Michel-Meir smuglede marokkanske jøder til Israel: Jeg vil ikke kalde mig selv for en helt

i Liv & Mennesker/Mellemøsten af

MIGRANTERNE // ARTIKELSERIE – På Michel-Meir Knafos fødselsattest står der, han er født i 1937 i Marokko, men det nordafrikanske land har altid kun være en kulturel kulisse i hans liv. Som lille drømte han om Israel, som teenager blev Israel en del af ham, og som ung og voksen arbejdede han for den israelske efterretningstjeneste, Mossad.

Det er en mørk vinternat i 1961, og båden er lige blevet sendt af sted fra Marokkos nordlige kyst. I sin last har den marokkanske jøder med kurs mod Gibraltar og derefter Israel. Snart i sikkerhed.

Nu bumler bilen hjemad. Michel-Meir Knafos tanker sværmer om det varme bad og den trygge seng hjemme i Casablanca. Han er leder af operationen og har været på farten i næsten et helt døgn.

De har tilbagelagt 600 kilometer på 12 timer med de marokkanske jøder stuvet sammen i en lastbil, mens frygten for at blive opdaget af politiet hele tiden puster dem i nakken. Hvis de gør, venter der voldelige forhør i et marokkansk fængsel.

Det er heldigvis ikke sket. Derfor kan Michel-Meir Knafo ånde lettet op. Han har for trettende gang sørget for, at de marokkanske jøder er kommet godt af sted – tror han. For lige pludselig bliver stilheden brudt af en telefon, der ringer febrilsk. Det er hans chef, der fortæller, at de har mistet kontakten til båden.

 

Badet og sengen derhjemme forsvinder fra Michel-Meir Knafos tanker. I stedet for ser han det stille hav, han har sendt de marokkanske jøder af sted på, for sit indre blik. For nu er det ikke stille mere, men står i et med himlen. En voldsom storm har ramt Middelhavet, og han kan intet gøre.

Alle de marokkanske jøder, en israeler og en enkelt fra den spanske besætning dør den skæbnesvangre vinternat. 44 mennesker i alt, som Michel-Meir Knafo aldrig glemmer.

– Jeg var kommandør på operationen. Det var min opgave at sørge for deres sikkerhed. Det lykkedes ikke.

Båden Egoz blev købt og styret af den israelske efterretningstjeneste, Mossad, med hjælp fra spanske smuglere og undergrundsaktivister. Privatfoto.

Den store udvandring

I 1950-60’erne migrerer omkring 226.000 marokkanske jøder til Israel, hvilket svarer til cirka 75 % af alle jøder i Marokko. En af dem er Michel-Meir Knafo.

Han er dog langt mere filtret ind i migrationsbølgen end de fleste.  I starten af sine 20’ere leder han en gruppe i et undergrundsnetværk i Marokko, som er styret af den israelske efterretningstjeneste, Mossad.

Målet? At få jøderne til Israel – flere gange illegalt. Imens sætter hans sig eget liv på spil; og uden at ville det, også andres, som de 44 mennesker, der drukner med båden Egoz i 1961.

Der skal en del til at ville ofre sig selv for en gruppes sag, hvilket en del psykologiske teorier har forsøgt at forklare igennem tiden. En af de nyere er identitetsfusion-teorien, som går ud på, at man føler sig ét med en gruppe, og derfor har lyst til at ofre sig selv for gruppen. Det er et resultat af at dele følelsesmæssige eller livsændrende oplevelser i gruppen, om man er hooligan eller soldat.

Mine studier tyder på, at ekstrem selvopofrelse er motiveret af identitetsfusion. Det er en følelse af at være ét med en gruppe, hvilket skyldes intense kollektive erfaringer (fx smertefulde ritualer eller frontlinjekampens rædsler) eller fra opfattelser af delt biologi. Grupper kan være stammer, terrororganisationer, stater, dok- trinære religioner, etniske grupper, ideologiske bevægelser, og så videre
Harvey Whitehouse, direktør for The Centre for the Study of Social Cohesion på University of Oxford, England

Det kan også ses hos ideologiske bevægelser, som zionisme; en form for jødisk nationalisme, hvor det hævdes, at det jødiske folk udgør en etnisk gruppe, som har ret til hele eller del af det historiske Palæstina – nu kaldet Israel.

