DET PALÆSTINENSISKE PERSPEKTIV // DEBAT – Palæstinensernes moderne historie handler næsten udelukkende om fordrivelse, besættelse, udslettelse og lidelse. Den bør fremstilles gennem det palæstinensiske perspektiv. Ellers risikerer vi at underminere palæstinensernes ret til at fortælle og ret til frihedskamp. Skribenterne mener, at venstrefløjen har bidraget til en fremstilling af denne frihedskamp som terrorisme.
Af Saer El-Jaichi, Mette Edith Stendevad og Buthaina Shaheen
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kampen om narrativet, om hvorvidt Israel eller palæstinenserne har retten på deres side, er nu på sit højeste i den danske og internationale offentlige debat. Samtidig er der inden for den etablerede venstrefløj sket et kursskifte væk fra ubetinget solidaritet med Palæstina og dets folk til fordømmelse af palæstinensernes frihedskamp.
I stedet for at modvirke falske anklager mod palæstinenserne har betydelige dele af venstrefløjen bidraget til en fremstilling af palæstinensernes frihedskamp som terrorisme. Det kan opfattes som paternalisme, fordi man derved tilsidesætter palæstinensernes egne valg og antager at vide bedre end palæstinenserne selv. Allerede i 1970’erne advarede den palæstinensisk-amerikanske professor Edward Said om denne tendens til at underminere palæstinensernes ejerskab over egen frihedskamp.
Etniske europæere uden kolonierfaring
Man skal ikke være psykolog for at regne ud, at modstand for et besat folk er en uundgåelig refleks. Palæstinenserne er et oprindeligt folk, men de har sjældent haft mulighed for at nyde godt af de mange goder, som moderlandet Palæstina har at tilbyde.
Der er tale om et folk, som har kæmpet den ene kamp efter den anden siden Balfour-erklæringen i 1917, som lovede Theodor Herzl og zionistbevægelsen en stat i Palæstina, efterfuldt af britisk besættelse (1920-1948). Forskningen har vist, at kolonisering af Palæstina reelt startede under Osmannerriget i slutningen af 1800-tallet under den første Ayliah (1881-1903) (Abu Sitta, 2001; Masalha, 2012).
De seneste tre uger har meningsdannere, herunder venstreorienterede politikere og akademikere, gennem mainstream-medier og sociale medier været med til at føre en mod-diskurs mod den palæstinensiske fortælling.
Siden koloniseringen af Palæstina har den zionistiske fortælling været styrende for den offentlige mening om Palæstina og Israel i det globale nord
Mange af dem, der deltager i debatter om Palæstina-Israel i Danmark, er etniske europæere uden direkte kolonierfaring og uden erfaring med folkemord på deres etniske ophav. Som den israelske historiker Ilan Pappé har påpeget, er det vigtigt, at vi ikke ser gennem fingre med den historie, som den nulevende generation af palæstinensere føler slægtskab med.
Siden koloniseringen af Palæstina har den zionistiske fortælling været styrende for den offentlige mening om Palæstina og Israel i det globale nord. Fordrivelsen, der kulminerede med katastrofen, Nakba: den systematiske fjernelse af det palæstinensiske samfund før etableringen af Israel, er udeladt i fortællingen.
Adskillige forskere fra både Palæstina, Israel og vestlige universiteter har vist, at Nakba har haft massive følgevirkninger. Den sluttede i tragedie og har efterladt et åbent sår.
Til eksempel har forskningen vist, at over 800.000 mennesker blev forflyttet i foråret 1948, over 500 byer og landsbyer blev ødelagt, og mindst 12.000 palæstinensere blev dræbt fra 1947-1948. Og 78 % af oprindeligt palæstinensisk jord blev voldeligt eksproprieret (Abu Sitta, 2016).
Begrebet ekspropriation bruges i litteraturen som en betegnelse for, at hele områder blev tømt for sin oprindelige befolkning. Men det har også været brugt som begreb til at beskrive udslettelsen af byer og landsbyer, marker og landområder.
