Det er fremfor alt deres egen og andres skyld – og så er det måske også til dels vores skyld: At hverdagen i Libyen nu er kidnapninger, korsfæstelser, et eldorado for menneskesmuglere samt træningslejr, base og transitland for islamistiske terrorister.
Og, igen, en masse menneskers skyld, at libyerne på flere måder kan blive ramt af endnu en rodet og blodig krig. At vi andre skal forholde os til endnu en beskidt omgang i den arabiske verden.
Men hvad fanden foregår der, dernede i Libyen?
Lyder et blandt flere bekymrede spørgsmål, efter POV International de seneste par uger i en række artikler har sat fokus på det store nordafrikanske land med kun godt seks millioner indbyggere.
I et uhyggeligt omfang er Libyen – ligesom Syrien, med vigtige forskelle men alligevel – blevet en af Det Arabiske Forårs ulykkelige og tilsyneladende ustyrlige katastrofer.
En afgørende forskel fra blandt andet Syrien er, at Libyen ligger på randen af Europa.
Og er omgivet af sårbare lande, ikke mindst syd for Sahara og dertil også af en tilsyneladende voksende sump af hardcore konservative – nogle af dem militante islamister.
Islamisk Stat i Libyen / Islamisk Stat-hjemmeside
Libyen er på randen af ragnarok
I de seneste efterhånden mange måneder har mænd med Kalahsnikov-rifler, savtakkede knive og sorte faner skubbet mange libyeres hverdag stadig tættere mod ondskabens afgrunde.
Men hvorfor? Hvordan? Når vi, hele verden, nu var vidner til den endeløse jubel i oprørsbyen Benghazi og hovedstaden Tripoli, da liget af diktatoren Gadaffi blev trukket ned ad en støvet landevej uden for hans fødeby Sirte – hvordan kan foråret så hurtigt være taget som gidsel af mørkets mænd?
Danske F16-fly, over 900 bomber, over en halv milliard danske skattekroner var med til at bane vejen for fred og frihed. Troede vi.
Foto: Libya Herald – engelskproget libysk avis
I afdøde præsident og oberst Muammar Gaddafis fødeby, Sirte, tog Islamisk Stat på få uger og med få hundrede mænd fuld kontrol.
Læs blandt andre BBC’s rapport fra byen: Control and crucifixions: Life in Libya under IS
Korsfæstelser, halshugninger, mishandlede lig er blevet en del af Libyens hverdag i de byer, hvor de sorte faner rykker frem. Fotos og videoer af de brutalt henrettede cirkulerer på de fleste libyske Facebook-sider med samme hast og hyppighed, beklager den groteske sammenligning, som danskere deler fotos af kattekillinger og børn på kælkebakker eller thailandske badestrande.
En af de væsentlige forklaringer på udviklingen i Libyen – fra revolutionsromantik i 2011 til rå horror her blot fem år senere – er måske, at såvel libyerne som vi har lukket øjnene; vendt ansigtet bort fra grusomheder hist og pist. Netop ikke turdet stirre ”ondskabens øjne” i øjnene.
I de kommende år vil såvel libyerne og historikerne samt andre eksperter med stor sandsynlighed grundigt analysere og forklare: Hvad fanden skete der?
Foto: Jeppe Nybroe – TV-stationen Libya Al-Hurra i Benghazi, Libyen, sommeren 2012
Jeg vil blot dele en enkelt anekdote fra min tid som nyhedsdirektør på landets første frie TV-station i den legendariske oprørsby Benghazi, få måneder efter diktatorens og 42 års brutalt styres fald.
Det er en blandt flere lignende eksempler, jeg selv oplevede og arbejdede med på nærmeste hånd.
Historien løb som slanger og skorpioner gennem ørkenlandet. Og ind over kaffekopperne i min lejlighed midt i den voldsomme, men dengang optimistiske, by Benghazi, hvor jeg mødtes med mine lokale kammerater. Også nogle der lå inde med følsomme oplysninger.
Mine libyske venner fortalte mig, at al-Qaeda boede lige om hjørnet…
What the f…? Var min første reaktion. Al-Qaeda? Ah, men… hvordan vidste de det?
Det var sådan, man sagde om byen Derna i det østlige Libyen – også under Gadaffis styre:
At de vildeste islamister huserede i denne lille kystby – dem der kappede andres hoveder af med bloddryppende krumsabler og galskab i øjnene.
