UDENRIGSPOLITIK // KRONIK – Måske er tiden moden til, at EU signalerer til Storbritannien, at de altid er velkomne tilbage. For Storbritannien har brug for EU. Og EU har brug for Storbritannien. Vi har faktisk mere brug for sammenhold, end vi har haft meget, meget længe, skriver formand for SF, Pia Olsen Dyhr.
Sammenhold.
Jeg synes, vi har brug for at stå sammen. Der er kæmpe udfordringer i verden lige nu, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg virkelig synes, at Brexit var en meget, meget trist politisk beslutning.
Jeg synes, Europa har brug for at stå sammen. I kampen mod klimaforandringerne. I kampen mod fascisme og trusler udefra. For en stærk demokratisk tradition, for en stærk europæisk økonomi, for et værdifællesskab og en frihed, som størstedelen af verden ikke har adgang til.
Forstå mig ret: Der foregik en politisk proces, briterne blev spurgt, flertallet var klart.
Der er som sådan ikke noget at komme efter. Men ligesom vi i hverdagen kan se, at mennesker omkring os, som vi holder af, kan tage ukloge beslutninger (som de er i deres gode ret til), så kan man jo alligevel godt være ked af, at de træffer lige netop de valg, de gør. Fordi man kan se, at de vil fortryde det.
En nylig måling viser, at fortrydelsen eksisterer, opsamlet i begrebet Bregret.
John Bercow, som de fleste nok kan huske som en markant og temmelig farverig ”mr. Speaker” i det britiske Underhus, har på et tidspunkt kaldt Brexit for ”den mest kolossale udenrigspolitiske brøler i efterkrigstiden”, som ”desværre har […] fået de negative konsekvenser, som jeg frygtede. Ud over den selvpåførte økonomiske skade er det også en selvpåført politisk skade …”
Når jeg læser beretninger fra Storbritannien om en galopperende inflation, som rammer både reallønnen og formentlig renten, og når man i øvrigt er vidne til en – mildest talt – lang, ustabil og tumultarisk politisk periode, så tænker jeg også, at Storbritannien har påført sig selv stor, stor skade de senere år. Og at Brexit er én helt afgørende en af dem.
Netop derfor burde EU måske bare sende signalet: Vi vil jer gerne, når eller hvis I ombestemmer jer
Men bag de tal og statistikker lever en helt almindelig britisk befolkning med konsekvenserne af ikke mindst Brexit. Både dem, der stemte imod, og dem, der stemte for.
Set på afstand, og uden at kende detaljerne, så virkede det, som om EU – da først Brexit var en uafvendelighed – fik en attitude, hvor Storbritannien skulle straffes for deres beslutning. Og måske også at der skulle statueres et eksempel, så ingen fik lignende tanker. Der var en lidt forsmået stemning. Det er menneskeligt – men måske ikke en politisk-økonomisk stormagt værdigt?
Men jeg synes, vi har brug for Storbritannien. Jeg synes, den europæiske storfamilie har brug for tættere bånd – ikke løsere. Jeg ved godt, at vi stadig har samhandel og diplomati og fælles Nato-medlemskab osv., og det er alt sammen godt og rigtigt.
Men måske var tiden inde til, at EU vendte sig mod Storbritannien og sagde: ”Hey, hvis I vil spørge vælgerne igen, og vælgerne kommer frem til et andet resultat – så står døren til EU selvfølgelig altid åben for jer. Så laver vi en smidig proces.”
Det kan jo være svært at indrømme en fejl i direktørklassen. Og jeg ved jo ikke, om den politiske top i Storbritannien derfor overhovedet ønsker eller tør rejse spørgsmålet, hverken over for den britiske befolkning eller over for EU.
Men netop derfor burde EU måske bare sende signalet: Vi vil jer gerne, når eller hvis I ombestemmer jer.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
