Omfavn det fremmede og fragmenterede

af i Kultur/Liv & Mennesker/Politik & Samfund

KOMMENTAR – At den populære borgmester i Gdansk Pawel Adamowicz forleden blev dolket med en kniv i fuld offentlighed og derefter døde, er for mig blevet et billede på, at den medmenneskelighed og åbenhed han repræsenterede, er begyndt at være en modig måde at være i verden på. At være medmenneskelig er blevet modigt.

Der har været andre tegn, i England med mordet på Jo Cox som det mest grelle eksempel. Dem der søger provokationen, avisen Charlie Hebdo, instruktøren Theo van Gogh, skal ikke ses ned på, fordi de arbejder med emner, der fremprovokerer en reaktion.

Jeg tror blot, det er et nyt kapitel: At den simple, imødekommende holdning over for det fremmede ses som et angreb – og at der derfor skal angribes tilbage, bogstavelig talt.

Min oplevelse er, at unge lige nu går den modsatte vej af de ældre: De går op i problemerne, men apatien dyrker de ikke

Jeg fik i fredags et fredeligt nyhedsbrev, hvor Peter Nielsen, litteraturredaktør på Information, skriver om en ny bog om de såkaldte Hereticanere, en dansk litteraturbevægelse efter anden verdenskrig. Han skriver om deres drøm: ”I denne drøm rumsterede forestillingen om en kulturel heling, en drøm, der rakte ud over det personlige og nære om at genskabe et før-moderne åndeligt fællesskab, der samlede det splittede moderne menneske.”

Det lyder nobelt. Meningsløsheden skal afværges og en fast identitet søges. Vi skal heles, blive som vi var før krigen. Før det gik galt. Det kan minde meget om vor tid.

Bogen om bevægelsen, som Peter Nielsen skriver om, er selvfølgelig et historisk dokument, så jeg skal ikke skyde bevægelsen nutiden i skoene. Men jeg ser stadig dette ønske hos mange liberale intellektuelle, såvel som hos dem der ønsker fremmede hen hvor peberet gror.

Om det er nostalgien efter en verden, der ikke har eksisteret – der i studier vises at være en konsekvens af netop fravær af mening – eller det er den centralistiske idé om, at man bare skal opføre sig ordentligt: begge vender det blinde øje til det, der er udenfor dem selv.

Det viser sig lige nu i Europa, at de etablerede partier går mere ind for orden end for liberale idealer.

Bevægelser opfører sig uordentligt af en legitim grund, men affejes som pøbeloptøjer. Og på den anden side, at frygten for dem udefra, pustet op af et nyhedssystem baseret på clicks, får folk til at lukke sig om sig selv.

Det er trangen til en eller anden heling, der florerer på begge sider, en slags rolig autenticitet vi kan hvile os i. Jeg mener, vi kan se trangen til og udforskningen af autenticitet flere steder i samfundet, udover den negative i Brexit, der hviler på ideen om selvtilstrækkelighed. En modstand mod EU som et forskellighedsprojekt.

Især hvis vi kigger på det sted, der lever af at lave fortællinger, det kulturelle, er der to ting lige nu: Autofiktionen i litteraturen, og at ville omsluttes i Virtual Reality i filmens verden. I en anden verden end denne. En forestillet én.

Det er nye måder at fortælle på, der udforsker, hvem jeg og vi er, snarere end postulerer. De udforsker ikke kulturen i ental men kulturerne.

Pia Busk kan skrive en sonet, men filtreret gennem nutidens råhed. Ali Eslami nedsænker dig i en Virtual Reality-verden med konsekvenserne af en enorm massedød, som ingen film kunne det, i sin Death Tolls Experience.

Det er ikke mere end 53 år siden, Susan Sontag gjorde op med høj- og lavkultur, men vi ser stadig ned på computerspillet – et sted hvor det globale fællesskab trives. Det er selvfølgelig ikke nemt. Gamer-kulturen gemmer også på stærk racisme og misogyni. Den har altid eksisteret, men nu er den nemmere at se. Men vi må ikke romantisk vende tilbage til at tro, at vi kan blive helet, at der findes én løsning til det hele, eller ét blik der er det korrekte.

Jeg tror, vi må acceptere at enheden ikke findes og stå frem i den fragmenterede form, i en konstant tilblivelse. I en lytten. Påpege at det anderledes er en styrke. Boltre os i det forskellige, det nye med det gamle, sonetten såvel som YouTube-videoen. På den måde bliver vi bedre mennesker.

Som lydforsker Annette Vandsø sagde om musikken forleden i Deadline: ”Det er fitness for ørerne. Den skærper dine sanser og øver dig i at være nærværende.” Og min oplevelse er, at unge lige nu går den modsatte vej af de ældre: De går op i problemerne, men apatien dyrker de ikke.

Jeg er selv vokset op i et alment boligbyggeri hos en enlig, uuddannet mor. Men jeg har også gået på universitetet. Jeg har været arbejdsdreng og lagt dræn på andres huse. Men jeg har også instrueret film, der er blevet vist på de mest prestigefyldte filmfestivaler i verden.

Som jeg har skrevet det før: Det fremmede er fantastisk. Således også det fragmentariske. Lad os omfavne begge dele.


Fotos: Instagram.

Sebastian Cordes (f. 1988) er dokumentarfilminstruktør og underviser i de fleste aspekter af filmens verden. Han har haft film med på internationale filmfestivaler som CPH:DOX og IDFA – senest filmen A Place Called Lloyd, historien om et boliviansk flyselskab, hvor medarbejderne – trods konkurs for 10 år siden – stadig møder op, uden at få løn eller kunne flyve. At rejse og filme er det han bruger tiden på, når ikke han underviser, skriver, tweeter eller researcher til næste projekt. Sebastian har desuden en BA i filosofi fra Københavns Universitet og Charles University i Prag, og er en flittig skribent og debattør.

Seneste artikler om Kultur