskere af ukendt identitet, blev de begravet på Dødemandsbjerget midt på øen.

Men omkring 1840 flyttede et ægtepar fra Oksby, Jens Ende og Mette Jensdatter, til øen og byggede en jordhytte af strandingstømmer, tørv og klæg, hvor de gennem 25 år ernærede sig ved fiskeri, jagt og lidt landbrug. Langsomt fulgte flere familier efter, og selv om man også måtte ty til indsamling af mågeæg og sæljagt for at overleve, var der i 1880’erne opført fire huse med tilsammen 23 beboere.

Langli Bjerge – den ringe højde til trods tilbyder øens højeste punkt en 360-graders udsigt over det solglitrende vadehav

Livet var barskt herude, hvad der understreges af en begivenhed 22. december 1874. Jens Ende var på det tidspunkt enkemand og boede på aftægt hos sin søn, der med sin hustru og ældste datter var taget over den islagte bugt til barselsgilde i Ho, mens farfar passede de fire yngste derhjemme på øen.

Lillejuleaftensdag ville den lille familie gå hjem til Langli, men pludselig blev det tæt tåge og isen brød op, hvorefter de tre på en isflage blev ført ud i Grådyb.

Beboerne på Langli kunne i lang tid høre deres råb om hjælp uden at være i stand til at gribe ind, og der gik mange måneder før de omkomne drev i land forskellige steder i Ho Bugt.

Der er kun én bygning tilbage på Langli. Det store røde, stråtækte sommerhus i Fanø-stil, som tømrermester Nikolajsen fra Varde i 1940 lod opføre og som i dag bliver benyttet af overnattende ornitologer.

Her i beretningen bliver naturvejlederen pludselig fjern i blikket, som den slags har for vane, når der sker noget usædvanligt i deres bestandigt afpatruljerede synsfelt. Hurtigt rigger Jonas sin Swarovski-kikkert til på stativet og fokuserer på én af vaderne ind mod Hjerting. Noget helt særligt er på færde, kan vi fornemme.

En havørn er slået ned på en sølvmågeunge og har nu med majestætisk ro sat sig til at fortære sit bytte. Vi forlader de medbragte madpakker for på skift at defilere forbi okularet og betragte dette drama. Rovfuglen er stor som et køleskab, som den sidder dér i ophøjet ubevægelighed med et par små mågefødder strittende ud under sig.

”Hvis der nu skulle komme et andetræk forbi”

Folk med deres gang på Langli kan med det blotte øje konstatere, at øen bliver mindre og mindre. Langli ligger i læ af halvøen Skallingen, og får derfor ikke del i Vesterhavets sandaflejring. Tværtimod æder tidevandet hvert år grådigt af øen, hvis areal er blevet halveret gennem de seneste 100 år. Og ifølge geologer vil det formentlig gå med Langli som med øen Jordsand, der lå sydøst for Rømø, men i 1998/1999 blev delvis opslugt af havet. Men et forsigtigt bud lyder, at Langli vil være på danmarkskortet i 100 år endnu.

Således beroligede vender fotografen og jeg tilbage til vores madpakker, som mågerne i mellemtiden har kredset betænkeligt lavt over. Vi sidder på fundamentet til en lille bygning, som engang har været skolen på Langli. Den blev opført i 1908 og den første lærer var Dagmar Kehlet, der fik logi i et baglokale til den lille skolestue.

I 1909 blev øen ramt af to voldsomme stormfloder, der smadrede digerne og satte marker og stalde under vand. Mange får og heste druknede, og staten måtte træde til med økonomisk hjælp. To år efter var den gal igen

Én af de otte elever var den senere kendte Esbjerg-iværksætter Claus Sørensen, der i sine erindringer skriver, at han ofte havde sit skarpladte gevær med i skole ”hvis der nu skulle komme et andetræk forbi.” At lærerinden accepterede, at eleverne af og til smed griflen og greb haglgeværet mere end antyder, at hun var faldet rigtig godt til på Langli, hvor hun da også senere blev gift og slog sig ned.

Men ellers var der ikke megen ø-romantik over hverdagen midt ude i Ho Bugt. Gamle notater fortæller også, hvordan jordemoderen måtte hentes i slæde trukket af skøjteløbere. I et andet tilfælde blev et nyfødt barn trukket over isen i en halmforet kommodeskuffe for at blive døbt på fastlandet. Så beboerne har uden tvivl betragtet det som et stort fremskridt, da de omkring år 1900 kunne anskaffe et par islænderheste, der var lige så hårdføre som dem selv.

I 1913 forlod den sidste faste beboer Langli, der i de følgende årtier kun blev benyttet til kreaturgræsning og ferieophold af skiftende private ejere.

Alligevel begyndte det at gå ned ad bakke for Langli-boerne. I 1909 blev øen ramt af to voldsomme stormfloder, der smadrede digerne og satte marker og stalde under vand. Mange får og heste druknede, og staten måtte træde til med økonomisk hjælp.