Unuanceret billede af palæstinenserne
Nakbaen er derfor stærkere end noget andet tilhørsforhold, da mange oprindelige palæstinensere udelukkende har lært om deres hjemland gennem mundtlige fortællinger, billeder og arkiverede kilder om Nakbaen.
I den akademiske historiske litteratur beskrives den voldelige ekspropriering af Palæstina af de overlevende som “voldtægt, plyndring, ødelæggelse, tab af børn, ydmygelse og splittelse af familier” (Abu-Lughod, 1993; Humphries & Khalili, 2007; Slyomovics, 2007).
Forskere som Pappé kalder det, der skete efter 1948, for memoricide (Pappé, 2006: 225). Dette begreb beskriver forsøg på at slette eller udviske minderne, som er gemt i palæstinensernes erindring.
I Pappés analyse kommer det fx også klart frem, hvordan palæstinensiske områder blev givet nye ”antikke” hebraiske navne; hvordan landområder blev overdraget til The Israel Land Authority som led i udviskningen af de indfødtes erindring om et fælles tilhørsforhold til landet (Todorva, 2023).
Det stereotype billede af palæstinenserne som “barbarer” og “under-mennesker” er genopstået på en måde, som selv de mest hårdhændede på højrefløjen ikke havde kunnet drømme om
Nakba markerer derfor i en bredere forstand begyndelsen til palæstinensernes eksistens som et fordrevet og hjemløst folk. Det er palæstinensernes pendant til det jødiske holocaust i Europa ifølge en række eksperter, der studerer, hvordan hukommelse er forbundet med traume (Hever, 2019). Nakbaen bør derfor være et udgangspunkt i diskussioner om Palæstina for at bevare palæstinensernes fortællingsret.
Palæstinenserne har enorme kræfter imod sig verden over. Selv de ellers pro-palæstinensiske etablerede partier på venstrefløjen har ikke formået at bidrage til at give et nuanceret billede af palæstinensere og deres historie efter angrebet den 7. oktober i år.
Det er muligt, at der i partiernes bagland er divergerende opfattelser af den linje, der skal følges, men det meget ringeagtende syn på palæstinenserne er tydeligt. I alt fald føles det, som om venstrefløjen har valgt den laveste fællesnævner. Det stereotype billede af palæstinenserne som “barbarer” og “under-mennesker” er genopstået på en måde, som selv de mest hårdhændede på højrefløjen ikke havde kunnet drømme om.
Palæstinensernes modstandskamp opstod ikke på grund af et iboende muslimsk instinkt til at ødelægge, berøve og dræbe eller ideologisk nag mod jødedommen, sådan som man kan få indtryk af ved at læse avisartikler og diverse opslag på Facebook og X (tidligere Twitter).
Den vinkel understøtter desværre retorikken om palæstinensernes medskyld i egen ulykke og usynliggør den systematiske undertrykkelse, besættelse og umenneskeliggørelse af det oprindelige folk, og bidrager til memoricide. I dette syn på palæstinensere finder Netanyahu og besættelsesmagtens generaler deres overbevisning om retten til Palæstina, retten til at bestemme, hvornår historien begyndte, og retten til at udslette palæstinensere, bekræftet ned til sidste komma.
Formidlingsmonopol
Den seneste tids udtalelser fra de etablerede venstrefløjsaktører i Danmark viser, at man på den ene side føler og udtrykker solidaritet med “den brede, forarmede (men uoplyste)” befolkning i Gaza. På den anden side har man samtidig lagt massive kræfter ind for at disciplinere dansk-palæstinensere og solidaritetsbevægelsen til lydighed for at fastholde formidlingsmonopolet på ‘den palæstinensiske sag’. Dette er skadeligt for den langvarige palæstinensiske kamp for frihed, fred og retfærdighed.
