KVINDEKAMP // KOMMENTAR – Mens den højere middelklasses majoritetskvinder i Danmark har centreret kvindekampen og kampdagen omkring emner som løndifferencer mellem majoritetsbefolkningens køn, mental load, barsel og slut-shaming, falder effekten af disse til jorden, når det kommer til repræsentation i den lavere middelklasse og arbejderklassen, hvis muligheder og derved valg i langt højere grad er defineret ud fra deres materielle virkelighed.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ugen derpå mærkes fortsat de feministiske efterveer, affødt af statsministerens arrangement i anledning af årets Internationale Kvindekampdag. Buzzwords som repræsentation og ekskludering er blevet bragt op i kritikken over de invitationer, der aldrig nåede frem til de minoriserede danske feminister og aktivister.
Ligeledes har debatten bragt en dybere samtale minoritetskvinder imellem med sig: havde man modtaget en invitation, burde man overhovedet takke ja til at indgå i et sådant symposium dirigeret af samme aktører, der på privilegiets barrikader har ‘live, laugh, loved’ deres vej gennem nogle af de mest skelsættende perioder for yngre generationer af arbejderklassens og minoriserede kvinder i Danmark?
Den kommercialiserede kampdag er mainstream-feminismens festdag
Som krokus i flor udspringer der sig for mig en post-kampdagsrefleksion; et ønske om at bryde ud af det cirkulerende spin om repræsentation alene, der oftest fører til lejlighedsvise photo ops for mainstream-feministerne uden nogen substantiel forbedring af den materielle virkelighed på tværs af både klasse, identitet og såvel som køn.
Der er altså incitament til at ændre vinklingen af ikke bare måden vi tilgår og taler om kvindekamp og inklusion på, men også at genetablere forbindelsen til den kompromisløse klassesolidaritet, hvorpå Kvindekampen startede, hvis vi altså en gang for alle skal have alle kvinder med.
Kampdagens kommercialicering
Den kommercialiserede kampdag er mainstream-feminismens festdag. Den er girl boss i hot pink med “Pussy Power” printet på en tumbler og en tote-bag i glitter. Den er dagen, hvor vi giver søsterskabet en blomst i hånden eller et klap på skulderen. En anerkendelsens dag med fokus på herstory.
Herstorisk set er Kvindernes Internationale Kampdag også tæt forbundet med Danmark, da det var i København i 1910, i anledning af den Internationale Socialistiske Kvindekonference, at tyske Clara Zetkin sammen med sine kammerater besluttede at etablere en international socialistisk kampdag.
Det følgende år deltog Danmark i afholdelsen af den første kampdag og har altså været med lige siden.
Desværre er Kampdagen sidenhen blevet approprieret i en sådan grad, at de socialistiske principper, der drev solidariteten, er gået tabt til kapitalismens forbrugsmønstre og neoliberal feminisme. De fleste danske kvinder er med høj sandsynlighed derfor ikke bevidste omkring hverken Clara Zetkin eller den Internationale Socialistiske Kvindekonference i 1910.
Zetkins argument for den internationale kampdag gik hovedsageligt på kritikken af burgøjseriets feminisme, som hun mente var fundamentalt anderledes fra arbejderklassens feminisme.
De to strømninger blev derfor beskrevet som separate, da overklassens kvinder kun udviste bekymring for egen status mellem kønnene i egen sociale klasse uden inklusionen af arbejderklassens virkelighed under kapitalismen.
Socialistiske strømninger mente derfor, at det var umuligt at opnå lighed mellem kønnene, hvis ikke der var solidaritet mellem klasserne og et aktivt engagement med at nedbryde disse socio-økonomiske hierarkier.
Forskellen var bare, at de hvide middelklassekvinder ikke demonstrerede for at komme i arbejde. De demonstrerede derimod for at kunne realisere sig selv i prestigefulde positioner ligesom hvide mænd
Sidenhen er denne segregering af de feministiske strømninger for kvinders rettigheder fortsat op gennem årtierne, hvor blandt andet kritikere af de amerikanske hvide liberale feministiske bølger pointerer privilegieblinde perspektiver, der udvisker de strukturelle barrierer, som fastholder racialiserede og arbejderklassens kvinder i marginerne.
