
BØGER // ANMELDELSE – Kamilla Hega Holsts nye roman, C, er en intens og urovækkende fortælling om mistrivsel, moderkærlighed og et samfund på randen af kollaps. Med sproglig præcision og et hæsblæsende roadtrip gennem USA skildrer romanen en mor og en søn, der kæmper for ikke at gå til grunde i en verden, der synes stadig mere umulig at leve i.
Kamilla Hega Holsts nye roman, C, er en bog til tiden. Her finder vi både kritik af Systemerne med stort S, en undersøgelse af unge i mistrivsel og årsager hertil. Vi finder beskrivelser af Incelkultur, overgreb, selvtægt og vanvid.
Men foruden at være en bog til tiden, så er det også en fortælling i sin helt egen ret. En både skarp og rørende fortælling om en nærved grænseløs omsorg fra mor til søn, om afmagt og om vanvid som et reelt alternativ til en stadig mere sindssyg verden.
Mor og søn på kanten af sammenbruddet
Kat er mor til C. Hun er ved at afslutte sit speciale om katastrofer og deres anatomi. Et projekt, der glider hende stadig mere af hænde, efterhånden som de nære katastrofer trænger sig på derhjemme.

Sønnen C mistrives voldsomt, han forsøger at dulme sin angst og uro med cannabis og forsvinder stadigt mere ind i sig selv. Samtidig forsvinder Kat ind i sin specialeafhandling med tanker om syrede sammenhænge mellem geometri og intimitet og med en sært inciterende teori om benægtelse som en vej til at imødegå et verdenskollaps. Vi følger mor og søn i hver deres stædige og mere håbløse forsøg på at komme overens med verden og virkeligheden.
C får tildelt en støtteperson og moren kæmper for at gøre sig forståelig for sin vejleder, men det hele smuldrer mellem hænderne på dem. C kommer i karambolage med en gruppe af hashsælgere og Kat trues på livet.
Som en sidste udvej væk eller videre køber hun dem en billet til USA, booker en autocamper og opsøger den nationalpark, hvor Kats forældre for årtier tilbage tog et foto af deres blottede bagdele i måneskin. Dengang tænkt som en slags fuckfinger til fornuften og firmaformaterne, men for Kat og C mere end det. For dem er der tale om et opgør med verden, der ikke kan rumme dem, deres slags. De vildttænkende, de snublende, de splittede.
Roadtrip gennem katastrofens landskab
Romanen veksler mellem korte tilbageblik på tiden før roadtrippet og nutidsscener, hvor de bevæger sig på vej tværs over det amerikanske kontinent – en tur fyldt med konflikter men også en enorm kærlighed mor og søn imellem.
Sproget spejler indholdet med korte, næsten flyvske sætninger. Små eksplosioner af indsigt, kan man kalde dem, som her, hvor C’s rastløse adfærd og skolevægring beskrives i noget nær punktform. Sætningerne er syleskarpe, som nåle på et kort, eller som post-it-notes på hjernens opslagstavle:
”Det forstyrrede undervisningen.
Blev påtalt.
Blev forbudt.
At drikke vand og gå på toilettet, og i takt med forbuddet og med ansvaret for egen læring blev han mere og mere urolig og blev oftere og oftere smidt ud på gangen eller op på kontoret.
Indtil corona.
Indtil afstand og mundbind.
En PPV, der trak i langdrag.
Nedrullede gardiner.
Og strips.”
Kamilla Hega Holsts sproglige økonomi
Kamilla Hega Holsts sproglige økonomi er hele vejen bæredygtig, her spildes ikke et ord, og den sproglige knaphed understreger fornemt det konstant truende kollaps. De to har kun et absolut minimum af ressourcer at gøre godt med, en eskalerende mangel på overskud og overblik. Ligesom sætningerne er Kat og C korte for hovedet, de taler i koder, alt er spændt til bristepunktet, både hjerter og hjerner.
”Fuck, siger han og hiver ud i hættetrøjen. – Her er så sindssygt varmt.
– Det bliver værre i morgen, siger jeg. – Vi skal gennem Death Valley. Der er 50 grader.
– Hvor prætentiøst.
– Hvad?
– Death Valley.
Jeg smiler.
– Det er vel varmen, siger jeg og elsker, at han bruger et ord som prætentiøst. – Ikke en skid kan gro der.
– Er det noget, du ved?
Jeg trækker på skuldrene.
– Jeg gætter, siger jeg, og af og til skal der ikke mere til end lidt nysgerrighed.
Eller noget kontrært.”
Det er tydeligt, hvordan udvekslingen af ord gemmer på mere end blot det, der siges. Den voldsomme varme findes også i de to karakterer, i Kat og C, de er fyldte til bristepunktet, det faktum, at målet, de nærmer sig, er Death Valley, er på grænsen til for meget, men det næsten monstrøse punkteres fornemt af forfatterens egen tvivl om metaforens kraft udtrykt gennem C: ”Hvor prætentiøst.”
Et umage format
Jeg holder meget af Kamilla Hega Holsts lidt umage format: De ultrakorte scener, den konstante vekslen mellem før og nu, de mange tråde og temaer. For der er meget i og på spil i romanen C. Der er spørgsmålet om arv og miljø; om hvad, der skyldes hvad.
Der er et tema om kunst versus videnskab, om det tjener verden bedst at kortlægge virkeligheden gennem fakta eller via fiktion? Der er et tema om diagnoser. Om overgreb og om selvtægt – for blot at nævne nogle. Er det for meget? kan man spørge sig selv. For nogle måske.
Men ikke for mig, jeg lod mig forføre af romanens tempo, af det brogede katalog af små og store katastrofer. Af de præcise og modige persontegninger, der bestemt ikke er skønmalerier, snarere tværtimod. Af de korte, ordknappe sætninger og det hæsblæsende ridt gennem USA og vanviddets topografi.
Er jeg så efter endt læsning blevet klogere på katastrofer, benægtelse, moderkærlighed og systemisk misrøgt? Det ved jeg ikke, men for mig er det heller ikke så væsentligt. Det er derimod, at jeg med sikkerhed kan sige, at jeg ikke ville have været en eneste af romanens 313 sider foruden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og