Statsminister Lars Løkke Rasmussen overrasker mig – positivt. I forbindelse med sin nytårstale kom han ind på 100-året for salget af Dansk Vestindien og gik så langt som til at beklage det slaveri, danskere havde praktiseret dér. ”Det var ikke en stolt del af danmarkshistorien”, sagde han. ”Det var skamfuldt”.
Det kunne så have været nok med det. Statsministeren havde sagt dét, nogle mente, han var nødt til at sige om den sag her i år. Men i den forgangne uge tog han sagen op igen. Det skete i forbindelse med, at han lagde en video ud på sin Facebook-profil til de mange mennesker, der har liket den.
Her gør han opmærksom på den officielle statsministerboligs kontroversielle fortid – og det oven i købet i indledningen af hele den 25 minutter lange video. Det kunne han have undladt, nu da han en gang havde taget fat om det kildne emne i sin nytårstale. Men Løkke vælger at nævne det helt up front. Det synes jeg er flot.
https://www.facebook.com/larsloekke/videos/10154904079308788/
”Velkommen til Marienborg”, sagde statsministeren henvendt til de over 200.000 mennesker, der følger ham på Facebook. Og fortsatte med at forklare, at Danmarks officielle statsministerbolig blev opført i 1744 af Olfert Fischer og i begyndelsen ”var ejet af folk med tilknytning til de Dansk Vestindiske Øer”.
”De første mange familier, der ejede stedet her, havde tjent deres penge nede på St. Croix, St. Thomas og St. John, de øer, vi i øvrigt i år for 100 år siden solgte til amerikanerne”, forklarede statsministeren og fastslog: ”Det er jo ikke den flotteste del af danmarkshistorien, slavehandelen og alt hvad der fulgte med. Og det er skammeligt og beklageligt, men det rokker ikke ved det faktum, at Marienborg er bygget op med penge dernedefra, ligesom store dele af det indre København – de flotte palæer”.
Det har statsministeren fuldstændig ret i. Marienborg var en bolig befolket af en hel stribe indflydelsesrige danskere. Folk, der dybt involveret i det store slaveeventyr ude i Dansk Vestindien. Men også, skal man ikke glemme, af sorte slaver. Mennesker, der var blevet bragt fra de danske besiddelser i Caribien til Danmark. Og som fristede en kummerlig tilværelse som tyende hos disse velhavende danskere, som havde noget nær hånd- og halsret over dem.
Slaveejerne i København 1801
Lad os tage en rejse tilbage i tiden. Tilbage til København i 1801. Til en tid, da situationen blandt de rige ”vestindianere” i den danske hovedstad var yderst anspændt. De var pirrelige. Napoleonskrigene rasede i Europa og ude i Caribien havde engelske styrker lige besat de danske øer. De lukrative sukkerplantager i Dansk Vestindien var nu kommet i hænderne på englænderne. Og få dage efter indledte den engelske flåde anslaget på København – Slaget på Reden.
Samtidig blev de slaver, plantageejerne havde i Danmark, stadig mere frustrerede og obsternasige. De begyndte at flygte fra deres ejere. Den 20. juli 1801 flygtede endnu en af dem. Denne gang var det den 20-årige David Tams, som var ejet af rigsgreve Julius Friederich Ludwig Rantzau.
Skuepladsen for dette opgør var landstedet Marienborg, der siden skulle blive mest kendt i danskernes bevidsthed som sommerbolig for landets statsminister. I 1801 var der endnu engang sorte slaver på den smukke ejendom på tangen mellem Lyngby Sø og Bagsværd Sø.
Vestindianerne på Marienborg
Siden kaptajn Olfert Fischer, far til søhelten af samme navn, havde opført gården tilbage i 1744, havde det næsten uafbrudt været i de danske ”vestindianeres” eje. Planteren Peter de Windt, som kom til København med otte sorte slaver, havde købt stedet af Fischer i 1753. I 1764 havde hans enke afhændet stedet til sukkerraffinadøren Gysbert Behagen. I 1793 havde Behagen solgt landstedet til kammerherre Werner Hans Rudolf Rosenkrantz Giedde, hvis hustru Anna Margretha de Nully var ud af en indflydelsesrig, vestindisk planterfamilie. Giedde rådede over mindst en slave i København. Han hed Lambert Maties og var en del af kammerherrens husstand i hovedstaden. Når kammerherre Giedde ikke opholdt sig på Marienborg, boede han i en lejlighed på hjørnet af Brolæggerstræde og Rådhusstræde.