Særligt har den ærede afro-amerikanske tænker, socialist, radikale feminist og frontløber for sort feminisme i USA, bell hooks, understreget, hvorledes de liberale feministiske bevægelser ikke var interesserede i at inkludere den eksisterende arbejderklasses kvinder – en klasse som i særdeleshed var racialiseret, da blandt andre kvinder fra sorte og latin-amerikanske fællesskaber altid havde været på arbejdsmarkedet.
Forskellen var bare, at de hvide middelklassekvinder ikke demonstrerede for at komme i arbejde. De demonstrerede derimod for at kunne realisere sig selv i prestigefulde positioner ligesom hvide mænd.
Liberal mainstream-feminisme er altså centreret omkring magt, frihed og lighed mellem middelklassens majoritet og ikke så meget etableringen af en alternativ samfundsform, hvor størstedelen af verdens kvinder får forbedret deres materielle virkelighed for at kunne søge selvrealisering.
Segregeringen af disse bevægelser observeres også i Danmark, når den højere middelklasses kvinder i bedste sendetid forsvarer retten til at hjemmepasse sine børn eller gå på deltid, som om forudsætningen for dette valg ikke bygger på privilegier.
Arbejderklassens kvinder i Danmark har netop ikke samme økonomiske basis for at kunne tilbringe mere tid med deres børn eller arbejde hjemmefra. Ligeledes udsættes racialiserede mødre for stigmatisering, når de beskrives som “dovne,” “snyltere,” og “uintegrerbare”, såfremt de skulle ønske at hjemmepasse deres børn.
Minoriteters frihed kan derfor ikke opnås ved alene at se på sexistiske tendenser i samfundet, da vores muligheder er yderligere socialt, økonomisk og politisk indskrænkede
Når det kommer til den nyere diskurs om seksuel frihed, har vi minoritetskvinder ligeledes oplevet, at de “demokratiske rettigheder” til fri beklædning har været betinget ud fra etnisk, religiøs og politisk tilhørighed.
Minoriteters frihed kan derfor ikke opnås ved alene at se på sexistiske tendenser i samfundet, da vores muligheder er yderligere socialt, økonomisk og politisk indskrænkede.
Denne segregering mellem kvinde og klasse i det dominerende fællesskab og dets fortællinger finder tilmed sted på selve Kampdagen, hvor diverse grupperinger af minoritetskvinder ofte organiserer separate kollokvier og protester med fokus på positionenen mellem klasse, race og køn.
Det er en faktuel falliterklæring for mainstream-feminismens selvforståede rummelighed, der tilbagelænet formår at gøre Kampdagen til en festlig begivenhed frem for protest.
Manglende nuancering
Køen til madspildsuddelingen ved Folkets Skafferi i Malmø har mange nuancer. Tørklædebærende, på krykker og taler alt fra svensk, ukrainsk, arabisk, bosnisk og pidgin engelsk til gebrokkent svensk.
I rækken står jeg med min nummerlap i hånden og venter på min tur til at redde denne historiske arbejderklasseby fra madspild. Kreativiteten løber frit i denne sociale sammenkomst, hvor flere opfindsomme måder at transportere mad på vises frem.
Nogle har kurve, andre en tvillingeklapvogn, papkasser og selvfølgelig den klassiske indkøbstaske på hjul. Selv er jeg hoppet på Ikeapose-vognen, da jeg som et velintegreret individ er blevet en tro følger af skandinavisk design.
Mine børn går i Bundgaard, Bisgaard, brugt – og som den mor jeg er, står jeg gerne i en kø i en times tid, for at vi under en stadigt stigende inflation endnu kan få glæde af overfloden af frugt, havremælk og koreansk barbecue sauce, hvis værdi hos omverden er gået tabt – lidt ligesom mine lange år på universitetet.
Hvad nytter det, at vi minoritetskvinder gennem livet mindes om den litterære vej til lighed, når vi samtidigt konsekvent oftere frasorteres i rekrutteringsprocessen?
For hvor jeg efter lang videregående uddannelse havde forhåbninger om at bruge min viden, erfaring og kundskaber til at skabe værdi hos en virksomhed eller NGO, har jeg måttet reorientere disse egenskaber til i stedet at skabe værdi af en mere end moden banan.
Og skabe personlig vækst i at arbejde omsorgsjobs som ufaglært, maksimere hver en krone, drømme om en pensionsopsparing og et hus i landsbyen, som generationer af kvinder før mig har gjort.
