I år er det 100-året for Slaget ved Verdun. Et hundrede år siden, at Frankrig og Tyskland udkæmpede dette det længste slag under Første Verdenskrig; dette vanvittige skyttegravshelvede; dette tilsyneladende uophørlige granatinferno, der kom til at koste flere end 300.000 soldater livet.
Ikke mange danskere er opmærksomme på det dystre jubilæum i og med, at de fleste af slagets soldater var franskmænd og tyskere. Nogle er der dog. Blandt dem Jannick Christensen, hvis morfar kæmpede ved Verdun på fransk side – og overlevede slaget, der varede fra 21. februar til 19. december 1916.
Skyttegravskrigeren
Morfaren – Michel Bel-Kher-Ben-Touhami – var en af de mange sorte soldater, Frankrig under Første Verdenskrig hentede ind fra deres kolonier i Afrika. Soldater, der gik under fællesbetegnelsen tirailleurs sénégalais.
”Han var såret flere gange under Slaget ved Verdun”, forklarer Jannick Christensen. ”Tre gange blev han ramt af skud i benene. Og en gang kom han på hospitalet, fordi han havde fået for meget sennepsgas i lungerne”, fortæller den 57-årige dansker, der til daglig er draught beer manager på et bryggeri, Carlsberg nyligt har startet ude i Myanmar.
Cirkelkaffepigen
POV International møder Jannick, mens han kort er hjemme i Danmark. Det sker på Palæ Bar i det indre København; et jazzværtshus, han i sin tid startede og i en årrække drev sammen med sin nu afdøde mor, Annie Ben Touhami Bel-Kher. Mange københavnere vil stadig huske den smukke, mørklødede værtshusholderske, ikke mindst fordi det længe hed sig, at hun i sin ungdom havde været inspirationen til tegneren Aage Sikker Hansens berømte reklame med Cirkelkaffepigen.
”Så vidt jeg læser det, har det ikke noget på sig”, konstaterer Jannick Christensen om det forlydende, der en overgang var ved at drive ham ”til vanvid” på grund af folks mange forespørgsler.
Jannick ved ikke præcist, hvor i Afrika hans morfar kom fra. Oplysningerne om manden er forholdsvis sparsomme. Sikkert er det dog, at Bel-Kher-Ben-Touhami tilhørte det nordafrikanske ørkenfolk tuaregerne. Og at han både havde været kameldriver og slave hos arabiske købmænd et sted i det nordlige Afrika.
I fransk tjeneste
”På et tidspunkt i starten af Første Verdenskrig befandt han sig på fransk territorium i Nordafrika. Og her fik han så et tilbud af den franske hærs hverveofficerer. ’Enten sender vi dig til Verdun og så bliver du en fri mand, eller også kan du blive hernede som slave hos de arabiske købmænd’. Min morfar valgte at lade sig hverve til den franske hær”, forklarer Jannick Christensen.
Under Første Verdenskrig blev omkring 200.000 afrikanere hvervet til at kæmpe som tirailleurs sénégalais i den franske hær. Flere end 135.000 af dem blev sendt til krigsskuepladsen i Europa. Og således også til skyttegravene ved fæstningsbyen Verdun i det nordøstlige Frankrig.
Det var her, Tyskland satte alle kræfter ind med en storoffensiv i februar 1916. Strategien var ligetil. I og med, at Verdun havde stor historisk og psykologisk betydning for franskmændene, ville de forsvare byen for hver en pris. Og sætte massivt mange soldater ind. Og dem ville Tyskland så udsætte for et lige så massivt bombardement. Ikke for at erobre byen Verdun, men simpelthen for at dræbe så mange franske soldater som muligt. Som den tyske generalstabschef Erich von Falkenhayn udtrykte det, skulle Verdun-offensiven “få Frankrig til at forbløde”.
Helvede på Jord
Det blev til en 10 måneder lang udmattelseskrig, hvis lige verden aldrig havde set tidligere. De gensidige bombardementer var nærmest ubegribelige i omfang. I gennemsnit regnede der 20.000 granater i døgnet ned over de mudrede skyttegrave ved Verdun. Og hvert døgn blev der dræbt i gennemsnit 1000 soldater – nogenlunde ligeligt fordelt mellem franskmænd og tyskere.
Med disse tabstal var der ikke noget at sige til, at Frankrig, såvel som Tyskland, hentede troppeforstærkninger ind fra deres respektive kolonier i Afrika. Heriblandt altså også Jannick Christensens morfar. Egentlig hed han blot Bel-Kher-Ben-Touhami – havde ikke noget fornavn. Men da han kom til Frankrig, gav hæren ham fornavnet Michel.