I 1795 havde Marienborg atter skiftet ejer. Fra Giedde var landstedet gået videre til kammerherre Johan Frederik Lindencrone, den første ejer i næsten et halvt århundrede, som ikke havde direkte berøring med det danske slaverivæsen.
Det blev der snart ændret ved. I efteråret 1800 var landstedet atter tilbage på ”vestindianske” hænder. Lindencrone solgte Marienborg til Johann Traugott Lebrecht Otto, som kort forinden var vendt hjem fra Dansk Vestindien. Under fem års ophold på St. Thomas havde han oparbejdet en mindre formue gennem sit arbejde som garnisonskirurg.
I København var Otto flyttet ind i et hus i Vestergade sammen med sin familie og to hjembragte slaver, den 25-årige sorte hushjælp Sara og den 16-årige tjener Carl Wilhelm. Et landsted måtte kirurg Otto også have, så han købte Marienborg. Det blev dog kun til en enkelt sommer i det smukke Frederiksdal, før Otto igen solgte Marienborg i maj 1801. Traditionen tro gik stedet videre til endnu en slaveejer, rigsgreve og ritmester Julius Friederich Ludwig Rantzau. Den 31-årige greve ejede en række plantager på St. Croix. I 1795 havde Rantzau købt plantagen ”Langford”, og i den forbindelse var han blevet ejer af slaven David Tams.
Inde i København blev de vestindiske slaver langt henad vejen holdt i meget kort snor af deres ejere. Der var generalinde Henriette Catharine von Schimmelmann, som i den grad var rethaverisk i forhold til sin slave Hans Jonathan. Der var planter Isaak Samuel Benners, som var usædvanlig uforsonlig over for sin slave Peter Samuel. Og major Adam Levin Søbøtker, som var ganske hårdhændet med pisken over for sin slavinde Bina. Men de blegnede alle i forhold til grev Rantzau.
Slaven David Tams
Vidneudsagn fra Hof- og Statsretten i København 1802 giver et billede af, hvad der skete på Marienborg mandag den 20. juli 1801.
Greven fulgte efter ind i kammeret og ”slog Tams med sine knyttede Næver adskillige Gange i Ansigtet saa at Blodet strømmede deraf, hvorpaa Grev Rantzau gik ud af dette Værelse og lukkede samme i Laas samt tog Nøglen med sig”
Grev Rantzau kom hjem til sit nyligt erhvervede landsted om søndagen. Straks efter ankomsten til Marienborg meddelte han sin slave, at han agtede at ride ind til København om morgenen, kunne et øjenvidne Anne Beate Andersdatter berette.
”Den følgende Dags Morgen spurgte Greven David Tams hvorfor han ikke havde gjort hans Hest istand, hvortil David Tams svarede, at han maate først dække Thebordet og naar han havde gjort dette vilde han gaa op i Stalden. Da Thebordet var dækket saa Vidnet, at David Tams gik hen til Stalden og at Grev Rantzau straks derefter ogsaa gik ind i Stalden”.
”Vidnet som da stod i Køkkenet kunde se igennem Stalddøren at Grev Rantzau med sin knyttede Næve slog David Tams adskillige Slag i Ansigtet saa at Blodet flød ham deraf, samt at han derefter tog David Tams fat i Skjortekraven oppe ved Halsen og trak derefter ud af Stalden”.
Slaven fortrak til sit kammer, der lå ved stalden, men takket være dør og vinduer, der stod åbne, kunne vidnet fortsat følge hændelsesforløbet. Greven fulgte efter ind i kammeret og ”slog Tams med sine knyttede Næver adskillige Gange i Ansigtet saa at Blodet strømmede deraf, hvorpaa Grev Rantzau gik ud af dette Værelse og lukkede samme i Laas samt tog Nøglen med sig”.
”Derefter saa Grev Rantzau nogle Gange igennem Vinduerne ind i dette Værelse, og da Tams havde taget en ren Skjorte paa, lukkede Greven ham ud”. Vidnet konstaterede, at slaven ”baade var blodig og meget ophovnet i Ansigtet”.