Hvad nytter det, at vi minoritetskvinder gennem livet mindes om den litterære vej til lighed, når vi samtidigt konsekvent oftere frasorteres i rekrutteringsprocessen?
Refleksionerne er rettet indad, men for at komme fremad har jeg set bagud for strategisk at kunne placere mig i en tilværelse, hvor min tilblivelse er defineret ud fra vedholdenhed og intergenerationel modstandsdygtighed.
Skabelsen af en bæredygtig ressource-omfordeling, hvor den materielle virkelighed er ulige mellem kvinder – og i særdeleshed mellem kvinder fra det Globale Syd og det Globale Nord – bør få folk til at indse, at anerkendelse alene ikke bekæmper de globale socio-økonomiske klasseskel.
Proletariatsproblemer
Hvor den højere middelklasses majoritetskvinder skal bryde med glasloftet, skal vi først bryde med mønstret, før vi tildeles deltagelse i debatten – ikke for at vi skal beskues i vores forsvar mod klassicisme og racisme, eller for at en ressource-rig redningskvinde skal vinde sociale point ved at give repræsentation rundt om det samme bord, der bebyrder en gruppe af kvinder for at bespise en anden.
I en verden, hvor langt størstedelen af verdens kvinder skal leve med følgerne af Vestens koloniale stigma, industrialiseringens ligegyldighed og kapitalismens katastrofalt dyre vaner, er anerkendelsen alene performativ aktivisme.
Vi skal ikke bare nedbryde glasloftet, men hele huset. Vi skal ikke reformere, men erstatte
Mainstream-mediernes hovedorientering omkring de fremgangsriges rejse til selvrealisering vil aldrig kunne dække bare de basale behov i marginerne – omend vi taler om enkeltstående succeshistorier såsom Malala Yousafzai, der først måtte blive skudt af Taliban og overleve, før hun som pakistaner blev undt nogen vestlig opmærksomhed
Eller som når vi hædrer kvinder som Nadia Nadim, medmindre hun samarbejder med såkaldte “slave”-stater som Qatar, der udnytter den globale arbejdsstyrke i form af migrantarbejdere (hvilket de også gør under Kafala).
Migrantarbejdere vi ikke selv ønsker at hjælpe, selvom vores kaotiske overforbrug kommer af selvsamme assimilering under vestlige økonomiske strukturer, der driver fejlslagne høster under klimaforandringer og den stigende urbanisering for kapitaliseringen på billig arbejdskraft verden over.
Hvis kampdagen derfor skal have nogen reel betydning, skal solidariteten tilbage til kampdagens socialistiske fundament, da selve kampen i ordet oprindeligt kommer af strømninger mod de strukturer, der historisk har undertrykt marginaliserede kvinder.
Vi skal ikke bare nedbryde glasloftet, men hele huset. Vi skal ikke reformere, men erstatte.
Kampdag i opbruddets tegn
Uden omsvøb tillader jeg mig at beskrive mainstream-feminismen som fascisme i fåreklæder. Eksluderende, irettesættende, fortiende, dominerende, voldelig. Som Zetkin og hooks beskrev det: en selviscenesættelse af egne behov og tilegnelse af mere magt – uden nogen radikal forandring.
En fortsættelse af koloniale, kapitalistiske, patriarkalske og klassefremmende ideologier, hvor generationel rigdom koncentreres i de øverste sociale lag, mens de lavere sociale lag opbygger generationel robusthed.
En robusthed som ofte er blevet brugt imod minoriteter: fra medicinsk misogynoir og troen på, at racegjorte afrikanske kvinder ikke kan føle smerte til “etniske smerter” og idéen om, at det vi føler ikke er virkeligt – at vi kan tåle det.
Vores smerte, vores oplevelser og vores opråb anses ikke som værende reflekterende eller rationelle; vores epistemologier er uvidenskabelige, forestillinger fra en bagvendt baggrund.
Derfor er det også i de selvsamme lommer af selvstændig organisering, at vi kan finde inspirationen til at bryde fri fra de stereotypificerende og savior-istiske tendenser, som vi ellers så ofte støder ind i til gængse 8. marts-begivenheder.
De alternative fællesskaber lever. De inspirerer, inkluderer og imødekommer en længsel, der undertiden er vokset i mig, når jeg står med min kø-lap i hånden mellem de mange tunger. For den socialistiske 8. marts er ikke død.