”Jeg kan huske, at min mor har fortalt, at han var i skyttegravene, altså i første linje. Hvor tyskerne også havde deres tilsvarende sorte – ovre på den tyske side. Og når der så ind imellem var våbenhvile, så gik de over og snakkede med hinanden. Og delte en rotte eller en kat, eller hvad fanden de nu ellers kunne finde at spise”, fortæller Jannick.
Som nævnt blev Michel såret flere gange i benene, ligesom hans lunger tog skade af et af tyskernes sennepsgasangreb. Indåndede man denne giftgas, kunne man få vabler og blødninger i luftvejene. Derfor blev Michel evakueret til et felthospital i nærheden af byen Tours.
Her mødte han ”de hvide engle”, som de franske krigssygeplejersker blev kaldt. De afrikanske tirailleurs sénégalais havde efterhånden fået vist deres duelighed på slagmarken, og de var ved at blive ganske populære i den franske befolkning. På hospitalet mødte Michel en hjælpesygeplejerske ved navn Suzanne Conin. De to blev forelskede. Suzanne var på dette tidspunkt gravid. Faderen til barnet var en fransk læge, men han var blevet dræbt i krigen. Til trods for, at Suzanne ventede barn, valgte Michel at gifte sig med hende.
Det afhuggede hoved
De afrikanske soldater var i nogen grad feterede i den franske befolkning. Men de var også frygtede. De var ”skånselsløse” på slagmarken, husker Jannick, at hans mor fortalte ham. Det var da også Jannicks mor, der fortalte ham historien om hans morfar og det afhuggede hoved.
”Da min morfar og de andre afrikanske soldater landede i Frankrig og skulle til Verdun, så var deres oberst franskmand”, beretter Jannick.
”Og han skulle så med fagter forklare, hvad det mere eller mindre gik ud på. De nye rekrutter anede jo ikke noget. De var jo vilde nede fra Afrika. Så han forklarede dem ’Couper cabèche’ – altså ’af med hovedet’ på fjenden.”
”Min morfar havde så taget det meget bogstaveligt. Så på et tidspunkt ved fronten, da han blev skudt første gang, havde han allerede været på besøg hos en eller anden tysker, og havde hugget hovedet af ham. Og så havde han taget det som trofæ ned i sin skuldertaske. Så blev han skudt. Kom på hospitalet. Og efter noget tid, syntes man, at der lugtede noget mærkeligt inde på det kammer, hvor han lå. Så nåede de endelig frem til min morfars skab, og der fandt de så hans skuldertaske med det afhuggede tyskerhoved i. Som han havde taget med som trofæ.”
POV International skal ikke kunne sige om denne anekdote holder vand. Faktum er, at de afrikanske soldater i Frankrig under og i kølvandet på Første Verdenskrig var genstand for talrige vandrehistorier. Som den amerikanske historieprofessor Tyler Stovall skriver i sin bog ”Paris Noir – African Americans in the City of Light”: ”Efter at afrikanerne først havde bevist deres værd i 1914, skiftede franskmændenes opfattelse af dem imidlertid til en af vilde, blodtørstige galninge på slagmarken. I særdeleshed vendte temaet med afrikanske soldater, der huggede hovederne af deres modstandere med bajonetter, tilbage igen og igen i Frankrig under krigen. En deling af afrikanske tirailleurs blev ved deres ankomst modtaget af en fransk menneskemængde, der råbte ’Bravo tirailleurs! Skær hovederne af tyskerne!’”
Châtel-Guyon
Omkring 30.000 af de 135.000 afrikanere, der blev sendt til Europa for at kæmpe for Frankrig under Første Verdenskrig, blev dræbt. Jannick Christensens morfar overlevede – og tog imod tilbuddet om at blive fransk statsborger.
”Der skete så typisk det, at fordi der var kommet så mange sorte, så blev de efter krigen placeret i forskellige byer rundt om i Frankrig. For ligesom at sprede dem lidt ud. Så min mormor og morfar blev derfor sendt til Châtel-Guyon”, forklarer Jannick.
Her i denne landsby, 400 km syd for Paris, tog parret hul på deres tilværelse sammen. Suzanne blev vaskekone, mens Michel blev ansat ved kommunen.
”Min morfar blev gadefejer og fejede mest fra café til café og fik sig lidt hvidvin – selv om han var muslim”, forklarer Jannick med et smil.
I Châtel-Guyon fik Michel og Suzanne deres i alt fire børn. Men det var ikke en nem tilværelse. Selv om de afrikanske soldater havde været værdsatte for deres indsats under krigen, var det langtfra alle franskmænd, der ligefrem ville have en af slagsen ind i familien.
”Min mormor havde 17 eller 18 søskende, og da hun giftede sig med en sort, så talte ingen i familien med hende før 53 år senere. Hun så aldrig sine forældre igen. Men hun var en hård nyser. Og hun blev sammen med min morfar igennem alle årene”, fortæller Jannick over en genstand på Palæ Bar.
