PRÆSIDENTVALGET I FRANKRIG // DEBAT – Emmanuel Macron er genvalgt som Frankrigs præsident. Han har et stort ansvar for at gennemføre reformer, der kan tilfredsstille den tredjedel af befolkningen, som nu føler sig tiltrukket af partier, der ligger så langt ude til højre, at noget lignende ikke er set siden Anden Verdenskrig. Det er ikke kun skidt for landet selv, men dødsensfarligt for os andre, skriver Dan Tschernia.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Så vandt Emmanuel Macron. Og de 58,8% af franskmændene (mod 66,1% for fem år siden), der denne gang stemte på ham, kan udstøde et ”Ouf!” af lettelse.
Dog ikke for længe. For ganske vist tabte Marine Le Pen med 41,2%, men det var et nederlag, der var mindre end sidst, hvor 33,9% af stemmerne gik til hende. Det var derfor ikke uden grund, hun og tilhængerne næsten fejrede valget som en triumf – et vigtigt skridt på vejen mod den magtovertagelse, hun og hendes parti sigter mod. Og som man kan frygte sker en dag.
Det er lykkedes hende at fremstå som en venlig, blid, sød og afslappet leder af et demokratisk parti, der vil reformere og forbedre Frankrig. Hendes partis historie, mentalitet og holdninger stemmer imidlertid ikke overens med de blide smil.
Sidst hun stillede op, hed partiet Front National. Nu hedder det Rassemblement National (National Samling). Meningen er at vise et mere åbent og fredeligt ansigt – ”samling” er smukkere end ”front”. Men det er den samme suppe, hun serverer nu som før.
Le Pen tabte, men de højreekstremes popularitet øges fortsat
Front National blev stiftet i oktober 1972 som en slags fascistisk enhedsliste, der forenede adskillige ekstreme højrebevægelser fra nazister til fascister.
Mange af dem havde været tilhængere af Marskal Pétain, lederen af den ekstremt højreorienterede regering, der under krigen villigt samarbejdede med den nazistiske besættelsesmagt. Front Nationals første formand var François Duprat, som blev dræbt i et attentat seks år senere.
Marine Le Pens far – Jean Marie Le Pen – overtog ledelsen af Front National året efter dets etablering. Partiet fik lov til at bruge de italienske fascisters logo.
Det er den arv, Marine Le Pen forvalter. Et indvandrerfjendsk, islamofobisk og antisemitisk (selvom det er nedspillet i dag) parti, der vil undertrykke ytringsfriheden, begrænse oppositionens taletid i medierne og så vidt muligt omgå parlamentet.
I mange år spillede Front National en meget lille rolle i fransk politik. Det var først da præsident François Mitterrand indførte en form for forholdstalsvalg, at det i 1986 blev repræsenteret i Nationalforsamlingen, hvor de i øvrigt opførte sig som bøller.
I 2002 blev Jean Marie Le Pen nr. 2 over for Jacques Chirac i første runde. Dermed overhalede han socialisternes kandidat. Chirac vandt valget med 82,8% af stemmerne. Le Pen fik 17,8%.
Det franske politiske landskab er en ruin. Under den ligger de klassiske republikanske partier. De konservative er væk. Socialisterne er væk
Le Pens parti er ikke længere alene på markedet for højreekstremisme. En ny spiller – Eric Zemmour – er kommet til. Han er endnu længere ude og benyttede valgaftenen til at håne Le Pen og hendes far:
”Det er nu 8. gang, det ikke lykkes for dem”, sagde han. Men faktisk går det foruroligende godt for det ekstreme, fremmedhadende, fascistoide højre.
Dagbladet Le Monde bragte for nogle uger siden en oversigt over franskmændenes vælgertilslutning til den fløj. I 1988 var det 14,4% af befolkningen. I år 32,2%.