Hellige krigere, der i hemmelighed straffede medborgere, som ikke var islamiske nok. Ja, en hel bevægelse med mænd af mange forskellige nationaliteter, der blandt andet havde lukket butikker, som solgte musik-cd’er – ligesom Taleban i Afghanistan. Så sorte var disse monstre, at alt hvad der hed musik og dans – ellers en stor del af libysk historie – var haram, forbudt af Allah, skulle stoppes og om nødvendigt straffes.
Al-Qaeda bare en lille køretur fra, hvor jeg boede? Det anede jeg ikke, svarede jeg ærligt. Og fortsatte: Dén historie er vi jo nødt til at undersøge.
Mine unge ikke-uddannede, men begejstrede og lidenskabeligt motiverede journalister var mildt sagt ikke vilde med tanken om at tage til Derna.
Historierne om de sorte mænds dyriske kløer over alt og omkring alle i byen var kravlet dybt ind i deres sjæl. Men kendsgerningen var blot: De anede ikke, hvad de talte om. Det var sniksnak, de havde hørt på den libyske rygtebørs. Ikke én eneste af mine gutter havde nogensinde været i Derna, hverken nu eller tidligere, aldrig – og det selv om byen kun lå en kort køretur fra deres fødeby Benghazi.
Det gælder i øvrigt mange libyere: under Gadaffi var det også almindeligt, at man ikke nødvendigvis kendte til andre byer endsige virkeligheden andre steder i landet.
Fra køreturen langs Middelhavskysten fra byen Benghazi til byen Derna i det østlige Libyen.
Vi tager til Derna, og jeg tager med, sagde jeg – og sådan gik det til, at de sejeste af drengene skaffede en bil, og vi kørte af sted, en smuk tur langs kysten og helt hen til ”Ondskabens byporte”.
Se dér… hviskede en af dem, inde i bilen, hvor ingen kunne høre os. Noget af det første vi så på vej ind i byen var en udbrændt bil. Angiveligt sprængt i luften af en vejsidebombe – af Al-Qaeda. Angiveligt. Vi stoppede ikke, vi spurgte ikke nogen. Det var for farligt, mente mine unge libyske journalistkammerater.
Foto: Jeppe Nybroe – den berømte og berygtede bil i Derna, angiveligt ramt af islamisters vejsidebombe
Men vi skulle længere ind, vi skulle helt ind i byens gader og bazar, vi skulle møde de almindelige mennesker, dem der i årevis havde levet under trusler fra bevæbnede islamister med den sorteste læsning af Koranen og islam.
Vi gik helt galt i byen – eller rettere: Mine libyske venner var gået helt galt af, hvad byen Derna var.
Butikkerne solgte Britney Spears’ popmusik med uartige fotos på cd-coveret. Der var smarte unge damer på gaderne og veninder, der var på shoppetur efter modetøj.
Foto: Jeppe Nybroe. Modebutik med dametøj i Derna, sommer 2012 – nu en af de byer i Libyen, som Islamisk Stat kontrollerer, og med strengt sharia-styre
Jeg tog tilmed – til mine libyske kammeraters bekymring og gysende fryd – et foto af nogle unge piger med stram kjole over struttende bryster og faste balder, mens de vaklede af sted på hotte stiletter.
Rygterne sagde ellers også, at en radiostation var blevet smadret og brændt ned, fordi den spillede vestlig musik – men radioen spillede lystigt fra vores bilradio, og vi skrålede, skrupgrinende, i vores tætpakkede bil til Michael Jackson, da vi kørte gennem ”Al-Qaeda-højborgens” gader.
Mine libyske journalistkolleger in spe var sådan lidt halveuforiske, som havde vi været på deres livs første udflugt til… skal vi sige Red Light District i Amsterdam, eller i det mindste til en ny, festlig, uopdaget by.
De har også noget af den bedste kebab, lød det grinende i kor, da vi sluttede udflugten af med et orgie af ”Al Qaeda-kebab”, som vi døbte det.
Men siden gik det grueligt galt.
For der var Al Qaeda og andre militante islamister i Derna allerede dengang i sommeren 2012, eller rettere lige uden for, i ørkensandet omkring byen. Og de var begyndt lige så stille at pible ind og true folks hverdag. Vi så det bare ikke.
“Al Qaeda-kebab” i centrum af Derna, sommeren 2012, med medarbejdere fra TV-stationen Libya Al-Hurra – i dag er den østlibyske by kontrolleret af Islamisk Stat
Eller rettere: Vi overså Al Qaeda.