Han lægger ikke skjul på, at Michel aldrig rigtig faldt til i Frankrig.
”Min morfar var den eneste sorte i Châtel-Guyon. Han havde det stykke jord, han havde fået af den franske stat. Her dyrkede han sine grøntsager. Og så tog han jo op i skovene bag ved byen og samlede brænde og svampe og sådan. Han blev ved med at være sådan en vildmand på en måde. Faktisk lærte han aldrig rigtig at tale fransk. Han var egentlig en outsider. Samtidig var min morfar jo troende muslim, så han bad til Mekka de der fem gange om dagen”.
Forelsket i Danmark
Jannicks mor, Annie, blev født i Châtel-Guyon i 1927. Som ung søgte hun op til Paris; blev danserinde, introduceredes til byens sprudlende jazz-scene, og kom blandt andre til at omgås den dengang utroligt populære sorte amerikanske entertainer Josephine Baker. I slutningen af 1940’erne blev Annie imidlertid hyret af et omrejsende finsk cirkus – som slangetæmmerske. Og det var i den forbindelse, at hun i oktober 1950 kom til Danmark.
Annie Ben Touhami Bel-Kher blev forelsket i Danmark på stedet. Og blev her. Den eksotiske franske kvinde blev kendt i det københavnske natteliv. Som garderobepige og servitrice på Dropp Inn og Galathea Kroen.
I 1959 fødte Annie sit eneste barn – sønnen Jannick. Han fik mellemnavnet Michel efter sin afrikanske morfar. Og helt fra første færd sørgede Annie for, at sønnen kom til at lære sin familie i Châtel-Guyon at kende.
”Første gang jeg var i Frankrig, var jeg to måneder gammel i babylift med toget. Med min mor. Det gjorde vi så hvert år, en måned om sommeren, hvor jeg så mødte familie og sådan”, fortæller Jannick.
Mindet om bedsteforældrene
Han husker ikke rigtig sin morfar. Michel døde, da Jannick bare var to år gammel. Men Suzanne husker han anderledes tydeligt.
”Min mormor var en lille dame med en ordentlig næse. Der var power på”, mindes Jannick. ”Hende har jeg været meget sammen med. Hun døde, da jeg var 17-18 år gammel.”
Jannick har tit siden tænkt over dette usædvanlige ægteskab mellem den franske sygeplejerske og den afrikanske tirailleur.
”Ud over børnene har min mormor og morfar haft så lidt til fælles. De kom fra forskellige verdener. Og han blev ved med at være en vild mand. Jeg tror bare, at hun elskede ham på en eller anden måde for hans naturlige måde at være på. For hvad han var; for hvad han stod for. Han var også manden, der havde taget sig af hende, da hun stod alene med et lille barn; så det har hun respekteret ham for.”
Jannick Christensen rejser da også fortsat til Châtel-Guyon, når han får lejlighed til det. Han har ikke længere familie i den lille franske by. Men hans morfar og mormor ligger begravet der.
”Ikke fordi jeg er religiøs, men jeg skal lige op og hilse på mine bedsteforældre på kirkegården. Der er mange døde fra Første Verdenskrig, der ligger der. En del af dem er muslimer, og deres gravstene vender mod Mekka.”
Michel Bel-Kher-Ben-Touhami blev hædret med i alt fire ordener for sin indsats ved Verdun.
”Jeg har selv en af dem hjemme i Myanmar. De andre er der nogle kusiner i Frankrig, der har”, fortæller Jannick.
Egentlig er han ganske stolt af sin sorte morfar. Jannick har fået lavet og indrammet et stort billede af Michel. Og inde bag glasset sidder så ordenen.
”Han har trodset en hel masse ting, og han har ikke været bange af sig. Ligesom min mormor heller ikke har været bange af sig. De var meget stærke folk”, siger Jannick Michel Bendix Christensen – der ikke havde siddet her på Palæ Bar, hvis ikke en sort tirailleur sénégalais var blevet såret under Slaget ved Verdun dengang for nu 100 år siden.
OPDATERING: Hjemkommen til Myanmar oplyser Jannick Christensen, at han faktisk er i besiddelse af to af de militære ordener, Frankrig tildelte hans morfar. Den ene en Croix de Combattant; den anden en Croix de Guerre.
Croix de Combattant blev tildelt soldater, der under Første Verdenskrig havde deltaget i tjeneste i frontlinjen, var blevet såret eller taget til fange i tjeneste. Croix de Guerre blev tildelt soldater, der under Første Verdenskrig havde udvist heltemod i forbindelse med kamphandlinger.
Hovedillustration: Franske soldater i skyttegravene ved Verdun. Public domain.
Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter, men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
