De røde lejesvende er blå lakajer

Claus Ankersen Forfatter 15.05.2026

POV PÅ SPIDSEN // KOMMENTAR – “En af mine absolutte favoritter har cirkuleret lige så længe, jeg kan huske. Nemlig myten om det ræverøde Danmarks Radio og de røde lejesvende som efter sigende arbejder der. Det har altid generet mig, for det er åbenlyst usandt,” skriver Claus Ankersen.

I POV på spidsen sætter en håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter tidens emner til debat.

Kender De det, kære læser? Den der sælsomme følelse af at der stikker et eller andet under, når en påstand som åbenlyst ikke er sand gentages i det uendelige. Når man bestandigt får stukket blår i øjnene og fikumdik i næsen. Jorden er flad. Borgerservice er til for borgerne. Der er faldet en komet ned i Roskilde. Politiet forstår Rigsrevisionens kritik. Sådan kan man blive ved.

Jeg er sikker på, De forstår, hvad jeg mener. En af mine absolutte favoritter har cirkuleret lige så længe, jeg kan huske. Nemlig myten om det ræverøde Danmarks Radio og de røde lejesvende som efter sigende arbejder der. Det har altid generet mig, for det er åbenlyst usandt. Tværtimod har landets fornemste og største udbyder af public service gang på gang klædt sig i Mærsk-blåt og det, der er mørkere.

Og hvad så, hvis DR’s røde lejesvende i virkeligheden snarere er blå lakajer? Er organisationen selv da så ikke ræverød?

Tag nu fx stationens kendte ansigter, der er et oplagt sted at begynde jagten på de fæle røde, som ved et hurtigt eftersyn viser sig at være… blå. Ole Andreasen og Morten Løkkegaard sprang ud som venstremænd (dengang der var prestige i det), og Paula Larrain viste sig at være konservativ.

Bag kameraerne er der Mette Bock, som godt nok engang var SF’er, men hun gled over i Liberal Alliance og Bjarne Corydon, der ganske vist er socialdemokrat på papiret. Men hvor rød er man egentlig, når man børsnoterer et statsligt selskab og bliver chefredaktør på Børsen?

Sådan kunne man blive ved, og ser man DR’s kendte ansigter efter i sømmene, viser manges nære bånd til et velkonsolideret erhvervsliv snarere blå end røde faner.

Kaj og Andrea er en af DR’s store succeser med at producere børne-tv. Foto: DR

Og hvad så, hvis DR’s røde lejesvende i virkeligheden snarere er blå lakajer? Er organisationen selv da så ikke ræverød? Næppe. Ser man på de effektiviseringsbølger, som konstant omkalfatrer den store arbejdsplads for at pine lidt mere livskraft ud af de ansatte, de talløse lag af mellemledere, konsulenter og kontrollører, den store afhængighed af dårligt lønnede, løst tilknyttede journalistiske løsarbejdere, den enorme udlicitering af opgaver til private, kommercielle aktører og leverandører, danner der sig snarere et billede af en art offentlig virksomhed.

Altså en koncern, som selvom den er offentlig, fungerer som om den var privat. Her er der ikke plads til skyggen af hverken røde farver eller public service. Sådan er markedets lov. Det er ren logik.

Så det er hverken medarbejderne eller organisationen, der er rød. Hvad er så tilbage? Hvor er det der røde? Nå jo – Den sidste knage at hænge beskyldningerne på må være finansieringen. Det må være fordi DR er statsfinansieret. Er det her, det røde ligger? For her er ganske rigtigt også en uklædelig diskrepans. Ikke fordi samfundet betaler gildet.

Ethvert samfund med respekt for sig selv, bør have offentlig radio og tv – altså en fælles radio og tv-station, ligesom vi også burde have fælles betalt og fællesejet energinet og øvrig infrastruktur. Det er fordi DR er blå fra inderst til yderst, at det fungerer så dårligt.

De og jeg, kære læser, kunne ubetinget nyde godt af bedre TV og bedre radio som igen blev produceret under ordentlige vilkår med rigelige ressourcer

Dengang mediekolossen endnu ikke var en blå koncern men en public service-statsradiofoni, lavede man fx verdens bedste børne-tv efter devisen: rigelige ressourcer, fuld kreativ frihed og så ansvar for at levere noget ordentligt til aftalt tid. Mogens Vemmer hed tv-produceren, der i en menneskealder stod i spidsen for B&U og med den ene hånd gav os Ingrid og Lillebror, Kaj og Andrea, Bamse og Kylling, mens han med den anden forsvarede sine medarbejdere, disse hæslige røde lejesvende, mod hidsige angreb.

Om Danmarks Radio virkelig var rødt dengang, skal jeg ikke kunne sige. Men Danmarks Radio er med stor sikkerhed ikke rød i dag. Og fællesskabet Danmark, børn og hunde, herunder De og jeg, kære læser, kunne ubetinget nyde godt af bedre TV og bedre radio som igen blev produceret under ordentlige vilkår med rigelige ressourcer af kreative medarbejdere i rimeligt lønnede og sikre stillinger.

Sidestillet med den virkelighed enhver kan se, er vrangforestillingen om det ræverøde DR som en absurd tur til Omvendtslev med hænderne bundet på ryggen. DR er blåt, blåt, blåt. Og, kære læser, De og jeg, vi ved det godt. DR blåt til lyst, og måske er det derfor det kan være så svært at holde ud.

Claus Ankersen

Claus Ankersen er forfatter, digter, journalist, kritiker, oversætter, redaktør og arbejder desuden med forskellige tværkunstneriske udtryk. Han har været fast tilknyttet POV siden november 2016. Claus Ankersen er forperson for Danske Skønlitterære Forfattere og bestyrelsesmedlem i European Writers' Council. Han er forfatter til 19 bøger. Han skriver digte, prosa og non-fiktion, og arbejder med et tværkunstnerisk og internationalt fokus. Udvalgt materiale er oversat til svensk, finsk, estisk, russisk, polsk, tjekkisk, ukrainsk, rumænsk, tysk, udmurt, bulgarsk, engelsk, usbekisk, spansk, malayalam, makedonsk, græsk, tyrkisk, portugisisk og kinesisk.