Den er transcenderet fra de lokale arbejderbevægelser til de globale transnationale solidaritetsnetværk imod kapitalismens imperialistiske hegemoni.
Et mindeværdigt eksempel på mainstream-feminismens opbrud som følge af disse transnationale solidaritetsnetværk har for mig været sidste års 8. marts-begivenhed på Vega.
En gruppe bestående af dominerende majoritetsdanske kvindelige aktivister afbrød arrangementet i protest mod statsministeren og KVINFOs valg om at lægge scene til en kvindelig magthaver, der i månedsvis ikke bare havde afvist, hvad aktivisterne definerer som et folkemord mod palæstinensiske kvinder og deres familier, men også diskursivt udskammet demonstranter og deres demokratiske folkeret til offentligt opråb.
Visse majoritetsfeminister beskrev 8. marts-protestens råb og flyers som utrygshedsskabende. Andre mente ikke, at dette var rette tid og sted. Således forstod vi, at racialiserede kvinders ret til liv var sekundært – også når vi står over for en kvinde, der har magten til at gøre en forskel.
Vi forstod også, at den øvre klasses majoritetsfeminister bygger deres solidaritet på en elitisme; et ønske om, at vores sorg og vrede skal pakkes pænt ind; en tro på, at vores vej til frihed fra systemisk udnyttelse og udryddelse må og skal gå gennem dem.
På den ene side et måbende magtfuldt politisk apparat, hvis kritik prompte trak på benægtelse og vante påstande om uciviliseret kommunikation. På den anden side en aktivistisk eufori, som sejr i et slag: ingen tillid, ingen taletid.
En majoritetskvinde, som har opbygget sin profession på at tale på vegne af den racialiserede globale kvindelige arbejderklasse, udtrykte senere i Politiken ærgrelse ved den manglende samtale med magten, som protesten havde afledt, da magten havde forladt lokalet.
Men sandheden er, at det er grundet den selvsamme magt, at stemmerne fra den globale racialiserede kvindelige arbejderklasse kun kan blive hørt, når de oversættes til eliten af en hvid kvindelig “ekspert” – om det så handler om økonomiske eller politiske begrænsninger.
Det er ikke at eliten ikke kan forstå marginaliserede stemmer. Men i stedet for at lytte barrikaderer den sig selv
Det skal pakkes pænt ind, før det er spiseligt for magten. På samme præmis som at en palæstinenser kun kan vinde en Oscar med en statsborger af besættelsesmagten ved sin side, selvom sandheden er, at palæstinensiske kvinder, migrantkvinder, muslimske kvinder, transpersoner, racialiserede kvinder, hjemløse kvinder, flygtningekvinder, handicappede kvinder, kvinder med ikke-hetero seksuel orientering, arbejderklassens kvinder (inklusive usynligt og uformelt arbejde), mødre og syge kvinder alle er i deres egen ret til at tale, afbryde, protestere og blive forstået på egne præmisser.
Det er ikke at eliten ikke kan forstå marginaliserede stemmer. Men i stedet for at lytte barrikaderer den sig selv ved opsætningen af krav for, hvornår marginaliserede grupper må blive hørt.
Fortsæt kampen hver dag året rundt
Magten er ikke nådefuld, den er ikke empatisk, og den trives ved at bedrive epistemologisk vold. Kommunikationen vil derfor altid være ensidig, for at magten kan opretholde sig selv. Det er hele pointen ved systemisk vold.
Den vil ikke dialogen på andres præmisser end dets egen, og derfor forlod politikerne begivenheden – fordi deres selviscenesættelse blev smadret med selvsamme hammer til glasloftet. Et feministisk opbrud forårsaget af, at nogen påpegede direkte forbindelser mellem vores kvindelige magthavere og anklagerne om folkemord mod kvinder.
Hvis man som dansk majoritetskvinde har fundet det svært at deltage i selvsamme opråb, må jeg konkludere, at man er privilegeret nok til at have noget at miste. Tier man fortsat, kan vi have samtaler om selektiv solidaritet frem for feminisme – noget jeg oftest har observeret hos majoritetskvinder fra den højere middelklasse.
I så fald kan jeg kun udlede, at de samme grupperinger ville have tiet under folkedrabet i Bosnien-Herzegovina, hvorfra min egen traume-fortælling starter.
Derfor vil jeg i “herstorys” tegn ønske alle mine kammerater en fortsat god kamp hver dag året rundt!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og