En zionistisk undergrundsaktivist er netop, hvad Michel-Meir Knafo er som ung, hvor han kæmper for at få jøderne ud af Marokko og til Israel. Ifølge ham er stemningen anspændt omkring år 1956, året hvor landet får sin uafhængighed efter at have været et fransk protektorat, altså en slags fransk koloni, i årtier.

– Israelerne vidste, at en muslimsk bevægelse planlagde pogromer, når Marokko modtog sin uafhængighed, siger han.

Om det er rigtigt, findes der ingen evidens for. Men sandt er det, at pogromer – altså etniske udrensninger er et dugfrisk minde hos de marokkanske jøder. På den anden side af Middelhavet er flere millioner jøder blevet myrdet under 2. verdenskrig, og i Marokko er 43 jøder blevet myrdet under anti-jødiske optøjer i 1948.

Jøder og arabere som venner – ikke fjender

Michel-Meir Knafo voksede op i Marokko under 2. verdenskrig. Han var ung, da de 43 jøder blev myrdet i 1948, som en konsekvens af oprettelsen af staten Israel. Alligevel har han aldrig været bange for sit liv som barn og ung i Marokko:

– Det kan måske være svært at forstå. Men araberne i Marokko er ikke ligesom dem i andre lande. Israel har ikke dræbt nogen af deres, og de har ikke dræbt nogen af vores. Det er ikke ligesom Egypten eller Syrien …

Når han ser tilbage på sin barndom i Casablanca, fortæller den nu 82-årige mand om et liv side om side med de muslimske arabere. Som under Mimouna-helligdagene, hvor de kokkererer den traditionelle marokkansk-jødiske pandekage mofletta, og derefter deler maden med deres muslimske naboer.

Mellahen hedder området, hvor Michel-Meir Knafo føler sig tryg som barn. Men lige uden for det lukkede område, lurer faren.

– I skolen organiserede vi os som en gruppe, fordi vi blev nødt til at gå igennem gader, der var fyldt med arabere. Nogle gange smed de sten efter os.

Michel-Meir Knafo griner, da han siger det.

– Det er blot barnestreger at smide sten. Og det var ikke helt præcist antisemitisme, men de blev påvirket af deres forældre, skolen og radioen. Det er fuldstændig ligesom, når du ser billeder fra grænsen til Gaza i dag, hvor der kun er børn, som smider sten.

Mellahen i Casablanca i starten af 1900-tallet. Foto: Wikimedia Commons.

Stille før stormigration

På mange måder lever de cirka 300.000 marokkanske jøder et fredeligt liv som “dhimmi”, altså en religiøs minoritet, der bliver tolereret. Derfor kan Michel-Meir Knafos familie holde Mimouna-helligdagene, derfor kan familien lave de jødiske pandekager mofletta, og derfor kan hans far være rabbi.

Til gengæld er de som religiøs minoritet dårligere stillet end det muslimske flertal – både økonomisk, politisk og socialt. Sådan har det været i århundreder; lige indtil det franske protektorat bliver oprettet i 1912, hvorefter de jødisk-muslimske relationer begynder at skrante.

Men siden det franske protektorat blev oprettet i 1912, har de jødisk-muslimske relationer skrantet, hvilket kulminerer i 1956, da Marokko bliver uafhængigt. Mens politiske strømninger i Marokko gerne vil forene Mellemøsten og blive mere muslimsk, opererer zionister samtidig i landet for at få jøder til Israel.

Disse modsatrettede strømninger ender ud i, at næsten alle marokkanske jøder i løbet af kun 20 år migrerer til Israel og andre lande. I dag er der kun 3.000 tilbage i Marokko.

