KRIG I MELLEMØSTEN // ANALYSE – I det militære styrkeforhold står Iran svagt overfor USA og Israel, men ikke desto mindre kan krigen blive langvarig og kompliceret, skriver Hans Henrik Fafner. Iranerne har oprustet siden angrebene i juni sidste år, og tidligere på måneden udpegede den iranske leder, ayatollah Ali Khamenei, en stedfortræder, der også kunne blive efterfølger i tilfælde af, at der skulle ske ham noget.
HAIFA – Efter flere ugers spekulationer vågnede Mellemøsten lørdag morgen op til nye krigshandlinger. I de tidlige morgentimer rettede israelske jagerfly, efterfulgt af amerikanske angreb, sig mod en række strategiske mål i Teheran og andre steder i Iran. Ikke overraskende reagerede iranerne ved at affyre ballistiske missiler mod Israel og forskellige amerikanske militære mål i regionen, heriblandt Bahrain, hvor målet var et servicecenter med tilknytning til USA’s Femte Flåde. Også militære mål i Kuwait og Abu Dhabi var i skudlinjen.
Kursen mod krig syntes at være stukket ud, efter at iranerne og amerikanerne torsdag mødte hinanden i Genève. Den iranske delegation med udenrigsminister Seyed Abbas Araghchi i spidsen forhandlede med Donald Trumps særlige udsending Steve Witkoff samt svigersønnen Jared Kushner, og formålet var at komme tættere på en løsning angående de iranske atomprogrammer.
Blandt andet blev iranerne præsenteret for et amerikansk krav om, at atomprogrammerne skulle lukkes ned, og at al beriget uran skulle udleveres til deponering i USA. Over for dette insisterede den iranske delegation på retten til at arbejde videre på atomprogrammer til civil brug, ligesom de krævede hævelse af sanktionerne som forudsætning for overhovedet at fortsætte dialogen.
Iran spillede højt diplomatisk spil
På det tidspunkt var det fortsat en generel opfattelse, at Trump næsten for enhver pris ønskede at undgå en militær konfrontation. Hans udtalelser syntes at afspejle, at han gik benhårdt efter en diplomatisk løsning, idet han er helt klar over, at det ikke vil være populært blandt de amerikanske vælgere at skulle sende store antal soldater ud i en ny krig langt fra hjemmet. Sporene fra Irak og Afghanistan skræmmer.
Det kan meget vel have været denne formodning eller tankegang, der har fået styret i Iran til at satse højt. For selv efter torsdagens resultatløse møde kom der både fra Teheran og andre sider i konflikten meldinger om, at en løsning på striden lå lige om hjørnet, og at USA fortsatte med at sende tropper til regionen, blev på mange måder også blot set som endnu en del af det pres, som amerikanerne lagde på Iran.
Tidligere på måneden udpegede den iranske leder, ayatollah Ali Khamenei, en stedfortræder, der også kunne blive efterfølger i tilfælde af, at der skulle ske ham noget
Aktuelt befinder to hangarskibe, det atomdrevne USS Abraham Lincoln og USS Gerald R. Ford, som er verdens største, sig i henholdsvis Den Persiske Bugt og i det østlige Middelhav. De udgør kernen i såkaldte carrier strike groups, som hver har en enorm slagstyrke. Sagt på en anden måde har amerikanerne lige nu akkumuleret større militær kapacitet i regionen end i 2003, da man gjorde sig klar til at rykke ind i Irak.
Der er altså lagt op til noget stort, selv om den oprindelige plan muligvis blot var at lade det fungere som en trussel for at banke iranerne på plads. Alligevel har det ligget i kortene, at den militære konfrontation ville komme.
Tidligere på måneden udpegede den iranske leder, ayatollah Ali Khamenei, en stedfortræder, der også kunne blive efterfølger i tilfælde af, at der skulle ske ham noget. Den nye mand på posten er Ali Larijani, der har været en central person i forhandlingerne om atomprogrammerne. I sidste uge kom meddelelsen om, at Khamenei havde bragt sig i sikkerhed på et hemmeligt sted i Iran.