Det franske politiske landskab er en ruin. Under den ligger de klassiske republikanske partier. De konservative er væk. Socialisterne er væk. Tilbage er to ekstreme fløje – La France Insoumise (Det Ubøjelige Frankrig) under ledelse af venstrepopulisten Jean-Luc Mélenchon, Le Pens parti og Zemmours (”Generobringen”). Og i midten finder vi Macrons La République en Marche, der har støvsuget de klassiske partier til højre og venstre for stemmer.
Hvad så i 2027?
Om fem år kan Macron ikke genopstille. En fransk præsident kan kun få to perioder i træk. Da partiet er hans opfindelse og dermed i en vis forstand også er hans ejendom, er det svært lige nu at se, hvem der til sin tid kan afløse ham.
Marine Le Pen var før valget ikke sikker på, at hun ville genopstille, hvis hun tabte denne gang. I aften lød det som, om hun havde fortrudt den udmelding. Under alle omstændigheder har hun en niece, der formodentlig er klar til at tage over om fem år.
Hun hedder Marion Maréchal Le Pen, er 32 år gammel og er et politisk talent, der ligger så langt ude til højre, at hun op til valget ikke støttede sin tante, men den endnu vildere Eric Zemmour. Hun har set venligt på højrekræfter i andre lande – fra Trump til Putin.
Macrons store ansvar
Det republikanske, demokratiske Frankrig skal genopbygges. Der må gennemføres sociale reformer, så man kan tilfredsstille den tredjedel af befolkningen, der nu føler sig tiltrukket af partier, som ligger så langt ude til højre, at noget lignende ikke er set siden Anden Verdenskrig.
Det er ikke kun skidt for landet selv, men dødsensfarligt for os andre.
Le Pen har et nært forhold til Putin, Orban og andre af de østeuropæiske populister. Med hende ved roret risikerer ikke alene EU at gå i opløsning, det vil også være til fare for NATO, som hun vil lægge afstand til.
Macron har et kæmpe ansvar for i de næste fem år at forene det splittede og svært reformerbare land. Han vandt valget, men i betragtning af den generelle uvilje – næsten hadefulde stemning – der har præget mange franskmænds holdning til ham i de forløbne fem år, bliver det svært.
De ”gule veste”, der udmærkede sig ved at smadre Paris og andre større byer under deres demonstrationer, er klar til at tage fat igen, nu hvor Covid-19-situationen, der ramte Frankrig hårdt, er ved at falde til ro.
I det land, der, som det blev sagt i en lang udsendelse på radiostationen France Culture i fredags, lider af ”fatigue démocratique”, ”demokratisk træthed” er det en kæmpe opgave, der skal løses
Nu begynder det, de i Frankrig kalder for tredje runde. Det er valget til Nationalforsamlingen, der finder sted den 12. og 19. juni.
Mélenchon, der fik tredjeflest stemmer i første omgang, er ved at samle venstrefløjen med undtagelse af socialisterne, som han ikke vil have med i sit fælles projekt.
Mélenchon, der også har autoritære venner i udlandet – på Cuba, i Venezuela og indtil overfaldet på Ukraine også Rusland og lignende lande – opfordrer vælgerne til at stemme så mange venstrefløjsfolk ind i parlamentet, at han kan blive statsminister og på den måde lægge hindringer i vejen for Macron, som han ikke har megen respekt for.
I det franske politiske liv er der ikke tradition for konsensus og forhandlingsløsninger. Man ser ikke som hos os glade og lettede forligspartier, der sammen præsenterer et forhandlingsresultat, som kan bringe udviklingen videre.
De foretrækker konfrontationen, hvad der er en dårlig idé i et land, der tørster efter reformer.
Jeg må indrømme, at jeg indtil for få dage siden troede, at Le Pen ville få sit gennembrud. I aften kan vi med et flertal af franskmændene sige ”Ouf” – pyha – og tørre sveden af panden.
Men i det land, der, som det blev sagt i en lang udsendelse på radiostationen France Culture i fredags, lider af ”fatigue démocratique”, ”demokratisk træthed” er det en kæmpe opgave, der skal løses.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