Kong Mohammed den 5. erklærede, at Marokko skulle være en arabisk stat. Samtidig blev det til et muslimsk land. Oven på det var der zionismens indflydelse. Sagt på en anden måde var der en masse forskellige kræfter, som skabte massemigrationen
– 
Andre Levy, seniorlektor i antropologi ved Ben-Gurion University of Negev i Israel

En af dem, som forlader Marokko, er Michel-Meir Knafo. Han migrerer i 1960’erne til Israel, hvor han bliver modtaget med åbne arme. For han bliver af regeringen placeret i en Ma’arbara, som er en slags lejr, der tager imod immigranter – især marokkanske jøder på daværende tidspunkt.

– Jeg fik kys og kram hver dag. I Marokko vidste ingen, hvem jeg var som undergrundsaktivist, men de havde hørt om mig. I Israel kendte alle mig.

I dag er lejren vokset til den populære by og turist-destination Netanya, som ligger cirka 30 kilometer nord for storbyen Tel Aviv. Michel-Meir Knafo bor her stadig, omgivet af hvide sandstrande, højhuse og marokkanske venner.

Den 82-årige mand lever i dag et liv, som så mange andre pensionister. Han shopper i storcenteret. Drikker kaffe. Arrangerer filmvisninger af marokkanske film. Bliver forpustet, når han går op ad trapper.

Men han er ikke som alle andre pensionister. En beslutsom gang fører den halvanden meter høje mand hurtigere frem ad fortovet end de fleste. Hans stemme lægger vægt på hvert ord med en sådan tyngde, at man tier stille og lytter indgående til hvert bogstav. Hvert åndedræt. Og hver sætning, som afslører ham som værende en mand, der har oplevet mere end de fleste.

En mand, der har hørt historiens vingesus for fuld blæs og set livets rædsler i øjnene på nærmeste hånd. En mand, der var tæt på at miste livet i troen på et land, han kun havde hørt om i fortællinger og sange.

Foto: Mia Dernoff.

Vokser op i zionismens billede

– Selvom Israel endnu ikke var en stat, da jeg var barn, sagde vi altid: “Næste år i Jerusalem”.

Sætningen stammer fra det traditionelle ritual, som markerer starten på den jødiske hellige højtid Pesach. “Næste år i Jerusalem” er et ønske, en drøm, et håb om bedre tider.

Michel-Meir Knafo med en ven fra den zionistiske ungdomsbevægelse. Privatfoto.

Da Michel-Meir Knafo fylder 13 år og holder sin jødiske konfirmation bar mitzvah, får sætningen dog en helt ny, mere konkret betydning. Året er 1948, og staten Israel er blevet oprettet. Han skal af sted – og det er nu.

Som eneste dreng i en søskendeflok på seks er det umuligt. I stedet melder hans sig ind i den zionistiske ungdomsbevægelse med en flok venner, hvor skemaet står på undervisning i hebraisk, besøg fra israelere og visninger af film fra Israel.

Som enhver ungdomsbevægelse, hører den ungdommen til, men kan blive til et springbræt til andre ting. Det gør det for Michel-Meir Knafo i 1955, hvor han er 20 år gammel.

– Der kom en gruppe til Marokko fra Israel. Undercover med et andet pas og et andet navn. De spurgte grupperne i bevægelsen, hvem der var stærkest. Der pegede de blandt andre på mig.

Der er en konflikt under opsejling, for marokkansk uafhængighed er kommet på tale. Derfor forsøger Israel at få jøderne ud af landet ad officielle kanaler, mens Mossad, den israelske efterretningstjeneste, arbejder på at skabe et undergrundsnetværk af unge jødiske lokale.

Her er det smart med et hotel, hvor det er svært at kontrollere, hvem der kommer og går – og sådan et er Michel-Meir Knafo bestyrer af.

– Jeg sagde ja med det samme, da de spurgte mig, udbryder Michel-Meir Knafo.

Men han kunne aldrig have vidst, at han sagde ja til at sætte sig eget liv på spil.

Det lille hotel med 15 værelser, som Michel -Meir Knafo bestyrer, og som bliver brugt af Mossad i 1950-60’erne ligger i midten af Casablancas jødiske kvarter – mellahen. Privatfoto.

Underjordiske drømme om Israel

I 1956 forbyder kong Mohammed 5. af Marokko jøderne at forlade landet og samtidig alle zionistiske aktiviteter.

