INTERNATIONALT // KOMMENTAGE – Allermest handler Oslo Freedom Forum om retten til at fortælle sin historie fjernt fra diktatorer, fanatikere, fængselsceller og maskingeværer, skriver Helle Merete Brix. I år var 11. gang, at konferencen fandt sted, da menneskerettighedsforkæmpere fra hele verden var samlet i Norges hovedstad.
Til daglig er han advokat i Washington D.C. Men Nury Turkel er født under kulturrevolutionen i en kinesisk genopdragelseslejr. Nu står han i Oslo i Det Norske Teaters vældige scenerum og beretter for os, vi er vel 500 publikummer, om uighurernes skæbne. Uighurer er betegnelsen for Kinas muslimske mindretal i provinsen Xinjiang.
Efter en periode med relativ frihed, siger Turkel, ”er Kina ikke længere det Kina, jeg husker fra min barndom.” I dag oplever uighurer og de øvrige mindretal af tyrkisk oprindelse undertrykkelse, tortur, overvågning og anbringelse i lejre, der skal få dem tilbage på den rette systemtro vej: ”Forestil jer, at jeres datter bliver spurgt, om hendes forældre beder hjemme eller læser koranen. Et ærligt svar kan få jer sendt i en lejr.”
Turkels egen mor har aldrig set adskillige af sine børnebørn, fordi hun for år tilbage fik inddraget sit pas. Turkel appellerer til os om ikke blot at lytte til ham men aktivt gøre noget for at stoppe uhyrlighederne. Som for eksempel at få vores politikere til at lægge pres på Xi Jinpings regering.
Det er 30-året for massakren på Den Himmelske Freds Plads. Beretninger om den langtrækkende kinesiske jernhånd præger Oslo Freedom Forum, en årlig menneskerettighedskonference, der for nylig løb af stablen i Norges hovedstad. Det er 11. gang konferencen finder sted. Den er organiseret af Human Rights Foundation, en organisation grundlagt og udviklet af den venezuelanskfødte menneskerettighedsaktivist Thor Halvorssen, der til dagligt har base i New York.
Protester i Hong Kong
Konferencen samler oplægsholdere og deltagere fra store dele af kloden. Samme formiddag som Turkel leverer sit insisterende oplæg, går Denise Ho, den verdensberømte Hong Kong canto-popsanger, på scenen. Den første kvindelige musiker i Hong Kong, der åbent fortalte, at hun var lesbisk, beretter om at gå fra at være feteret stjerne til at miste privilegier og pladeselskab, opleve social udstødelse og få sig selv og sin musik bandlyst i Kina. Årsagen er ikke Ho’s seksualitet. Men det faktum, at hun involverede sig og blev en af frontfigurerne i den såkaldte Paraplyrevolution i Hong Kong i 2014.
I disse dage har mange hundredetusinder af Hong Kongs indbyggere protesteret mod en lov, der muliggør udlevering af mennesker i straffesager til Kina. Demonstranter frygter, at den vil ramme politiske aktivister. Verden er blevet præsenteret for dramatiske billeder af politi, der slår ned på demonstranter med tåregas, knipler og gummikugler; og nu har Hong Kongs regering, ret opsigtsvækkende, udskudt loven på ubestemt tid. Demonstrationerne fortsætter dog.
Der er tidligere oplægsholdere, der har mistet livet på grund af deres aktiviteter. Dette år hædrer man med en lille udstilling syreren Raed Fares, der holdt oplæg på Oslo Freedom Forum i 2017
For Hong Kong har en udstrakt grad af selvstyre. Allerede i 2014 protesterede ikke mindst unge mod Kinas indblanding i Hong Kongs interne affærer. De besatte gader og pladser i byen. Da politiet satte ind med tåregas, fortæller Denise Ho, svarede demonstranterne igen ved at skærme sig for gassen med paraplyer.
Ho forklarer, at hun som celebritet var ”blevet indskærpet aldrig at blande mig i politik.” Men nu gjorde hun det. Sammen med en række andre blev hun arresteret og fængslet. Nogle af dem fik lange fængselsstraffe. Ikke Ho, men hun mistede adgangen til det store kinesiske marked. Firmaer og andre kendte kunstnere ville ikke længere arbejde med hende – efterfølgende læser jeg en lang artikel om Ho i The New Yorker og finder ud af, at et af disse firmaer var Lancôme – og hun måtte opfinde sig selv på ny: Få sit eget pladeselskab, finde folk, der ville sponsorere hende og have med hende at gøre.