Det har konsekvenser at tale imod “Israelspeak”. Selv Guterres blev senere i FN’s Sikkerhedsråd irettesat for at have diskuteret angrebet den 7. oktober og massakren i Gaza
Den 25. oktober sagde FN’s generalsekretær António Guterres, at “Hamas angrebet ikke skete i et vakuum. Det palæstinensiske folk har været underlagt årtier af kvælende besættelse. De har set deres land blive ødelagt af bosættelser. Deres håb for en politisk løsning for deres situation er forsvindende”. Han tilføjede, “[…] Angrebene skabt af den palæstinensiske modstand retfærdiggør ikke Israels massemord i Gaza.”
Men det har konsekvenser at tale imod “Israelspeak”. Selv Guterres blev senere i FN’s Sikkerhedsråd irettesat for at have diskuteret angrebet den 7. oktober og massakren i Gaza ud fra den historiske kontekst. Det resulterede i, at Israel nu nægter visum til FN-repræsentanter og den israelske undenrigsminister Eli Cohen aflyste sit møde med Guterres (Fernández, 2023).
Spørgsmålet er, om det, efter 24 dages uafbrudt massiv hadtale mod palæstinensere verden over, er for sent at vende narrativet, så palæstinensere også ses som mennesker med fortælleret, ret til liv og selvbestemmelse.
Læs også debatindlægget Hvorfor var I tavse før?
Læs også debatindlægget Alt kører (desværre) efter planen for Hamas og deres marionetfører Iran
Om forfatterne
Saer El-Jaichi har en ph.d. i arabisk og islamstudier fra Københavns Universitet. Mette Edith Stendevad er ph.d. og tilknyttet University of Leicester. Buthaina Shaheen er ph.d.-studerende
Referencer
- Abu-Lughod, L. (1993) Writing Women’s Worlds: Bedouin Stories. Berkeley, Los Angeles & Oxford: University of California Press.
- S. Abu Sitta, (2001) “The Right of Return: Sacred, Legal, Possible” in Naseer Aruri, ed., The Palestinian Refugees: The Right of Return (London: Pluto Press)
- Mapping My Return (2016) : A Palestinian Memoir. Cairo: American University of Cairo Press.
- Al-Hardan, A. (2011) Remembering the Catastrophe: Uprooted Histories and the Grandchildren of the Nakba. PhD Dissertation. University of Dublin.
- Hever, Hanan (2012) ‘From Revenge to Empathy: Abba Kovner from Jewish Destruction to Palestinian Destruction’ in Bashir and Goldberg eds., The Holocaust and the Nakba, pp. 275-292.
- Humphries, Isabelle & Khalili, L. (2007) ‘Gender of Nakba Memory, in Sa’d, Ahmed & Abu-Lughod, L. eds. Nakba: Palestine, 1948, and Claims of Memory. New York: Colombia University Press, pp. 207-228.
- Fernández Belén (26 Oct 2023) ‘Guterres, Gaza and the consequences of countering ‘Israelspeak’’.
- Masalha, Nur (2012) The Palestine Nakba. Decolonising History, Narrating the Subaltern, Reclaiming Memory. London: Zed Books.
- Pappé, Ilan (2006) The Ethnic Cleansing of Palestine. Oxford: Oneworld.
- Sayigh, R, (2018) ‘Nakba silencing and the challenge of Palestinian oral history’, in Abdo, Nahla & Masalha, N. eds. An Oral History of the Palestinian Nakba. London: Zed Books.
- Slyomovics, S. (2007) ‘The Rape of Qula, a Destroyed Palestinian Village’, in Sa’di, Ahmed & Abu-Lughod, L. eds. Nakba: Palestinian, 1948, and Claims of Memory. New York: Colombia University Press, pp. 27-52.
- Todorova, Teodora (2021) Decolonial Solidarity in Palestine-Israel. Settler Colonialism and Resistance from Within. New York: Zed Books.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