Da jeg siden, hjemme i Benghazi, fik flere meldinger om bevæbnede islamisters tiltagende hærgen i det østlige Libyen (herunder bomber få meter fra mine egne vinduer) og ikke mindst i Derna, bad jeg selvfølgelig min nye lokale journalist-stringer i byen om at rapportere. Det gjorde han også, men bakkede siden ud på fuld pedal – han blev nemlig truet af de samme militante islamister. Så vi fik ikke mange flere historier fra den kant.
The rest is history. Islamisk Stat sidder nu på byen Derna. Og på Gadaffis fødeby, Sirte. De findes også i lommer inden i og omkring Libyens anden største by Benghazi, ligesom de ved flere lejligheder har gennemført blodige angreb i hovedstaden Tripoli. Og i nabolandet Tunesien.
Efterretningskilder og nogle af mine gode lokale kilder – libyske journalister og venner – har siden fortalt mig, hvordan de sorte faner i hvert fald nu er så synlige mange steder i Libyen, at man ikke længere kan lukke øjnene for dem. Islamisk Stat har (endnu) ikke taget kontrollen med Libyen, men med visse områder.
Ifølge USA har Islamisk Stat gravet sig så dybt ned i sandet, at de laver ”avanceret træning” af hellige krigere, muligvis med henblik på at rette terrorangreb mod Europa lige ovre på den anden side af Middelhavet. Eller mod de tunesiske badestrande, turistområder i Egypten eller … hvad de nu finder på. Næste gang. Derfor bombede amerikanske fly forleden en IS-lejr 70 kilometer vest for Tripoli, op mod grænsen til Tunesien.
Fotos fra POV International lokale kilder i Libyen – fra libyske Facebook-sider
Hvordan er det kommet så vidt?
Svarene er mange, meget er gået galt. Meget er også gået grueligt galt i andre dele af verden – Syrien, blandt andet – og det har også smidt benzin på de militante islamisters libyske bål.
Men ét af svarene er også, at libyerne og den øvrige verden – heriblandt Danmark – måske har kigget andre veje hen, måske for længe. Eller har forsøgt. Eller har været nødt til det. Eller, fra Europas og Vestens side, været travlt optaget af andre krige – Syrien og Irak – og især deres direkte konsekvenser for os i form af flygtninge og immigranter.
I disse dage, siger højtstående kilder til internationale medier, er USA, Storbritannien, Frankrig og Italien langt fremme i overvejelser omkring militære indgreb. Altså flere bomber over Libyen, måske også specialstyrker frem for alt for at bremse Islamisk Stats fremmarch. Nogle siger, at det drejer sig om cirka 6.000 hellige krigere, måske ikke en overvældende styrke i antal men nok til at gå i krig? Vilde nok til at kunne gennemføre større terrorangreb mod libyere og mod os – mod europæiske lande? Ustyrlige og farlige nok til at gå i krig med os oppe i jagerflyen?
Flere af mine lokale kilder siger – som det også fremgår i enkelte medier som f.eks. New York Times – at udenlandske elitesoldater allerede er på libysk jord. Mine libyske venner siger, de har været der noget tid.
Lige nu tænker mine libyske venner lidt: Hvem blinker først?
Er verden ved at få øjnene og ørerne op for (dele af) Libyens råb efter hjælp? Eller har ”Ondskabens Øjne” i Libyen, i Nordafrika, i Mellemøsten måske allerede så meget fat, at bomber ikke gør det alene?
FOTOS: Jeppe Nybroe © – topfoto: Modebutik for kvinder, Derna, Libyen, 2012.
# Hvis du har lyst – måske fået information eller inspiration, nytte eller andet brugbart ud af artikler, fotos og video – kan du donere et bidrag, beløb bestemmer du, til Jeppe Nybroes arbejde på Mobile Pay eller Swipp: 20 86 20 68
Læs om Dansk Institut for Menneskerettigheders indsats i Libyen her:
* Kan Islamisk Stat knuses med ord?
Og aktuelle rapporter fra POV Internationals lokale kilder i Libyen om Islamisk Stat, hverdagen, frygten, risici for Europa – og lidt om kærlighed – her:
* Gidsler dræbt af USA-bomber i Libyen
* USA bomber Libyen – elitesoldater indsat
* Libyen: “Situationen er ikke fuldstændig ideel”
* “Islamisk Stat-krigere går om bord på både mod Europa…”
* Libyen, krig – og kærlighed
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her