Intet syntes at kunne tage modet, fællesskabsfølelsen og kampgejsten fra de omkring 500 mennesker, der torsdag samledes på Rådhuspladsen i København for at deltage i Black Lives Matter-demonstrationen.
En demonstration i lighed med dem i London, Paris, Berlin, Amsterdam og talrige amerikanske storbyer de seneste uger i protest mod den fortsatte politivold i USA, der hver uge koster adskillige sorte amerikanske mænd livet.
Heller ikke da himmelen over den danske hovedstad pludselig åbnede sig, og regnen begyndte at strømme ned.
”Let it rain. Let freedom reign”, lød det i højtaleranlægget fra Sade Johnson, en af demonstrationens arrangører, med en spillen på ord, der gav mindelser om den sorte amerikanske borgerretsforkæmper Martin Luther King.
Torsdagens demonstration var et vidnesbyrd om, at den sorte diaspora i Danmark, er ved at blive langt mere vokal, end man har set tidligere. Personer af afrikansk oprindelse herhjemme er blevet langt mere organiserede end tidligere. De har et langt bedre indbyrdes netværk end for bare få år tilbage. De finder sig i langt mindre grad end generationer af sorte før dem i racisme, diskrimination eller bare gemen forskelsbehandling.
Black Lives Matter-demonstrationen var således den største af sin karakter, denne POV-skribent kan huske er blevet afholdt i Danmark. En af hovedtalerne, amerikanske Lesley-Ann Brown, der har boet i Danmark i 17 år, kan heller ikke huske at have set flere sorte samlet til en fælles demonstration, end den på Rådhuspladsen torsdag.
Blandt talerne var journalist, debattør og USA-kender David Trads, der tog afsæt i de to politidrab på sorte mænd i Staterne, der var fremme i medierne i sidste uge. Den ene, den 32-årige Philando Castile, blev skudt og dræbt af politi i Minneapolis efter at de havde standset hans bil på grund af en defekt baglygte. Den anden, den 37-årige Alton Sterling, blev skudt og dræbt af hvide politifolk, da han sad og solgte cd’er udenfor et butikscenter i Baton Rouge.
”De to unge mænd, der blev dræbt i USA i sidste uge, var nummer 126 og nummer 127 sorte ofre for politivold, som førte til døden alene i år”, fortalte Trads i sin tale til demonstranterne – hvoraf op imod halvdelen var af afrikansk oprindelse.
”Det er en tragedie. Det er ikke til at holde ud. Det er ikke til at forstå, at det kan foregå i et land som USA. Desværre er det så normalt i USA. Man har vænnet sig så meget til det, at man næsten ikke lægger mærke til det”, fortsatte David Trads.
”Det kan ikke være meningen, at vi i USA eller andre lande i verden har en situation, hvor folk alene på grund af deres hudfarve skal være bange for at møde politiet”.
Eksil i Danmark
Black Lives Matter-demonstrationen var således også præget af alvorstunge ansigter. Her og der også tårevædede øjne. Blandt andet, da Feridah Rose fra rådhusets nedre trappe sang ”Swing Low Sweet Chariot” – den gamle negro spiritual skrevet en gang umiddelbart efter Den Amerikanske Borgerkrig, der førte til frigivelsen af de sorte slaver. Det var så følelsesladet en oplevelse for den ugandiskfødte sangerinde, at hun havde svært ved at gøre nummeret færdig.
Lesley-Ann Brown, der, i hvert fald for de sorte deltagere i demonstrationen, var begivenhedens hovedtaler, forklarede tilhørerne om den manglende forståelse, der har været i lande som Danmark for racismens historie. For de sortes vilkår i USA. Som om at politidrabene på sorte er et nyt fænomen. Det er først nu – efter at Black Lives Matter-demonstrationerne breder sig i verden – at folk begyndte at få øjnene op for virkeligheden.
“Jeg føler det som om jeg voksede op i en krigszone”, forklarede Lesley-Ann , der er født i New Yorks Brooklyn-distrikt.
“Jeg har oplevet næsten at blive dræbt af en politimand. Sådan er det bare. Så da jeg kom til Danmark, var det en slags eksil”.
Hun forklarede videre, at danskere dengang ikke kunne forstå, at hun flyttede til København, når hun kom fra en så forjættet millionby som New York. Denne holdning tilskriver hun den før nævnte manglende danske indsigt i de sortes vilkår i USA. Som den 44-årige sorte kvinde konstaterede:
”Hvis I er overraskede over, at folk af afrikansk oprindelse her i Danmark ønsker at samles om denne sag, så er det fordi I ikke har lyttet. I har ikke lyttet til deres historier. I har ikke lyttet til deres fortællinger om den vold i hverdagen, de må trækkes med. Og så spørger I: ‘Hvilken vold taler I om’. Som pædagog har jeg oplevet børn blive kaldt ‘n-ordet’ af lærere. Det er vold. Det er vold, når jeres politikere beslutter sig for at bruge dette ord”.
