DM I EU-DEBAT // VINDERBIDRAG – Emil Hylleberg, elev i 3. g. på Roskilde Gymnasium, er vinder af det uofficielle DM i EU-debat. I dette efterår har SF og Venstre i samarbejde med Europabevægelsen afholdt Danmarks uofficielle DM i EU-debat med besøg på højskoler og gymnasier for at aktivere flere unge i den vigtige debat om EU. I samarbejde med POV har arrangørerne opfordret unge til at indsende deres debatindlæg, og her kan du læse Emil Hyllebergs vinderindlæg.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For over 100 år siden sagde den franske digter Victor Hugo angiveligt, at “intet slaveri kan stå mål med grænsernes”. Verden var blevet stor og ingen lande længere en ø. I det 21. århundrede er globaliseringen fortsat med at galopere derudaf, og det ser ikke ud til, at kapitalismen og internationaliseringen er ved at miste pusten lige foreløbig. Men EU virker stakåndet.
Det ser ikke ud til, at kapitalismen og internationaliseringen er ved at miste pusten lige foreløbig. Men EU virker stakåndet
I kølvandet på 2. Verdenskrig stod de europæiske lande over for en massiv udfordring: at genopbygge Europa og skabe en sammenhængskraft på tværs af landegrænser uden fortilfælde i verdenshistorien. Dengang var ambitionen at skabe et fundament for et frit, velstående og fredeligt Europa.
Dog står EU i dag i et dilemma. På den ene side vil vi gerne udbrede de muligheder og fordele, som fællesskabet tilbyder (velstand, bevægelsesfrihed osv.) til så mange som muligt. Men på den anden side er det den selvsamme ambition, der truer med at opløse unionen indefra.
Unionen har vokset sig for stor og har optaget for mange forskellige lande, der ikke længere har nok tilfælles. Og alt det, vi troede, vi endegyldigt havde opnået, har vist sig at være under voldsomt pres.
EU skal fungere
Der er igen krig, og de seneste 10-15 år er der skyllet bølger af frustrationer ind over Europa. Jobs, der forsvinder, flygtninge, der strømmer til, og klimaudfordringer, der ikke for alvor gøres noget ved, skaber utilfredse og vrede vælgere og får flere og flere til at bevæge sig mod de politiske yderfløje. Storbritannien endte med at melde sig helt ud, og man kan kun gisne om, hvad højrefløjspartiernes fremmarch i Holland, Frankrig og endda Tyskland vil have af konsekvenser.
På den ene side er tiden ikke til, at vi fokuserer på vores egne små, nationale bobler og dissocierer os fra de andres. Udfordringerne kalder på fælles løsninger for de mange. På den anden side udfordres sammenhængskraften af stigende forskelligheder landene imellem i takt med udvidelserne.
Problemet er, at man underminerer dybden, når man udvider i bredden. EU’s styrke som fællesskab har altid været, at kernen har kunnet handle og flytte hinanden. Og hvis ikke EU ændrer kurs, risikerer unionen at ende som en europæisk version af FN, der er rig på resolutioner, men handlingslammet i forhold til at løse problemerne.
Ukraine skitserer dilemmaet. Før krigen rangerede landet blandt verdens mest korrupte stater. Problemet er, at vi risikerer at tabe Ukraine, hvis landet ikke får medlemskab. Omvendt indebærer et medlemskab også en stor risiko for at svække unionen.
Som unge vil vi gerne have et EU, der spreder værdier og sikrer fred og velstand for så mange som muligt. Men EU skal også fungere. Det duer ikke, at lande som Polen, Ungarn eller Irland unilateralt kan blokere forordninger, som kernen af EU – dem, der finansierer gildet – gerne vil vedtage.
I dag bliver valg vundet af partier, der slår sig op på at ville løse problemer af international karakter – nationalt. Lige fra flygtninge- til klimakrisen. Alligevel er spørgsmålet om EU stort set fraværende i den danske debat, selvom hovedudfordringen for politikerne i dag er, at det lokale og det globale uløseligt hænger sammen. Hvis vi skal løse de helt store problemer, bliver kernen af EU nødt til at kunne samarbejde uden at blive saboteret af enkelte lande. EU må ikke ende som et mini-FN.
Efter 2. Verdenskrig formåede vores oldeforældre at svare på tidens kald. Men spørgsmålet er, om min generation formår at gøre dem kunsten efter. Hvis ikke det lykkes, frygter jeg, at flere og flere af os igen vil blive ofre for grænsernes tyranni.
Følg debatten på POV.international
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