”Hvor der er fortvivlelse er der modstand”, siger Ho og opfordrer med sin rolige stemme alle andre til at tage sagen i egen hånd, hvis de møder udfordringer. Og hun får sagt noget om det menneskelige behov for tilhørsforhold, når hun om sig selv og sine siger: ”Vi er hverken kinesere eller briter. Vi er Hongkongere.” Inden Ho’s porøse skikkelse, sort fra top til tå, fra det kortklippede hår til de robuste snørestøvler forsvinder væk fra scenen, synger hun for os. Hun får et stormende bifald. Min sidedame blinker en tåre væk.
Hvor er Ai Weiwei?
I pauserne er der kaffedrikning og snak over flere etager. Nogle meter fra min sofa samler en række mennesker sig om Turkel og tager selfies med ham. Jeg formoder, at det er uighurer, måske endda familiemedlemmer: Samme ansigtsform og samme smukke munde. Jeg tænker på Turkels oplæg og sidste års oplæg fra eksilkineseren Fang Zheng. Han mistede sine ben på Den Himmelske Freds Plads i 1989, da en tank kørte ham over. Efterfølgende ønskede myndighederne, at han skulle sige, at han havde mistet dem i en trafikulykke.
De amerikanske arrangører hentyder flere gange fra scenen til Oslo Freedom Forum som ”familien”. Sandt er det i hvert fald, at folk kommer igen. I år bliver det dog kun til en enkelt dag for mit vedkommende. Ligesom sidste år render jeg på Zineb el Rhazoui, journalist og overlevende fra satiremagasinet Charlie Hebdo.
Jeg kigger forgæves efter en anden hyppig gæst og bekendt, kulturarbejderen Marya Imani, der bor i Dubai, og som jeg ved er her et sted. Imani er datter af en iransk ayatollah. Familien tilhører den inderkreds, der efter ayatollah Khomeinis død blev inviteret i hans hjem: ”Fra min barndom husker jeg ikke Khomeini. Men jeg kan huske hans enke”, har Imani engang fortalt mig. For 15 år siden fik Imani med besvær sin fars tilladelse til at forlade Iran. Hun har ikke været tilbage siden.
Ikke alt er naturligvis lige spændende på konferencen. Der er tågesnak og kedelige oplæg. Hvad man også skal vænne sig til er dette: At programmet aldrig stemmer. Den kinesiske kunstner og verdensstjerne Ai Weiwei, der i dag bor i Vesten, er således annonceret. Men han er her ikke. Vi får ingen forklaring.
På Læsø er han dog næppe. Som danske medier har skrevet om, trak han et lovet værk til en udstilling i Læsø Kunsthal om politisk kunst, i protest mod at blandt andre kunsthistoriker og muhammedtegner Lars Vilks var blandt udstillerne. Hvem har fornærmet ham her? Og hvor er Asli Erdogan, den tyrkiske forfatter, der efter fire måneders fængsel i Istanbul, i 2017 klogeligt flyttede til Tyskland? Og som jeg havde håbet ville uddybe, hvad hun for nylig fortalte om i et interview: At det er umuligt at skrive om torturen og traumet.
For meget hår for Irans magthavere
Der er også altid nogen, der ikke får et visa eller et pas. Masih Alinejad er forhindret; hun er grundlæggeren af My Stealthy Freedom, en kendt onlinebevægelse, hvor iranske kvinder viser sig selv på video og billeder, uden det af myndighederne påbudte hovedtørklæde. I stedet har hun sendt en video, hvor hun forklarer, at et nyt pas kræver, at hun dækker håret til på passets foto, og det vil hun ikke.
Henimod slutningen af videoen løsner hun sin opsatte frisure og et brus af sexede krøller kommer til syne. Alinejad forklarer leende, at hun har ”for meget hår, for meget stemme” for Irans magthavere. Jeg er forvirret: Bor hun ikke i New York? Først senere dæmrer det for mig: For Alinejad er ikke amerikansk statsborger. Så er det jo det iranske konsulat, der skal udstede et nyt pas. Her forlanger man naturligvis, som i Iran, at kvinder dækker håret til.