Til stort bifald fra demonstranterne, der efterhånden fyldte en pæn del af Rådhuspladsen, fortsatte Lesley-Ann Brown sin tale.
”Jeg arbejdede i en skole her i København i fire år med blandt andre børn af anden etnisk oprindelse. Og jeg så, hvordan denne vold påvirkede dem. Så der er altså måder at overfører det, man oplever i USA, til situationen i Danmark. Det er ikke så slemt her. Tak, Danmark, for det”, fastslog hun.
Den sorte afhoppers død
Danmark er ikke USA. Her i landet har ordensmagten det ikke med at trække våben og skyde folk, der har en hudfarve, der gør betjentene nervøse. Men vi kan ikke sige os fri for lidet flatterende sager, som eksempelvis den omkring Sherman Adams’ død i København i 1985. En sag, der, hvis de sociale medier havde været opfundet dengang, og protesterne mod racisme havde været så synlige som de er i dag, ville have givet Danmark alvorlige ridser i lakken internationalt.
Sherman Adams var sort amerikaner, og som følge af racismen i USA, var han emigreret til Skandinavien. Han var forfatter, aktivist, borgerretsforkæmper. Han bosatte sig i Sverige, men havde også sin gang i Danmark, hvor man i begyndelsen af 1985 udgav en dansk oversættelse af hans selvbiografi ”Mit Amerika – en sort afhoppers erindringer”.
I juni samme år henvendte Adams sig på Rigshospitalet i København på grund af voldsomme mavesmerter. Her afviste personalet ham, og da den fysisk store amerikaner gjorde højlydte indsigelser, tilkaldte man politiet. Adams blev – til trods for at han ikke var beruset – smidt i detentionen. Da han blev løsladt dagen efter, opsøgte han Kommunehospitalet – stadig med mavesmerter. Her døde han senere samme dag. Bare 48 år gammel.
Som den aktivist og forfatter han var, havde Adams taget notater under hele forløbet. De blev fundet efter hans død. Og i disse anklagede Adams det danske politi og hospitalsvæsen for grov diskrimination og inkompetence.
”Lad os slippe af med den skrigende nigger så hurtigt som muligt” og ”i stedet for en hospitalsseng – en fængselscelle”, stod der blandt andet i de håndskrevne notater.
Det viste sig, at Sherman Adams havde haft et blødende mavesår, da han opsøgte Rigshospitalet. Sagen blev rejst i Folketinget og førte til, at en læge og det involverede personale på “Riget” fik en mindre næse.
I dag ville behandlingen af den sorte forfatter og aktivist, der plejede omgang med både bokseren Muhammad Ali og Black Panther-lederen Stokely Carmichael, have ført til anderledes stor international opmærksomhed og omfattende protester. Men dengang fandtes der ikke en bevægelse, der hed Black Lives Matter.
Når sorte dræber sorte
På Rådhuspladsen var demonstrationen fortsat i fuld gang. Keith Hamilton, en sort engelsk sanger og sangskriver, bosat i København, greb mikrofonen. Bare for at minde de forsamlede om, at Black Lives Matter ikke alene er et spørgsmål om at pege fingre mod racistiske politifolk – eller hvide mennesker over en kam for den sags skyld.
”Jeg er træt af, at vi kun samles, når en politimand dræber en af os. Og når vi dræber hinanden, så har vi ingen demonstrationer”, sagde Keith, der ikke var så akademisk anlagt som de tidligere talere.
”Det er på tide, at vi tænker over vore liv, og tænker over vor hudfarve. Med dette mener jeg ikke racismespørgsmålet, men spørgsmålet om os som sorte mennesker. Læg skydevåbnene. Læg knivene. Hold op med at dræbe hinanden. Hold op med at give vore sorte unge narkotika. Kunne vi samles om dette, ville vi være en bedre familie”, tordnede Keith Hamilton. Til omfattende bifald.
Det var efterhånden holdt op med at regne. Deltagerne ved denne den anden og hidtil største Black Lives Matter-demonstration på dansk jord var så småt begyndt at gå hver til sit. De blev sendt på vej til tonerne af Joanita Lubega Zachariassen, endnu en ugandiskfødt sangerinde, der med stor indlevelse sang ”Change Is Gonna Come”.
Lad os håbe, hun har ret.
Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096
Alle billeder: Philip Sampson.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