Michel-Meir Knafo i Casablanca i 1956. For at beskytte familie og venner, vidste de ikke, at han arbejdede for den israelske efterretningstjeneste. Privatfoto.

– Det jødiske samfund blev meget bange. Hvorfor vil han ikke lade os rejse? tænkte de. Måske betyder det, at de planlægger at dræbe os. Vi vidste i Mossad, at vi måtte handle.

26 kilometer uden for Casablanca bliver cirka 6.000 marokkanske jøder fanget i en transitlejr efter grænserne lukkes. De er gået fra hus og hjem for at migrere til Israel – og nu sidder de fast.

– Det var meget slemt. Der var sygdomme, og en del børn døde, fortæller Michel-Meir Knafo.

Hver nat ligger han tre meter fra lejren på den stenede jord, klar med sit gevær. Det gør alle 25 personer i gruppen, han leder, i tilfælde af at skulle ske noget.

Et år efter han smuglede våben ind i Marokko og beskyttede transitlejren, bukker kongen under for internationalt pres og lader jøderne rejse til Israel.

Og igen har Michel-Meir Knafo en finger med i spillet, da han med Mossad smugler cirka 13.000 ud af landet på både, selvom kongen kun har sagt ja til 6.000.

Da året siger 1961, er det en mørk vinternat, og den trettende båd under hans lederskab er lige blevet sendt af sted fra Marokkos kyst. I sin last har den marokkanske jøder med kurs mod Gibraltar og derefter Israel. Snart i sikkerhed.

Men båden Egoz synker med 42 jøder, en Mossad-agent og et spansk medlem af besætningen. Det bliver et vendepunkt for Michel-Meir Knafo.

I et forsøg på at åbne grænserne, inden flere jøder dør, skriver undergrundsbevægelsen et opråb til de marokkanske myndigheder. Det viser sig at være en dårlig idé, for to teenagere, der deler brevene ud, bliver opdaget af det marokkanske politi. Det fører til en kædereaktion af arrestationer – og til sidst til Michel-Meir Knafo.

Han bliver fanget af en af sine venner. En af de muslimske drenge, han legede med i Casablancas smalle gader som barn. Nu står de på hver sin side af en politisk konflikt. Den ene som marokkansk politimand, den anden som zionistisk undergrunds-aktivist.

– Han ville ikke give mig håndjern på, fordi han var pinligt berørt. Vi var trods alt gamle venner fra barnsben, siger Michel-Meir Knafo.

På politistationen starter forhøret. Først med rutinespørgsmål, men snart med tortur med elektricitet, og hvor de hænger ham op i reb, indtil skuldrene popper ud. Det værste er, når de propper hans fødder i vand, for derefter at slå hans fodsåler til de sprækker.

Efter 21 dage og nætters tortur er han færdig. Blodet vælter ud af ører og øjne fra volden. Han kan ikke gå.

Flere gange rejser Michel-Meir Knafo til Israel for at deltage i træningskurser i flåden. Her lærer han at smugle mennesker og håndtere tortur. Privatfoto.

– De troede, at jeg var ved at dø. Men jeg sagde intet. Det ville være en katastrofe, for jeg vidste alt. Jeg havde så meget ansvar på mine skuldre, at jeg blev nødt til at være stærk.

Han bliver sendt et par dage på hospital og så tilbage i fængsel til en dom på 60 år, får han at vide.

Spørgsmålet er, hvad der er vigtigst. Dig som individ eller ideologi og tro. Jeg tror, at man i mange år, årtier, ja århundreder, havde en idé om, at ideologi er større end os som individer. Og derfor er man klar til at dø for en ideologi
– 
Sophie Walsh, professor i psykologi ved Bar-Ilan Universitet i Israel.

Men så modtager fængselschefen et brev fra kong Hassan 2., som netop har overtaget tronen efter sin afdøde far. Den nye konge vælger straks at give amnesti til de fængslede fra oppositionen.

I samme ombæring får Michel-Meir Knafo fire dages ferie. Men med hjælp fra den israelske efterretningstjeneste slipper han ud af Marokko – sammen med sin familie. Først til stranden for at sejle til Malaga, så Gibraltar for at flyve til Paris. Til sidst lander de i Israel. I live og sammen på et hængende hår.