Man må presse det palæstinensiske selvstyre. Vil de have en stat, må de være villige til, at det bliver en stat med religiøs frihed” – Khalil Sayegh
Der er tidligere oplægsholdere, der har mistet livet på grund af deres aktiviteter. Dette år hædrer man med en lille udstilling syreren Raed Fares, der holdt oplæg på Oslo Freedom Forum i 2017. Fares grundlagde i 2013 Radio Fresh, hvorfra han, med satire og journalistik, udfordrede både Bashar Assads regime og Islamisk Stat. Sidste år i november blev han, sammen med en ven, skudt og dræbt på åben gade i Idlib-provinsen.
Mellemøsten er også repræsenteret på anden vis. Eftermiddagens workshops, der er henlagt til iværksætterhuset MESH i Oslos centrum, byder på blandt andet samtaler om fredelige veje til antiradikalisering. Her er fyldt til randen, da moderator Bjørn Ihler – overlevende fra Utøya – præsenterer panelet. Mest interessant er oplægget fra den libyske aktivist Asma Khalifa, der ikke har været bleg for at udfordre libyske militsfolk og få dem til at overveje, hvem de egentlig støtter? Hun fortæller også om det arbejde, hun og andre har gjort i årenes løb, for at forhindre unge tunesere i at drage i jihad i Syrien. Men som ofte på dette felt, savner jeg dokumentation: Hvor kan man se konkrete beviser på, at antiradikalisering virker?
Religiøs undertrykkelse i Mellemøsten
Det mest tankevækkende oplæg fra denne region kommer i en anden session, hvor tre mennesker fortæller om religiøs undertrykkelse i Mellemøsten. Indledningsvis ønsker moderatoren at minde os om, at der er problemer med noget sådant verden over; der er for eksempel også et kristent højre i USA. Det glemmer man, da talerne går i gang. Journalisten Uzay Bulut, der i dag bor i Israel, fortæller om indstillingen over for de kristne i Tyrkiet. Om gravskændinger af landets kristne kirkegårde. Om plyndringer af kirker, der ikke længere er i brug. Og om en international presse, som hun mener svigter: ”Medierne må anerkende problemet og forstå den religiøse baggrund bag det.”
Khalil Sayegh er født i en kristen familie i Gaza, men flyttede senere til Vestbredden. Han fortæller om vanskelighederne ved at være kristen palæstinenser. Om umuligheden af at være frafalden muslim eller konvertere til kristendommen. Om imamer, han husker fra Gaza, der ønskede død over jøder, kristne og ateister. Han ønsker, at palæstinenserne får deres egen stat. Men: ”Man må presse det palæstinensiske selvstyre. Vil de have en stat, må de være villige til, at det bliver en stat med religiøs frihed.”
Forestil jer, at jeres datter bliver spurgt, om hendes forældre beder hjemme eller læser koranen. Et ærligt svar kan få jer sendt i en lejr” – Nury Turkel
Mest følelsesladet er oplægget fra aktivisten Juliana Taimoorazy, der er født i Iran, men i dag bor i USA. Hun fokuserer i sit oplæg på situationen for de assyriske kristne i dagens Irak: ”Både araberne og kurderne har forrådt os. Hjælp os. Vi har brug for omverdenens beskyttelse.”
Tilbage i min hotelgade beslutter jeg at droppe aftenens reception på byens rådhus. Jeg er mæt af indtryk og går på indisk restaurant og kigger mine noter igennem. Og skriver. Blandt andet dette: At allermest er Oslo Freedom Forum måske retten til at fortælle sin historie. Fjernt fra diktatorer, fanatikere, fængselsceller og maskingeværer. De eneste våben, vi ser på konferencen, tilhører det norske politi. De står, antalsmæssigt ganske få, udenfor bygningerne; indenfor kigger vagter publikums tasker igennem.
Og når man kan blive mest irriteret over konferencens amerikanske stil, korte oplæg, hyppig brug af superlativer og opfordringer til at interagere, så viser denne stil sin styrke, da grundlægger Thor Halvorssen fra scenen understreger vigtigheden af at arbejde for menneskerettigheder og tilføjer: ”Vi vil være glade, mens vi gør det.” Opfordringen er hermed videregivet.
Foto: Grundlægger Thor Halvorsen, Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
