PODCAST // ANBEFALINGER – Der fandtes tv-serier længe, inden der var Netflix, og radioserier længe inden der var podcasts. Men podcastens og streamingtjenesternes indtog har ændret og forfinet radioserien som genre. De seneste år er der kommet en masse gode podcastsserier af den slags, der gennem en række afsnit fortæller en historie fra start til slut. Og du kan tage dem med dig, hvor som helst som et lydbagtæppe.
Men der er selvfølgelig nogle ting, der skal være på plads, for at man gider investere 3, 10 eller flere timer af sit liv på en podcast-serie. Der skal være bare et minimum af julekalender-agtig suspense, og der skal være tænkt over, hvorfor det skal fortælles i episoder. I denne artikelserie får du nogle anbefalinger til serier, der leverer medrivende historier, som er mere dybdegående end en enkelt podcast-episode tillader.
I denne første artikel handler det om biografier, altså podcast-serier, der formidler en bestemt persons livshistorie.
Six Degrees of Joan Crawford
You Must Remember This
Denne serie har det hele: Stjernestøv, ægteskabeligt drama, feministisk kritik af en kapitalistisk mandsdomineret filmbranche og en adoptivdatter der skriver en hævngerrig posthum biografi om sin mor. Den handler om Joan Crawford, den første Hollywood-skuespiller, der formåede at strække sin karriere over mere end fire årtier, og som kvinde var det noget af en bedrift i første halvdel af det 20. århundrede.
Joan levede og åndede for rampelyset, og hendes arbejdsmetode var konstant selviscenesættelse. Det hører vi om gennem helt små hverdagsdetaljer som, at Joan kunne finde på at skifte tøj fra en ’letter-writing dress’ til en ’eating-lunch-at-home-dress’, såvel som gennem de større linjer, hvor vi gennem seriens 6 kronologiske afsnit følger Joans gentagne relancering af sit skuespiller-image, så det passer til hendes alder og tidernes skiftende kvindesyn.
Karina Longworth, som er den kraftigt artikulerede stemme bag ’You Must Remember This’, har et tætpakket manuskript foran sig, og lixtallet er højt. Det er derfor om at holde tungen lige i munden, ikke mindst i de første to afsnit, hvor Joan omtales med tre forskellige navne, og både hendes mand og svigerfar hedder Douglas Fairbanks.
År: 2016
Antal afsnit: 6
Samlet længde: 4 t. 52 min.
Producent: Panoply Network
Kennedy Klanen
Kongressen.com
Nogle podcasts transporterer dig til en fremmed, fascinerende virkelighed, som du for en stund får lov ydmygt at opleve som en flue på væggen. Denne podcast-serie fra Kongressen.com er knap så altomsluttende i sit lydbillede, og transporterer dig primært til havnen i Hyannisport, Massachusetts, hvor forfatter og chefredaktør, Anders Agner, i samtale med producer Lars Græsborg Mathiasen fortæller om Kennedy-familien og dens mange årtiers indflydelse på amerikansk politik.
Der er fire afsnit i serien, og de fokuserer hver især på én af fire toneangivende Kennedy-mænd – John F., Robert, Ted, og til sidst Joe Kennedy (som dog endnu har til gode at vise sig som toneangivende). I starten tænkte jeg ’hmm, hvorfor tage helt til USA bare for at sidde dér, to danskere, og tale dansk’. Men der er alligevel noget charmerende ved den oprigtige og højtidelige måde, Anders og Lars deler deres dybdegående viden om denne sagnomspundne slægt.
Derfor sænkede jeg paraderne og åbnede ørerne for disse knap 3 timers slow-radio, som indholdsmæssigt lige så godt kunne have været en bog, som jeg sikkert aldrig ville have fået læst.
År: 2019
Antal afsnit: 4
Samlet længde: 2 t. 55 min.
Producent: Kongressen.com
The Assassination
BBC
Denne dokumentar er sober, faktuel journalistik om et emne, der på alle måder er såvel dramatisk som kaotisk: Den tidligere premierminister i Pakistan Benazir Bhuttos liv, som endte tragisk i et bombe-attentat i 2007, og hendes rolle i det moderne Pakistans politiske historie. Hendes liv er veldokumenteret og oplagt at lave radio om. Hendes egen stemme er central i hele podcasten, om det så er fra tidligere live-interviews eller fra en tale, hun har holdt i Washington D.C. for at påvirke USA’s ageren over for Pakistan.
Fortællerstemmen i podcasten er BBC-journalisten Owen Benett-Jones, som med en kølig britisk stemmeføring sørger for at sætte et nogenlunde roligt tempo i en ellers hektisk historie. Owen har efter eget udsagn tænkt på mordet på Benazir Bhutto, siden det skete for mere end et årti siden. Som BBC’s Pakistan-korrespondent har han selv mødt Benazir flere gange, og endda holdt en fest, hvor hun deltog.
Hans interesse er ikke så meget at opklare, hvem der myrdede Bhutto – det er ikke et mysterie – men snarere hvordan det kunne lykkes, og hvordan mordet blev undersøgt af myndighederne efterfølgende – eller snarere, nærmest ikke blev det.
År: 2018
Antal afsnit: 10
Samlet længde: 4 t. 48 min.
Producent: BBC World
LÆS ALLE SIGRID BJERRE ANDERSENS ANBEFALINGER HER.
Illustration: POV.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her