Operation Løvebrølet
Alt dette har karakter af krigsforberedelser, hvilket måske har bidraget til at Trump har ændret holdning. Men den amerikanske præsident er også kendt som en impulsiv leder, og irritationen over de manglende resultater efter torsdagens møde i Genève kan også have haft stor indflydelse på hans beslutning om at gribe til våbenmagt.
Som en slags oplæg til mødet skrev han onsdag på Truth Social, at han forventede en fair deal, og uden atomvåben. Han tilføjede, at et kommende angreb på Iran i givet fald ville være langt værre end det, amerikanerne anrettede på landet under de 12 dages krig i juni sidste år.
Mens det diplomatiske spil om de iranske atomprogrammer har kørt, har israelerne haft travlt med at forberede de militære tiltag, som nu udfolder sig
Den israelske leder, Benyamin Netanyahu, har naturligt fulgt denne udvikling tæt, og han har haft vanskeligt ved at holde sig på sidelinjen. Han har længe udtrykt utilfredshed med Trumps vilje til at indgå en forhandlingsløsning med iranerne. Som Netanyahu ser det, vil dette ikke eliminere den iranske trussel, som han har talt om gennem hele sin lange politiske karriere, idet iranerne blot vil videreføre atomprogrammerne og deres aggressive linje i regionen.
Under alle omstændigheder har den israelske ledelse gennem de seneste uger tilsyneladende arbejdet med den drejebog, der åbnede sig med krigshandlingerne lørdag morgen.
Israelerne har rettet en lang række flyangreb på det sydlige Libanon, hvor den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, der er i tæt alliance med det iranske styre, gennem længere tid har været i gang med at genopbygge deres militære kapacitet.
I dette har man hele tiden kunnet set et signal til iranerne – de har fået klar besked om, at Israel ikke vil tøve med at angribe for at eliminere det, Netanyahu betegner som den iranske trussel.
Så mens det diplomatiske spil om de iranske atomprogrammer har kørt, har israelerne haft travlt med at forberede de militære tiltag, som nu udfolder sig. Straks efter at det hele var begyndt fik operationen det officielle navn Løvebrølet.
Krigen udkæmpes i luften
I løbet af dagen, som med stor sandsynlighed ikke vil blive krigens sidste, meldte de iranske myndigheder om talrige bombeangreb. Blandt andet skal en pigeskole i Teheran været blevet ramt.
På israelsk side har myndighederne indkaldt 70 procent af reserven, hvilket i sig selv understreger, at man ikke regner med at dette går over lige med det samme. Luftrummet over Israel lukkede straks på morgenstunden, og befolkningen fik besked på at holde sig hjemme og i nærheden af beskyttelsesrum. Den ene luftalarm fulgte den anden, og med jævne mellemrum hørte man de hule drøn, når luftforsvaret skød et ballistisk missil ned.
En trængt iransk ledelse kan forventes at handle i desperation
Det ligger i luften, at Trumps gentagne trusler om at gennemtvinge et regimeskift nu begynder at tage form af et strategisk mål. Og dette vil som sagt passe Netanyahu glimrende. Han vil kunne præsentere det som en markant sejr, hvilket måske vil kunne gavne ham politisk, idet Israel går til parlamentsvalg i oktober.
Vi står altså med et par politiske ledere, der har sporet sig selv ind på en militær sejr, og på den anden side befinder sig en trængt iransk ledelse, der kan forventes at handle i desperation. Iran har i månedsvis været præget af voldsomme folkelige protester, og styret har et stort internt troværdighedsproblem.
Der er ingen tvivl om, at navnlig amerikanerne er klar til at indsætte et militær styrke, der på papiret besidder en overvældende overlegenhed i forhold til, hvad iranerne er i stand til at mobilisere. Ikke desto mindre er den hurtige sejr nok lettere sagt end gjort.
