KRIG I GAZA // KOMMENTAR – Hvor i alverden var hele den humanitære ånd henne, da det var syrere og armeniere, der blev slagtet, og vil den fortsat engagere sig, når krigen mellem Israel og Hamas er slut, spørger Samuel Kaltoft i denne kommentar.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg må sige, at alle de demonstrationer for beskyttelse af civile, vi ser i hele Europa, rører mig. De viser, at der virkelig er en humanitær ånd i Europa, der insisterer på, at de undertrykte beskyttes, og at undertrykkerne stilles til ansvar.
Fra demonstrationer mod Ruslands drab af civile i Syrien og Ukraine, Tyrkiets bombninger af kurderne, Aserbajdsjans fordrivelse af over 100.000 armeniere og drab af civile – også børn og kvinder, Hamas’ terrorangreb med drab og lemlæstelse af knap 1.500 israelere, to tredjedele af dem civile, bortførelsen af over 200 mennesker – uden at give tilladelse til, at de modtager lægehjælp, eller sørge for, at de behandles godt, til Israels bombninger af Gaza.
Størstedelen af dem, der nu skriger deres retfærdige vrede ud i gaderne og på de sociale medier, er fuldstændig blinde for disse andre tragedier
Det er især rørende, hvordan Ruslands invasion af Ukraine og landets nedslagtning af titusinder af ukrainere, samt bortførelsen af ukrainske børn, har fået hundredtusinder af demonstranter på gaden ugentligt, med konstante opråb om fordømmelse af Rusland på sociale medier.
På samme måde lagde jeg mærke til den øjeblikkelige fordømmelse af Aserbajdsjan, efter at de brød deres våbenhvile med Armenien og begyndte, hvad der erklæres som forbrydelser mod menneskeheden med frygt for folkedrab.
Og vi ser jo den forventede fordømmelse af Tyrkiets angreb på kurdere i Syrien og Irak i læserbreve og kommentarer til nyhederne, ligesom det samme gør sig gældende for Ruslands ditto af civile syrere. Fx da 11 syrere blev bombet af Rusland i Idlib tidligere i år, mens de var ved at læsse tomater og andre grøntsager på deres biler.
Hvis du føler dig truffet af dette, godt. Du har muligheden for at være en del af en konstruktiv løsning
Det er muligt, at der er en smule sarkasme. Men tilgiv mig, når jeg ved, at størstedelen af dem, der nu skriger deres retfærdige vrede ud i gaderne og på de sociale medier, er fuldstændig blinde for disse andre tragedier, ligesom de vil vende tilbage til deres kedsommelige hverdag, lykkeligt ligegyldige, så snart denne omgang af død og ødelæggelse er ovre.
Hvis du føler dig truffet af dette, godt. Du har muligheden for at være en del af en konstruktiv løsning – med støtte til de personer og organisationer, der forsøger at løse konflikten mellem Israel og palæstinenserne, og som udsætter sig selv for risiko og fare, du aldrig kommer til at opleve.
Det gælder både i forhold til at påtale og påvise uretfærdige forhold, men også ved at arbejde for en dialog og sameksistens, der er nødvendig for en konstruktiv og retfærdig løsning på konflikten.
Ellers er I bare hyklere, især med tanke på, at I var tavse, da det var armeniere, ukrainere, syrere og kurdere, der blev slagtet
Men jeg tvivler på, at de fleste af dem, der nu er meget bekymrede for palæstinenserne, vil fortsætte med at være bekymrede nok, når Israels bombninger af Gaza ikke længere trækker overskrifter. Det samme gør sig sikkert gældende for dem, der insisterer på Israels ret til selvforsvar.
Jeg vil se jer alle arbejde for en konstruktiv løsning, efter at dette er ovre, efter dagen i morgen. Jeg vil insistere på, at I tager ansvar. Hvis denne sag er så vigtig for jer, så vis det. Ikke kun nu, men også efterfølgende.
Ellers er I bare hyklere, især med tanke på, at I var tavse, da det var armeniere, ukrainere, syrere og kurdere, der blev slagtet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her