David flygter
Et andet vidne, Cathrine Gahr, kunne fortælle, at hun ved et andet tilfælde havde set greven slå sin slave adskillige gange i ansigtet. Dette var sket inde på selve Marienborg. Mandag den 20. juli havde David Tams fået nok. Som Anne Beate Andersdatter forklarede retten:
”Greven gik da ind i sine Værelser og Tams, efter at han havde bragt Greven Vand til at toe (vaske) sine Hænder i, gik ind i Hønsegaarden og sprang over samme samt gik derfra hen ind til Byen”.
Grev Rantzau efterlyste sin bortløbne slave allerede samme dag, antageligt i forbindelse med, at han alligevel skulle ride til hovedstaden. I hvert fald blev David Tams anholdt i Nørreports vagt og indsat i byens arresthus.
Som advokat fik den 20-årige slave beskikket prokurator Ulrich Christian Brønlund, som i et skriftligt indlæg i den senere retssag berettede om en samtale i arresten med ”bemeldte sorte Mand”.
”Med en Godmodighed, der pleyer være caracteristisk for disse uheldige Skabninger, naar de ikke længer trykkes af Tyranniets Jernaag, eller føle Svien af deres Bødlers Pidskeslag, fortalte han mig, at han engang havde været paa en Plantage i St. Croix; at denne Plantage var bleven solgt til Citanten (sagsøgeren); at han var taget fra Plantagen med hans høje Vederpart, som havde lovet at lade ham lære et Haandværk, naar han kom her til Staden; men at hans høje Vederpart havde glemt dette Løfte og iøvrigt kun viist sig lidet bedre imod ham her, end Skik og Brug skal være paa Plantager i Indien, hvorfor David Tams, kjed af at lade sig ydermere mishandle af Hr. Grevens Jagtpidsk, Næveslag, Spark etc., løb fra ham i den Tanke at raabe om Hjelp og søge Brødet for bedre Mennisker. Saaledes var Indstævntes Fortelling om sin Skæbne”.
David Tams forsøgte gennem de danske domstole at få sin frihed. Men dommen den 31. maj 1802 gik ham imod. Her fastslog Hof- og Statsretten, at grev Rantzau efter dansk-vestindisk ret havde en lovlig erhvervet ejendomsret over sin slave. Og denne ejendomsret, mente dommerne, var ikke ophørt ved, at parterne havde taget ophold i Danmark. Anholdelsen af David Tams blev derfor stadfæstet og grev Rantzau kendt berettiget til at føre sin slave med tilbage til Dansk Vestindien.
“Som en anden umælende Kreatur”
Domme, som den over David Tams, har ganske givet været kendt i det netværk af københavnske slaver, han var en del af. Den 12. april 1803 indgav en kreds af disse, som kaldte sig ”lykkelige Undersaater, men indtil nu ulykkelige Negere” et bønskrift til Danmarks konge, Christian VII.
I brevet påpegede de, at ”det er Deres kong. Mayst. bekiænt, at nu for Tiden her i Landet findes mange Africaner og Guineser, som af forskiellige ere bleven ført hertil, efter de haver kiøbt samme, at være deres Slaver paa Deres heele Livstid”.
”Vi blive kiøbt i vorres umyndige og Ungdoms Alder: og da spørger vi allerunderdanigst, om det er, eller kann antages for en Christlig Handling at vi da skall være og blive vorres hele Leveds Tid Slaver, uden at have begaaet noget, som efter Lov og Rett kunde dømme os dertil. Ja, og hvad som mere er, ennu bliver solgt her, fra den Ejendes til en Anden lige som en anden umælende Kreatur”.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen havde fuldstændig ret, da han sidste uge valgte at henlede opmærksomheden på Marienborgs blakkede fortid. ”Det er jo ikke den flotteste del af danmarkshistorien, slavehandelen og alt hvad der fulgte med. Og det er skammeligt og beklageligt”. Men flot var det, at han valgte at nævne det.
Kilder: Bl.a. folketællinger for København 1801; Grandjean, Bredo L.: “Marienborg. Et nordsjællandsk landsteds historie”, Historisk-Topografisk Selskab for Lyngby-Taarbæk kommune, København 1977; Waaben, Knud: ”A.S. Ørsted og negerslaverne i København”, Juristen, 1964; Generaltoldkammer- og Kammerkollegiet, sager til vestindisk journal 220/1803, Rigsarkivet.
Foto: Finn Stubtoft
Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