En landoffensiv i Iran kan lige nu betragtes som udelukket. Efter lange og opslidende krige i Irak og Afghanistan, hvor resultaterne aldrig rigtig kom, hersker der i USA en bred konsensus mod at kaste sig ud i den slags.
Det bliver med andre ord en krig, som udfolder i luften – med fly og missiler. Under de 12 dages krig i juni sidste år lykkedes det israelerne at sætte hovedparten af det iranske luftforsvar ud af spillet, så da amerikanerne på krigens 10. dag rettede de meget voldsomme luftangreb på de tre vigtigste atomanlæg i Iran, havde de næsten luftrummet for sig selv.
Iranerne øjner militære mål
Det er ikke sikkert, at dette er situationen længere, for meget tyder på at iranerne har været i stand til at genopbygge en del af arsenalet siden da. Det rapporteres, at Iran i december indgik en aftale med Rusland om leverance af 500 topmoderne luftværnsbatterier, og selv om hovedleverancen først vil finde sted mellem 2027 og 2029 menes en del af det allerede at være på plads.
Der er god grund til at formode, at Irans forsvarskapacitet på dette område er mere eller mindre tilbage på førkrigsniveau. Dette er naturligvis en faktor, og hertil kommer, at Iran vurderes at være i besiddelse af mindst 2.000 ballistiske missiler.
Dette er ikke så meget for at opstille et militært styrkeforhold, der som udgangspunkt er voldsomt i amerikansk-israelsk favør. Det vigtige er her, at en desperat iransk ledelse, der på mange måder slås for sin overlevelse, vil kunne bruge det forhåndenværende arsenal taktisk og dermed gøre en krig både langvarig og kompliceret.
”Et begrænset (amerikansk) angreb er en illusion,” sagde således Ali Shamkhani, sekretær for Irans øverste sikkerhedsråd, således i onsdags. ”Enhver militær handling fra Amerika, af en hvilken som helst art eller på et hvilken som helst niveau, vil blive betragtet som starten på en krig, og svaret vil være øjeblikkeligt, omfattende, uden fortilfælde, og rettet mod aggressoren, mod hjertet af Tel Aviv, og enhver som støtter aggressoren.”
Det er det, der måske står for døren lige nu. Og så vil det nok alligevel få en lidt anden form end hvad Shamkhani udmalede.
En flydende kampgruppe består at et stort antal skibe, og hvis det kunne lykkes at sænke eller anrette betragtelig skade på bare et af dem, kunne det have en afgørende effekt
For nok var både Tel Aviv og Israel mere generelt et mål for de første iranske missiler, men lige fra starten kunne man se, at det i langt højere grad var amerikanske mål, der havde iranernes interesse.
Iranerne ved nemlig godt, at de ikke er i stand til at besejre Israel militært med nok så mange ballistiske missiler, og naturligvis vil de heller ikke kunne tilføje USA noget taktisk nederlag i klassisk forstand. Men ved at angribe amerikanske interesser i eksempelvis Bahrain og Kuwait, kan man forårsage en del politisk ravage. Man kan til en vis grad vende den regionale folkestemning mod USA, hvilket kan være et mål i sig selv. Og først og fremmest er det naturligt at formode, at iranerne vil have de amerikanske carrier strike groups som primært mål.
Det er illusorisk at tænke sig, at iranerne vil være i stand til at nedkæmpe en så formidabel styrke med almindelige ballistiske missiler, og et hangarskib er pakket solidt ind i talrige forsvarssystemer.
Men sådan en flydende kampgruppe består at et stort antal skibe, og hvis det kunne lykkes at sænke eller anrette betragtelig skade på bare et af dem, kunne det have en afgørende effekt. Selve kampgruppen ville være mere eller mindre intakt, men selv et relativt beskedent tab ville kunne få politiske følger for Trump på hjemmefronten.
Den iranske formodning bygger på, at en negativ stemning i den amerikanske befolkning ville kunne gøre det vanskeligere for præsidenten at fortsætte krigen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og