Trods risikoen for at miste alt, fortryder Michel Meir-Knafo ikke at have hjulpet de marokkanske jøder til Israel:

– Det var helt sikkert værd at være en del af undergrundsbevægelsen. Når du tror på noget, skal du holde fast i det og være stærk.

Michel Meir-Knafo er blevet ved med at tro på zionismen i mange år. Helt indtil sin pension arbejder han fortsat for den israelske efterretningstjeneste. Med hvad nægter han at sige.

– Jeg vendte først tilbage til Marokko efter 30 år, fordi jeg var bange for at blive sendt i fængsel.

Da han endelig rejste til Casablanca, så han sit fødehjem. Der han voksede op. Hvor ungdomsklubben var. Men det lignede ikke de minder, der havde spøgt i hans drømme i årtier:

– Jeg føler mig marokkansk i Marokko, fordi jeg taler sproget. Jeg forstår alle nuancerne. Men jeg ved, at man skal føle sig forbundet til det land, man bor i. Nu bor jeg i Israel.

Når Michel-Meir Knafo handler ind i supermarkedet i Netanya, hvor Ma’abaraen har ligget førhen, er der ikke nogen, der kan se arrene på hans fødder. Ingen, der kan se, hvem han er. Hvad han har kæmpet for.

Men det ved han selv.

– Jeg har haft et helt liv. Ideologisk tror jeg på, at en person skal finde ud af, hvad han vil. Det gjorde jeg, men jeg er ikke en helt.


Artikelserie: Migranterne der har skabt jødernes hjemland

Når du tænker på Israel, hvad tænker du så? På konflikten med Palæstina? Jødernes ret til at bo i Israel eller palæstinensernes ret til det samme? Antisemitisme eller antiislamisme? Eller på området som religiøst knudepunkt?

Uanset hvad er konflikten bundet sammen med området som en gordisk knude. Selvom Israel på jordoverfladen er mindre end Jylland, fylder landet mediespalterne med tryksværte og sociale medier med emojis. Det gælder både splid med naboerne; Libanon, Syrien, Jordan eller Egypten – og en eskalering med dem, der kræver samme lille stykke land – palæstinenserne i Gaza, på Vestbredden eller i det, der nu hedder Israel.

Men har du nogensinde tænkt på, hvem disse jøder egentlig er? Svaret er lige så broget som landet og har ført til lige så meget indre splid mellem de israelske jøder, som mellem dem og omverden.

De flere millioner jøder, som har lavet Aliyah, hvilket betyder at migrere til Israel, kommer fra alle verdens hjørner. Ligesom migranter i Danmark har de lige så mange integrations-udfordringer og kulturkampe. Nogle af dem oplever racisme. Andre ulighed. Og det selvom staten Israel i modsætning til Danmark modtager de migrerende jøder, deres trosfæller, med kyshånd.

I denne artikelserie kan du møde fem vidt forskellige israelske jøder, der er migreret af vidt forskellige årsager på vidt forskellige tidspunkter – hver og en med deres egen migrationshistorie.


Hovedfoto: Mia Dernoff.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Amalie Klitgaard er journalist og uddannet fra Syddansk Universitet i 2019. Hun fokuserer især på længere artikler og portrætter og har bl.a. arbejdet hos kulturredaktionen ved Fyens Stiftstidende og sidenhen på TEKNIQ Arbejdsgivernes tre magasiner Electra, Dansk VVS & Industri & Teknik. I dag studerer hun en MA i International Multiemedia Journalism i Beijing. Du kan følge hende på Instagram: amalie_klitgaard

Mia Dernoff er journalist og uddannet på Syddansk Universitet 2019. Hun er autodidakt fotograf og bruger meget af sin tid på fotografiske projekter. Siden 2017 har hun arbejdet som frivillig helårlig ansvarshavende fotoredaktør for Orange Foto på Roskilde Festival. Hun har en stor interesse for Mellemøsten og rejser ofte dertil. Du kan følge hendes aktiviteter på www.miadernoff.com

Seneste artikler om Liv & Mennesker