Divaer i glas, glitter og glamour

af i Kultur/Scenekunst

ANMELDELSE // SHOW – Der er et element af tidsmaskine i genoplivningen af divaer som Ella Fitzgerald, Marlene Dietrich og Josephine Baker i Glassalen. Showet er (som kjolerne) glitrende, veloplagt og gennemmusikalsk. Det var dengang, verdensstjerner havde engagement i Tivolivarieteen og ofte blev tæt knyttet til København. Men der er en bitter undertone i nostalgien, og det giver den røde tråd i det varierede show.

Carsten Svendsen går på scenen som sit alter ego, Preben Uglebjerg, og lægger ud med en tæt parafrase over konferencieren i Cabaret. Det får vi forklaringen på senere. Men kontakten til Berliner-kabareten er selvfølgelig indlysende, når Birgitte Hjort Sørensen glider ind i rampelyset som Marlene Dietrich.

Hun spiller en diva, der spiller diva. Og lejlighedsvis konkurrerer divaerne på scenen – Caroline Henderson og Kaya Brüel deles om Eartha Kitt – og det er elegant og morsomt og sexet som bare Fanden.

Ofte akkompagneret af de fire fremragende dansere, der har en fremtrædende og meningsfuld rolle i showet.

Birgitte Hjort Sørensen spiller divaen, der spiler diva, Marlene Dietrich – og gør det med charme og overskud.

Relevant nostalgi

Selvfølgelig er det nostalgi.

Jeg er gammel nok til at huske, at Preben Uglebjerg var hot. Gyngerne og karrusellerne var en landeplage. En af mine kammerater havde den på plade – en single – og da revyviser dengang kunne have mere end tre vers, var den delt mellem for- og bagsiden. Den blev vendt mange gange.

Divaer i Glas giver den en meget moderne form. Ordene er de samme som dengang, og måske netop derfor lyder den sært aktuel. Der bliver ganske vist ikke budt på kaffebord ned ad Strøget, men referencen til boligmanglen i København kunne lige så godt være skrevet til den årlige invasion af studerende i disse dage.

Divaernes kamp. Kampen for at give publikum det, de vil have. Kampen for at lyse på scenen på trods af kønsroller, racefordomme og politisk forfølgelse

Der nikkes ærbødigt til nogle af de andre danske stjerner, der har styret showet i Glassalen – bland andre Bent Fabricius-Bjerre og Jytte Abildstrøm, der begge var i salen til premieren. Og i en meget morsom kommentar til Glassalens notorisk umagelige sæder dukker PH også lige op og forklarer ideen.

Kunstnerisk fædreland

Nå ja, så har han også lige en sang til Kaya Brüel … eller til hendes mor Birgit Brüel. Om hvad kvinden dog gør for manden … For din skyld.

For her finder vi den røde tråd. Divaernes kamp. Kampen for at give publikum det, de vil have. Kampen for at lyse på scenen på trods af kønsroller, racefordomme og politisk forfølgelse. Der er altid en pris at betale.

Caroline Henderson og Kaya Brüel kæmper om rampelyset som to versioner af Earthe Kitt.

Divaer i Glas er ikke teater i den forstand, at der er en handling, men der er i allerhøjeste grad et budskab. Det er et kunststykke at strikke et så varieret show (deraf varieté) sammen og stadig få det til at give mening som samlet værk.

Caroline Henderson har været motoren i projektet, og hun alene er billetprisen værd – som Sarah Vaughan, Ella Fitzgerald, Eartha Kitt. Hun er indbegrebet af showets pointe, at vi kan vælge et fædreland – at hun har adopteret Danmark som sit, kan vi kun være taknemmelige for.

Fristed eller grim smag i munden

Samtidig kan hun give den som en fortryllende Monica Zetterlund på sit svenske modersmål – med historien om, at Zetterlund ikke fik sit gennembrud i Sverige, men netop i København.

Også Ella Fitzgerald boede nogle år i Danmark. Marlene Dietrich havde venner her. Der var i 60’ernes København en frihed, som savnedes i samtidens USA.

Men i erindringen om København som åndehul og fristed er det godt lige at minde om den perfide racisme, der strømmer ud af pressecitaterne omkring Josephine Bakers første besøg i København i 1928.

Birgitte Hjort Sørensen og Kaye Brüel har en stjernestund som to aspekter af die Marlene i duet

De små baggrundsfortællinger er med til at føre os tilbage til den tid, hvor virkelighedens stjerner optrådte her i Glassalen. De fortælles af stjernerne selv som dramatiserede erindringer. Det virker ikke påklistret, men oplysende og underholdende på en gang.

Stjernestunder

Vi kan le ad det: ”Tænk, at det var sådan dengang”.

Men i løbet af anden akt begynder historierne at løbe sammen i et tema. Den røde tråd. Om kampen. Om prisen. Birgitte Hjort Sørensen og Kaye Brüel har en stjernestund som to aspekter af die Marlene i duet. Caroline Henderson som den modne Josephine Baker – så ruderne i Glassalen klirrer.

Tæppet glider for et øjeblik. Så trækkes det fra og præsenterer hele ensemblet; sangere, dansere og orkestret. Det er præcis lige så glamourøst som forestillingen i sin helhed – det er internationale klasse og stil. Og så farvel til fortiden med en både vemodig og optimistisk tone.

Som de synger ”It don’t mean a thing, if it ain’t got that swing”. It does. Derfor seks stjerner.


Divaer i Glas spiller i Glassalen i Tivoli til 12. september
Med: Caroline Henderson, Birgitte Hjort Sørensen, Kaya Brüel, Carsten Svendsen
Instruktion: Rolf Heim


Foto: Birger Storm

Steen Blendstrup er freelancejournalist og sexolog. Inden for journalistikken fylder kulturen meget – også i specielle tekstopgaver som manuskript til en reklamefilm for Skønheden og Udyret på Det Ny Teater. Det med sexologien kan du læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.

Seneste artikler om Kultur

Ghetto made in Denmark

Engang banebrydende arkitektur funktionalisme og brutalisme ghetto på Corbusier-steroider berømmet blandt arkitekter