To år efter var den gal igen, en ny stormflod ødelagde de nyopførte diger, og i 1913 forlod den sidste faste beboer Langli, der i de følgende årtier kun blev benyttet til kreaturgræsning og ferieophold af skiftende private ejere, indtil staten i 1982 overtog den stormomsuste ø og etablerede en meteorologisk målestation og et ornitologisk feltlaboratorium.

Et koncentrat af Vadehavets mangfoldighed

Vi er blevet færdige med vores frokost, mens havørnen tilsyneladende har et stykke vej endnu, så vi bestiger Langli Bjerge, hvorfra der den ringe højde til trods er en 360-graders udsigt over det solglitrende vadehav. Kikkerten kommer igen i funktion, så vi kan betragte den koloni af spættede sæler, der ligger og driver den af syd for Langli.

Der er kun én bygning tilbage på øen. Det er det store røde, stråtækte sommerhus i Fanø-stil, som tømrermester Nikolajsen fra Varde i 1940 lod opføre og som i dag bliver benyttet af overnattende ornitologer. Havets indhug på Langli har i de seneste år imidlertid været så voldsom, at Naturstyrelsen kun nødtørftigt vedligeholder den gamle bygning, der risikerer at blive taget af den næste storm.

Naturvejleder Jonas Gadgaard kigger på sit ur. Tidevandet er på vej tilbage og det er tid for os igen at smide skoene og begive os tilbage til det europæiske kontinent og det 21. århundrede.

På vej mod nord ad øens østlige strand ser vi pludselig et gammel, flosset kabel stikke op fra sandet. I 1940’erne stillede fru tømrermester Nikolajsen som betingelse for at feriere på Langli, at hun kunne tale i telefon med sin søster i København, og på det tidspunkt var telefonselskaberne forpligtet til at installere telefon til samme pris – uanset, hvor abonnenten boede.

Man kan beskrive Langli som en slags Maggi-terning, der indeholder et koncentrat af Vadehavets mangfoldige natur og kultur: et overvældende fugleliv og en vrimmel af snegle, muslinger og østers tilført fortællingen om de mennesker, der tog kampen op med havet, blæsten og sandet.

Og tabte.

Men godt kæmpet, bliver vi enige om, fotografen og jeg, mens vi nærmest lykkelige vader hjem over det uendeligt store, våde ryatæppe.


Læs med næste fredag, når Carsten Ingemann og Stig Olesen tager turen til Æbelø ved Nordfyn. 


Fakta om Langli

  • Ligger i Ho Bugt i Nationalpark Vadehavet, som er på UNESCOs liste over verdensarv.
  • Øen er to kilometer lang og 0,5 km bred, svarende til ca. 80 hektar.
  • Langli er i dag ubeboet, men fra midten af 1800-tallet og indtil 1913 levede der op til 40 mennesker på øen, der har haft egen skole.
  • Langli har siden 1982 været ejet af Staten og forvaltes af Naturstyrelsen. Eneste bygning er et gammelt sommerhus, der i dag benyttes som feltstation af ornitologer.
  • Der er offentlig adgang til fods ad ebbevejen fra 16. juli til 15. september. Ingen adgang resten af året af hensyn til ynglende og rastende fugle.
  • Der er små fire kilometer fra fastlandet ad den afmærkede ebbevej fra Ho. Tjek tidevandstabellen. Man kan også tilmelde sig ture med specialbygget traktor hos www.naturbusseniho.dk eller en guidet ø-vandring med naturvejleder gennem www.vardemuseerne.dk.

SERIE: Fodtur på havet

Den legendariske fotograf- og journalistduo Carsten Ingemann og Stig Olesen byder i en serie af tre afsnit op til ‘fodtur på havet’ for at udforske danske øer, man kan gå til. Som de siger: Hvad angår kærlighed og ubeboede øer i smult vande, vil vi ikke gå uerfarne i graven.

Store Svelmø: Den hemmelige ø i Det Sydfynske Øhav er et af de steder, man ikke vil hjem fra

Æbelø: Øen med egen bagindgang har fået mange bank i tidens løb


Carsten Ingemann og Stig Olesen arbejdede i mange år sammen på Jyllands-Posten.
“Vi specialiserede os i reportager med lidt skæve vinkler. Siden 2010 har vi været freelancere og fortsat samarbejdet, blandt andet omkring en række bogprojekter.”


Alle fotos af Carsten Ingemann © 2020 

 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Carsten Ingemann og Stig Olesen arbejdede i mange år sammen på Jyllands-Posten, hvor vi specialiserede os i reportager med lidt skæve vinkler. Siden 2010 har vi været freelancere og fortsat samarbejdet, blandt andet omkring en række bogprojekter.

Seneste artikler om Liv & Mennesker