COPENHELL // ANMELDELSE – The Prodigy samlede folk til metallisk ravefest, og The Cult sørgede for 80’er-rocknostalgi. Midt imellem satte Exodus metalskabet fuldstændig på plads.
For 28 år siden befandt denne skribent sig backstage bag Roskilde Festivals ikoniske Orange Scene, hvor aftenens nært forestående headlinere, The Prodigy, havde indvilget i et interview en lille halv time før scenetid. Foran scenen stod over 50.000 partyparate festivalgængere. Pladsen summede og sitrede af forventning.
Ravefans på endagsbilletter og metallere med firedages armbånd og Iron Maiden- og Pantera-rygmærker dansede og moshede i samlet flok
I bagscenelokalet sad Prodigy-medlemmerne i afslappet harmoni og lod potjointen gå på omgang. Bandets musikalske omdrejningspunkt, Liam Howlett, svarede fokuseret på spørgsmålene, mens den ikoniske scene-indpisker Keith Flint var venligheden selv. “Er du okay, ven?” spurgte han omsorgsfuldt og hentede en øl til mig, mens jeg høfligt meldte pas på den glødende spliff.
I 1997 var The Prodigy det nye, store navn på musikscenen – electronica-baseret som de var, men med en vis crossover-tilgang til punk-attitude og hård rock her og der. Af den grund mente min daværende redaktør, at netop jeg – mestendels heavy metal-anmelder – skulle interviewe The Prodigy med en oplagt multikulturel musikmøde-vinkel, forstås.
28 år efter
28 år senere har Copenhell åbenbart haft en lignende og modig multikulturel vision. Torsdag aften stod The Prodigy således som en ganske overrumplende og aparte headliner i kølvandet på en festivaldag fuld af død og helvede, og med heavy metal, hard rock og ekstrem smadder i spandevis.
Nu var det Liam Howletts store synthboard, der bankede bastante electro-rytmer ud i den lyse midsommeraften.
“Voodoo People” fra Music From The Jilted Generation (1994) lagde fra land, og så blev beats og sætliste ellers foldet ud med en fair repræsentation af bandets katalog, bestående af syv albums fra debuten Experience (1992), over gennembruddet The Fat of the Land (1997), til det foreløbigt seneste No Tourists (2018), som var det sidste album, bandet indspillede med Keith Flint, der tog sit eget liv året efter, i 2019.
Bandets lyd og fremtoning var voldsom og massiv, men naturligvis med en anden power og aggression end den rent metalliske
Alt rigeligt til at besørge den techno-metalliske ravefest med sporadisk slamdans og crowd surfing blandt de solidt fremmødte – hvoraf mange heller ikke virkede videre fremmede over for det tydelige elektroniske element, der jo allerede findes i forskellige metal-hybrider: tænk eksempelvis Rammstein, Nine Inch Nails, Marilyn Manson, John Cxnnor, Fear Factory eller danske Mnemic, der optrådte på Hades-scenen umiddelbart inden Prodigy-showet.
I samlet flok
Ikke overraskende var der godt smæk på de gamle 1997-singlehits som “Firestarter” og “Breathe”, som var typiske Keith Flint-numre. Torsdag var det den maskerede forsanger Maxim, der stod for den udadvendte del af Prodigys sceneperformance foran kapelmester Howlett, suppleret af organiske turnémusikere, der også inkluderede en usamplet rockguitarist.
Savnet af Keith Flint er der stadig – både for band og publikum – men The Prodigy anno 2025 har stadig pondus og relevans. Også på en overvejende metalfestival som Copenhell. Bandets lyd og fremtoning var voldsom og massiv, men naturligvis med en anden power og aggression end den rent metalliske. Men det fungerede for de fleste. Ravefans på endagsbilletter og metallere med firedages armbånd og Iron Maiden- og Pantera-rygmærker dansede og moshede i samlet flok.
Man kan være for eller imod bookingen af The Prodigy på en metalfestival, men har verden brug for noget lige nu, så er det en opløsning af fastlåste positioner og fjendtlig antagonisme. Dét bidrog The Prodigy i alle fald til torsdag aften på Copenhell.
Kultisk rocknostalgi
Et par timer tidligere var aftenen på Helviti-scenen blevet indledt af Prodigy-landsmændene i The Cult, hvis storhedstid ligger umiddelbart før Prodigys gennembrud. I perioden 1986-1989 stod The Cult som en stærk hard rock-attraktion, der med lige dele kvalitet og kyndighed bevægede sig fra gotisk rock over reel rock’n’roll til langhåret, melodisk hard rock.
Ikke overraskende skulle højdepunkterne på Copenhell-sætlisten også hentes fra netop albums som Love (1985), Electric (1987) og Sonic Temple (1989) – de tre stærkeste blandt i alt 11 Cult-albums.
Den gennemgående Cult-duo, sanger Ian Astbury og guitarist Billy Duffy, er nu et stykke oppe i 60’erne, men heldigvis med et vist mod på denne festivalturné, der kunne besørge os lidt 80’er hard rock-nostalgi, som ellers er noget nedtonet i årets Copenhell-program.
Af naturlige årsager, måske – men desto mere velkomment var det at høre The Cult give sig et sted mellem godt og solidt, uden overhovedet at være himmelstrejfende.
Fra den altid fede rocker “Wild Flower”, den stemningsfulde (og heldigvis uaktuelt betitlede) “Rain”, over den gotiske evergreen “She Sells Sanctuary” til de stærke hits “Fire Woman” (dedikeret til Keith Flint) og “Love Removal Machine”, der afrundede den habile og hyggelige Cult-nostalgifest – i hvert fald for den ældre del af os publikummer.
Metalskabet på plads
Midtvejs mellem The Cult og Prodigy anvendte thrash metal-veteranerne Exodus en lille time på at sætte metalskabet fuldstændig på plads og bolte det helt fast efterfølgende. På den tredjestørste Pandæmonium-scene leverede det 40 år-plus gamle San Francisco-band den ene thrash metal-lussing efter den anden.
Fra den nådesløse åbner “Bonded by Blood”, over kalasjnikov-udgaver af “Fabulous Disaster” og “A Lesson in Violence”, til den afsluttende trotylblanding af “The Toxic Waltz” og “Strike of the Beast”.
En ekstrem fed, euforisk og forløsende metaludladning med et band med medlemmer på omkring de 60 år, der stadigvæk bare kan og vil deres thrash metal
Det sydede og kogte af non-stop frenetisk energi og pulserende, positiv aggression på scenen og pladsen, hvor moshpitten hurtigt tog form af en hygsom henrettelsesplads.
“Good friendly violent fun”, som der stod på bandets gamle tourshirts. Ja tak – og der blev da også delt ekstatiske krammere og hjertelige high fives ud blandt det massivt fremmødte publikum efterfølgende. En ekstrem fed, euforisk og forløsende metaludladning med et band med medlemmer på omkring de 60 år, der stadigvæk bare kan og vil deres thrash metal med den dybeste og mest indædte passion – og som også blev behørigt responderet af hele fanhorden, ned til næsten to generationer yngre.
Også dét er nok så væsentligt: at kunne skabe sådan en fuldstændig magisk metal-konsensus mellem aldersgrupperinger. Men allermest væsentligt: Exodus fik sat en tyk og tonsertung streg under METAL som det bærende grundfundament på Copenhell.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og